En dag i december

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2017
  • Opdateret: 12 jul. 2018
  • Status: Igang
Julekalender om Søskeneparret Aya og Troels. Oplev hendes syn på julen gennem hendes kærlighed for hendes bror.

2Likes
2Kommentarer
298Visninger
AA

5. 5. December: For første gang.

 

Jeg har ikke sovet i nat, som i overhoved ikke. Jeg har siddet i min vindueskam og betragtet træernes elegante dans, fuglenes hoppende bevægelser på det nøgne græs og de ukendte ansigter der mødes i skjul i natten. På en måde, er mørket egentlig meget smukt, kan ikke helt forklare hvorfor, de fleste frygter mørket. Men der er noget yderst interessant i hvordan vi opfatter de præcis samme ting, forskelligt, på baggrund af lyset. Det der før var sjovt og festligt, er nu skræmmende og ukendt, selvom vi ved præcis hvad det er, og har set det tusind gange før. Gad vide om det er sådan vi har det med hinanden? Måske ikke lige direkte talt med mørket, men måske med folks skjulte side, alle deres sider har jo altid været der, men lige pludselig kan en af siderne i folk virke… skræmmende? Overraskende? Mit sind vandrer lidt når jeg ikke kan sove, jeg burde bare koncentrere mig om at få noget søvn, men det er lidt som om, jo mere man prøver, jo sværere er det. Nogle gange sidder jeg og tænker på, om min mor savner mig, jeg kender hende jo ikke, og har aldrig hørt noget om hende, men det har heller aldrig grebet mig at spørge ind til hende. Jeg ved godt at min far nok ikke ville være komfortabel ved at snakke om det, for det har nok været hårdest for ham. Jeg ved Troels aldrig har nævnt hende, men jeg forstiller mig altid at de var tætte, indtil hun ’’forsvandt’’.

Jeg kan godt lide at tænke at Troels minder meget om vores mor, at han er ’’som snydt ud af næsen’’ på hende, det får mig lidt til at føle at jeg kender hende, uden egentlig at gøre det. Han ligner ikke vores far, tvært imod, han er høj med smukt blond hår og grønne øjne, han er dog bredskuldret som vores far, og har hans stærke kæbe, men han har også nogle ’’feminine’’ træk, hvis man kan kalde det det. Folk troede faktisk i en lang periode, at Troels var adopteret, udelukkende fordi folk ikke kendte vores mor, de vidste lige så lidt som jeg, hvordan hun ser ud, eller hvem hun er. Det eneste jeg kan være sikker på, er at hun har eksisteret, om hun stadig gør det, det ved jeg faktisk ikke… Jeg, mig selv, ligner min far på mange punkter, tykt brunt hår, sarte brune øjne og let gylden hud. Jeg ligner ikke ligefrem en vinterpige, men det er jeg, selvom jeg er født om sommeren. Lige det, har jeg i hvert fald ikke arvet fra vores far, hvis det var op til ham, skulle hver dag, være sommer. Sådan er Troels egentlig også, ikke helt dog, han er lidt en blanding af vores far og jeg.

’’Aya’’ Lige på klokkeslaget kom han og bankede på min dør, kl. 6 hver morgen. Han har aldrig misset en eneste dag, det er virkelig beundringsværdigt syntes jeg. Han står op, tidligt, hver morgen, frisk og i godt humør, har gjort morgenmad klar, pakket madpakker, og ryddet op efter aften før. Jeg tror faktisk aldrig jeg har set ham ’’rigtigt’’ træt.

”Er du vågen?’’ Han skulle bare vide.

’’Jeg er vågen, bare rolig’’ Jeg kunne høre ham grine let bag døren, han var i godt humør, som altid.

Men det slog mig hurtigt, at i dag var endnu en skoledag, og jeg må ærligt sige, at jeg ikke magter det, som i; overhovedet ikke. Endnu en dag alene på bagerste række, endnu en dag alene i frikvarteret, endnu en dag uden at lære noget, som jeg ikke allerede ved. Hvad jeg ikke ville give for at blive hjemmeundervist.

 

Ved spisebordet var jeg lidt mut, for første gang så de smilende æg, ikke så smilende ud.

’’Aya, er du okay?’’

’’Ja… Ja! Selvfølgelig’’

’’Tror du virkelig ikke jeg ved når du lyver? Come on, hvad er der galt?’’ Da jeg kiggede bedrøvet op på ham, så han meget bekymret ud, han så på mig som om jeg var syg, men det var jeg ikke, hvordan skulle jeg kunne forklare hvad jeg tænker?

’’Lidt af det hele, jeg ved ikke helt hvad der vægter mest.’’

