Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 3 okt. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
1084Visninger
AA

22. Kapitel 21: "Drageangrebet"

 

*Matt*

 

”Burde I to ikke være til time?” lød en umiskendelig stemme bag os. Kira og jeg vendte os om og så på professor Ezavia, som stod i døråbningen til et klasselokale. Han stirrede på os som man stirrer på to mænd iført masker og pistoler foran en bank.

     ”Jo, vi er på vej derhen nu,” svarede Kira prompte. ”Skulle bare på toilettet.”

     Ezavia kastede et blik mod hvad vi bar på. ”Det toilet har ligget langt væk, kan jeg se.”

     Jeg kan godt forstå, at han blev mistænksom. Kira og jeg havde hver vores kæmpestore indkøbspose i favnen, fyldt med magiske midler til hekse, krystalkugler, små dyrefløjter og hvad man ellers kan bruge på en dag som denne.

     ”Helt seriøst, vi er på vej tilbage,” blev Kira ved, på trods af, at Ezavia ikke troede hende over en dørtærskel.

     ”Javel,” sagde Ezavia bare, som vi fortsatte videre ned ad gangen. Lige som vi troede, at vi var sluppet, råbte han: ”Grammatiklokalet er til venstre, hr. Harr!”

     ”Det ved jeg!” råbte jeg tilbage, men fortsatte ligeud sammen med Kira. Det var satans dumt sagt, men vi var alle meget enige om, hvad der var topprioriteten i dag.

    

”Jeg ved godt, at det var dumt,” sagde Kira. Vi havde sat os i et tomt klasselokale med alle redskaberne. Kira havde fundet en fin krystalkugle frem fra sin pose. Den blev ved med at udsende gnister og noget, der lignede lilla tåge, men mere kunne jeg nu ikke fornemme fra den. Ud fra Kiras utålmodige ansigtsudtryk, kunne hun heller ikke tyde mere.

     ”Men hvorfor sagde du det så?” spurgte jeg. Kira behøvede ikke engang at uddybe, hvad hun mente. Jeg havde sådan en spøjs evne til altid at vide, hvad der foregik i Kiras hoved – uden at have nogen orakelkræfter.

     ”Jeg ved det ikke.” Kira lænede sig frem og hvilede hovedet på sine foldede arme. ”Men ærlig talt synes jeg også, at Cat er lidt naiv. Hvordan kan hun være sikker på, at Lucifer ikke har noget med det her at gøre?”

     ”Jeg tror heller ikke, at hun er sikker. Slet ikke. Faktisk tror jeg, at der er nødt til at være et eller andet sted inden i hende, som må være vildt bange for det.”

     ”Men hvorfor bliver hun så ved med at insistere på, at han er uskyldig?”

     Jeg lænede mig tilbage. ”Jeg tror, at jeg ville være på samme måde, hvis min mor blev beskyldt for et eller andet, som slet ikke virkede som hende.”

     Kira sukkede. ”Jeg har slet ikke den tiltro til mine forældre. De er nogle snobbede åndspander uden dybere sjæl.”

     ”Det var da godt nok lidt brutalt sagt, Kira.”

     ”Men det er sandheden.”

     Vi sad i lidt tid sådan. Jeg læste et magasin, som jeg på ingen måde kunne koncentrere mig om. Det gik op for mig, at jeg havde læst fem sider uden at have nogen anelse om, hvad der var hændt og hvem der var blevet interviewet, så jeg lagde bladet fra mig og satte mig bare og… ventede.

     Til sidst blev klokken 14.

     ”Lad os gå op og finde de andre,” sagde Kira sløvt. Vi pakkede sammen og rejste os for at gå ud af klasselokalet.

     ”Hov vent, glemte sgu krystalkuglen,” sagde Kira så og gik tilbage for at hente den.

     ”Helt ærligt, Kira, du kan da ikke bære rundt på en krystalkugle under et dæmondrageangreb!”

     Kira svarede ikke. Hun gik hen og samlede krystalkuglen op. Men blev stående med den i hænderne, mens hun stirrede ind i den.

     Så vendte hun sig om mod mig, og jeg kunne se i hendes øjne, at hun havde set et eller andet.

     ”Det er ikke et dæmondrageangreb,” sagde hun.

     ”Hvad for noget?”

