Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 3 okt. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
1095Visninger
AA

4. Kapitel 3: "Arven"

 

 

*Catriana*

 

Da vækkeuret ringede og vækkede mig morgenen efter, havde jeg lyst til at slukke det og vende mig om igen. Og efter Rins stønnen at dømme, havde hun lyst til det samme. Men det lykkedes os begge at møve os ud af sengene og komme i tøjet. Mens jeg sad og redte mit hår, forsøgte jeg at gennemgå hvordan jeg skulle overleve Magiens Historie i mit hoved. Det var også for strengt at starte skoleåret med det absolut værste fag.

     "Jeg overvejer at lade min hårfarve gro ud," sagde Rin, som hun var ved at lægge make-up på badeværelset.

     Jeg var nogle sekunder om at opfatte, hvad hun sagde. "Hvad, virkelig?"

     "Jah." Rin kom ud og samlede sit hår i en hestehale. Det var stadig knaldrødt som altid.

     "Jeg troede det var en principsag. Noget med at være en rød plet blandt alt det sorte."

     "Hvornår har jeg nogensinde sagt det?"

     Jeg trak på skuldrene. "Det mener jeg bare, at du sagde engang. Men hvorfor ville du lade det gro ud?"

     Nu var det Rins tur til at trække på skuldrene. "Jeg synes ikke, at den klæder mig mere. Desuden er det ikke naturligt. Det er fjollet at lade som om man er noget, man ikke er."

     "Det er det vel." Jeg pakkede min skoletaske. "Skal vi se at komme af sted?"

     Vi mødtes med James og Brandon på gangen, hvorefter vi fulgtes ned ad trapperne sammen med en enorm flok af dødtrætte elever. James tog min hånd, og jeg klemte den. Da vi kom ned til spisesalen, spiste vi morgenmad i tavshed. Det gjorde de fleste. Uanset hvor jeg så hen, fik jeg øje på poser under øjnene og vidtåbne munde i et stort gab. Jeg skulle selv anstrenge mig for bare at spise min havregrød.

     "Startede der en masse nye elever i den tid, jeg var syg?" spurgte Brandon. Vi så spørgende på ham.

     "Næh," sagde James. "Hvorfor?"

     Brandon svarede ikke i ord. I stedet lavede han bare en lille gestus mod alle de elever, vi var omringet af. Da jeg selv bemærkede det, kunne jeg ikke lade være med at se det.

     Uanset hvor jeg så hen, fik jeg øje på sorte ravnevinger. Alle sammen klistret på ryggene af teenagere i færd med lystigt at spise morgenmad.

     "Er vi ved at blive angrebet igen?" spurgte Rin, men hun så ikke ud, som om hun troede på det.

     "Darkeya," mumlede jeg. Min hånd strammede til om mit glas med juice.

     "Hvad har det her med Darkeya at gøre?"

     Jeg sagde det ikke, men jeg vidste, at det var hans skyld. Det var ikke nogen tilfældighed, at den samme måned, som han sluttede sig til min far, startede der flere dusin nye faldne engle på min magiskole.

     Jeg rejste mig op for at gå til time. De andre fulgte med.

 

Det første der skete i Magiens Historie var forfærdeligt. Jeg ved ikke hvorfor jeg var så forfærdeligt uforberedt på det.

     Som vi alle havde sat os på vores pladser, trådte professor Ezavia ind og satte sig ved katederet. Han lagde sine tykke, støvede historiebøger foran sig, stærkt i færd med at lade, som om han slet ikke havde lagt mærke til de to faldne engle, som var fulgt med ham ind i lokalet. To drenge klædt i mørkt tøj som så mange andre af Mørkets Slægt. De enorme, let skinnende ravnevinger hang silkeagtigt ned langs deres rygge. Deres øjne skimmede klassen, og som en af dem tilsyneladende fik øje på mig, hviskede han et eller andet til den anden.

