Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 3 okt. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
1092Visninger
AA

8. Kapitel 7: "Guds lærling"

 

 

*James*

 

Der blev snakket om terrorangrebet hver dag den næste uge. Hver morgen, når vi tændte fjernsynet, blev det dækket i tv-avisen. Hver aften, når vi så tv-avisen, var der nyheder omkring terrorangrebet (og til tider noget med et syngende hamster).

     Catriana og jeg blev naturligvis behandlet som skrøbeligt porcelæn. Vi blev ført til en skadestue, hvor Kiuna og professor Ezavia hurtigt dukkede op for til dels at skælde os ud for at være smuttet og til dels for at forsikre os for, at vi ingen lektier ville få for den næste måned. Da vi først kom tilbage til PMS, ville Celina ikke forlade min side. Det tog lang tid for Bill at overtale hende til at tage hjem. At skolen var sikker.

     "Så I det? Sådan rigtigt?" spurgte Rin fem dage efter angrebet. Ingen af vores venner havde turdet nævne det før. Både Brandon, Matt og Kira strakte hals.

     "Ja, vi så det," svarede Catriana for mig. Jeg havde en klump ophobet i min hals, som gjorde det svært for mig at tale. "Men helt ærligt, værre er det ikke. Vi har set langt værre ting."

     Det var sandt. Det var jo bare et angreb. Men både Catriana og jeg vidste, at det var mere end det. Og når jeg lå i min køje i det ene værelse, og Catriana lå i sin i det andet, havde vi lange, tavse samtaler omkring det.

     Ved Satan, ved Mørket og ved slangen. Må disse mennesker brænde. Det var, hvad hun råbte.

     Hvad betyder det? spurgte jeg. Hvad er det for en forbandelse?

     Det er en forbandelse, der ikke bare slår en hel masse mennesker ihjel. Den tvinger dem også ind i Skærsilden. Det siger rygtet i hvert fald.

     Findes Skærsilden? Er den ægte?

     Det ved jeg ikke. Min far ved det heller ikke. Engle talte om Skærsilden selv fra før han blev født.

     Så det har absolut intet med ham at gøre?

     Intet. Men det tror jeg godt, at regeringerne ved. Ingen ville bebrejde ham.

     Men, Catriana, hun råbte: Ved Satan.

     Catriana var tavs et stykke tid. Det ved jeg. Og det kan godt gå hen og blive et problem.

 

Cirka halvanden uge efter angrebet blev jeg kaldt til Gud. Det var det særeste, for det var ikke engang i nærheden af at være en telefonopringning. Mikael kom til mig i en drøm og sagde, at jeg bare havde at troppe op dagen efter klokken 10.

     Og når en engel fortæller en noget gennem en drøm, så gør man klogest i at adlyde.

     Så den lørdag klokken 10 tog jeg til Himmelen, hvor jeg blev modtaget af Gud på hans kontor.

     "Lad os starte med at snakke om det vigtigste," sagde han, da jeg havde sat mig og taget for mig af småkagerne. "Hvordan er angrebet blevet modtaget?"

     Jeg fik næsten en småkage galt i halsen. Jeg var så træt af at snakke om det angreb hele dagen, hver dag. "Øh... det... altså, folk har det vist okay. Undtagen dem som mistede nogle familiemedlemmer."

     "Nej, jeg mener - bliver det set på som Djævelens værk? Som Lucifers?"

     Jeg tøvede. Catriana og jeg havde ikke snakket sammen om det et par dage. Og efter, hvad jeg vidste, havde hun ikke opsøgt sin far. "Det tror jeg ikke. Det var jo bare ét angreb. Og nogle gange fødes psykopater også blandt hekse. Det kan man jo ikke forhindre."

     "Nej, sandt." Gud lænede sig tilbage i stolen. "Men det kunne godt gå hen og blive et problem."

     Det var præcis hvad Catriana havde sagt. Men jeg kunne ikke se hvordan. Der havde altid været fjendtlighed mellem Mørket og Lyset. Hvorfor skulle det pludselig være værre nu end før?

     Gud svarede på mit spørgsmål før jeg fik mulighed for at svare på det. "Lucifer og jeg er begge døende, James. Og jeg vil helst ikke efterlade en alt for kaotisk verden i dine hænder. Eller i Catriana Cystons, hvis Lucifer går hen og giver hele Helvede til hende."

