Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 3 okt. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
1074Visninger
AA

9. Kapitel 8: "Et helvede for turister"

 

*Matthew*

 

Jeg havde ikke set specielt meget frem til en weekendudflugt i Helvede. For i Helvede kan man ikke lide feer. I Helvede kan man kun lide djævle, hekse, faldne engle og døde sjæle. Ikke feer. Feer og deres tryllestøv, skinnende vinger og positive magiske kræfter.

     Derfor forventede jeg, at folk ville snerre og spytte på mig i Helvede. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have troet andet. Jeg havde jo aldrig været der. Og Lucifers hovedstad var kendt for at være et brutalt og nådesløst sted.

     Men sandheden var, at ingen så meget som skævede eller lagde mærke til mig. Faktisk var sandheden, at der knap nok var plads til mine brede skuldre.

     I tiden der var gået siden Darkeya og hans faldne engle var vendt tilbage til byen, var stedet blomstret som den storby, det engang havde været. Faldne engle i hvert et vindue, hver en butik og i hver en dørkarm. Og turister. Masser og masser af turister.

     "Kan vi ikke lige blive på torvet lidt inden vi går op til slottet?" spurgte Kira begejstret, det kære væsen.

     "Vi skal slet ikke op på slottet før om to timer," sagde Cat. "Jeg har aftalt med min kære far," hun himlede med øjnene, "at vi kommer til te. Indtil da kan vi... gå tur blandt alle disse vamle mennesker, spise noget god mad og spejde efter dæmoner."

     Jeg forstod mig ikke på dæmoner, men Cat vidste så godt som alt om dem. De var væsner, som levede i Helvede. Som havde levet i Helvede siden tidernes morgen. Lige siden dengang det blot havde været en primitiv ødemark. Guds losseplads, var det blevet kaldt. De var skabninger, som bestod af helt og aldeles lutter mørke. Dem, som skabte ondskab i verden og sørgede for, at ting gik galt. Når de altså ved lejlighed slap ud af Helvede. I Helvede kunne de ikke gøre noget. Her var de under kontrol.

     Jeg havde aldrig nogensinde set en dæmon. I hvert fald ikke andre steder end på Google Billeder. De lignede skygger. Skygger med røde, lysende øjne. Og når de overtog et menneskes sind, tog kontrollen over alt, hvad de foretog sig, alt, hvad de tænkte, blev deres øjne præcis samme skinnende, røde farve.

     Som kvindens var blevet. Hvilket Cat havde spottet.

     Kira lyste op som et juletræ juleaften. "Lad os se på butikker, Matt! Jeg vil have mig en lillebitte sneglobe med Lucifers slot indeni!" Hun tog et godt tag i min arm og førte mig hen imod de mange butikker på torvet. Det var svært at komme til for alle de mange mennesker.

     Cat og James gik med, men Cat så noget utilfreds ud med hele situationen. Det gik op for mig, at hun også var opvokset med, at den havde været lige så tom og forladt som en kirkegård om natten.

     Det var kun os fire, der var taget af sted. Rin og Brandon var blevet hjemme på grund af Brandons ben, som han ikke kunne gå så meget på.

     Kira var skam meget flittig i butikkerne. Hun fandt alt muligt af det dér billige turistbras, som hun købte og puttede i sin taske.

     "Jeg ved ikke, hvad Cat vil synes om det her," sagde jeg mens jeg holdt en lillebitte Luciferfigur op, som Kira lige havde købt.

     "Jeg ville ønske, at Darkeya også var her," sagde hun. Det syntes jeg var en lidt sær ting at sige.

     "Hvor er du fangirlagtig," mumlede jeg. "Darkeya er jo sådan... forbryder. Selvfølgelig har de ikke lyst til at reklamere med ham."

     "Han har jo forbedret sig!"

     "En god gerning sletter ikke en ond."

     "Hvor er du tarvelig." Kira marcherede fornærmet over i den anden ende af butikken for at kigge på  dæmondragedukker.

