En dag i december

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2017
  • Opdateret: 12 jul. 2018
  • Status: Igang
Julekalender om Søskeneparret Aya og Troels. Oplev hendes syn på julen gennem hendes kærlighed for hendes bror.

2Likes
2Kommentarer
295Visninger
AA

2. 2. December: Julemarkedet.

 

 

Da jeg vågnede kunne jeg se frost på mit vindue, måske ville det snart begynde at sne, det var en af mine eneste juleønsker i år, sne, det er måske et lidt simpelt ønske, men desværre rimelig svært at opfylde, har jeg kommet til at forstå.

Jeg tog mine røde julesokker på, de havde juletræer på dem, med den mest vidunderlige julestjerne på, jeg blev altid lidt glad når jeg så dem, det var næsten synd at de skulle dækkes af støvler senere.

Der gik ikke lang tid, så hørte jeg banken på min dør.

-''Godmorgen snefnug, er du klar til lidt morgenmad inden vi tager af sted?''

-''Kan vi ikke bare spise på vejen?'' Han kiggede bestemt på mig, jeg vidste godt at det ville blive et nej, men jeg var så ivrig efter at komme af sted, at morgenmad virkede ubetydeligt.

-''Morgenmaden er det vigtigste måltid på dagen, så det er vigtigt at du får tid, til at spise, og at du rent faktisk får spist.''

-''Ja, du har ret, skal jeg hjælpe med maden?''

-''Behøves du ikke, har allerede lavet noget.''

-''Ej, det behøvedes du altså ikke, jeg vil gerne hjælpe.''

-''Det ved jeg, men jeg vågnede tidligt og biksede noget sammen.'' Han havde ikke bare bikset noget sammen, det kendte jeg ham godt nok til at vide.

-''Er det pandekager jeg kan lugte?''

-''Bananpandekager, faktisk.''

-''Du er fantastisk, mange tak''

-''Det var da så lidt.'' så tog han mig i hånden og ræsede ned af trappen, jeg kunne mærke hans puls igennem håndleddet, han var begejstret, det blev han ofte af de små ting i livet, han var altid en meget positiv person, det var en af de ting jeg beundrede ved ham.

Han trak stolen ud for mig, og skubbede den ind igen, inden han satte sig selv på plads, han satte altid mig foran ham selv.

Da vi var færdige med at spise, ryddede vi af bordet, du fløjtede atter en julemelodi, men jeg sang ikke med, jeg kan lide at høre dig fløjte, for du lyder inderligt lykkelig, i få sekunder glemmer jeg om mine problematiske tanker, mine bekymringer, eller så mange bekymringer en 13årig nu lige kan have.

-''hvorfor synger du ikke med?''

-''Jeg kan ikke teksten''

-''Virkelig? Mind mig om at lære dig den en dag, hvis du altså vil?''

-''Gerne'' Han smilte til mig på en næsten stolt måde, det gjorde mig glad indeni.

-''Er du klar til at gå?''

-''Om jeg er?!''

-''Det tager jeg som et ja.'' uden helt at tænke over det, løb jeg ud i gangen, jeg fik hurtigt overtøj og sko på.

-''Kommer du?!''

-''Ja ja, rolig nu.''

-''Nej, jeg vil den første der ude, ellers er alle de gode ting blevet taget.''

-''klokken er 7 om morgen, og det åbner først kl. 8.''

-''Ja, men det tager også en halv time at komme der ud.'' Jeg kunne godt se på ham at han syntes jeg var en tosse, men det var for mig ligegyldigt, jeg ved han elsker mig alligevel.

 

Gåturen er lang, men det gjorde mig ikke så meget, der var stille for menneske larm, der var ingen biler på gaden, og på trods af at det var vinter, var der massere af fugle sang, og selvom træerne var nøgne, var de af en eller anden grund, kønnere end nogensinde før, måske var det den friske morgendug, eller fordi jeg fik lov til at opleve det hele med min bror. Troels gik med synet opad og kiggede på skyerne, jeg har altid forstillet mig at han kiggede efter sjove figurer i dem, selvom han nok var for gammel til det, men jeg kan godt lide at forstille mig, at han stadig vedligeholdte sin barnlige sjæl, det fortjener han i hvert fald... nogen gange kunne jeg godt føle at jeg holdte ham tilbage, og at hvis jeg ikke var her, at han ville være lykkeligere.

-''Aya?''

-''Jaer?''

-''hvad syntes du den sky ligner mest? En baby, eller en bamse?'' Jeg kunne mærke at jeg spændte i kinderne, og jeg fældede en tåre.

-''Er du okay?''

-''Ja, jeg er bare glad'' Han tog mig ind til sig, og krammede mig mens han aede mit hår, så tog han mig i hånden mens han pegede på skyerne. Han fortalte mig hvilke historier han troede hver af dem havde, og hvad han syntes de lignede.

 

Da vi ankom til markedet stod jeg ude foran rebet til indgangen, der var ikke længe til de åbnede op, og jeg glædede mig til at se alle de fantastiske små nips ting der nu måtte være, jeg har altid elsket bare at gå rundt, det er faktisk sjældent at jeg har købt noget, det var bare at opleve tingene og tænke på hvor de mon har været, og hvad deres ejere har oplevet med dem. Har dog købt noget en gang i mellem, sidst købte jeg en hvid vase med guld malede solsikker på, det var nemlig min mors ynglings blomst, det er også det eneste jeg ved om hende, og selvom jeg kan huske hende, tænker jeg nogle gange på, om hun mon husker mig.

Efter nogle timer følte jeg at jeg havde set hvad der nu var, så vi tog ned i byen, der ligger et hus ude i den anden ende, der bor der en kvinde der redder hjemløse hunde der er blevet skadet eller forladt, nogle af dem har kun tre ben, mens andre kun har ét øje. Her tager vi altid forbi med mad til kvinden og hendes hunde, hun er nemlig ikke rig af penge, men af kærlighed i hjertet, så vi kan hjælpe hende, hjælpe andre. Hun byder altid min bror og jeg ind til kaffe og te, og måske nogle hjemmebagte småkager. Jeg har altid syntes hun var en dejlig kvinde, for hun havde altid plads til en, hvis ingen andre havde det. Hun har på en måde været lidt som en mor til Troels og jeg, og jeg ved at han, især, holder meget af hende, fru Merian.

 

Natten nærmer sig stille og roligt, og jeg kan også mærke at jeg er ved at være træt, Fru Merian lægger et tæpper over mig, mens jeg sidder i sofaen, det næste jeg husker er at jeg ligger i Troels arme, mens han bærer mig hjem.

-''Godnat prinsesse, sov godt og drøm sødt.''  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...