     Jeg bed fast i min læbe. James rakte frem og tog min hånd.

     Tag det roligt, sagde han.

     Klap i.

     Ezavia sukkede, som om han prøvede at finde en indre styrke frem. Så sagde han: "Vi har fået to nye elever i klassen. Det her er Aziel Zakarias og Xavier Yder. Begge borgere i Helvede. Men siden Helvede ingen Magiskole har, er de transfereret hertil."

     Varmen steg mig til hovedet. Flere skævede til mig, men ingen turde så meget som at stille ét eneste spørgsmål om noget som helst.

     "I kan tage plads for enden," brummede Ezavia. De to drenge smuttede ned gennem klasselokalet og satte sig ved bordet bagerst. Jeg så mig over skulderen på dem, skulende. De smilte til mig, som om alt i verden var fint.

     Find din indre glæde frem, lød James' stemme i mit hoved endnu engang.

     Jeg gad ikke engang svare ham. Gal jeg var sur på Darkeya og alt, der havde med ham at gøre.

     Ezavia rejste sig op og lagde hænderne om på ryggen. "Siden det her er jeres sidste år på Pijifenas Magiskole, er jeg sikker på, at I alle er klar over, hvad der skal ske."

     "GALLA," udbrød en meget modig elev.

     Ezavia strammede ansigtet. "Nej."

     "Temaklassebillede," gættede en anden.

     Ezavias ansigt formørkedes. "Heller ikke."

     "En masse penge, som bliver brugt på karameller!"

     "I har alle sammen brug for at få orden i jeres prioriteter," bed Ezavia og rømmede sig. "Alle elever på alle landets magiskoler skal i løbet af deres sidste år skrive hvad vi kalder en MHUO."

     "Muh," mumlede James ned i sin bog. Jeg var nødt til at anstrenge mig for ikke at grine.

     Ezavia skævede til James men lod, som om han ikke hørte noget. "MHUO står for den Magisk-Historiske Udøvelsesopgave. Det er en opgave, hvor fagene Magiens Historie og Magisk Udøvelse arbejder sammen."

     "Prøver du at fortælle mig, at vi skal have AT?!" udbrød Stephanie, en pige, som først opdagede sin evne til at skabe illusioner sommerferien før hun startede på PMS.

     "Hvad i alverden er AT?" spurgte Ezavia langsomt.

     "Det er..." Stephanie sukkede. "Lige meget. Fortsæt."

     "Tak." Ezavia så ud over hele klassen igen. "Opgavens emne kommer til at være selvvalgt. Man må enten udføre den alene eller i grupper. Gruppen må dog højst være på fire personer. Den skal afleveres den 15. december."

     Brandon rakte hånden op.

     "Ja, hr. Michigan?" Ezavia måtte være den absolut eneste person på hele skolen, som ikke fortrak en mine over Brandons tilbagevenden fra de døde.

     "Hvor meget betyder opgaven for vores endelige karakterer?" spurgte Brandon. Han så nervøs ud.

     "Den kommer til at tælle for to karakterer. Så en hel del, ja."

     "Hvorfor skal en historieopgave betyde så meget?" udbrød James.

     "Hr. Cult, ræk hånden op."

     James rakte hånden op.

     "Ja?"

     James så ikke tilfreds ud, da han sagde: "Historie er jo ikke andet end en dag efter den anden. Og Magisk Udøvelse er kun en undskyldning for at få os til at motionere. Hvordan kan det overhovedet være vigtigt for noget som helst?"

     Ezavia tog noget tid om at svare, som om han forsøgte at opretholde besindelsen over elevernes uvidenhed. "Er der nogen her, der kan svare på hr. Cults højst begavede spørgsmål?"

     Alle så ud, som om han lige så godt kunne have spurgt, hvad ordet for knojern var på russisk. Jeg sukkede og rakte hånden op.

