Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 3 okt. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
1070Visninger
AA

7. Kapitel 6: "Statuen"

 

 

*Catriana*

 

"Har alle madpakker? Godt, godt. Og hold godt fast i jeres billetter!" Kiuna gik som den første op i bussen. Ezavia gik op lige efter.

     "Hvor gammel tror hun, vi er, tolv?" spurgte Rin, da vi sammen med den store flok af tredjeårselever fandt nogle sæder.

     Jeg gjorde et kast med hovedet mod en flok drenge, der kastede med balloner og udbrød sjofle jokes nogle sæder foran os.

     "Jah okay, men vi andre reddede faktisk hendes liv engang." Rin lænede sig tilbage og fandt sine høretelefoner frem fra tasken. Uden tvivl for at høre dårlig k-pop.

     Faktisk var det Jesus, der reddede hende, men det magtede jeg ikke at bringe op. For hele episoden involverede Darkeya, og ham foretrak jeg at undgå at tænke på. Magiskolen gjorde det bare latterligt svært, for faldne engle sværmede over det hele. De havde gruppearbejde med mig, fremlagde sammen med mig, diskuterede med mig i de mundtlige debattimer. Over det hele, hele tiden, konstant var de her. Somme tider var de endda modige nok til at henvende sig til mig. Som om vi var venner.

     Vi var ikke venner. Jeg kunne aldrig blive ven med en anden falden engel.

     "Er du i det mørke og forskruede sted igen?" lød Rins stemme ved min side.

     Jeg blinkede. "Hvad?"

     "Du havde det dér blik igen. Det, som du får så godt som hver dag. Jeg vil helst ikke nævne det, for du har været noget så crazy på det sidste."

     Jeg sukkede. "Undskyld, Rin. Det her er bare en virkelig dårlig start på året."

     "Lad os lade være med at tænke på det. Lad os i stedet tænke på fjolserne derovre." Rin pegede nogle sæder foran, hvor James og Brandon sad. De snakkede ikke sammen, hvilket var sært, for de to kunne ellers plapre løs i uendeligheder. Brandon stirrede ud af vinduet, hans tanker tydeligvis mange afstande væk. James' øjne var lukkede, som om han forsøgte at holde virkeligheden ude.

     "De er faktisk enormt sære," bemærkede jeg. "Hvad tror du, James så under testen?"

     "Vent, har han ikke sagt det?"

     "Øh... nej."

     "Men han fortæller dig jo alt!"

     Jeg trak bare på skuldrene. "Hvad med Brandon? Har han måske fortalt dig noget?"

     Rin så paf ud. Hun vendte blikket mod Brandon. "Han stirrede i forfærdeligt lang tid på det kapel..."

     "Hvad for et kapel?"

     "Åh... ikke noget. Gid de dog ville snakke med os."

     "Jah. Gid dog."

 

Kiuna og Ezavia havde så småt sat vores store gruppeopgave i gang. Som en del af introduktionen tog de os ud på en tur til Runeborg, en gammel middelalderby, som lå mange kilometer fra skolen. Den havde en rig historie for magien og var desuden blevet udnævnt til kulturhovedstad.

     Ezavia havde givet os et langt, trættende foredrag om byens historie, og hvorfor den var vigtig for at forstå opgaven. Det var vist et eller andet med, at den var blevet til i en historisk periode, hvor sort magi blev set på som kunst eller et eller andet sært.

     Kiuna havde derefter gennem gruppearbejde ladet os lære om, hvordan vi i byens arkitektur, gadenavne og kunstværker tydeligt kunne se, hvordan praktik af sort magi var velanset i den periode.

     "Det er virkelig AT," havde jeg hørt Stephanie hviske en at timerne.

     Da vi ankom til Runeborg, forlod jeg Rin og løb hen til James, tog et godt tag i hans arm og gav ham et inderligt kys. Det kom vist helt bag på ham, han var i hvert fald så paf, at han ikke engang gengjaldt kysset.

     Hvad så? spurgte han med et smil.

     Jeg kan såmænd bare godt lide dig. Jeg trak også på smilebåndet og så ham i øjnene. Jeg elskede at se ham i øjnene.

     Han tog min hånd og kyssede mig tilbage. Jamen jeg kan da også godt lide dig, Catriana.

     Kiuna og Ezavia førte os gennem gaderne, og vi fulgte alle med. James og jeg hånd i hånd.

     Du ved, vi behøver ikke snakke om det, hvis du ikke har lyst. Jeg kunne godt lide at snakke med ham i vores tanker. Så slap vi for at tænke på, hvad andre tænkte om de ting, vi talte om. Til gengæld måtte mange mistænke, at vi havde et kærlighedsløst, ustabilt forhold, siden vi aldrig sagde et ord til hinanden.