     Det gik kun op for mig, at Cat og James havde forladt butikken, da de kom tilbage ind af døren og gik direkte hen til mig.

     "Halløj," sagde jeg og lagde uvilkårligt Luciferfiguren ned i min lomme. "Hvor har I været?"

     "Ude i skoven," svarede James, "for at kigge på dæmoner."

     "Og?"

     "Vi fandt ingen," sagde Cat. Hun stirrede på noget ved siden af mig, og jeg mistænkte, at hun havde fået øje på Luciferfigurerne. Hun så i hvert fald tilpas forfærdet ud.

     "Men jeg troede, at det vrimlede med dem i skoven," udbrød jeg. "Det var i hvert fald, hvad du fortalte."

     "Ja, men det plejer de også." Cat lagde armene over kors. "Måske har Darkeya og turisterne skræmt dem væk."

     "Eller også er de alle sammen flygtet til jorden for at dræbe folk." James trak på skuldrene.

     Cat skulede til ham, men ignorerede ham ellers. "Skal vi få noget at spise? Matt, vil du... løsrive Kira?"

     Jeg så hen imod Kira, der var blevet så ivrig efter at prøve de små torturhimstergimster til ens vindueskarm, at de alle nu fyldte butikken med larm, vibrationer og skrig fra den lille plasticperson, der var spændt fast på dem.

 

Cat fandt en restaurant, som hun havde prøvet som barn. Hun og Dimond havde ofte besøgt den.

     "De serverer det absolut bedste flagermusekød med sennep," sagde hun, da vi alle havde taget plads ved et af bordene. Restauranten var stor og fyldt med lavalamper, med undtagelse af, at det var ildkugler, som fløj op og ned, og ikke lavaklatter.

     Min mave vendte sig i mig bare ved tanken. I mit hoved fløj små flagermus rundt og lavede soniske bølger mens de kærligt nussede hinandens pels.

     "Nå, det er ikke gået af mode endnu?" jamrede James. Han tog menukortet op, vel i håb om, at der også blev serveret noget forholdsvist normalt.

     "Det er en meget normal ret i Helvede," sagde Cat. "Ingen af jer har prøvet det. I skulle næsten tage og smage det. Det er lækkert." Hun smilte.

     "Jamen dog," lød en stemme. Vi vendte alle blikket mod stemmen. Den tilhørte en tjener. Han var en falden engel. Hans vinger hang glat og skinnende ned langs ryggen. Ikke én fjer var i uorden. Han var klædt i en mørk tjeneruniform, men hans hår, i stærk kontrast til resten af ham, var platinblond. "Om det ikke er frøken Cat."

     Catriana rødmede, som hun stirrede på tjeneren. I hvert fald så tæt, man kan komme på en stirren, når man må leve et helt liv uden at se nogen i øjnene. "Rikard?"

     "Ah ja, det er mig."

     "Åh du godeste." Cat kom på benene og lagde uden videre armene om ham. "Hvad laver du her?"

     Rikard trak på smilebåndet. "Det er min restaurant. Den får ikke lov til at løbe uden at jeg har en indgriben."

     Cat smilte. Det var første gang, jeg havde set hende smile i en falden engels nærvær. "Jeg er glad for, at du har det godt."

     "Det er jeg da også. Min restaurant i Koraldalen var slet ikke det samme. Selvom det var de samme folk, der kom på den, var den slet ikke det samme. Det var ikke hjem. Slet ikke." Han sukkede. "Nej, det her - det er den ægte vare. Nå, hvad kan jeg byde på? Jeg går ud fra, at du skal have den gode gamle?"

     "Altid," sagde Cat og satte sig ned.

     "Og dine kammerater? Skal de også have den... gode gamle?"

     "De må vist hellere få hamburgere." Cat smilte overbærende til os andre, som om det var os, den var gal med. "Men lav en af dem vegetarisk. Matt spiser ikke kød."