     Ezavia så en smule overrasket ud over at se min hånd. "Frk. Cyston?"

     "Fordi historie har en stor betydning for nutiden," sagde jeg og skævede ned til de faldne engle i den fjerne ende af klasselokalet. "Og man skal huske fortiden for ikke at komme til at gentage sig i fremtiden. Og det samme gælder brugt magi i fortiden."

     Ingen sagde noget, og klasselokalet lå i faretruende stilhed. De faldne engle så ud, som om jeg havde truet dem på livet.

     "Korrekt," sagde professor Ezavia. "Mere information om opgaven vil komme i løbet af de kommende uger." Han rejste sig op og gik hen til tavlen. "Lad os komme i gang. Bladr om på side 54 i Historien om Magi niveau 3."

 

"Cat, kunne du have dræbt de faldne engle mere med øjnene?" spurgte Rin så snart vi var kommet ud på gangen.

     "Ærgerligt, at vi ikke fik øjenkontakt," sagde jeg, mens jeg ventede på, at alle elever skulle forlade klasselokalet. Ezavia sad heldigvis stadig derinde, i færd med at bladre i en af sine bøger.

     "Du kan da ikke opføre dig sådan midt i klasselokalet," blev Rin ved. "Du truede dem praktisk talt."

     "Jeg er sgu da ligeglad. De er en del af Darkeyas hær."

     "De er 18 år, Cat," sagde Brandon. "Jeg er sikker på, at de er fuldstændig uskyldige."

     Jeg åbnede munden for at protestere, men James kom mig i forkøbet. "Skal vi ikke bare gå til Chakra?"

     Rin og Brandon nikkede. Jeg blev stående.

     "Jeg skal lige tale med Ezavia."

     Både Rin, Brandon og James stirrede på mig, som havde jeg sagt, at jeg havde tænkt mig at rejse til Timbuktu i spisepausen.

     "Noget angående opgaven," skyndte jeg mig at sige.

     Det så de ud til at acceptere, for det lykkedes mig at få dem af vejen. Da de var gået, blev jeg stående dér, ventende. Så tog jeg mig sammen til at gå ind i klasselokalet igen. Da Ezavia ænsede min tilstedeværelse, stirrede han på mig.

     "Du kommer for sent til næste time, frk. Cyston."

     "Jeg skal faktisk spørge dig om noget, professor." Jeg hev mit mod frem og trådte frem mod katederet.

     "Ja?"

     Jeg blev opmærksom på sedlen, som lå i min lomme. Hvor den altid lå. Om aftenen fandt jeg den frem og stirrede på den. Men det gav ingen mening. Ikke desto mindre vidste jeg, at det betød noget, siden jeg havde fundet den på mit værelse, som havde været et større rod af sorte skæl og blod på det tidspunkt.

     "Ved du hvad Verati er?"

     "Verati?"

     Jeg tøvede. "Ved du, hvad det betyder?"

     Ezavia så væk fra mig og bladrede lidt videre i sin bog. "Er I unge ikke ret begejstrede for... hvad hed det... Goggle?"

     "Google," mumlede jeg. "Men jeg har prøvet. Der kommer ikke noget frem."

     "Hvor er du stødt på ordet?"

     "I... i nogle notater."

     "Hvilken kontekst stod det i?"

     "Ikke i nogen."

     Ezavia vendte sig mod mig. "Det stod ikke i nogen kontekst?"

     Jeg rystede på hovedet. "Det stod der bare."

     "Og du ved ikke om det er et sted, et navn eller besværgelse?"

     Jeg trak på skuldrene. "Jeg har ingen anelse."

     Ezavia tænkte lidt over det. Det må jeg give ham, det gjorde han. Mens han havde tænkerynkerne i panden, pakkede han sin taske og gik ud af lokalet. Jeg fulgte med ham.

     "Jeg har aldrig hørt det ord før," sagde han. "Spørg bibliotekaren. De ved latterligt meget om sådan nogle latterlige ting."