     Vi sad i lidt tid i stilhed. Jeg havde absolut ingen idé om, hvad Gud tænkte på. Det vendte sig i min mave ved påmindelsen om, at dette kontor, dette rige, denne verden snart ville være min. Det hele.

     "Nå, men..." Gud sukkede. "Lad os komme i gang." Han fandt nogle dokumenter frem. "Der er syv stadier, du skal igennem. To af dem har du allerede fuldført."

     "Stadier?" Jeg magtede på ingen måde stadier samtidig med de milliard eksaminer og terminsprøver, jeg skulle igennem i løbet af året.

     "Som du sikkert har hørt en del om, blev alt dette til igennem seks stadier. Himlen, jorden, fiskene og fuglene. Og så i sidste ende var der kun det tilbage at læne sig tilbage og indse, at jeg havde gjort det."

     "Skal jeg til at skabe min egen verden eller hvad?"

     "Nej. Du skal igennem nogle prøvelser, som vil bekræfte både overfor mig og overfor dig, at du er Gud.

     Første trin er Lyset. Du vil føle det indeni dig."

     Jeg havde allerede følt Lyset. For to år siden. Siden da var ting kun blevet værre og værre. Men det vidste Gud vel alt om. Jeg nikkede.

     "Oprindeligt skulle vi i gang med næste stadie nu. Hvor målet er, at du skal erkende og acceptere at det her er din plads i livet. At det er din skæbne at være Gud."

     Klumpen i min hals ophobede sig igen. Jeg kunne ikke sige noget, fordi mine tanker vendte tilbage til mareridtsscenariet under testen. Hvor jeg havde været Gud.

     "Nyheden om præsidentens test kom hurtigt hertil. Vi har mange engle, der holder udkig med dig. Måske kan præsidenten ikke se dine tanker, men det kan jeg."

     "Så... stadie 2 er allerede overstået?"

     "Ja. Du har accepteret det i så høj en grad, det kan lade sig gøre for dig lige nu."

     "Så... hvad skal vi i gang med nu?"

     "Stadie 3: At tage aktiv del i min hverdag og tage ved lære af den. Indenfor de kommende uger vil du blive kaldt herop igen, hvor du vil skulle følge med mig rundt og se, hvordan jeg gør ting."

     "Okay." Som om jeg ikke havde travlt nok i forvejen.

     "Stadierne efter det bliver de hårdeste. Både fysisk og psykisk. Men lad os ikke snakke om dem endnu. I stedet... forbered dig."

     "På hvad?" Jeg syntes, at jeg allerede havde så utroligt meget at skulle forberede mig på.

     Gud lænede sig frem. Han foldede hænderne og så mig direkte i øjnene, da han sagde: "På at yde dit værste, dit bedste - og dit største. For det er, hvad den her proces kommer til at kræve af dig."

 

*Brandon*

 

"Brandon, vi har en plan," kom Kira og sagde til mig den eftermiddag mens jeg var i færd med at lave mine lektier. Det eneste, jeg var god til for tiden, var det boglige, så der gav jeg den fuld gas.

     Kira havde Matt lige i hælene. Han smilte til mig. Jeg så på Kira.

     "Hvad mener du? Vi?"

     "Ja, jeg fortalte Matt om dit problem, og han fortalte mig det indlysende."

     Det må jeg indrømme, at jeg blev noget knotten over. Jeg havde ikke bedt om, at hun skulle fortælle Matt om min hemmelighed.

     "Jeg skal nok lade være med at fortælle det videre til nogen," lovede Matt. "Men jeg fik en virkelig god idé til at opklare dit... øh... problem."

     Jeg gad faktisk ikke engang høre det. Tænk, at Kira havde sladret til sin dumme kæreste, som sikkert sladrede til sine dumme klassekammerater. Jeg skriblede videre i min notesbog.

     Det gad Kira ikke finde sig i. Hun hev fat i min arm og trak mig op og stå. "Hør nu her, Brandon. Vi ved, hvordan vi skal finde ud af, hvad du så. Vi - har - en - plan."

     Selvom jeg ikke ligefrem var ivrig, var det tillokkende. "Hvad for en plan?"

     Kira smilte. Lettet. "Følg med."

     Hun og Matt førte mig op ad trapperne og ned ad alle klasselokalekorridorerne. Til sidst kom vi til en dør, som førte ind til et kæmpestort klasselokale fyldt med duften af te. På reolerne stod der gamle, astrologiske bøger og krystalkugler.