     "Ah, javel." Den faldne engel skævede til mig og mine vinger. Jeg sank en klump. "En fe. Nå, men lad mig gå ud og fortælle kokken, at vi har kongeligt besøg." Han forsvandt ud af syne.

     James tog en slurk af sit glas vand. "Nå, så ikke alle faldne engle er lige slemme, hva'?"

     Cat ignorerede ham.

     "Apropos," sagde Kira. I det samme dukkede en anden falden engel frem ved vores bord. En ung kvinde med lyst hår sat op i en knold. Hun var virkelig en spøjs person at se på, for alt ved hende tydede på, at hun var en engel. Men de blanke, sorte ravnevinger antydede noget andet.

     "Hej, Mirakel," sagde Kira.

     "Hej, Kira," sagde kvinden. "Længe siden. Eller, det er det selvfølgelig ikke, men vi tilbragte mange uger sammen i sommerferien, så det føles sådan."

     "Hvem er du?" spurgte Cat.

     "Åh... frøken Catriana." Mirakel så en smule paf ud. Hun rettede på sit hår. "Mit navn er Mirakel Runefabel. Jeg var i Darkeyas... øh... specialtjeneste. Jeg er blevet bedt om at føre jer til slottet."

     "Vi skal først være der om en time," sagde Cat.

     Mirakel trak på skuldrene. "Herrerne hørte, at I var i byen og bad jer komme omgående. Og du af alle ved, at man ikke siger Satan og hans højre hånd imod."

 

*James*

 

Mirakel havde en limousine klar til os.

     "Når man kører med de kongelige skal man køre med stil," sagde hun, som vi alle satte os ind.

     "Hvad sker der for denne her tendens til at omtale mig som kongelig?" mumlede Catriana.

     Du er kongelig, sagde jeg til hende. Væn dig til det.

     Catriana skævede irriteret til mig.

     Mens vi kørte gennem Helvedes gader op mod slottet, faldt Kira og Mirakel i snak.

     "Hvordan var begravelsen?" spurgte Kira.

     "Trist," svarede Mirakel. "Som begravelser nu er. Der var ikke så mange, der mødte op. Ovenpå al indflytningen følte folk sig vel for positive i gemyttet."

     "Jeg er ked af, at jeg ikke kunne komme. Jeg prøvede at forhindre hans død, at du ved det."

     "Der var intet, du kunne have gjort. Det var hans skæbne, at han skulle dø under slaget. Orakel eller ej, du kunne intet have gjort."

     Matt så på mig og Catriana med et blik, der tavst spurgte, om vi burde blande os og spørge, hvad i alverden de snakkede om. Catriana sagde ikke noget. Jeg trak på skuldrene.

     "Øh..." Matt rømmede sig. "Hvem er død?"

     "Karl," svarede Kira og Mirakel i kor.

     "Fra Darkeyas gruppe," tilføjede Kira. "Han døde i sommers under Chariisys krig. Han var min personlige fangevogter."

     Jeg kunne ikke begribe, hvordan hun kunne snakke så afslappet om en gruppe af faldne engle, som havde kidnappet hende og havde været tæt på at slå hende ihjel flere gange.

     Et par minutter senere ankom vi til slottet. Lettede over at være sluppet fra den spøjse samtale, steg vi ud af bilen og gik indenfor. Mirakel ledte os gennem gangene, som jeg syntes, jeg havde betrådt flere gange, end jeg egentlig brød mig om. Mit hjerte bankede hurtigere, som vi kom tættere og tættere på Lucifers kontor. Han havde bedt mig om at holde det hemmeligt for Catriana. Men ville han selv kunne det, nu hvor hun så ham? Han måtte da have flere grå hår. Måske nogle rynker. Gigt i benene. Eller hvor hurtigt ville det gå? Måske ville han ældes i samme hastighed som et menneske fra nu af. Det betød at der stadig kunne gå halvtreds-tres år, før han kradsede af.

     "Mirakel."

     Stemmen kom fra bag os. Jeg havde hørt den så ofte, og stadig sendte den alarmerede bølger igennem min krop. Den stemme betød, at det var tid til at kæmpe, tid til at forsvare alle jeg elskede.