     Jeg stoppede op og lod ham gå videre. "Pokkers," mumlede jeg. Jeg havde virkelig regnet med, at hvis nogen vidste, hvad det ord betød, så var det professor Ezavia.

 

*James*

 

Da det endelig blev frokost kunne jeg ikke være mere sulten. Jeg tog mig den største portion mad, skolen havde at tilbyde, og så godt som slugte det, da vi havde sat os ved vores bord i spisesalen.

     Catriana skumlede stadig, Rin og Brandon snakkede lystigt om hvilket emne de ville have om i MHUO. Jeg ignorerede pænt dem alle og spiste min mad. For jeg havde nok at tænke på. Som det faktum, at Lucifer var 'døende' sådan som han havde formuleret det. Siden jeg havde fundet ud af det, havde jeg været i et konstant dilemma om hvorvidt jeg skulle sige det til Catriana eller ej. Lucifer havde insisteret på, at jeg holdt det for mig selv, og efter hvordan Catrianas skoleår gik indtil videre, ville den her nye information såmænd nok ikke hjælpe på noget som helst.

     Så jeg forholdt mig stille.

     "Øhm hej," lød en stemme. Jeg så op. Ved vores bord stod en af de nye drenge fra vores klasse. Xavier, hed han. Han var høj og med brede skuldre med militærklippet, kastanjebrunt hår. Over hans pande var et ar, som jeg ikke brød mig om tænke på, hvordan var kommet der.

     "Hej," sagde Brandon, fordi han var den høfligste af os. Xavier havde dog blikket vendt mod Catriana. Jeg nægter at tro på, at Catriana ikke var klar over det, men hun så i den komplet modsatte retning.

     "Mit navn er Xavier," sagde Xavier, stadig til Catriana. "Du... du er Catriana Cyston, ikke?"

     Catriana ignorerede ham.

     "Jo, altså, alle her siger, at du er Djævelens datter. Lucifers, mener jeg. Mørkets Herre. Han er jo min øh..."

     "Han er ikke din herre," sagde Catriana.

     Det så ud til at overraske Xavier lidt, men han kom sig hurtigt. "Jeg er født i Helvede. Opvokset der. Min familie har boet der de sidste mange, mange generationer."

     "Og dog tøvede I ikke, da I stak af."

     "Jo, men - "

     "Farvel."

     Xavier åbnede munden, havde åbenbart ikke tænkt sig at give op, men jeg rystede vildt på hovedet af ham. Han sukkede og gik igen.

     "Behøver du være så streng imod ham, Cat?" spurgte Brandon.

     "Han fortjener ikke at bo i Helvede." Catriana tog en stor bid af sin burger og slugte den næsten uden at tygge. "Og hvorfor forsvarer du ham, Brandon? Han er grunden til, at du ikke kan gå!"

     "Hvad, Xavier?"

     "Nej, Darkeya. Hvordan kan du være så chill med at have hans hær gående rundt på din skole? Han sendte en lynkugle direkte mod dig, og du lå i koma i et halvt år. Vi troede alle, at du skulle dø."

     Rin og jeg holdt os stille. Brandon rettede dog ryggen. "Livet er for kort til ikke at tilgive. Jeg kan huske, at jeg stod på den eng dér. Mine fødder var lige ved at lette fra jorden. Så ja, undskyld mig, hvis jeg gerne vil være gode venner med alle."

     "Selv med Sally Winters?" røg det ud af mig. Det skulle jeg aldrig have sagt, for nu var det mig, Catriana angreb.

     "Så du ser åbenbart på Sally Winters som værre end Darkeya? Virkelig? Har du glemt, hvad han gjorde mod Daniel? Og han dræbte også næsten Rin lige før sommerferien. Husker I det?"

     Rin sagde intet, men hun rødmede.