     ”Det er…” Kira stirrede ned på krystalkuglen igen. ”Det er slet ikke dæmondragerne. Brandon tog fejl.”

     ”Men – ”

     ”Matt, vi må skynde os at finde de andre.” Kira greb fat i mit ærme og hev mig af sted.

     ”Kira, hvad du?” spurgte jeg. ”Hvis det ikke er drager, hvad er det så?”

     ”Matt, det er netop det! Det er drager. Det er Dragerne!”

 

*Brandon*

 

Der må have været omkring tredive elever på gangen, og alligevel landede dragen lige foran mig. Den var så stor, at jeg kunne mærke gulvet under mig buldre som ved et jordskælv.

     Jeg rystede også, som om der var jordskælv. Fuldstændig skrækslagent forsøgte jeg at kravle baglæns, mens jeg opretholdt en øjenkontakt med det store reptilvæsen.

     Mine medelever gav sig til at skrige og flygte fra scenen. Ingen tænkte på at redde mig, på trods af hvor glade folk havde været for min overlevelse.

     ”Rolig nu,” var det eneste, jeg kunne tænke på, som dragen stod på gulvet lidt fra mig og stirrede på mig som om den havde tænkt sig at æde mig. Den var virkelig kæmpestor, fyldte nærmest hele gangen. Der var så lidt plads, at den ikke kunne folde sine enorme vinger helt ud. Men det var nu ikke størrelsen, som alligevel kom lidt bag på mig. Cat havde sagt, at dæmondrager kunne blive lige så store som huse, hvis de ellers spiste de rigtige vitaminer.

     Det, som forbavsede mig, var nærmere, at den var hvid. Hvid med en enkelt mørk plet på brystet. Den lignede faktisk lidt en dominobrik.

     ”Hvor er hun?” hvæsede dragen.

     ”Hvor er hvem?” spurgte jeg med rystende stemme.

     ”Din veninde. Jeg ved, at du er venner med hende.

     ”Veninde?” Veninde?

     Åh gud. Rin. Jeg måtte finde Rin lige nu.

     Jeg skyndte mig at komme på benene. ”Du får ikke noget at vide fra mig! Forsvind herfra!”

     Det ville dragen ikke finde sig i. Den åbnede sit gab, og ud kom der et inferno og lys, blå ild.

     Jeg skreg og bredte armene ud for at beskytte mig selv. Heldigvis – og en lille smule til min egen overraskelse – fungerede det nærmest som et skjold mod ilden, fordi jeg selv var ildbetvinger. Men flammen var kraftig, så kraftig, at jeg langsomt blev skubbet mere og mere bagud. Lige indtil jeg ikke kunne holde mig stående længere og væltede ind mod væggen.

     ”Sig mig, hvad er det som folk – ” Stemmen bremsede brat op. Jeg så med svedende ansigt op på Bill, der netop var kommet til syne fra en sidegang. Han stirrede på dragen med store øjne. ”Men – men – jeg havde aldrig troet, at – ”

     Dragen vendte blikket fra mig mod Bill. Igen hvæsede den: ”Hvor er hun?

     Bill, som jo var en voksen og meget kontrollabel mand, forholdt sig i en rolig attitude. ”Catriana Cyston?”

     ”Ja.

     ”Det overrasker mig, at du ikke ved det. Det må da være hende eller hendes far, du arbejder for.”

     Dragens blik flakkede en smule. Som om den var… forvirret.

     ”Det er ikke Cat, den arbejder for!” udbrød jeg. ”Hvor mange gange skal vi sige det?”

     Bill havde tilsyneladende slet ikke opdaget min tilstedeværelse. Han stirrede i hvert fald chokeret på mig. ”Hr. Michigan! Kom væk derfra omgående!”

     Jeg kom stønnende på benene og forsøgte at komme hen til Bill, men jeg mærkede i det samme den glødende varme bag mig. I et forsøg på at slippe væk sprang jeg og tog Bill med mig i faldet.

     ”Hr. Michigan, se så at – ” gispede Bill.

     Varmen forsvandt.

     ”Ja, ja, sådan skal det være.”

     Jeg så op. Foran dragen stod Matt. De holdt øjenkontakt. Umiddelbart trådte dragen baglæns og satte sig ned.

     ”God drage,” sagde Matt.