     Vi vendte os om mod Darkeya, som stod for enden af gangen.

     "Darkeya!" råbte Kira.

     Darkeya blev med ét bleg. Noget sagde mig, at han ikke vidste, at hun også ville være her. "Rævepige," sagde han - en anelse koldt.

     Kira løb forbi os og hen til ham. Darkeya lignede en, der var fristet til at flygte. "Hvorfor svarer du ikke på mine beskeder?! Eller mine opkald! Jeg har ringet og ringet og ringet!"

     "Hvorfor, hvorfor ville hun dog ringe til Darkeya?" mumlede jeg.

     "Min kæreste er gal," bemærkede Matt. "Hvorfor har jeg ikke set det før?"

     "Der er ikke nogen forbindelse mellem Helvede og Jorden, din klaphat," sagde Darkeya. "Jeg har ikke taget den, fordi jeg har været her. Og passet mit arbejde."

     Kira blev tavs. Så nikkede hun, som om der sikkert ikke ventede omkring halvtreds ubesvarede opkald på Darkeya så snart han fik lyst til at besøge verden ovenover.

     Darkeya vendte blikket mod Mirakel. "Lucifer har sendt mig. Han er i tronsalen."

     "Man han sagde kontoret..." sagde Mirakel.

     "Ja, men nu er han i tronsalen." Darkeyas øjne lynede.

     Catriana så på mig. Jeg så på Catriana. Vi vidste begge, hvad det betød. Når Lucifer var i tronsalen, så var han vred.

 

Catriana og jeg blev begge overraskede, da vi trådte ind i tronsalen sammen med de andre. For Lucifer så i den grad ikke vred ud. Faktisk var han forbandet neutral at se på. Jeg nåede dog kun at være perpleks i et par sekunder, da jeg opklarede mysteriet. Tronsalen var mørk, og tronen var typisk henlagt i skygger - for at give et mere dramatisk, ondsindet udseende til alle skræmte gæster. Derfor kunne Lucifer ikke ses i... detaljer om man vil. Det var så godt som umuligt at spotte nogle former for rynker eller grå hår. Faktisk var det så svært at se, at jeg tvivlede på, om der overhovedet var nogen.

     "Hvad blev der af te og kage?" spurgte Catriana, da vi kom indenfor hørevidde (det var en meget stor tronsal).

     Lucifer affejede det med hånden. "Jeg hører, at I var ude i skoven. Skoven, som jeg ellers har advaret dig mod at nærme dig - på grund af dæmonerne."

     "Det er lige før, jeg tror, at det var det første, du sagde til hende, da hun blev født," sagde Darkeya fra sidelinjen.

     Catriana lignede en, der kunne eksplodere, bare på grund af, at han blandede sig. "Der var ingen dæmoner," sagde hun. "Faktisk var det dem, vi var ude og lede efter."

     "I var... ude og lede efter... mine dæmoner? Hvorfor?"

     "Fordi de får folk til at angribe hinanden oppe på Jorden." Catriana hidsede sig op. "Ser du ikke tv-avisen?"

     "Læser kendisser ugeblade?" spurgte Lucifer.

     Catriana holdt munden åben, men så ikke ud til at vide, hvad hun skulle svare.

     "Hvorfor skulle jeg se nyhederne, når det eneste, de rapporterer om, er hvor ond og grusom jeg er?" Lucifer så ned på sine foldede hænder. Hans sorte øjne gnistrede af vrede. "Jeg ved godt, hvad der sker med dæmonerne. Men jeg ved ikke hvorfor. For et par måneder siden begyndte de en efter en at finde smuthuller ud af Helvede. Som regel kommer de altid tilbage når de har udført deres... gerninger... men ikke denne gang. De er alle forsvundet."