     "Faktisk har vi alle sammen haft nærdødsoplevelser, og det er hans skyld. Jeg fatter ikke, at I forsvarer ham."

     "Når selv din far, Satan, kan tilgive ham, burde du også kunne," mumlede Brandon ned i sit glas.

     Catriana nåede ikke at reagere, før Kira og Matt sluttede sig til os ved bordet, højt leende.

     "Hvad griner I af?" skyndte jeg mig at spørge dem.

     Kira tørrede sine øjne. "Fortæl det igen, Matt."

     Matt, som stadig havde svært ved ikke at grine, fik kæmpet ud: "Det var læreren, hun... hun haha hun hahah." Han lo lidt mere, og Kira lo også. Vi andre betragtede dem.

     Til sidst fik Matt kontrolleret sig. "Man skulle have været der, tror jeg. Men det var i hvert fald virkelig sjovt. Nå, hvordan har jeres første dag været?"

     Vores faretruende stilhed sagde vist det hele. Kira vrikkede med sine ræveører. "Hvad snakker I om?"

     "Darkeya," sagde Catriana i et tonefald, som sagde en del om, hvad hun syntes om samtalen.

     "Åh ja, er det ikke fedt, hvordan der er startet så mange faldne engle nu?" Kira lyste op i et kæmpe smil. "Der er startet tre i min klasse. De bor i Helvede, er det ikke vildt? Hvordan har han det, Cat?"

     "Hvem?" spurgte Catriana langsomt.

     "Darkeya. Jeg har ikke set ham i evigheder. Hvilket vil sige siden De To Dale. Gad vide om han ignorerer mig...?" Kira sad tænksomt et par sekunder. Så gik det op for hende, at Catriana stirrede rasende på hende. Og her mener jeg helt bogstaveligt stirrede på hende. Hendes sorte øjne borede sig ind i Kira. Kira så alle andre steder.

     "Cat, vil du... øh... sænke blikket?" spurgte hun.

     Catriana sagde ikke noget.

     "Catriana," sagde jeg mellem sammenbidte tænder. Catriana så modvilligt væk. Så sprang hun op fra stolen og stormede ud af salen. Vi andre så efter hende. Jeg sukkede, fordi jeg på en måde havde lyst til at gå efter hende, men det ringede snart ind, og vi havde racefag, så vi skulle ikke engang det samme sted hen.

     "Hvad er det, der nager hende?" spurgte Kira.

     "Øhm..." Matt lagde en arm om hendes skuldre. "Jeg tror ikke, at Cat har været på den samme... sjælerejse, som du har været på. Med Darkeya altså."

     "Nå ja, men... hun kender ham da meget bedre end jeg gør. Jeg forstår det ikke."

     Ingen af os sagde noget. Der var ikke så meget, man kunne sige.

 

Ligesom i Magiens Historie blev Racefag lagt hårdt ud til at starte med.

     I formskifterklassen sad vi alle spændte på at komme i gang. Racefag var mere udholdeligt end alle de andre fag, da det udelukkende fokuserede på ens egen race og ens egne kræfter. Det gav en enorm frihed at tilbringe tid sammen med folk, der stod overfor præcis de samme udfordringer som en selv. Men det ændrede ikke på, at vi nu skulle i gang med vores tredje år på magiskolen.

     "En formskifter kan først påstå, at han har opnået toppen af sine kræfter, når han kan forvandle sig til et mytisk dyr," sagde professor Sandrih. Hun var en lille kvinde, flyvsk. Hun havde specialiseret sig selv i fugle, og det var ikke det bevingede væsen, hun ikke kunne forvandle sig til. "Jeg går ud fra, at I alle ved, hvad jeg mener, når jeg siger mytisk?"

     Vi nikkede alle.