     James var lidt tid om at svare, så jeg blev urolig for, at jeg havde gjort ham ked af det. Så sagde han med ord: "Jeg ville gerne fortælle dig det, Catriana. Men... jeg kan ikke."

     Jeg hævede mine øjenbryn.

     "Ligesom du heller ikke kunne fortælle mig, at du var datter af... du ved hvem."

     Nu rynkede jeg panden. Hvordan kunne det her sammenlignes med dengang? At jeg var afkom af Satan var mere end bare et emne, jeg ikke havde lyst til at tale om. Det var en altafgørende hemmelighed, for jeg vidste, at det ville ødelægge mit liv, hvis sandheden kom ud.

     Og se, hvad der kom ud af det, da den endelig gjorde.

     "Er det da en hemmelighed?" spurgte jeg. "Du... du kan ikke fortælle mig om din største frygt?"

     "Jeg ville hjertens gerne fortælle dig om min største frygt. Det er ikke det, der er problemet. Problemet er, at jeg... jeg har lovet at tie stille omkring det."

     Jeg må indrømme, at jeg blev irriteret. Jeg slap hans hånd og gik tilbage til Rin, der dannede bagtrop for sig selv og hørte musik. James så længselsfuldt efter mig, men jeg ignorerede ham.

 

Billetterne, som vi havde fået, gav os adgang til en kulturpark. Egentlig var det bare en have fyldt med statuer og skulpturer, men ud fra den PDF-fil, vi alle havde fået som lektie, var det den vigtigste turistattraktion i hele byen. For den gav et tydeligt billede af, hvordan sort magi blev praktiseret og var velanset i byens storhedstid for fem hundrede år siden.

     Den eneste by, hvor hekse ikke skulle leve i skyggerne. Hvor de i stedet havde høje stillinger indenfor byrådet, styrede store magiforretninger, lavede bylovene og adminstrerede det magiske politi. Her i byen havde der gjaldt helt andre regler, end der havde gjort overalt i resten af landet. Her var det ulovligt at brænde nogen på bålene. Nekromanti var lovligt - for selvfølgelig skulle folk da kunne holdes i live, hvis muligheden lå der. Uanset hvor zombieagtige de så var.

     Jeg brød mig ikke om nekromanti. Det var forbandet ulækkert og slet ikke det samme som helbredelse og mirakelopstandelser. Det var ikke rent, og det var ikke sundt for sjælen.

     Ikke at jeg sagde noget om disse ting, for så ville magikerne af Lysets Slægt aldrig lade mig høre enden på det.

     I parken var der forskellige skulpturer af folk af forskellige racer af Mørkets Slægt. Vi kunne læse om, hvordan hver og en af dem var en kendt sortemagiker, som havde været velanset og respekteret i byen. Mest på grund af handlinger og besværgelser, som man nu til dags ville komme i fængsel på livstid for at udføre.

     "Hold da kæft," udbrød Rin. "Den her dame opfandt en besværgelse, der kunne lægge byldepest over en storby. På et splitsekund ville hver eneste indbygger få det. Dagen efter ville byen være fyldt med lig."

     "Klamt," sagde jeg.

     "Uhyggeligt, at hekse er i stand til den slags ting." Rin lagde armene over kors, som om hun omfavnede sig selv mod tanken.

     "Hekseri handler om at blande præcis de korrekte ingredienser med præcis de rigtige ord og kropsbevægelser. Hvis man finder den perfekte kombination kan man gøre hvad som helst. Det er lidt ligesom at skrive musik eller lave matematikformler. Nogen har bare en gave indenfor det."

     "Har du nogensinde opfundet en besværgelse?"

     "Mig? Niksen. Jeg er ikke en nørd. Men min mor kendte engang en mand, som opfandt en besværgelse, der kunne gøre rotter gule."

     "Hvad skulle det gøre godt for?"

     "Ikke for noget. Men det var skideskægt at se på, var det."

     Kiuna og Ezavia ledte os ind i midten af parken, hvor der stod en kæmpestor statue af en mand, som virkede... bekendt. Jeg syntes også, at Ezavia skævede til mig.

     "Som I kan se her," sagde Kiuna. "Er det her en by udover det sædvanlige. For tiden ligger den selvfølgelig under de samme regler og love som resten af verden, men den tydelige kultur fra gamle dage er stadig stærk. Racer af Mørkets Slægt er stærkt i overtal, og der bor mange minoritetsgrupper af Lysets Slægt i ghettoer over det hele. Byen er meget omvendt af, hvad man ellers ser."