     Jeg kunne ikke holde mig fra at måbe. Men dæmoner var jo farlige! Man omtalte dem som man omtaler gopler i Australien. Ifølge undersøgelser opholdt der sig aldrig mere end et par dæmoner på Jordens overflade på samme tid. Og ofte blev de uddrevet ved magi og blev forvist til Helvede igen. "Fortæller du os, at samtlige dæmoner er på Jorden lige nu? Hvor de spreder ulykker og myrder folk?"

     Lucifer nikkede. "Alle med undtagelse af én."

     "Vi fangede en," sagde Darkeya. "Den bliver holdt tilbage her på slottet. Vores forskere prøver at finde ud af, hvorfor den opfører sig, som den gør. Hvorfor de alle opfører sig på den måde."

     Lucifer lænede sig tilbage i tronen og sukkede. "Det går ikke godt. Gud er heller ikke til megen hjælp. Han har sine egne udfordringer. Og jeg tror, at han halvt mistænker mig for at være den, der har bedt dæmonerne om at gøre det af med alle hans følgere." Han vendte blikket mod os. "Jeg går ud fra, at I stadig forventer te?"

     Jeg havde ikke lyst til te.

     "Te kunne være godt," sagde Kira og Matt.

     Jeg havde lyst til at få det her opklaret. Så hurtigt som muligt.

     "Mirakel, før dem hen til mine gemakker," sagde Lucifer til Kiras veninde. Mirakel nikkede og gik hen imod døren. Vi fulgte med. Men halvvejs ud af tronsalen stoppede jeg op og vendte mig mod Lucifer, som netop havde rejst sig op. Ude af skyggerne kunne jeg svagt skimte, at han var noget tyndhåret. Han plukkede sgu sig selv for at skjule ælden!

     "Lucifer, må jeg snakke med dig først?" spurgte jeg. Lucifer bremsede midt i handlingen og så på mig. Alarmeret.

     "Joh..." sagde han.

     Catriana kom hen til mig. Hvad er der galt?

     Jeg kyssede hende på panden. Mandesnak.

     Det købte hun ikke en skid af, men hun forlod dog tronsalen sammen med de andre.

     Da jeg var alene sammen med Lucifer og med Darkeya i den store sal, føltes den pludselig så meget større. Og dunkel.

     "Vi burde fortælle hende det," sagde jeg.

     Lucifer blev så overvældet af min ligefremhed, at han var nødt til at sætte sig ned igen. "Cat skal ikke vide det," sagde han.

     "Hun gør bare noget overilet," sagde Darkeya.

     Jeg skævede surt til ham. "Bild dig ikke ind, at du kender hende."

     "Jeg kender hende bedre end dig, Cult," sagde Darkeya.

     "Hvor lang tid regner du med at have igen?" spurgte jeg Lucifer. "Et år? To? Halvtreds? Catriana fortjener at vide, at det her er hendes sidste tid med dig. Hun har altid troet, at du ville vare evigt. Hun voksede ikke op med den viden, at du ville dø på et tidspunkt."

     "Jeg kommer ikke til at dø," sagde Lucifer.

     "Hvad?"

     "Måske er jeg døende, men jeg kommer ikke til at dø. Jeg ved, hvordan vi skal ordne det. Og jeg mener ikke, at der er nogen grund til at informere Cat og drive hende til vanvid af bekymring, når hun ikke behøver det."

     Jeg trippede lidt på stedet. "Og hvad er det for en genial plan, du har fundet? Vil du spise Livets Æble?"

     "Det er allerede spist," sagde Lucifer. "Jeg fik det, da jeg blev udnævnt til ærkeengel. Gud havde nogle få, han udvalgte til at være udødelige. Darkeya og jeg var blandt dem."

     "Men... vil du så spise det igen?"

     Lucifer så utålmodigt på mig. "For helvede da, Cult, er du virkelig så tompandet? Hvad end, der dræber mig, har Livets Æble intet at sige imod det. Hvis det havde ville jeg ikke være døende."