’’Se, det er til at forstå, og helt normalt. Du behøves ikke at dække dine følelser, med en pæn løgn, hvis der er nogen du ikke burde holde hemmeligheder fra, så er det din familie.’’

’’I know, men, jeg har bare ikke lyst til at bringe dig ned, bare fordi jeg har en dårlig dag.’’

’’Du bringer mig ikke ned, det lover jeg, hvis du vil have det, kan jeg lave en joke efter hvert trist gennembrud?’’ Hvorfor ved han altid hvad han skal sige for at få mig til at smile?

’’Det ville hjælpe på det.’’ Så lysnede han atter op igen, tog et greb om min skulder, og ruskede lidt i mig.

’’Så er det jo bare det vi gør!’’ Han rejste sig op og rystede lidt på kroppen og satte sig nu ved siden af mig igen, lagde sin hånd om mig, og prøvede at berolige mig.

’’Har du nogensinde følt dig malplaceret? Som om du ikke høre til? Som om livet bare er en lang ørken man skal igennem før man kommer til paradiset?’’

”I paradiset griner folk rigtig meget, der er nemlig kildevand, så det kan du vel glæde dig til.” Jeg kunne ikke lade vær’ med at bryde frem et smil og et lille grynt.

’’Men ja, det har jeg. Jeg forstår udmærket godt hvordan det føltes.’’

’’Virkelig? Men… Du virker altid så glad og munter, jeg har svært ved at forstille mig, at du har haft det sådan.’’ For første gang så jeg hans smil forsvinde, og hans øjne vandre ud i et minde. Det var næsten syrealistisk at se ham have det sådan, og jeg brød mig ikke om at det var min skyld.

’’Det ved jeg godt, men øhm… Den gang mor døde, fandt jeg mig for første gang, et sted jeg ikke kunne slippe væk fra.’’ Omg… Det er første gang han har snakket om hende, nogensinde.

’’Du var for ung til at kunne huske det, men hun blev ramt meget pludseligt af en sygdom der, åbenbart, havde ligget i dvale i mange år, så da hun opdagede det, var det for sent. Hun var syg i omtrent en måned, og så gik hun bort…’’ Hans blik faldt i hans skød, og han fik en usikker vejrtrækning, mens han kørte sin ene hånd over den anden. Pludselig forstod jeg godt, hvorfor han aldrig har snakket om det før, han var blottet følelsesmæssigt, og for første gang så jeg, at han var lige så bange, og lige så usikker som jeg var.

Pludselig rettede han sig op, rystede på skuldrene, og som bare lige sårn, var han okay igen. Det var da utroligt! Han gik fra ’sønderknust’ til ’hoppende cheerleader’ på to sek.

’’Det er jeg ked af, Aya, det her skulle handle om dig, og ikke hende eller mig selv.’’

’’Troels stop.’’ Han kiggede forundrende på mig, med store øjne, og et kæmpe spørgsmålstegn over sig.

’’Hvad?’’ Spurgte han mig usikkert, mens han rystede let på hovedet.

’’Det er første gang du nogensinde har snakket om hende, og det var… Rart.’’ Han så forskrækket på mig

’’Rart!?’’ Råbte han nærmest, jeg kunne ikke helt tyde om han skulle til at grine eller græde, eller begge dele på samme tid.

’’Ja! Du har ingen idé om hvordan det føltes, at gå rundt i uvisheden om hvem man er, hver evig eneste dag. Jeg har altid undret mig over om jeg ligner hende, eller om jeg minder om hende. Jeg har altid frygtet at hun forlod os, at… at hun skred fra vores familie, fordi at hun ikke ville have os… Du har ingen idé om hvordan jeg har haft det, jeg har altid væres jaloux på at du fik lov til at huske hende… Hvis du ikke har noget imod det, vil du så fortælle lidt mere om hende? Please?’’

For første gang, var han måløs, og jeg forstod ham godt! Aldrig i mit liv, har jeg eksploderet på den måde, jeg er ikke ligefrem typen der snakker højt om mine følelser og tanker, men åh! Det var rart at få det løftet fra mine skuldre.

’’Selvfølgelig, alt for dig prinsesse. Hvad vil du vide?’’

’’Alt’’

’’Alt? Okay så, men så tror jeg vi bliver nødt til at ringe til din skole, og sige du ikke kommer i dag.’’

’’Men jeg er jo ikke syg.’’

’’Nej, det ved jeg godt, men du har fortjent en fridag, og ’alt’ indebærer en hel del.’’

’’Jeg elsker dig, Brormand.’’

’’I lige måde, Søs.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...