     ”Er I to okay?” Kira hjalp os begge op og stå. ”Der er ikke sket jer noget, er der?”

     ”Nej, vi er uskadte, frøken Rumholdt,” svarede Bill. ”Men jeg må virkelig insistere på, at vi finder frøken Cyston omgående.”

     ”Hvorfor dog det?” Kira smilte stort. ”Som du kan se er det dér ikke en dæmondrage.”

     ”Er det ikke?” spurgte både Bill og jeg i kor.

     ”Niks.” Kira så mod dragen. ”Det er langt værre. Det er Lysets Drage.”

     Bill blegnede. ”Du mener… inkarnationen af Lys Magi?”

     Kira nikkede.

     ”Jeg tør vædde på, at du er skidegod til skak,” konverserede Matt med dragen i baggrunden.

     ”Men – men – ” Bill så fra mig til Kira. ”I fortalte mig, at det ville være dæmondragerne.”

     ”Men det… det var også, hvad jeg så.” Jeg blev pludselig enormt i tvivl. Men det var en sort drage, jeg havde set i mit syn. Det var det altså. Netop som jeg tænkte tanken, slog det mig, at Mørkets Drage nok var… mørk. ”Åh for helvede, jeg har fucket op.”

    

 

Bill beordrede os til straks at søge et sted hen i sikkerhed, hvorefter han smuttede for at ringe til Det Magiske Politi og hvem som ellers kunne hjælpe os. Eleverne blev bedt om at søge ly på deres værelser eller i kælderen, hvilket langt de fleste også gjorde.

     Men ikke os. Jeg var fast besluttet på, at jeg var nødt til at finde Rin inden de fik gjort hende bevidstløs eller inden Dragerne fandt hende.

     ”Gør plads, gør plads!” råbte Kira, som vi løb ned ad korridorerne. Alle løb, temmelig skrigende, i den modsatte retning af os og gjorde det dermed ret så besværligt at komme frem mod Bills kontor.

     Da vi nåede frem til hallen blev vi mødt af en overraskelse. Det kuppelformede loft var væk, sprængt i stykker af en eksplosion. Midt i hallen mellem murbrokkerne stod en kæmpestor, sort drage med en hvid plet på brystet. Jeg bremsede op. Kira og Matt stødte ind i mig, og vi faldt næsten alle sammen til gulvet.

     ”Shh!” tyssede jeg på de andre. Dragen havde under alle omstændigheder ikke sin opmærksomhed vendt mod os. Den kiggede på trappen, som førte op til Bills kontor. På trappen stod præsident Goldenberg, omringet af vagter, som alle stod med store geværer rettet lige mod dragens bryst.

     ”Han slår sig selv ihjel,” hviskede jeg.

     ”Lad ham,” sagde Kira og Matt i kor bag mig. Hvordan lykkedes det dem at sige ting i kor på den måde?

     Dragen brølede af sine lungers fulde kraft og spredte sine vinger. Jeg kunne se starten på ild i dens gab. Præsidentens soldater havde også observeret det og affyrede hvad de havde at byde på i deres geværer. Til min store overraskelse var det ikke kugler, som kom ud, men derimod blålilla eksplosioner.

     Ingen af affyringerne ramte dragen, dog. Et usynligt skjold dannedes omkring den, og eksplosionerne måtte lade sine aggressioner der. De lyste hele hallen op og gjorde mig døv et par sekunder.

     ”For helvede,” sagde præsidenten og bankede sine ører. ”Lad os ikke gøre det igen. Dæmondrager er stærkere end jeg først troede.”

     Dragen var også påvirket, men rystede det af sig. Så brølede den igen og fløj op gennem det sprængte loft. Mere så vi ikke til den.

     Jeg ville ikke spilde så meget som et sekund, så jeg løb frem til trappen. ”Hr. præsident. Er Rin Lee inde på kontoret?”

     ”Hr. Michigan.” Præsidenten så fra mig til Kira og Matt. ”Jamen – hvorfor i alverden er det altid jer?”

     Jeg så tilbage på Kira og Matt.

     ”Dårlige forbindelser, går jeg ud fra,” svarede Matt med et træk på skuldrene.

