Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 3 okt. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
1094Visninger
AA

21. Kapitel 20: "7. marts 2018"

 

*Catriana*

 

Besværgelsen ville bare ikke virke. Det frustrerede mig, for besværgelser plejede ellers altid at virke for mig. Men det med undervandsbesværgelser havde jeg aldrig ligefrem været genial til.

     ”Det er, fordi du løfter tryllestaven for højt – og svinger den for insisterende,” sagde Rod. Vi sad begge på kanten af swimmingpoolen i Pijifenas Magiskoles svømmehal.

     ”Hvordan kan man svinge en tryllestav for insisterende?” spurgte jeg. Jeg svang den præcis, som jeg svang alle andre tryllestave.

     Rod rømmede sig og løftede sin tryllestav, lige ud for sit bryst. ”For det første skal den være her ikke her.” Han løftede den så den var ud for hans hals. ”Og siden vi har med vand at gøre skal det være flydende bevægelser. Flyder som bølgerne, du ved.”

     ”Okay. Kan du så ikke lige vise mig, hvordan man gør igen?”

     Rod lavede nogle bevægelser, og jeg forsøgte at kopiere dem. Han lod mig gøre det samme om og om igen – med utallige rettelser – før han til sidst nikkede tilfredst med hovedet.

     ”Prøv nu.” Han hoppede ned i vandet. Jeg hoppede efter ham. Vi tog begge en dyb indånding og dykkede ned under vand. Jeg har det virkelig ikke særlig godt de steder, hvor jeg ikke kan trække vejret. Men nu gjaldt det jo! Jeg svang tryllestaven, forsøgte virkelig at gøre præcis, sådan som Rod havde vist mig det. Og langsomt kunne jeg også mærke det. Hvordan vandet forsvandt fra mit ansigt. Hvordan jeg pludselig ikke behøvede knibe øjnene sammen længere. Jeg tog en dyb indånding, og ind kom en dejlig mængde kølig luft.

     ”Det virkede!” sagde jeg, overrasket over, at besværgelsen også tillod mig at tale.

     Vi kom begge op til overfladen. Rod gav mig en highfive.

     ”Det tog mig flere uger at lære den dér,” sagde han. ”Men det tog kun dig en eftermiddag.”

     ”Årh visse vasse, jeg tør vædde på, at du ikke havde en lige så god lærer som mig.” Vi kravlede op ad stigen og fandt vores håndklæder.

     ”Min lærer var altså min mor – og hun fik topkarakterer i skolen.”

     ”Men hun er også moseheks.”

     ”Hallo.”

     Jeg lo. Vi fulgtes ned ad gangen mod omklædningsrummene, hvor vi skulle skilles. Jeg gik ind i bad og fik al kloren af min krop. Efter at have fået mit tøj på tillod jeg mig at sidde nogle minutter i fred og tænke på, hvad James mon havde fundet ud af i dag. Jeg mener, jeg kunne spørge ham, men jeg brød mig ikke så meget om at tale med ham i tankerne længere. Ikke efter jeg havde fundet ud af kontaktens oprindelse. Og hvordan Mørkets Drage sikkert kunne lytte med hvornår end den syntes om det.

     ”Luk døren,” syntes jeg at høre Sally Winters hviske i baggrunden. Jeg vendte mig om, og der stod hun ganske rigtigt, lige ved døren sammen med tre af hendes venner. To drenge og en pige. Alle engle.

     Pigen lukkede – og vel at mærke låste – døren. Jeg vidste med det samme, at der var fare på færde.

     ”Kan du ikke bare kalde mig nogen grimme ting og få det overstået?” spurgte jeg. ”Så kan vi alle komme videre med vores dag.”

     Sally sagde ikke noget først. Det var, som om hun lige skulle mande sig op. Men så trådte hun et skridt tættere på og sagde: ”Min tipoldefar er en udødelig ærkeengel.”

     ”Tillykke.”

     ”Han arbejder sammen hver dag med ærkeenglen Mikael.”

     ”Jamen dog.”

     ”Han var der til Den Himmelske Krig.”

     ”Sikke nogle beretninger, han må have at dele.”