     "Enhjørning, fønix, grif og drage. Samt flere andre. Et væsen, som selv indeholder en vis mængde af magisk energi. Da disse dyr selv er magiske, er de sværere at forvandle sig til. Meget sværere. Og det er det, vi skal studere i år. Ved årets slutning ønsker jeg at se en mytisk forvandling fra hver af jer."

     "Kan du da gøre det, professor?" spurgte en elev.

     Professor Sandrih svarede ved at forvandle sig til en fugl fønix. Dens vinger var enorme, fjerene skinnede rødt, og når hun bevægede sig rundt, så det ud, som om hun var lavet af ild. Vi var alle meget imponerede. I hvert fald indtil det bankede på døren.

     "Kom ind." Professor Sandrih forvandlede sig tilbage til menneske. Døren blev åbnet, og vi tabte alle kæben.

     I døråbningen stod to engle. Og her mener jeg ikke teenageengle fra 3.x. Nej, det her var tydeligvis ærkeengle, klædt i den jakkesætagtige uniform, som jeg havde set flere gange, end jeg ønskede. De var høje, muskuløse, deres øjne hårde som sten. Jeg vidste med det samme, at det var mig, de var efter.

     Og ganske rigtigt.

     "Kan vi låne hr. James Cult, professor?" spurgte den ene af englene.

     "Selvfølgelig," mumlede min sidekammerat. Jeg blev bleg. Det gjorde nok det hele værre, at hele klassen ikke engang fortrak en mine. Det fik mig til at indse, hvor meget lort jeg havde været involveret i de sidste tre år.

     "Se-selvfølgelig," sagde professor Sandrih. Jeg rejste mig slukøret op og gik ud af klasselokalet, tæt forfulgt af englene.

     "Hvad er der?" spurgte jeg, da vi var udenfor døren og ude på gangen. "Hvem er døende?"

     Englene svarede ikke. I stedet vekslede de blikke.

     "Nej," sagde jeg, da det gik op for mig. "Det mener I simpelthen bare ikke..."

 

Men jo.

     Da Lucifer fortalte mig nyheden, gik jeg omgående i benægtelse. Rejste mig op, råbte måske af ham en lille smule. Og det blev ikke bedre, da han insisterede på, at det skulle være en hemmelighed. Jeg nægtede at tro på, at han skulle være døende, når selve pointen med ham var, at han skulle være udødelig. Alt sammen var meget belastende, og jeg var et vrag hele resten af dagen.

     Så man kan nok let forestille sig, hvordan jeg havde det, da jeg stod overfor Gud, Lysets Herre og Skaber af den verden, vi levede i, Skaber af al magi, Skaber af alt, hvad jeg nogensinde havde kendt og nogensinde ville kende, som han fortalte mig, at hans tid til at 'drage videre' snart var over os.

     "Du lyver," var den første ting, der røg ud af mig. Alle fornuftige ord blev ligesom bare siddende i min hals, frosset fast.

     "Bestemt ikke," sagde Gud, og han lød fornærmet. "Se på mig."

     Jeg så på ham. Jeg nægtede bare at tro på, hvad jeg så. Han stod, sammenbøjet som en gammel mand. Gud havde et udseende af en ældre herre, men hans ryg havde altid været rank, som om ælde var ham underordnet. Men nu lignede han i sandhed en gammel mand. Han gik mig kun til brystet, støttede sig til en stok. Hans lyse ansigt var et virvar af rynker. Men stadig nægtede jeg at tro på det.

     "Men... du... hvad i alverden har magten til at slå dig ihjel?"

     Gud trak på skuldrene og sagde med en svagelig, hæs stemme: "Det ved jeg ikke."

     "Men du ved alt!"

     "Ikke siden mit Orakel omkom. Siden da har jeg ikke vidst mere end hvad jeg har fået fortalt, oplevet og set med mine egne øjne."

     "Åh, Jesus Kristus," bandede jeg.

     "Han dur ikke."

     "Hvad?"