     ”Man skulle tro, at I var forbandede,” mumlede Goldenberg. Så gjorde han et let nik og sagde: ”Men nok om det. Faktisk er det godt, at I kom. Jeg har brug for at vide, hvor frøken Cyston er. Hun skal stilles til ansvar for – ”

     ”Med al respekt, så er det her ikke dæmondrager,” afbrød Kira ham. Hun var åbenbart så utålmodig, at hun vovede at afbryde selveste præsidenten.

     Goldenberg så også noget befippet ud over det. Men han kom hurtigt videre. ”Hvordan skal det forstås? Selvfølgelig er det dæmondrager.”

     ”Nej, det er ej. Det er Mørkets og Lysets – ”

     ”Spar mig.” Præsidentens blik blev med ét stenhårdt. ”I tre er venner med hende og forsøger at forsvare hendes uskyld. Det forstår jeg. Der var engang, hvor jeg nok ville have gjort det samme. Men tro ikke, at I kan påstå én ting og så komme og ændre udsagn som om det er ladsiggørligt. Fortæl mig, hvor det djævleyngel er lige nu – ellers vil jeg ikke svare for konsekvenserne.”

     Jeg er en dreng, som respekterer autoriteterne. Det er som regel derfor, jeg får topkarakterer. Fordi jeg nægter at skuffe mine lærere ved at lave en dårlig opgave. Derfor alle kalder mig en engledreng. Og det er jeg sgu nok også.

     Men ikke i dette øjeblik.

     Jeg trådte frem mod præsidenten før de andre kunne nå at sige noget.

     ”Kald aldrig Cat for et djævleyngel igen,” sagde jeg. ”Hun har gjort mere for at forsvare den her verden end du nogensinde har gjort for at forsvare den her provins.” Jeg pegede op mod loftet. ”Du har mobbet og chikaneret hende, på trods af, at der intet bevis er for, at hun eller hendes familie skulle være skyld i noget. Hvis du absolut vil dømme hende på hendes stamtræ, så døm hende på, at hendes mor var en fucking engel, der altid opførte sig pænt og gjorde alt, hvad der var moralsk rigtigt. Måske er hun ikke perfekt, men det giver dig ingen ret til at tro, at hun ville få en flok dæmondrager til at angribe hendes egen skole. Luk dog øjnene op! Problemet er ikke hende eller dæmondrager. Problemet er sådan noget som den, der lige stod foran dig.” Jeg pegede mod det sted, hvor dragen havde stået. ”Om du så end vil tro det eller ej, så var det ikke en dæmondrage. Men mere tid har jeg ikke til at sniksnakke. Jeg skal ind og finde min kæreste som ligger forsvarsløs på grund af dig!” Jeg kæmpede mig forbi ham og op mod kontoret.

     Kira løb efter mig. Matt kun lige bag os.

     ”Jeg er stolt af dig, Brandon,” sagde hun. ”Er du ok?”

     ”Tak, jeg er lidt rundtosset,” mumlede jeg.

     Ingen stoppede os på vej til kontoret. Ud af øjenkrogen så jeg præsidenten sige et eller andet videre til sine mænd, og de forsvandt i den retning, vi havde set dragen flyve.

     Rin lå på den samme seng, som alle vi andre havde ligget på. Ved hendes side sad en sygeplejerske og trippede på benene. Da han så os komme ind, sprang han op.

     ”Er I udsendinge? Har præsidenten besejret dragerne?”

     ”Niks,” sagde Matt. ”Faktisk er dragerne så godt som i gang med at smadre skolen.” Jeg gik hen til Rin, som lå fredfuld i sengen. Der var ikke nogen fare at spore i hendes bevægelser. Måske var hun ikke nået til det farlige sted endnu. Gad vide, hvad hun mon drømte om? Jacks mor? Jack? Jeg sank en klump ved tanken om den fyr, min kæreste havde kendt mange år før mig.

     Men som hun lå dér, kunne jeg ikke være jaloux over noget. En sær følelse ramte mig. En følelse af, at rollerne nu var byttet om. Hun var den sovende, og det var mig der skulle beskytte hende. Ikke omvendt, sådan som det havde været i lang tid.

     ”Er der sikkert herinde?” spurgte jeg sygeplejersken.

     ”Det er ikke min skole, hvor skulle jeg vide det fra?” Jeg brød mig ikke om den mand.

     ”Her er vel så sikkert som noget andet sted,” sagde Kira. ”Overvejer du da at lade hende blive her?”