     ”Det har han. Som for eksempel Tallets betydning.” Sally smilte, som om hun endelig var kommet hen på det spor, som hun ønskede.

     Jeg må indrømme, at jeg sjældent havde været mere forvirret over, hvad der skete. ”Tal? Hvilket Tal snakker du om?”

     ”Jeg gider ikke høre på dine numre længere.” Sally stoppede med at smile. Hun knyttede næverne. ”For snart tre år siden hændte Den Jordiske Krig. Mørket mod Lysets Herre. For over to år siden kom ingen anden end Mørkets Herres håndlanger og truede med at slå alle her på skolen ihjel. Og nu… nu angriber folk af Mørket mit folk hver dag. Mine forældre er døde på grund af det!”

     ”Det er jeg ked af,” sagde jeg oprigtigt. Jeg anede ikke, hvordan jeg ellers skulle reagere.

     ”Selv præsident Goldenberg formoder, at du er skyld i det. Dig og din forbandede far. Du har været i stand til at benægte det, og han har ikke været i stand til at bevise dig skyldig. Men i dag kom beviset.”

     ”Beviset?”

     ”I kan ikke benægte det længere. Kun ganske få kender Tallets betydning. Nemlig de folk, som var til stede den dag.”

     ”Hvilket Tal?”

     Sally så faktisk en lille smule ud, som om hun havde tænkt sig at slå mig ihjel. Jeg mistænkte hende for at være lige ved det, da det bankede hårdt på døren.

     ”Hallo! Cat, er du derinde?”

     Rod.

     Sally sukkede irriteret. Hendes veninde låste døren op igen. Ude på gangen stod Rod. Han gloede på os, sådan samlet dér i pigernes omklædningsrum. Især drengene fik en sær stirren.

     ”Bør jeg være bekymret?” spurgte han.           

     ”Ikke længere,” sagde jeg, tog min taske og rejste mig. ”For nu går vi.” Jeg forsøgte at skjule hvor lettet jeg faktisk var over, at han var kommet for at se, hvor jeg blev af.

     På vej ud af døren greb Sally fat i mit håndled. ”Du kommer til at betale for det, Djævleyngel.” Der kom det. ”De øjne, du har, blev til ved det slag. Du er opkaldt efter nummer 666.”

     Jeg vendte mig om og så hende for en gangs skyld lige i øjnene. Sally skreg i smerte og faldt på knæ.

     Jeg vidste, at jeg ville bøde for det senere. Bill havde gjort det til en særregel for mig ikke at se på folk.

     ”Tal aldrig til mig igen om ting, du ikke forstår dig på,” sagde jeg. Så gik jeg med den meget forvirrede Rod ned ad gangen.

     Mit hjerte galopperede af sted.

     Der var et eller andet tidspunkt, hvor jeg måtte have taget afsked med Rod, men ærlig talt kan jeg ikke huske, at jeg gjorde det. Jeg kan kun huske, hvordan jeg kom brasende ind i boenhedens stue, hvor absolut alle mine venner stod. Kira stod med en avis, og jeg hørte hende netop sige: ”Det var dødstallet,” før alle vendte sig om mod mig.

     ”Hvad er der sket?” spurgte jeg.

     ”Catriana,” sagde James. ”Øhm, noget ikke så godt.”

     ”Jeg vil vide hvad.”

     ”Her.” Kira kom hen og rakte mig avisen. ”Jeg er ked af det.”

     Jeg tog imod den. Læste, hvad der stod på forsiden. Et stort billede af siden på en kirke. Men ordene… ordene og tallet. Tallet.

     ”Hvem har gjort det her?” spurgte jeg.

     ”Tilsyneladende De Hellige Ånder,” sagde Brandon. ”Som… tilsyneladende er lige så onde som Dæmonerne.”

     Kira, Matt og James forklarede mig det, som de åbenbart netop havde forklaret Rin og Brandon. Om det, de havde fundet frem til i Himmelen, og hvad der derefter var sket.

     ”Ingen kender til Tallets betydning,” sagde jeg. ”Ingen.”

     ”Gør du?” spurgte James.

     ”Jo, men nu har jeg også visse kontakter. Men jeg går ikke ud fra, at I kender den.”

     De trak lidt på skuldrene og kom med små mumlelyde.

