Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 3 okt. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
1099Visninger
AA

10. Kapitel 9: "Kobbelet"

 

*Brandon*

 

I starten af september havde alle så småt vænnet sig til det helvede det var at gå i skole. Jeg havde et møde med min læge den første onsdag i måneden, hvor han tog et godt kig på min fod.

     "Jah, den halter vel stadig?" sagde han.

     "Jeps," svarede jeg.

     Lægen fortalte mig derefter, at alt gik, som det skulle, og at jeg egentlig snart burde kunne lægge stokken fra mig. Jeg glædede mig. Til at løbe, til at træne, til at hoppe når jeg fik en god karakter og til at slås til praktisk udøvelse og føle adrenalinen i mine årer.

     Kun ganske kort tid endnu. Så var jeg endelig fri. Efter otte måneder ville jeg være fri.

     Næsten fri.

     Drømmene hjemsøgte mig stadig. Næsten hver nat. Og jeg forsøgte at finde den afgørende detalje, det gjorde jeg virkelig, men når man i drømme ser op er det godt nok forbandet svært at se ned.

 

Dagen efter, om torsdagen, var det tid til at vælge grupper i den kommende opgave.

     "Hvor er James?" hviskede jeg til Rin og Cat mens Ezavia og Kiuna snakkede oppe ved tavlen.

     "Ved ikke," sagde Rin.

     "Han skulker vel," gættede Cat.

     Det gjorde han vel. For at være ærlig havde vi hadet, når James pjækkede, lige siden han forsvandt i en dags tid og vi troede, at han var blevet kidnappet. Man stoppede aldrig med at mistænke, at det værste var sket.

     "Nu er det tid til, at I alle sætter jer sammen," sagde Kiuna højt, så vi alle tav. "Snak sammen, bliv inspireret af hinanden. Find sammen i grupper. Men husk - ingen grupper på over fire personer."

     "Må man arbejde alene?" spurgte en person fra Sally Winters klike. Sally Winters var ingen steder at se. Hun plejede ellers ikke at pjække.

     "Selvfølgelig, men vi anbefaler det ikke. Det er en meget stor opgave."

     "Og øh," blev pigen ved. "Sally Winters er her ikke lige nu. Hun blev hentet til sin test under morgenmaden."

     "Ja, det er vi blevet informeret om. Hun vil ikke få fravær, bare rolig."

     Klassen summede snart af snak, diskussion og ligegyldig sludder. Rin, Cat og jeg havde ikke engang aftalt at være i gruppe med hinanden - vi var det bare per automatik, det var ikke engang til diskussion. Rin og Cat sad og snakkede om forskellige emner, da James endelig kom ind i klassen og styrede direkte hen mod os.

     "Hvor har du været?" spurgte jeg. "Du gik glip af en masse vigtige ting."

     "Øh." James så noget perpleks ud. "Jeg skulle gøre regneopgaven færdig. Den skal jo afleveres i aften."

     Den købte jeg ikke, men jeg fik ikke forhørt ham mere, for i det samme kom Sally Winters ind i klassen. Hun så også mærkelig ud. Som havde hun lige været udfor sit værste mareridt. Sådan så alle eleverne ud efter deres test. Ingen var okay bagefter. Hendes veninder kom straks hen til hende og krammede hende, men henover skulderen på dem så hun hen på os. Og der var frygt i hendes blå øjne.

     "Vi tænkte på at arbejde med feerne," sagde hendes veninde til hende. "Lyder det ikke spændende?"

     Sally tørrede sine øjne. Mascaraen løb ned ad hendes kinder. Hun rystede på hovedet. "Jeg kan ikke lige... jeg vil gerne... arbejde alene." Hun forlod sine venner og satte sig om bagerst i klassen, åbnede sin computer og begyndte at researche rundt.

     "Gad vide hvad Sally Winters så," mumlede jeg.

     "Der var sikkert en vampyr, der havde stjålet al hendes make-up," gættede Cat.

