Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 3 okt. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
1090Visninger
AA

1. Prolog

 

 

 

Normalt holdt Michella meget af Xanders fester. De var klassens højdepunkt. Når de sad og havde fysik, samfundsfag eller endda noget så kedeligt og ordinært som dansk så de deres kalendere for sig, talte ned til den dato, hvor Xanders forældre var taget til Norge eller måske Nepal. For når hans forældre var ude, holdt Xander fest. Og Xander boede i en stor penthouselejlighed midt i byen. Højt oppe, hvor man kan skue ud over de andre højhuse fra balkonen eller gennem de store panoramavinduer. Og Xander vidste, at hans klassekammerater elskede det. Men mest af alt vidste han, at Michella elskede det. Det var blandt andet derfor, han holdt fest så ofte - somme tider selv når hans forældre kun var hjemme hos hans bedstemor eller i Ikea. Han missede aldrig en chance for at forstærke sin status i Michellas klasse.

     I aften var Michella dog fraværende. Hun sad i Xanders store sofa og snackede chips og peanuts, tog et par enkelte tårer af sit glas øl.

     Hun og Xander havde en længere fortid, hvor hun havde givet ham lektiehjælp mens han havde givet hende biografture og hjulpet hende med hendes DHO. For omkring et års tid siden var Michella brudt sammen midt under en AT-uge, hvor Xander havde trøstet hende. Hun havde grædt over, at hun ikke havde magi, at hun var tvunget til at lave AT mens hendes dumme stedsøster gik på en magikostskole og blev ekspert indenfor ting Michella kun kunne drømme om.

     Den aften havde de kysset.

     Og siden da havde de været kærester.

     Derfor satte Xander sig naturligvis ned ved siden af hende den aften og bremsede hendes hånd, netop som den skulle til at række ud efter et meget stort stykke chips.

     "Hvorfor fortæller du mig ikke bare, hvad der er galt?" sagde han.

     "Det er fjollet," sagde hun og rystede på hovedet. "Så helt utroligt fjollet, og du vil bare grine af mig."

     "Prøv mig."

     Michella elskede når han smørrede charmørsmilet på, sådan som han gjorde her nu. Det fik hende somme tider til at tænke på sin stedsøsters kæreste, som hun havde mødt for lidt over et år siden.

     "Min stedmor er nedtrykt," sagde Michella. "Eller oprørt eller... jeg ved det ikke. Hun er i hvert fald helt ude af den."

     "Hvorfor? Giftede du dig med en prins?"

     Michella fnøs og daskede ham i siden. "Bare fordi du bor i en luksuslejlighed er du ikke en prins. Og vi er ikke gift. Og nej, det har ikke noget med mig at gøre."

     "Jamen hvad er det så?"

     Michella tøvede. Hun vidste, at det, hun mistænkte, måtte hun aldrig fortælle nogen. Det var for hemmeligt, for tabu. For oldgammelt. "Der kom en," sagde hun til sidst. "På besøg. Jeg så ham i haven."    

     "Hvem?"

     "Min stedmors gamle kæreste. Min stedsøsters far."

     "Er han... er han..." Nu tøvede Xander også, men Michella kunne se i hans øjne, hvad han forsøgte at sige.

     "Det skulle man tro, ikke? Men nej, han behandlede hende aldrig dårligt. De var vist aldrig rigtig sammensammen. De har ikke sagt et ord til hinanden i sådan... atten år. Men efter han var gået, opførte min stedmor sig så sært."

     "Tror du han sagde et eller andet som...?"

     "Jeg ved det ikke." Michella betragtede nogle af sine fulde klassekammerater på dansegulvet. "Men hvad end han sagde, så slog det Tenna fuldstændig ud. Om natten hørte jeg hende græde. Men hvorfor hun skulle græde over ham kan jeg ikke... nej, jeg forstår det ikke."

     De sad i tavshed på sofaen lidt tid. Så rejste Xander sig op og rakte hånden ud. "Skal vi ikke gå udenfor? Jeg tror, at du har brug for lidt frisk luft." Han smilte på ny charmørsmilet, så Michella tøvede ikke det mindste med at følge med ham. De gik ud på balkonen, hvor man kunne se storbyens omrids og alle de lysende vinduer og gadelamper. Michella åndede lettet ud. Her var køligt, men ikke koldt. Juniluften føltes som en elskers kys mod Michellas bare arme.

     "Er du nogensinde bitter?" spurgte Michella pludselig. Ordene røg ud af hendes mund før hun kunne stoppe dem.

     "Bitter? Over hvad?"

     "Over at være dem vi er. Vi lever i en verden, hvor folk er født med magi. Og selv kan vi ingenting. Nogen er bare bedre end andre."

     "De er ikke bedre end os. Præsidenten har ikke magi."

     Michella lo. "Men Gud står over selv præsidenten. Ingen står over Gud."

     "Gud har ikke noget direkte at gøre med verden. Ikke længere."

     "Men dog kontrollerer han den. Det ved alle. Man kan fornemme, at det er ham, som får det sidste ord."

     Det kunne Xander ikke sige så meget til. Han forholdt sig blot tavs.

     "Nogle gange ville jeg ønske, at der ville komme en kraft, som var større end magi," sagde Michella, mere til sig selv end til Xander. "En kraft, som ville udslette al magi og gøre dem alle lige med os andre. Jeg er så træt af at gå på gymnasiet mens min stedsøster... mens Cat... mens Cat lever livet."

     I samme øjeblik, som ved et trylleslag, hørtes et brøl skære igennem luften. Skingert og... metallisk på en måde. Michella tog i chok fat om Xander, og han holdt om hende, som de begge betragtede himlen, hvor de kunne se to flyvende skikkelser. Deres kroppe glimtede i månelyset. Den ene var meget mørk, så sort, at den næsten faldt i med nattehimlen, mens den anden var lige så hvid og lige så lysende som månen.

     Det var drager.

     Og de sloges.

     De sloges på livet løs, som om de forsøgte at slå hinanden ihjel.

    

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...