     Gud så på mig med sit ældgamle, blå blik, og jeg vidste godt, hvad han var ude på. Men nej. Det her kom ikke til at ske.

     "Hør her... Gud," sagde jeg, fordi jeg ikke anede, hvad jeg ellers skulle kalde ham. "Jeg ved godt, at du har det inde i dit hoved, at jeg skal være din... din... din efterfølger eller sådan noget, men det kan jeg ikke. Jeg har et liv, og... og jeg vil faktisk gerne have en uddannelse og gifte mig og måske få et par børn, og så kan jeg jo ikke bare smide alt for at sidde heroppe og bevogte en eng fuld af spøgelser."

     Gud betragtede mig tålmodigt. Måske en smule sørgmodigt. Han sukkede. "James, jeg ved godt, at det er svært at forholde sig til, men det er noget, du er nødt til at acceptere. Jeg har ikke lang tid igen, og der er nødt til at være en, hvor jeg står. Men du er ikke klar."

     "Nej, det kan man vist roligt sige."

     "Over de næste måneder vil vi forsøge at gøre dig klar. Se på det som en lærlingeplads."

     "Guds lærling."

     "Ja."

     "Nej."

     "James..."

     "Nej, du bestemmer ikke. Jeg har ikke lyst."

     "James, der er intet at gøre ved det. Du er nødt til at overtage, hvis vi skal opretholde kosmos. Hvis Overherrerne forsvinder, vil der ikke være andet end kaos. Hvilket præcis var Chariisys plan, husker du."

     Jeg fnøs. For helvede. "Okay, men hvad nu hvis vi kurerer dig?"

     "Der er ingen kur for at blive gammel."

     "Jo, der er. Hvis vi finder ud af, hvad der er skyld i det. Hvis vi... vi kan godt..."

     "Hm, måske." Gud så dog ikke ud til at han troede et ord af det. Han var overbevist om, at han allerede var så godt som død. "Indtil videre har dine kræfter været uovervågede. Du har kunnet gøre hvad end du ville. Men det slutter nu. Fra i dag af vil dine kræfter være under samme regler som engles."

     "Hvad... nu skal jeg have tilladelse?"

     "Det er lige præcis, hvad du skal. Men med englene er der alligevel ikke tid til at give dem alle tilladelse, så de kan mere eller mindre gøre, hvad de har lyst til. Men dig vil jeg personligt holde øje med. Du vil ikke kunne så meget som reparere et par briller uden jeg har sagt ja først."

     "Så jeg skal til at bede?" brummede jeg.

     "Du vil handle, som det forventes af dig. Vi vil mødes en gang om måneden, hvor jeg personligt vil undervise dig i, hvad min rolle er. Hvordan lyder det?"

     "Som noget værre lort." Jeg sukkede og begravede ansigtet i hænderne. "Må jeg godt gå nu?"

     "Ja."

     "Tak." Jeg gik hen imod døren og tog i håndtaget. Da jeg kom udenfor, stod Michael og ventede på mig. Han smilte formelt og lagde en hånd på min skulder. Sekundet efter stod vi foran porten til Pijifenas Magiskole.

     "Lucifer?" sagde Michael.

     "Hvad med ham?" spurgte jeg, selvom jeg udmærket godt vidste, hvad han hentydede til.

     "Er han...?"

     "Jah. Han er også. Men han er temmelig... fattet omkring det."

     "Typisk ham. Han er garanteret overbevist om, at han kan helbrede sig selv på en eller anden måde."

     "Jah," sagde jeg, for det samme tænkte jeg.

     Michael nikkede let til mig. Så forsvandt han i den blå luft. Jeg stod alene tilbage.

     Alt det her var noget lort. Med et suk gik jeg op ad trapperne for at slutte mig tilbage til undervisningen. Men noget afbrød mig. En lyd lød bag mig. Lyden af skridt. Så tog nogen hårdt fat i mig og hev en sæk af en slags over mit hoved.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...