     "Eller også var hendes far blevet fyret," indbød Rin. "Så ville de være nødt til at flytte fra hus og hjem siden hendes mor er hjemmegående."

     "Er hendes mor hjemmegående?" Cat spærrede øjnene op. "Findes hjemmegående mødre stadigvæk?"

     "Hvis de har rigtig rige mænd gør de." Rin smilte.

     James smilte ikke. Han så på mig. Jeg så på ham og derefter på Sally, som jeg syntes blev ved med at sende os stjålne blikke. Nej, det var ikke noget i den stil, hun havde drømt om.

     Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det. Måske var det på grund af det udtryk, som var i hendes øjne, eller fordi James og jeg havde kendt hende før vi mødte Rin og Cat. Men i hvert fald rejste jeg mig, uden at tænke over det, og gik hen og satte mig ved siden af hende.

     "Hvad vil du arbejde med?" spurgte jeg.

     Sally så på mig, som om jeg var et genfærd, som netop havde vist sig for hende. Det tog hende noget tid at svare. "Øh, måske... jeg overvejede heksebrændingerne. Men på den anden side er det nok, hvad hver anden her kommer til at arbejde med."

     "Ja," sagde jeg. "Ved du hvad der kunne være spændende?"

     "Hvad?"

     "Havfolket. Hvorfor lever de adskilt fra os? Er der en historie bag det?"

     Sally trak på smilebåndet. "Det lyder faktisk meget spændende. Og der er sikkert også en masse andre grunde til det. De har et helt andet verdensbillede."

     "Og en helt anden magi."

     "Har du... har du tænkt dig at arbejde med det?"

     "Måske kunne vi arbejde med det?"

     Sally rynkede panden. "Skal du ikke arbejde med A-holdet derovre?"

     "Næh. Og siden du ikke skal arbejde med A-holdet derovre kan vi lige så godt arbejde sammen."

     Sally trak på skuldrene. "Kan vi vel godt."

     Dermed gik vi i gang. Mens vi begge ihærdigt forsøgte at ignorere, hvordan alle vores venner stirrede måbende på os.

 

Et par timer senere sad vi i en af opholdsstuerne, stadig i gang med opgaven. Det var godt nok ikke meget, vi fik lavet, for vi blev ved med at blive distraheret af latterlige ting.

     "Hvornår kan du i øvrigt lægge den rædsomme stok fra dig?" spurgte Sally og tog en tår af sin energidrik.

     "Snart, sagde lægen," svarede jeg. "Jeg glæder mig til rent faktisk at kunne gå igen."

     "Kan jeg godt forstå. Det må være rædsomt for dig. Du plejede at føre i alle de aktive fag. Sammen med James."

     "Jah, for tiden dumper jeg dem alle sammen."

     "De kan ikke bare give dig dumpekarakterer når du er kommet til skade. Helt ærligt, du døde næsten."

     Jeg tav. Sank en klump. Jah, jeg døde næsten. Ufrivilligt vendte mine tanker tilbage til den dag, da jeg var vågnet. Min mor, der hysterisk havde grædt og omfavnet mig, som om hun aldrig ville slippe mig igen. Udtrykket i Rins øjne. Ingen af dem havde nogensinde regnet med at tale med mig igen.

     "Åh, undskyld," sagde Sally, så snart hun indså, at hun havde ramt et ømt punkt. "Jeg skulle ikke have nævnt det."

     "Det er okay. Vi er ved at komme videre." Jeg rettede mig op. "Hvordan gik din prøve forresten? Godt?"

     Sally trak på skuldrene. "Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at det var det mest forfærdelige, jeg nogensinde havde prøvet. Har du taget den endnu?"

     "Nej. Men det har James. Han havde svært ved at finde ud af, hvad der var virkeligt, og hvad der var en drøm."

     "Ja, sådan var det også for mig. Jeg havnede i en alternativ virkelighed - i den tro, at det var virkeligheden. Selvom man burde vide, at det var en drøm... gør man det ikke. Man glemmer det fuldstændig."