     ”Måske,” mumlede jeg. ”Men alligevel…”

     En mærkelig bølge slog igennem gulvet. Det var, som om det løftede sig et ganske kort sekund. Så kom der et højt brag og en varm kraft, som skubbede mig ind i væggen.

     Noget tungt og støvet faldt ned over mig. Jeg løftede armene for at beskytte mit hoved – det skulle jeg i hvert fald ikke nyde noget af igen.

     ”Hvor er han?” lød en hvislende stemme. Jeg så op. Hele den ene væg på kontoret var sprængt væk. Vi så ud på den åbne himmel, hvor en drage fløj stille i luften. Det var den sorte.

     ”Fuck,” hørte jeg Kira mumle.

     Jeg skyndte mig at se over mod Rin. Men hun lå heldigvis uskadt på sengen med lidt støv og murbrokker på maven.

     ”Vi ved ikke hvem du snakker om,” gispede jeg mens jeg kravlede over til hende. Vi kunne ikke blive her. Måske var Matt god med dyr, men han kunne ikke blive ved med at forsvare os ved at snakke om skak.

     ”Mon ikke han kommer når han ser, at hans venner er i fare?” Dragen åbnede sit gab. Alt for ofte i dag havde jeg set synet af den ophobende varme bagerst i reptilgabet.

     Der var ikke nogen magi, vi kunne forsvare os med, så det eneste vi gjorde var at skærme os med arme og ben mod det snart kommende angreb.

     Den høje lyd af ildinfernoet lød, og jeg kunne mærke varmen svitse mit hår. Men overraskende nok blev det ikke til mere end det. Bange for hvilket syn, der ville møde mig, åbnede jeg øjnene.

     En eller anden stod mellem os og dragen. Jeg kunne se på figuren, at det måtte være en mand. Han havde hånden holdt fremme, og et magisk skjold var opstået. Der var ild over det hele, men intet af det kunne nå os.

     ”Jeg vidste, at jeg skulle have taget jobbet på børnehospitalet,” hviskede sygeplejersken rædselsslagent.

     Mørkets Drage gav endelig op. Den lukkede gabet, og solen trængte igen ind i kontoret, så vi kunne se, hvem der havde forsvaret os.

     Manden sænkede armen og vendte sig om mod os.

     Det var Darkeya.

     Jeg følte alle mine indvolde inden i mig vende sig. Trangen til at flygte opstod med det samme. En anden trang også… en trang til at myrde ham som han næsten havde myrdet mig.

     ”Darkeya,” gispede Kira åndeløst. ”Jamen – hvad – hvordan -?”

     ”Tag I nu bare ud og find Cat. Så skal jeg nok ordne det her.” Darkeya vendte sig om mod Mørkets Drage. Så råbte han: ”Tag tilbage til hvor du kom fra! Du hører ikke til her!”                   ”Du er ikke min herre længere!” hvislede dragen. ”Du har ingen ret til at bede mig tage nogen steder hen!

     ”For fanden,” sagde Darkeya. Jeg skyndte mig at binde stropperne om Rins håndled og ankler op, tog hende i mine arme og skyndte mig mod døren sammen med Kira og Matt. Sygeplejersken var allerede flygtet. ”Tag dog i sikkerhed.”

     Jeg stoppede op. Det samme gjorde Kira og Matt.

     ”Hvad mener du med det?” Kira trådte nogle skridt tilbage mod Darkeya. ”Hvorfor ville du dog – ”

     ”Sagde jeg ikke til jer, at I skulle finde Cat?” råbte Darkeya af os. Vi fik alle benene på geled. Der var stadig så meget historie mellem os, at det var fysisk umuligt for os ikke at løbe væk når Darkeya hævede stemmen på den måde.

     Vi kom ud af kontoret, og i nogenlunde sikkerhed, sagde Matt:

     ”Fuck, hvor er han ubehagelig. Jeg kan altså ikke lide ham, uanset hvad I andre siger. Brandon blev jo også lagt i koma på grund af ham og – ” Han bremsede op. Han og Kira så på mig.

     ”Brandon, du ved godt, at jeg ikke synes, det var okay, at Darkeya næsten… næsten…” Kira så ned i gulvet.