     "Jamen hvad er så din plan?!" råbte jeg, så det gav ekko i hele salen. "For hvis du ved, hvad der vil helbrede dig og Gud, så fortæl mig det! Er du klar over, at Gud har gjort mig til sin lærling? For han er også døende. Jeg skal være Gud efter ham! Og det har jeg ikke lyst til. Jeg har lyst til at få en uddannelse, få en familie med Catriana og sidde og drikke banante med hende på en veranda når vi begge er halvfjerds år gamle. Hvis du ved, hvordan vi fixer det her, så fortæl mig det, så jeg kan hjælpe dig!"

     Både Darkeya og Lucifer var tydeligt chokerede over mit udbrud. Jeg tør vædde på, at ingen nogensinde havde råbt af dem på den måde før. Men jeg var ragende ligeglad. Det her gjaldt liv eller død, så formaliteter var bare... overflødige.

     "Min plan," sagde Lucifer langsomt, "er at finde Mørkets Drage. Eventuelt Lysets Drage også, så vi kan helbrede den gamle."

     "Mørkets Drage?" Jeg havde mødt den én gang. For lang tid siden efterhånden. "Hvorfor?"

     "Fordi Gud og jeg er produkter af Lyset og Mørket," svarede Lucifer. Han trak en anelse på smilebåndet. "Og hvis der er noget, som kan redde os, så er det Lyset og Mørket."

 

*Catriana*

 

Vi blev og drak te i godt og vel to timer. Lod som om intet var på færde. Darkeya holdt sig heldigvis væk. Han kunne vel fornemme, at jeg var parat til at sende tordenkiler efter ham hvert sekund det skulle være.

     Min far havde inviteret doktor Obatarius, hvilket jeg havde det fint med. Han var trods alt en af de eneste faldne engle, som jeg faktisk kunne lide.

     Under teen kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til, hvordan James skævede til min far. Hvad havde de mon snakket om? Jeg håbede ikke, at det havde noget med mig at gøre.

     Efter vi havde drukket te, gik jeg op på mit værelse for at pakke nogle ting. Der var en masse tøj og bøger, som jeg ikke havde fået med første gang.

     Jeg vidste, at det var min far, som kom op ad trappen, inden han havde nået at sige noget. Sådan noget begynder man at kunne mærke, når man bor alene sammen i så lang tid.

     "Cat," sagde han, da han åbnede døren til mit værelse. "Kan vi snakke?"

     Med ét indså jeg, at jeg havde undgået at snakke med ham lige siden jeg kom hjem til, at mit slot var invaderet af faldne engle. "Selvfølgelig," sagde jeg stift, uden at se på ham. "Hvad vil du snakke om?"

     Min far trådte hen ved siden af mig. Betragtede mig pakke. "Så jeg går ud fra, at du ikke kommer hjem i efterårsferien?"

     "Vi er lige begyndt på en vigtig opgave, så... nej, jeg får nok ikke tid. Det er gruppearbejde, så det er nok bedst at blive på skolen."

     "Aha." Jeg kan forestille mig, at en skoleopgave ikke lød som det vigtigste at prioritere for en mand, der var så gammel som ham. "Hvad så med jul? Skolen holder da ferie rundt om julen, ikke?"

     "Jo, men der tror jeg også bare, at jeg bliver på skolen. Der er sikkert en masse lektier, der skal indhentes."

     "Cat - "

     "Det er jo ikke, fordi du er ensom. Du har Dimond og Mirakel og doktor Obatarius og Darkeya." Jeg smækkede kufferten i og lynede den.

     Far lagde en hånd på min skulder. "Du er nødt til at give slip på det her."

     Jeg vendte mig rasende imod ham. "Hvordan kan du give slip på det? Hvordan kan du lade ham bo her, som om intet et sket? Som om han ikke har gjort nogen af os noget?"