     "Hvad laver vi i Seerlokalet?" spurgte jeg. Det var vel her, Kira havde sine racefag.

     "Det er her, vi finder vores udstyr. Sæt dig ned, så finder jeg det frem."

     Matt og jeg satte os ved et rundt bord på et par bløde, bløde stole. Det slog mig, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige til ham. Vi kendte ikke engang hinanden særlig godt. Faktisk kendte vi slet ikke hinanden. Jeg havde ikke ytret mere end nogle få ord til ham.

     "Har du mange lektier for her i weekenden?" spurgte han mig. Akavet.

     Jeg trak bare på skuldrene og sagde: "Der kravler myrer op ad dit ben." - For det gjorde der.

     "Det gør der altid." Matt vendte blikket mod Kira, som netop vendte tilbage med store bøger samt en krystalkugle.

     "Okay," sagde hun. "Hvor meget ved I to om Synet?"

     Vi var begge tavse. Det var vist al den information, Kira havde behov for. Hun satte sig ned ved bordet.

     "Der er tre former. Man kan enten læse fremtiden, se den eller drømme om den. Man kan læse flere forskellige ting. Teblade, håndaflæsning. Det er dog det almindeligste at se den gennem en krystalkugle. Krystaller har en stor, magisk værdi. Større værdi end så meget andet på jorden." Hun tog en kort pause. "Nogle gange får vi syner som vi sidder her og taler med folk. Det er, når vi blot ser fremtiden eller nutiden. Man kan lære at kontrollere det gennem meditation, men det er ikke noget, vi som sådan har kontrol over. Så er der drømmene. Når vi drømmer om fremtiden. Det er noget, vores underbevidsthed ved, men som vi ikke selv kan regne os frem til. Det var sådan et syn, du havde."

     "Ja, okay," sagde jeg. Jeg anede ikke, hvad jeg ellers skulle sige.

     "Planen er at starte med at læse din drøm." Kira rakte ud efter en stor bog om drømmetydning. "Derefter kan vi prøve flere andre ting. Som at læse din hånd og den slags lort."

     "Jeg syntes, at du fortalte mig, at du er skidedårlig til håndaflæsning," sagde Matt.

     Kira tyssede på ham. Så smilte hun til mig. "Hvad siger du?"

     "Øh... lad os komme i gang."

 

Så vi endte med at sidder der i godt og vel to timer, hvor Matt søgte ting op i bøgerne, og Kira enten sad og stirrede på mit ansigt gennem en krystalkugle eller læste linjerne i min hånd.

     "Kira, kan du overhovedet se noget?" spurgte Matt, da hans tålmodighed vist var brugt op. Kira var så koncentreret, at hun havde samlet sit kobberfarvede hår i en hestehale - hvilket hun aldrig gjorde.

     "Kan du se den linje her?" spurgte hun mig og kørte en finger langs min håndflade.

     "Hvad med den?" spurgte jeg, ivrig efter at få at vide, om hun havde fundet noget.

     "Den er næsten usynlig lige her." Hun pegede på et bestemt punkt lige ved mit håndled. "Det stammer fra komaen. Da du mistede et halvt år af dit liv."

     Jeg blev ved med at stirre på den lille, usynlige plet, som adskilte to linjer fra hinanden. Jeg burde være død nu. Hvis ikke James havde blandet sig, ville jeg have været død nu.

     "Kan du finde noget?" spurgte jeg tøvende.

     "Ikke på din hånd," svarede Kira.

     "Eller i nogen krystalkugle," sagde Matt. "Eller i teblade eller ved at analysere hans syn. Er du sikker på, at du er synsk?"

     Kiras kinder blev røde. Hendes øjne blev en smule blanke, og jeg tog min hånd til mig. Matt skyndte sig at rette sig op.

     "Undskyld, det mente jeg ikke," sagde han.

     "Jeg var Oraklet," hviskede Kira. "Darkeya og Gud valgte mig. Jeg ved mere om Syn end nogle af jer. Mine evner har bare været rustne siden... siden... helt ærligt, jeg var Oraklet!"

     Matt og jeg forholdt os stumme. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige noget, for jeg forstod hende alt for godt. Det med at føle sig ødelagt - i stykker. Det var præcis, hvad jeg var.