     "Er der nogen, der kan komme med et bud på, hvorfor situationen i denne by var, som den nu engang var?" spurgte Ezavia.

     Det tog noget tid, men der kom dog nogle hænder. Ezavia valgte en lyselverdreng.

     "Måske var det et slags flugtsted," sagde han forsigtigt. "Dengang var der jo mange hekseforfølgelser. Måske tog folk af Mørkets Slægt hen et sted og lavede deres egen by, hvor de ligesom bare kunne passe sig selv. Og I ved... gøre onde ting."

     "Nu er det ikke, fordi alle af Mørkets Slægt er onde," protesterede en dreng fra min Racefagsklasse.

     "Så du ikke de besværgelser, som mange af de her folk har udrettet? Hvis det ikke er ond magi, hvad er så?"

     "Rolig, rolig," sagde Kiuna. "Vi er her ikke for at diskutere magiens etik." Hun trådte lidt til side. "Nogen, som kan fortælle mig, hvem det her er?" Hun gjorde gestus mod den store statue. Jeg betragtede den søvnigt. Den så nu meget bekendt ud. En mand, klædt i gammeldags, mørke klæder med kappe og kjortel. Der var intet særligt ved ham, og ingen tekst. Folkene her i byen gik vist bare ud fra, at alle vidste, hvem det var.

     Ingen vidste det.

     Det var der, det gik op for mig.

     "Det er min far," udbrød jeg. "Djævelen."

     "Det er korrekt," sagde Ezavia. "Mørkets Overherre og en førende skikkelse for alle af Mørkets Slægt. Præcis ligesom Lysets Overherre og Jesus Kristus altid har været det for dem af Lysets Slægt. Som I sikkert har bemærket, er der ingen tekst til at indikere, hvem han er. Her i byen vidste alle det. Alle og enhver, ligesom man ved, at nat kommer efter dag. Denne statue er nok den bedste ledetråd, I kommer til at finde på, hvordan sindsstillingen var her i byen."

     Vi stod i lang tid og så på den.

     "Det ligner ham faktisk," sagde Rin. "Kunstneren må have mødt ham."

     "Jah," sagde jeg. "Min far må have været her. Sådan... fysisk."

     "Utroligt at tænke på. At din far var her for fem hundrede år siden. Synes du ikke, at det er vildt, at han er så gammel?"

     Jeg trak på skuldrene. Jeg havde været så vant til det gennem min barndom, at det nærmere kom bag på mig, at andres forældre var så unge.

     Kiuna og Ezavia begyndte at dele gruppearbejde ud. Vi skulle nu til at gennemsøge byen for tegn på sindsstillingen. Imens jeg ventede på at blive inddelt i en gruppe, lød James' stemme i mit hoved:

     Skal vi daffe?

 

*James*

 

Catriana var stadig noget mut ovenpå min modvilje til at fortælle hende, hvad der foregik. Og det kunne jeg fandeme godt forstå. Men det her var Gud. Og hendes far. Døende. Begge to havde bragt mig under ed ikke at sige det videre til nogen. Lucifer havde været særligt insisterende på, at jeg ikke fortalte det til en ganske særlig person. Catriana.

     Mens resten af vores klasse vandrede rundt i byen for at kigge på brosten, gadelamper og graffiti, tog Catriana og jeg en bus ind til centrum, hvor vi ville gå på café.

     "Det her er så fjollet, James," sagde Catriana med et grin. "Det her er den vigtigste opgave i vores magiske uddannelse, og vi pjækker."

     "Du kan bare spørge din far," sagde jeg. "Han har jo været her. Du har en fordel ingen af de andre har."

     Vi stod i nogle minutter og ventede på bussen, mens vi holdt i hånd. Det gik op for mig, at det var første gang, vi var alene sammen siden... øh... siden sommerferien på et tidspunkt. Normalt sad vi sammen i opholdsstuen eller spiste aftensmad sammen, men der var altid nogle, vi kendte, ikke så langt fra os. Nogle gange sad Kira så godt som lænet op ad os. Men nu var vi alene i en stor by, bare os. Det kunne jeg godt lide.

     I bussen satte vi os på bagerste række, Catriana lænet op ad min skulder.

     "Er det ligesom med Darkeya?"

     "Hva'?" spurgte jeg.

     "Din værste frygt. Jeg kunne ikke fortælle dig om Darkeya. Du var nødt til at opdage det selv." Catriana rettede sig op og så oprigtigt på mig.

     "Jah," sagde jeg. Det havde jeg ikke tænkt på i lang tid. Sandt at sige havde jeg ikke engang været gal på hende. "Altså..."

     "Jeg tror, at jeg kommer til at se Darkeya, når jeg bliver testet." Hun sænkede blikket. "Jeg var så bange for ham."