     "Jeg glæder mig."

     Sally fnes. Så fugtede hun sine læber og endte med at se rædsomt tænksom ud. Mere end jeg tror, hun nogensinde havde gjort. "Hvad drømte James?"

     "Det ved jeg ikke. Han vil ikke fortælle os det."

     "Ikke engang dig?"

     "Næh. Vi er ikke helt så tætte, som vi var før i tiden. Han har jo Cat nu, og jeg har Rin."

     Sally fnøs. "Hvad ser han også i hende? Hun er heks, og så oven i købet datter af Mørkets Herre."

     "Sally..."

     "Bekymrer de dig aldrig? James har flere gange ofret alt for hendes skyld. Men hvad ville der komme ud af det? Hun bringer ikke andet end uheld med sig."

     "Sally."

     "Ham den faldne fidus overtog kun vores skole, fordi han var ude efter hende. Alt det, der er sket os, er på grund af hende."

     "Sally!"

     Sally tav. Hun var sur nu. Oprørt. Hun havde altid været fornærmet over James' valg af kæreste, men hun virkede nu direkte utilpas. Så dermed var det ikke svært at regne ud. Hendes test havde indeholdt James. Og Cat. Jeg anede ikke hvordan eller hvorfor, men det havde den.

     "De snakker ikke engang sammen særligt ofte," fortsatte Sally lidt efter. "Og hvorfor bliver han ved med at se hende i øjnene? Burde det ikke gøre ondt på ham?"

     Jeg lod være med at fortælle hende, at alle de gange, de blot gik side om side uden at sige noget, var fordi de havde tavse samtaler i deres tanker. Men så kom jeg til at tænke på, hvordan det mon kunne være...

     Vi arbejdede i stilhed den næste halve time, da vi hørte en lyd fra den anden side af vinduet, vi sad ved. En lyd af råb. Jeg så ud. Ved skovbrynet stod en gruppe personer. Nogle meter fra dem stod Bill, Ezavia samt nogle af præsident Goldenbergs vagter.

     "Hvem er det?" spurgte Sally. Vi kiggede nøjere på gruppen, som befandt sig ved skovbrynet. Der var fem af dem. En af dem blev båret af to af de andre. Alle sammen var noget lurvede at se på. Som havde de boet i en skov. En høj dreng gik hen til Bill og trykte hans hånd. Han havde halvlangt, brunt hår, kunne jeg se. Og hans tøj var flænset og slidt.

     "Er det Ulrik?" sagde jeg. "Det ligner sgu da Ulrik."

     "Åh, du, godeste." Sally stirrede.

     Der var ingen tvivl. Det var kobbelet.

 

*James*

 

Tredje stadie var hermed overstået. Hele dagen havde jeg tilbragt ved Guds hof og vandret rundt med ham og bedømt ting og sager med ham. Alskens sære ting, som Gud nu engang tager sig til. Og al kontorarbejdet, lederarbejdet og sessionerne med ærkeenglene, fik mig ikke ligefrem til at længes mere efter mit fremtidige job. Jeg gad på ingen måde at have det. Faktisk, hvis jeg fik valget mellem at være Gud og at ligge levende begravet i en gammel grotte, som lugtede af kokasser og var fyldt med kæmpestore edderkopper fra Harry Potter, ville jeg vælge grotten.

     Men Gud havde gjort det temmelig klart, at jeg ikke havde nogen indsigelser. Det var sådan det ville blive, og sådan var det. Jeg måtte bare finde mig i det.

     Jeg sad og tænkte over, hvor ulykkeligt mit liv var, da jeg hørte, at Ulrik og hans kobbel var vendt tilbage.

     Så snart jeg hørte nyheden, løb jeg op til hospitalsfløjen, hvor de var blevet ført ind. Udenfor døren stod Brandon sammen med Sally Winters.

     "Hvad laver de her?" spurgte jeg da jeg kom hen til dem. "Jeg troede aldrig, de havde tænkt sig at komme tilbage."