     "Lad os bare lede videre," sagde Matt stille. "Hvis du ikke kan finde noget... betyder det måske, at Brandons drøm ikke var et syn."

     "Det var et syn," sagde jeg og Kira i kor.

     Vi fortsatte lidt længere. Kira endte med at sidde og kigge i bøgerne sammen med Matt og mig. Alle sammen var vi begravet i dem en god halv time længere, hvor vi var så fordybet, som nogen kunne være om noget skolerelateret.

     Indtil Matt til sidst udbrød: "Jeg har den!"

     Både Kira og jeg fór op. Matt viste os den side i drømmesynbogen, som han var faldet over. Som overskrift stod der Den afgørende detalje.

     "Hvad?" spurgte jeg. "Hvad står der?"

     "Der står, at hvis man er i tvivl om, hvad man skal tro om ens syn, skal man give sig tid til at se hvad man ser."

     "Og... det giver mening hvordan?"

     "Nå ja," sagde Kira. Hun trak på smilebåndet, som hun åbenbart fattede håb. "Det hørte vi om sidste år. Det var en lektie, vi skulle læse. Nogle gange får vi drømme over flere nætter. Og der er det vigtigt, at vi undersøger scenariet. Leder fokusset væk fra det, som ens underbevidsthed tvinger en til at have fokus på. Og i stedet ser omkring sig. Idéen er, at man på den måde kan finde den detalje, som afslører nøglen til, hvad synet betyder."

     "Okay," sagde jeg.

     "Men det er svært," sagde Kira. "Virkelig svært. Jeg prøvede nogle gange, men man skal virkelig øve sig, før der kommer noget ud af det. Og jeg har svært ved at tro på, at du kan gøre det, når du ikke engang er synsk."

     "Okay. Hvad skal jeg gøre?"

     "Først... hvad er det, dit syn får dig til at fokusere på?"

     Jeg tænkte lidt over det. Der var flere ting. Det var, som om den egentlig bare ville have mig til at fokusere på, hvor forfærdelig, den dag ville blive. "Dæmondragen i luften," sagde jeg. "Ruinblokkene. Og så den person, der ligger op ad mig. De tre ting. Om og om igen."

     "Okay. Næste gang du har den, så prøv ikke at kigge på de ting. Kig i stedet på alt muligt andet."

     "Som hvad? Der var ikke så meget andet."

     Kira smilte. "Det var, fordi der ikke var andet, som du ."

 

*Catriana*

 

Vi var nået til det stadie, hvor vi burde tænke over, hvem vi ville arbejde sammen med i den dér AT-opgave, som Stephanie kaldte den, samt hvad vi ville arbejde med. Men jeg kunne ikke lige få mit hoved ned i det.

     Hver dag, der gik, blev folk udtaget til prøverne. De kom tilbage, chokerede, rystede og ved siden af sig selv. Præcis som James havde været det. Ingen af dem havde lyst til at tale om, hvad de havde set. For personligt, vel. Det fik mig til at frygte, hvad jeg ville komme ud for når det endelig blev min tur.

     Sedlen lå stadig i min lomme. Hele dagen, hver dag. Jeg vidste endnu ikke, hvad den betød, og det drev mig til vanvid.

     Så var der angrebet. Som det blev vist igen og igen i tv-avisen, begyndte journalisterne at bringe andre sager frem. Bittesmå uheld og episoder, som havde involveret had mellem slægterne. Det var sådan, gennem en milliard sammenligninger og statistikker, at det gik op for verden, at disse "uheld" hændte oftere og oftere. Før sommerferien havde der ikke været noget terror mellem slægterne i flere år.

     Det var såmænd nok derfor kun et spørgsmål om tid, før jeg blev bedt om at komme til rektors kontor. Hvor præsident Goldenberg ventede på mig.

     "Frøken Cyston." Han rejste sig op og smilte, da jeg kom ind, som den højrøvede gentleman han var. "Tag plads."

     Jeg satte mig, varsom, fordi jeg allerede havde en fornemmelse af, hvad der ventede mig.

     "Kunne du tænke dig noget at drikke?" spurgte præsidenten. Jeg rystede på hovedet og så mig om efter Bill. Men han var her ikke. Måske han havde aftalt at låne kontoret ud? Ikke, at det kunne ses. Der var stadig de samme, sære bøger i bogreolen, den mørkerøde læderstol bag skrivebordet og kontorlampen, som lignede en pingvin.