     Måske fattede jeg ikke, hvordan Kira kunne være så overbærende overfor den mand, men jeg kunne ikke være sur på hende. Uanset hvad. ”Det skal du ikke tænke på. Jeg ved det godt.”

     Kira lyste omgående op. Hendes ræveører vrikkede lykkeligt. Så kiggede hun på Rin. ”Vi kan ikke tage hende med. Der må være et eller andet sikkert sted for hende på skolen.”

     Svaret kom til mig omgående. ”I to kan bare løbe ud og finde James og Cat. Jeg kender det perfekte sted.”

 

*Catriana*

 

”James, vil du lige blive lidt?” spurgte jeg, som folk skyndte sig ud af eksamenshallen. Man skulle nærmest tro, at der var en brand herinde. Jeg havde det faktisk lidt ubehageligt ved tanken om, at jeg vidste, at der ville komme brand. En man ikke bare sådan lige kunne flygte fra.

     ”Okay.” James satte sig på mit eksamensbord. Jeg blev siddende i stolen. Han så på mig med en blanding af noget, der lignede nervøsitet og nysgerrighed. Det kunne jeg godt følge ham i. ”Hvad er der?”

     Jeg tøvede lidt. Så fløj det ellers bare ud af min mund: ”Jeg ringede til min far forleden. Men Darkeya tog den.”

     James hævede det ene øjenbryn. ”Ja?”

     ”Han sagde, at min far ikke havde tid til at snakke med mig.”

     ”Det ville han vel ikke lyve om, ville han?” spurgte James. Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til, hvordan han foldede sine hænder for at stoppe dem fra svagt at skælve.

     ”Næh, nok ikke,” sagde jeg. ”Men det var meget vigtigt for ham, at jeg ikke tog til Helvede – af en eller anden grund. Så…”

     James kneb øjnene sammen. ”Så hvad?”

     ”Så jeg ringede igen. I går. Og der var det Darkeya, der tog den igen. Så jeg blev sur og begyndte at fortælle ham om alt det, der var sket, og om drageangrebet, og om hvor meget jeg hadede ham.”

     ”Hvor vil du hen med det her, Catriana?”

     Jeg tøvede igen. Så sagde jeg: ”Så sagde Darkeya, at han ville komme og hjælpe os, hvis det skulle være på den måde.”

     ”Hvad? Hvordan? Bare ham eller tager han hele hæren med?”

     ”Det syntes jeg var lidt uklart. Men jeg… jeg sagde, at jeg ville tænke over det.”

     ”At du… ville tænke over det?”

     ”Ja, jeg mener – ”

     James fløj op. ”Catriana Cyston, når hjælp bliver tilbudt siger man ja!”

     ”Men det er jo Darkeya!”

     ”Jeg er kraftedme ligeglad med hvem det er. Om det så end var selveste Dracula ville jeg have sagt ja. For vi har ikke en chance mod to inkarnationer af Lys og Mørk magi. Ring til Darkeya – og ring til ham nu!”

 

Fortæl mig, hvor hun er, eller jeg brænder jer levende!” Lysets Drage havde trængt nogle førsteårselever op i en krog. Der var intet, de kunne gøre for at komme væk.

     ”Jeg er her,” sagde jeg, da jeg nåede indenfor hørevidde.

     Dragen vendte sig om mod mig. Jeg fik kuldegysninger ved mødet med det ildevarslende reptilblik. Sidste gang, jeg havde stået over for den, havde jeg såret den. Den sorte plet, som var på dens bryst, var der ikke i sommers. Det var noget, jeg havde forårsaget.

     ”Kan du se det her?” Dragen så mod sit bryst. ”Det er din skyld. Du gjorde det mod mig. Du er ved at slå mig ihjel – ganske langsomt.”

     ”Chariisy tvang mig!” udbrød jeg. ”Det var ikke min mening at gøre dig noget som helst.”

     Børnene skyndte sig at flygte, mens dragen kiggede den anden vej.

     ”Hvorfor skulle det være et uheld?” Dragen trådte frem mod mig. Nærmede sig mig. Lidt efter lidt. ”Hvorfor skulle du ikke ønske mig død?

     ”Fordi – fordi – ” Jeg bakkede bagud i takt med, at den nærmede sig. Desværre havde jeg ikke noget forsvar. Altså til dens spørgsmål.