     Far var tavs en stund. Så sagde han: "Hele vores liv drejede sig om at erobre Himmelen, Cat. Efter Det Himmelske Slag og vi blev sendt herned var hævn det eneste, vi havde i tankerne. Og her mener jeg det eneste. I hundredvis af år gik vi og lagde planer. Men så begyndte Helvedes civilisation at vokse til. Vi havde et system, et slot, et kapel. Og jeg begyndte langsomt at indse, at alt, hvad jeg nogensinde havde drømt om, var lige her på Guds losseplads. Jeg begyndte at se stedet som mit hjem. Men det gjorde Darkeya ikke. Han stoppede aldrig med at se Himmelen for sig."

     Jeg bed mig selv i underlæben. "Jeg troede, at det var på grund af mig, at han forrådte os."

     "Det var det også til dels. For da du kom ind i billedet sagde jeg for alvor stop. Alle planer blev smidt i kaminen. Helvede var med ét blevet min Himmel."

     Jeg vendte mig væk fra ham igen. "Min ven Brandon går stadig med stok. Han... han vågnede kun op igen på grund af James. Hans død ville have været Darkeyas skyld."

     "Jah, og det beklager han ikke. Jeg ville heller ikke beklage det. Brandon betød intet for ham. Han var blot... i vejen."

     "Hvordan kan du - !"

     "Der er et mørke i Darkeya og mig." Min far satte sig i min seng, men sørgede for at se mig lige i øjnene hele tiden. "Vi er ikke gode folk. Ja, jeg kan blive lidt blød når det angår dig og... dine venner, men jeg er ikke rar. Jeg er ikke venlig. Jeg er ikke en engel, Cat, og det er Darkeya heller ikke. Gud lod os falde af en årsag. Darkeya er ond, men han er trods alt min højre hånd, så alle de kampe, der har været mellem jer, må du lægge bag dig. Ligesom jeg har gjort."

     Da jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle sige, stillede jeg bare kufferten fra mig og satte mig på sengen ved siden af ham. Så røg det ud af mig: "Men hans tilstedeværelse har gjort dig tyndhåret, kan jeg se."

     Far lo. Dog var der noget sløjt over hans latter, som om den ikke helt var sandfærdig. "Sandt. Det kan være hårdt at have ham her."

     Vi sad i tavshed lidt og vel bare nød, at det var os to alene på mit værelse uden Darkeya eller James eller Gud eller nogen som helst andre.

     Så sagde jeg det, som jeg nok var nødt til at fortælle ham før eller senere: "Præsident Goldenberg ville tale med mig i denne her uge."

     "En af jordkongerne?" Far lød næsten for afslappet. Men hvad andet kan man forvente af en person, der så godt som rangerer over alverdens konger og dronninger.

     "Jaer." Jeg tøvede. "Han har tænkt sig at smide mig ud af Pijifenas Magiskole, medmindre jeg finder ud af, hvordan du får dæmonerne til at dræbe folk."

     Far blev tavs. Langsomt drejede han hovedet og stirrede på mig.

     Jeg trak på skuldrene. "Verden er også af den overbevisning, at du er ond. Ofte føles det, som om jeg er den eneste, der ved, hvem du er."

     "Det er du også." Min far så ned. "Det er prisen, jeg har måttet betale."

     "Far, hvad skal jeg gøre? Du har jo intet med de dæmoner at gøre. Hvad nu, hvis du tog op til Jorden og fortalte alle, hvad der foregår, så - "

     "Cat, tror du for alvor på, at de ville tro mig? Verden har allerede besluttet sig for, at jeg er ond, og jeg kan ikke overbevise dem om noget andet." Han lagde en arm om mine skuldre. "Du må bare fortælle ham præsident Gåsebjerg, at jeg intet har med de dæmoner at gøre, og at vi begge sender dæmondrager og faldne engle efter ham, hvis han så meget som overvejer at smide dig ud."

     Jeg himlede med øjnene og rejste mig op. "Det gør os bare til dem, de tror, vi er. Nej, jeg... jeg må bevise det."

     "Og hvordan har du så tænkt dig at gøre det?"

     Jeg anede det ikke. Men mine tanker vendte tilbage til papirlappen i min lomme. Til den lap, som måtte betyde et eller andet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...