     "Er du stadig bange for ham? Er det derfor, det her er så svært for dig? Er du bange for ham?"

     Catriana så mig lige i øjnene. "Er du?"

     Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Var jeg? Var jeg bange for, at han skulle stikke Lucifer i ryggen og overtage Helvede? Og så dræbe mig og overtage Himmelen? Stolede jeg på ham? Nej. Men var jeg bange for ham?

     Nej. Jeg var bange for de ting, han kunne finde på at gøre mod de folk, jeg holdt af. Men jeg var ikke bange for det, han kunne finde på at gøre mod mig.

     "Lad os ikke snakke om Darkeya," sagde jeg til sidst og klemte hendes hånd. Så trak jeg på smilebåndet. "Vi skal af."

     Vi hang ud på en café en god times tid, hvor vi fik et glas øl i solen. Vi snakkede om alt og intet, lige fra denne her dumme opgave til hvad professor Elize mon puttede i sit hår, der lignede noget, en orkan tog fat i hver morgen.

     Derefter gik vi en kort tur, indtil det var tid til at gå tilbage til klassen.

     På et torv inde i byen bemærkede vi, at der var en slags gudstjeneste i gang. Det var i hvert fald, hvad det lignede. En engel klædt i hvidt stod på et podie, i færd med at snakke om Jesus og om synder og sådan nogle ting. Omkring ham stod der en masse folk - også klædt i hvidt vel at mærke. Nogle havde også de hvide svanevinger, andre havde ikke. Men jeg tvivlede på, at nogen af dem var andet end af Lysets Slægt.

     "Hvad end der hjælper folk gennem livet," sagde Catriana. Hun lød faktisk oprigtig.

     "Sig mig, er du okay?" spurgte jeg. "Du hader folk af Lysets Slægt."

     Catriana sukkede. "Men jeg hader også faldne engle. Hvor efterlader det mig? Jeg kan jo ikke hade alle. Og de her folk har jo aldrig gjort nogen ondt. Det vælger jeg i hvert fald at tro på." Hun begyndte at gå videre, men jeg fik øje på noget sært.

     "Catriana, vent."

     Vi så hen imod flokken. Jeg ved ikke, hvad det var, der var så sært. Men så gik det op for mig. Blandt de mange hvide mennesker, var der én eneste sort plet. Jeg ved ikke engang, hvordan jeg fik øje på den. Så lille en detalje.

     En kvinde bar en sort rullekrave under en hvid jakke. Jeg kunne kun lige se kraven. Hvem ville dog tage sort på til en Lys prædiken?

     Catriana bemærkede hende også. Hun kneb øjnene sammen.

     Kvinden tog noget frem. Jeg opdagede for sent, at det var en kniv.

     "Hvad fanden i - " udbrød jeg, da kvinden begyndte at skære sig selv i armen.

     "Åh nej, hun - " Catriana løb frem. "SKYND JER VÆK!"

     Ingen nåede så meget som at reagere for i det samme råbte kvinden op imod himlen: "Ved Satan, ved Mørket og ved Slangen, må disse mennesker brænde!"

     Hun råbte noget mere, men vi hørte ikke noget. For overalt omkring os begyndte alt at stå i brand. Her mener jeg både træer, buske, skraldespande, pølsevogne og cykelsæder.

     Sekundet efter sprang de i luften.

     Jeg tog fat i Catriana og tvang os begge i knæ. Catriana skælvede under mig.

     De følgende øjeblikke efter ænsede jeg ikke særligt, hvad der skete. Mine ører ringede ovenpå de høje brag, og jeg var omtåget på grund af chokket.

     Svagt kunne jeg høre gråd og skrig. Jeg fornemmede et eller andet. Noget sirene.

     Catrianas stemme i mit hoved.

     Det var en forbandelse.

     Jeg så på himlen over mig. Kunne ikke røre mig. Kunne ikke sige noget.

     Hun forbandede dem på åben gade.

     Jeg lukkede øjnene.

     James!

     Jeg slog dem op. Og så lige op i Catrianas. Hun tvang mig op og sidde, og jeg kom endelig til mig selv. Jeg kunne høre igen. Gråden, skrigene, sirenerne.

     Pladsen, der før havde været stille og rolig og hverdagsagtig, var nu blevet lavet om til et kaos. Rundt omkring lå der døde og sårede. Folk gik grædende rundt. Ambulancer og politi kom til. Nogen snakkede vist til os, og jeg tror vist, at Catriana svarede, men jeg kunne kun stirre på det sted, hvor kvinden havde stået for et kort øjeblik siden.

     Nu var der ingen spor af hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...