Den hemmelige tid

Da Lilja modtager Kraften, er hun ikke klar over hvor stort et ansvar, og hvor stor en fare den er, for selvom hun kan stoppe den, må hun også lade tiden gå.
Verden er i fare, vi må alle tage os i agt, for dem vi før troede på kan vise sig at være vores største fjender.

1Likes
1Kommentarer
201Visninger
AA

2. Chris

Vinden legede blidt med mit hår, imens lyden af byggeri mindede mig om, hvor tæt jeg var på at være hjemme.
”Laila! Hej” jeg vendte mig forbløffet om ved lyden af Chris’ stemme.
Han kom halvløbende hen imod mig smilende med sin taske dinglende på ryggen.
”Hej Chris. Jeg vidste ikke at du gik denne vej hjem” sagde jeg undrende da Chris var kommet op på siden af mig.
”Mine forældre havde for travlt til at køre mig hjem, og min cykel er punkteret” han trak på skuldrene.
Jeg lukkede stille øjnene og koncentrerede mig om fuglenes sang, og hvordan vinden fik træerne til at rasle.

Efter lidt tid drejede Chris sit hoved og kiggede bagud over skulderen.
Da han atter så på mig igen var hans ansigtsudtryk fuld af frygt.
Jeg havde aldrig set Chris være bange eller nervøs, han har altid været den seje dreng som ikke var bange for noget, men da han talte var hans stemme usikker og skrøbelig.
”Jeg tror at der er nogle som følger efter dig, de var også på skolen, tror du at det er kriminelle?”

Jeg havde set dem, jeg undrede mig dog over hvorfor de ikke slog til tidligere, men Vito tænker jo også anderledes end de fleste.

”Ignorer dem Chris!” jeg ville ikke have ham rodet ind i mine problemer, jeg vil ikke sætte hans liv på spil.

Han så sig igen over skulderen og tog fat i mig og gik hurtigere.
Jeg vred mig fri og kiggede strengt på ham.

”De kommer tættere Laila! LAILA” han var meget bange og gik automatisk hurtigere mens han igen greb fat om mit håndled.
Jeg kunne høre hvordan mændene kom løbende imod os imens Chris hev i mig for at få mig til at følg med.

Et smil formede sig på mine læber, og på et split sekund rev jeg mig fri og greb Chris’ håndled, al lyden forsvandt og jeg løb med Chris bag mig.

Jeg kunne godt forstå hvorfor Chris begyndte at skrige da han så tilbage på mændene, men jeg var stærkere og han havde intet problem med at komme væk,
men jeg ville nok blive nød til at svare på nogle spørgsmål senere.

Vi løb ind af hoveddøren, smed vores tasker i gangen, og med jakkerne halvt af tumpede vi ned i kælderen og låste straks døren til gæsteværelset.
rummet var meget stort, ca. på størrelse med en stue. En grå sofa stod op af en reol mens en rød stod op af vægen så sofaerne til sammen dannede et lille hjørne.
Bag reolen var der en stor dobbeltseng og et trommesæt som jeg nogle gange spillede på.
I det modsatte af sofahjørnet stod der et smukt sort klaver og en træningscykel.

Chris faldt om i sofaen af udmattelse. Jeg satte mig ved siden af ham og rakte ham en vanddunk,
”Her, det hjælper på hovedpine” sagde jeg smilende, han tog imod den og begyndte at drikke, lyden af biler og fugle kom igen.
Jeg nåede lige at finde et lille foldet papir og et reb før at døren blev sparket op med et brag.
Chris for sammen og skulle lige til at sige noget da jeg holdte en finger op for munden.
Vi hørte hvordan trappen knirkede under mændene og hvordan deres gnæggende stemmer overdøvede lyden af biler ude på vejen.

I et brag blev døren sparket op og før Chris kunne nå at blinke havde jeg taget godt fat i ham.
Jeg slap ham kort efter og lovede ham at jeg ville forklare, men at han nu skulle blive i kælderen lige meget hvad.

Jeg slæbte med besvær mændene op i en skraldespand og kørte dem over til en bro og bandt den godt fast til den.
Jeg ville selvfølgelig ikke gøre dette hvis jeg ikke vidste at Exitium-medlemmer ikke kan dø hvis jeg bruger mine kræfter til det.
Da jeg vidste at de sad godt fast tog jeg deres mikrofoner og kastede dem ned på togskinnerne i håb om at de ville gå i stykker når det næste tog komme.
Jeg lagde derefter brevet i lommen på en af dem og tog hjem til den skrækslagende Chris.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...