     ”Hvad?” spurgte jeg.

     ”Jeg har lige fortalt dem det,” sagde Kira så. ”Så ja, de kender til det.”

     ”Men… hvordan kender du til det? Går syn virkelig så langt tilbage?”

     ”Nej, men… jeg gik igennem nogle ret sindssyge ting i sommerferien. Og jeg – altså det er en lang historie – men jeg kender til grunden bag Tallet. For jeg overværede slaget. Jeg så din far og Darkeya falde.”

     ”Så du… ved det.”

     ”Ja. Tallet 666 er dødstallet. Hvor mange fra din fars hær, som faldt.”

     ”Catriana var nummer 666,” mumlede jeg, som jeg kom i tanke om det. Min far havde aldrig villet nævne det, men Darkeya fortalte mig det engang. Hun havde været deres ven. Kæmpet ved deres side. Tilmed havde hun været min mors bedste veninde.

     ”Kun nogen, som kender til tallets betydning, kunne have skrevet det,” sagde Rin. ”Og det snævrer det ned til Kira, dig, din far og Darkeya, Gud, ærkeenglene og sådan… De Hellige Ånder. Siden de også var der dengang.”

     ”Så må det være dem,” sagde jeg. ”Jeg tror ikke, at Gud eller ærkeenglene ville gøre det. Men De Hellige Ånder kunne meget let have besat nogle engle eller noget. Og så fået dem til at skrive det. Få det til at se ud, som om det er Mørkevæsner.”

     ”Nærmere sagt få det til at se ud, som om din far står bag hele molevitten,” indbød Kira. ”Fordi alle ved, at Tallet er forbundet med ham. Man ved, at Tallet er ondt. Ligesom ham.”

     ”Jah.” Jeg var nødt til at sætte mig ned i en lænestol. Gned mit ansigt i mine hænder. ”Men vi står overfor et stort problem nu.”

     ”Alle vil tro, at det rent faktisk er din far, som indirekte erklærer krig mod Lysvæsnerne,” sagde James.

    

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at ting på nogen måde blev lettere derefter. Tværtimod blev de sværere. Langt sværere. Hele verden var overbevist om, at alle terrorangrebene gik tilbage til min far. I fjernsynet blev beskeden på kirkemuren endeløst diskuteret.

     ”Denne gang er vi flere end 666,” husker jeg, at en nyhedsreporter læste op. Hans meddiskussionsmand sagde derefter:

     ”En højst interessant besked. Men hvad betyder den? Alle her i verden ved, at 666 er Djævelens tal. Men ingen ved, hvad det betyder.

     ”Tallets betydning har været et mysterium siden Magiens Morgen.

     ”Jeg husker især min mors teori. 666 skal i virkeligheden forstås som sex sex sex. Og at det i virkeligheden er et soleklart bevis på, at Herrens vilje er, at vi afholder os fra kødets lyster.

     Det var så dumt, at jeg tror, jeg vil huske den teori, til jeg dør.

     ”Jeg forstår det ikke,” påpegede Matt naivt en morgen. ”Hvorfor indrømmer Gud og ærkeenglene ikke bare, at det er De Hellige Ånder, som står bag, og ikke Lucifer?”

     ”Fordi Gud og ærkeenglene har for stort et ry at fastholde til at føre sig selv til skamme,” svarede jeg. ”Man ville betvivle alt, man har fået fortalt, hvis man hørte, at Helligånden bare er én ud af mange, og at selv Gud laver fejl engang imellem.”

     ”Desuden har Gud sit latterlige princip ikke at blande sig i verdens affærer,” tilføjede James.

     Januar måned brugte verden på at spekulere. Men verden blev hurtigt enig om, at nogen skulle betale. Og at de havde fundet den person. Februar måned var den værste. Næsten hver dag var der demonstrationer. Demonstrationer om at arrangere et kub mod Helvede og henrette Mørkets Herre for hans forbrydelser.

     Jeg husker stadig den skræk, jeg følte helt ind i marv og ben da jeg en morgen kiggede ud af mit vindue og så en kæmpestor samling af fremmede, voksne mennesker på parkeringspladsen. De råbte op og kastede med tomater.