     ”Du ønskede mig død så min magi kunne dø,” sagde dragen. Den var nu så tæt på, at jeg kunne lugte dens ånde. ”Så Mørkets kræfter kunne herske for tid og evighed. Inderst inde ønskede du det. Jeg kunne se det i dine øjne!

     ”Nu,” hviskede jeg. ”NU!” råbte jeg.

     Fra siden og fra over os sprang et virvar af sorte skygger. Som de hægtede sig fast på Lysets Drage, skreg den og løftede sig fra jorden, så dens ryg stødte mod loftet. Støv og små murkrummer faldt ned over mig.

     En af skyggerne løftede hovedet og så på mig med sit giftgrønne blik. Dimond nikkede til mig.

     Dæmondragerne gik igen til angreb på Lysets Drage. Så gav de slip og stillede sig alle ti stykker mellem mig og den.

     ”Ækle små – ” Dragen stirrede på dæmonerne fra Helvede med et blik osende af foragt.

     ”Nærm dig ikke Cat igen,” sagde Dimond. Selvom han var den mindste fik hans stemme ham altid til at tårne sig over alle, der vovede at udfordre hans autoritet. ”Hun er meget vigtig for os.”

     ”Og hendes død er i særdeleshed vigtig for mig. Jeg er ved at dø, og det er hendes skyld.

     ”Sådan behøver det ikke at være,” sagde jeg. Bare det at være døende var deprimerende nok til, at jeg ikke kunne være helt sur på den. ”Vi kan hjælpe dig. Måske er der en kur. En kur, som kan – ”

     ”DER ER INGEN KUR!” råbte dragen. ”Forstår I det ikke? Jeg eksisterede før alt. Jeg regerede før alt. Og jeg er mægtigere end alt. Først var der lyset. Mig.

     ”Men – ”

     ”Intet i denne verden er mægtigt nok til at kurere mig.

     Jeg trådte frem. ”Men hvis du kan dræbes kan du også reddes!”

     ”Naive pigebarn. I mennesker tror, at I er i kontrol over alt. Men det er så langt fra sandheden, som noget kan komme.

     ”Men hvis det, at jeg stak en kniv i dig kunne myrde dig, så – ”

     ”Muligvis,” sagde dragen. Dens blik blev dunkelt. ”Kan din død redde mig. Er du villig til at ofre dig selv for min overlevelse? ER DU?

     Uvilkårligt trådte jeg igen baglæns. Ved dragens råb bredte dæmondragerne deres vinger og stillede sig klar til at forsvare mig.

     Lysets Drage nærmede sig dog ikke. Faktisk bakkede den væk. Spredte sine enorme vinger ud. ”Lad hverken Lyset eller Mørket narre jer. For intet sort eller hvidt kan redde jer nu. I er på egen hånd.

     Så løftede den hovedet, kiggede op i loftet. Uden at anstrenge sig det mindste fik den loftet til at forsvinde over os. Så lettede den og forsvandt.

    

Darkeya stod i hallen sammen med resten af dæmondragerne og betragtede et stort hul i loftet. På turen herover var det også gået op for mig, hvor meget af skolen, der egentlig var ødelagt.

     Politiet var endelig ankommet. Men der var ikke så meget, de kunne gøre nu. Ikke andet end at se til de skadede og få en god snak med Bill.

     Mine venner sad på trappen og så enormt udmattede ud. Rin var endnu ikke vågnet op og sov på Brandons skød.

     ”Hvad med Mørkets Drage?” spurgte jeg dem.

     ”Væk,” svarede James. ”Takket være din fars kammerat derovre.”

     Jeg så over mod Darkeya. Han havde vist ikke opdaget, at jeg var dukket op – eller også var han ligeglad. Selvom alle instinkter inden i mig skreg på at gøre det modsatte, gik jeg over til ham.

     ”Tak, fordi du ville komme,” sagde jeg.

     ”Det var jeg nødt til. Jeg har jo så mange kærlige minder fra den her skole.”

     Det havde jeg ikke lyst til at tænke på. ”Darkeya, jeg vil gerne have, at du svarer mig helt ærligt på det spørgsmål, jeg skal til at stille dig.”

     Darkeya så nu endelig på mig. Jeg havde altid undret mig over, hvordan et blik så fuld af liv og auraen af sommer kunne indeholde så meget ondskab. ”Nu må vi se, om jeg er i stand til det.”