     "Ja, men de ombestemte sig tilsyneladende," sagde Sally. Hun så ikke på mig. Det var der ikke noget nyt i. Sally befandt sig i et evigt dilemma om hvorvidt hun hadede mig eller var forelsket i mig.

     "En af dem er kommet til skade," sagde Brandon.

     "Hvem?"

     "Jeg så ikke hvem det var. Men jeg tror, at det var en af pigerne."

     I det samme kom Rin og Catriana gående.

     "Okay, så får vi et svar på, hvorfor du løb, som om Cats far var i hælene på dig?" spurgte Rin.

     Sally så med det samme meget beklemt ud.

     "Nogle af vores... gamle bekendte er netop kommet tilbage hertil," sagde Brandon. "De gik ud af skolen, før I kom hertil."

     "Eller rettere blev drevet ud." Sally så anklagende på mig. Jeg vendte mig om, da både Catriana og Rin vendte blikket mod mig også.

     "Jeg står stadig ved, hvad jeg gjorde dengang," sagde jeg.

     "Intet blev bevist," hvæsede Sally. "Det var dig, der fik dem til at forlade skolen. Fordi du nægtede at se logisk på det."

     "Sally, fatter du ikke, hvad de gjorde? Er du simpelthen så tomhjernet, at du ikke kan lægge det simple, simple puslespil sammen?"

     "De var vores venner, og du ødelagde deres liv!"

     "Hey, hey!" brød Brandon ind. "Lad os nu ikke vende tilbage til den håbløse affære igen. De er tilbage, lad os forholde os til nutiden."

     Catriana og Rin skævede til hinanden.

     Døren til hospitalsfløjen gik op. Ud kom den høje, mørkhårede Ulrik. Han havde altid været den flotteste på skolen, dengang vi begge to var der. Det var det dér rå, rockeragtige udseende, som gjorde tricket. Det, og så de aflange ar i ansigtet, på armene og benene. Da han fik øje på os, gjorde han noget, som jeg aldrig troede, at jeg skulle se ham gøre igen. Han smilte et stort, hvidt tandsmil.

     "Jamen om det ikke er USA, Vinterenglen og 007 på energidrik?" Han spredte armene ud og gik hen til os. Omfavnede først Brandon, så Sally, og til sidst mig. Jeg puffede ham dog hurtigt væk igen.

     "Helt ærligt, hvad laver du her?" spurgte jeg. "Hvorfor blev du ikke væk, sådan som vi sagde, at du skulle?"

     Ulrik lagde med påtaget såret mine hænderne på brystet. "Sikke en velkomst, da."

     Vi blev ved med at stirre afventende på ham.

     Til sidst gav Ulrik op. "Kalia blev såret. Vi befandt os ikke så langt herfra, så det var her, vi var nødt til at tage hen. Jeg er ked af, at jeg har ødelagt den utvivlsomme fred, I har nydt her på stedet, siden vi rejste." Han vendte blikket mod Catriana og Rin. Der var gavtyveudtryk i hans brune øjne.

     "Men måske tager jeg fejl," sagde han og gik hen til pigerne. Rakte hånden frem. De tog den. "Jeg går ud fra, at du er Catriana Cyston. Hende som hele tiden dukker op i nyhederne, fordi du bliver ved med at bringe slanger og monstre til min magiskole."

     "Øh..." Catriana så paf ud.

     "Dig ved jeg dog ikke, hvem er," sagde Ulrik til Rin.

     "Rin Lee," sagde Rin.

     "Aha, har ikke hørt om dig." Ulrik smilede. "Jeg er Ulrik Zakarias, og jeg gik på skolen her i syv år, før jeg var nødt til at rejse."

     "Zakarias...?" spurgte Rin. "Vent, jeg synes, jeg læste om dig. Du er..."

     "En varulv, ja. Alfa, faktisk. Pijifenas Magiskole havde aldrig tilladt varulve før jeg og mit ulvekobbel kom og bankede på."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...