     "Så... hvad har jeg gjort galt?" spurgte jeg.

     Goldenberg bremsede midt i en handling. "Galt? Du har ikke gjort noget galt."

     "Jeg er kun blevet kaldt til kontoret, fordi jeg har gjort noget galt. Og jeg har gjort meget galt."

     Goldenberg smilede blot, som om han mildt morede sig over mit noget ynkelige liv. Han satte sig ned på Bills kontorstol, foldede hænderne på bordet og sagde:

     "Det er almen viden, at du er Lucifer, Mørkets Herres, datter. Som du uden tvivl har kunnet mærke siden... det kom frem."

     Jeg tænkte tilbage på den dag i 1.g, hvor det var blevet afsløret for hele skolen. Jeg havde ikke brudt mig om det. Ikke engang en lille smule. "Jeg bliver ikke ligefrem tilsværmet på gaderne, hvis det er, hvad du mener."

     "Selvfølgelig ikke. Folk er normalt ikke så ivrige efter at nærme sig en pige hvis øjne kan spidde en som glohede pigge."

     Jeg blev mindet om at se ned. "Og alligevel er du her nu?"

     "Jeg er præsident. Jeg har kun beholdt min position i så lang tid, fordi jeg ikke frygter små piger. Uanset hvilke kræfter, de har. Måske er jeg ikke selv velsignet med magi, men begge mine børn er. Den yngste går endda i 2.g her på skolen."

     Jeg hævede det ene øjenbryn. "Virkelig? Hvem er det?" Jeg havde aldrig hørt om nogen, som skulle være præsidentafkom.

     "Hun foretrækker at holde sig anonym. Meget lig dig, vil jeg tro. Men lad mig komme til sagen." Han holdt en kort pause, og jeg tænkte, at nu kom det, som han havde kaldt mig hertil for at snakke med mig om. Og ganske rigtigt. "Mange, mange angreb har fundet sted på det sidste. Terror mod kirker. Overfald på åben gade. Endda mord. Alt sammen folk af Mørkets Slægt, der gennem vold har udøvet deres had mod folk af Lysets Slægt. Og... flere gange... har man fundet bevis på, at de har gjort det i din fars tjeneste."

     Jeg kunne mærke koldsveden. Selvom det nogenlunde var i den her retning, at jeg havde regnet med, at samtalen ville gå, var det stadig ikke ligefrem behageligt. "Du tror, at min far er skyld i angrebene. At han er indblandet." Jeg tog en dyb indånding for ikke at komme til at råbe. "Lucifer har ikke haft noget at gøre med verdens affærer i mange århundreder. Præcis som det er tilfældet med Lysets Herre. Han blander sig ikke. Og han manipulerer ikke med disse mennesker."

     "Så du benægter ikke, at han i realiteten ville være i stand til det? Til at manipulere mennesker?"

     Jeg bed mig selv i underlæben, fordi jeg vidste, at det præcis var sådan nogle ting, han kunne. At friste.

     "Du er den eneste kontakt, denne verden har med Mørkets Herre, Catriana," sagde Goldenberg. Han lænede sig frem. "Derfor vil det blive din opgave at finde ud af, hvordan han kontrollerer dem. Og hurtigt, inden ting går for vidt."

     "Min far ville ikke få mennesker til at myrde hinanden. Sådan er han ikke." Jeg ville gerne fortælle en masse om, hvordan min far virkelig var. Hvordan han havde reddet mine venner fra den visse død - flere gange. Hvordan han havde ofret alt for de mennesker, han holdt af. Hvordan han havde fundet det i sig selv at tilgive så usselt et kryb som Darkeya. Men jeg vidste, at præsident Goldenberg i sit dumme, beige jakkesæt ikke ville tro mig over en dørtærskel. For verden havde allerede besluttet sig for, hvem Lucifer var, og det stod ikke til at ændre.

     "Din far er Satan," sagde præsident Goldenberg,

     "Det har ingen relevans. Satan har intet med ondskab at gøre. Han fik det navn, da han gik i modstand mod Gud. Det er alt, hvad det betyder. Modstander."