     ”Darkeya, helt ærligt, jeg fortjener sandheden.”

     Jeg tror godt, at Darkeya vidste, hvad jeg skulle til at spørge ham om. Han så i hvert fald ikke for rolig ud.

     ”Alle siger, at min far er skyld i, at folk bliver myrdet. Ligger der… nogen sandhed i det? Eller er det bare løgne, folk finder på, fordi de er bange?”

     Darkeya sukkede ”Cat, alle har brug for en syndebuk. Hvorfor tror du der var så mange hekseforfølgelser sidste årti?”

     ”Øh årti?”

     ”Nå nej, hvornår det nu var. Man mister jo efterhånden tidsfornemmelsen. Min pointe er, at folk har brug for, at der er nogen, der skal bøde for deres egen ulykke. Ligesom de Drager havde brug for at se din og Cults død som straf for det, der var sket mod dem. Det er også derfor alt er så slemt. Englene tror, at hekse og troldfolk ønsker hævn for det, der skete mod Lucifer, så de bekymrer sig før der er så meget som sket noget. Og denne bekymring får hekse og troldfolk til at blive aggressive og nervøse for deres egen sikkerhed, så de handler på det. Og den handling bliver til bevis for englene. Det drejer bare rundt og rundt og rundt. Slutter aldrig.”

     Jeg mærkede et stik i hjertet. ”Har det altid været sådan?”

     ”Ja,” svarede Darkeya med en brutal ærlighed. ”Hvorfor tror du, at din far og jeg begik oprør? Fordi selv for mange, mange tusind år siden eksisterede det. Og det vil eksistere længe efter, at du er død. Så stop med at prøve at fikse verden. Det kan du ikke.”

      Selvom jeg blev noget så ked af det over dette sorte syn på verden, kunne jeg ikke holde et smil tilbage. ”Hvad søren, Darkeya, hvornår er du blevet så vis?”

     Darkeya smilte og åbnede munden, garanteret for at sige et eller andet dumsmart, da Bills stemme tordnede gennem hallen:

     ”Sig mig, er du ikke ham den faldne engel?!”

     Darkeya og jeg vendte os om. Bill kom stormende hen mod os.

     ”At du vover at komme her tilbage! Har du da ingen skam i livet!”

     ”Jamen jeg beklager meget,” sagde Darkeya, der virkelig aldrig beklagede noget som helst.

     ”Ved du godt, at du er eftersøgt alle steder, hvor der findes civilisation!”

     Politiet snakkede sammen indbyrdes, og de må have genkendt et eller andet, for de fandt våben frem og nærmede sig os.

     Darkeya så dog ud, som om det ikke ragede ham en millimeter.

     ”Hør, hvis der er nogen, som er udenfor loven, så må det være mig,” sagde han letsindigt og bakkede bagud. Han fandt et eller andet frem fra lommen. ”Jeg eksisterede før den første grundlov blev så meget som tænkt på. Men hyggeligt at snakke med jer.” Jeg så nu, at det var en teleportationssten, han havde i hånden. Han slog den ned i gulvet, og i en sky af røg forsvandt han fra Pijifenas Magiskole.

     Jeg gik hen og satte mig ved siden af mine venner på trappen. ”Han er ok.”

     De gloede alle sammen på mig. ”Hvem?” spurgte Brandon.

     ”Årh, Darkeya. Han er ikke så slem.”

     ”Okay, det er så det, nu har jeg set alt,” udbrød Brandon.

     I det samme dukkede ingen anden end præsident Goldenberg op. Til ingens overraskelse var det mig, han så til. ”Cat Cyston.”

     ”Jamen hej,” svarede jeg køligt.

     Goldenberg så ikke ligefrem ud til at være ivrig efter at sige det, som derefter kom ud mellem hans læber: ”Jeg ser nu, at jeg tog fejl. Dæmondragerne var ikke dem, der angreb denne skole. Faktisk var de tværtimod blandt dem, som frelste den. Så der er… selvfølgelig ingen anklage mod dig længere, og… der er ingen fare for bortvisning. Så jeg håber, at du gjorde dig umage med din terminsprøve, for du bliver.”

     Så gik han.

     ”Okay,” sagde Brandon. ”Nu har jeg set alt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...