     Goldenberg rettede sig op. Han slikkede sine læber, som om han ikke anede, hvad han skulle stille op med mig. Så sagde han: "Frøken Cyston. Jeg kender godt historien om dine forældre. Din mor var en engel. Er det stadig i sit hjerte. Du er en kløgtig pige. Jeg nægter simpelthen at tro på, at du med god tro har taget alt det vrøvl ind, som han uden tvivl har fyldt dig med siden den dag du blev født. Du tror vel ikke for alvor på, hvis du tænker dig om, at din far er en respektabel, god og moralsk bevidst mand. Gør du?"

     Jeg sværger, at jeg kunne have grædt. Grædt over, hvor lidt denne præsident vidste om noget som helst. Hvor lidt nogen vidste om noget som helst. Nej, jeg havde ikke troet på alt, min far nogensinde havde fortalt mig. Jeg havde været skeptisk. Og jeg havde anerkendt, at Darkeya havde været den Djævel, som folk beskyldte min far for at være. Den Djævel, der ønskede at indtage Himmelen, ødelægge Gud og al den godhed, han havde skabt. Min far... min far var en mellemting. Han var ikke perfekt, men han havde aldrig været ond. Han og Guds forhold havde ikke været nemt, men... Gud havde heller aldrig været nem. Det havde jeg set med mine egne øjne. Jeg havde set det fra begge sider. Og jeg kendte sandheden.

     Den dumme præsident tolkede dog min tavshed til at betyde det modsatte af det, som jeg sad og tænkte. "Det regnede jeg heller ikke med," sagde han. "Det er din opgave at finde hoved og hale i det her. Jeg håber, at du vil gøre et ihærdigt forsøg for... for hvis du ikke finder nogen svar til mig, kan jeg ikke sikre din fremtid på denne skole."

     Jeg stivnede. "Du... du vil bortvise mig? Det kan du da ikke! Det er mit tredje år! Jeg er i gang med en seriøs uddannelse, og den kan du da ikke bare kyle mig ud af!"

     "Det kan jeg. Og tro mig, det her er verdens overlevelse, vi snakker om. Din uddannelse er ikke en af mine prioriteter." Præsidenten så på mig, nu med hans øjne kolde som is. "Kan jeg regne med dig?"

     Jeg rejste mig op. Havde lyst til at se ham i øjnene, men frygtede konsekvenserne for sådan en handling for meget til at gøre det. "Så du afpresser mig til at udspionere min egen far? Er det sådan, landet ligger?"

     Præsidenten smilte svagt. "Se på det som en venlig opfordring til at udrette noget godt i verden. For en gangs skyld."

 

Jeg kom stormende ind i boenheden. Rasende.

     James, Brandon og Rin var der allerede. Brandon og Rin lå op ad hinanden i sofaen og så tv-avisen, hvor der endnu engang blev vist det fordømte angreb. James stod lænet op ad væggen. Han havde ikke engang bemærket min ankomst.

     "Hvad er der nu galt med dig?" spurgte jeg.

     Han trak bare på skuldrene. "Føler du dig nogensinde magtesløs, Catriana?"

     Jeg følte mig temmelig magtesløs lige nu, men det havde jeg ikke lyst til at tale om, så jeg ignorerede hans dumme spørgsmål og gik hen til sofaen.      "Gider I slukke det fjernsyn? Jeg kan ikke tåle at se én eneste nyhedsoplæsning til om den ulykke!"

     Rin skyndte sig at skrue over på en anden kanal. Hvor der var en montage i gang, der viste alle angrebene over den sidste måned. Rin slukkede.

     "Vent," mumlede jeg. Der var et eller andet, der var forkert ved de billeder.

     "Hvad?" spurgte Rin.

     Jeg gik hen og satte mig i sofaen. Tog fjernbetjeningen og tændte op for montagen.

     "Jeg troede ikke, at du gad se det," sagde Brandon. Han lød søvndrukken.

     "Vent..." Jeg gik nærmere fjernsynet og satte mig ned på knæ. Så gik det op for mig, hvad der var forkert. Alle de mennesker, som havde udført angrebene. Hver og en af de folk, som der blev vist på butikskameraer, overvågning og mobiler.

     "Kan I se det?" hviskede jeg og satte fjernsynet på pause. Pegede på skærmen, hvor man kunne se kvinden, som James og jeg havde vidnet forbande en stor kirkesamling på torvet.

     James, Rin og Brandon nærmede sig. Men jeg tror ikke, at de så, hvad jeg så.

     "Se hendes øjne!" Jeg pegede direkte på kvindens ansigt. Nu så de andre det også.

     Kvindens øjne var røde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...