     Kom med Djævleynglet, stod der på et skilt.

     Retfærdighed på et andet.

     Et sort øje for et blåt stod der på et tredje. Jeg fik gåsehud.

     ”Catriana!” James brød ind på mit værelse. Han bremsede op, da han så, at jeg allerede kiggede ud af vinduet. ”Catriana, du bør ikke se det dér.”

     ”Tror du, de er kommet for at slå mig ihjel?” spurgte jeg. Jeg blev meget sjældent bange. Faktisk var jeg en meget modig person. Personligt ved jeg ikke, hvor jeg fik det fra. Måske var det min far og hans udødelighed. Den viden og den historie, jeg var vokset op med. Eller også var det bare noget der kom af at skulle forsvare sig selv og sin slægt gennem hele ens liv.

     Men dér – da var jeg bange. Skrækslagen.

     Hele formiddagen måtte alle elever og lærere på skolen blive indenfor. Undervisningen var aflyst, fordi alle alligevel var så anspændte. Jeg havde ikke følt mig så synlig siden min fars identitet først blev offentliggjort af Hella.

     ”Skal vi ikke bare give hende til dem og få det overstået?” hørte jeg en hviske til sin kammerat. Heldigvis var det det eneste af den slags, jeg hørte den dag. De fleste var heldigvis imod muligheden at aflevere en teenager til en rasende hob.

     Om eftermiddagen ankom politiet – og muligvis også Goldenbergs hær – og smed de demonstrerende væk.

     Resten af måneden var Pijifenas Magiskole bevogtet dag og nat af soldater. Goldenberg påstod offentligt, at han under ingen omstændigheder ville handle mod hverken Mørkets Herre eller hvilken familie han nu måtte have – ikke før der var beviser. Men når jeg så ham på gangene, kunne jeg se i hans øjne, at han var overbevist om min skyld.

     Til sidst blev det marts. Den længeventede marts måned, hvor jeg vidste, at det var ude med mig. James, Brandon og Rin brugte næsten al tid på enten at forberede sig til eksamen eller på at forberede sig til angrebet. Ingen slappede nogensinde af.

     Jeg havde fundet så godt som halvtreds nye besværgelser, som jeg havde terpet og øvet. Men hvordan forsvarede man sig mod dæmondrager? Hvad nu, hvis det var Dimond?

     Nej, det ville Dimond aldrig gøre.

     Men hvad nu, hvis han var blevet besat af en dæmon?

     Kunne dæmoner overhovedet besætte dæmondrager?

     Det kunne de vel.

     Hvorfor skulle de ikke kunne det?

     Det gik op for mig, at jeg virkelig havde brug for at snakke med min far. Så aftenen den 5. marts satte jeg mig på et toilet nær klasselokalerne, hvor ingen kom når først skoledagen var forbi. Der kunne jeg snakke i fred.

     Egentlig kunne der ikke oprettes forbindelse til Helvede fordi det var en magisk dimension og sådan, men man kan nå langt med magi – og min far var nået så langt, at jeg havde fået en telefon, der kunne ringe frem og tilbage.

     Så jeg ringede op. Tre toner, hvorefter jeg kunne høre, at telefonen blev taget.

     ”Hej, far, jeg er nødt til at – ”

     ”Godaften, dette er Alek Samkoviz. Hvem taler jeg med, og hvem ønsker du at komme i kontakt med?”

     ”Øh…”

     ”Hvem taler jeg med?” Mandestemmen var meget tålmodig, det måtte jeg give ham. Men hvor var jeg bare ikke i humør til det her.

     ”Hvad laver du i telefonen?” spurgte jeg. Jeg havde altid haft direkte forbindelse med min far.

     Men det var før Darkeya kom tilbage og gjorde Helvede til en turistattraktion, Cat, sagde en stemme inden i mig.

     ”Jeg er ansat til at viderestille alle telefonopkald til Djævelens slot. Hvem taler jeg med, og hvem ønsker du kontakt til?”

     Jeg fnøs. ”Mit navn er Catriana Cyston og jeg ønsker kontakt til Lucifer – min far.”

     ”Javel. Vent et øjeblik.”

     Jeg ventede i et øjeblik. Faktisk tror jeg, at jeg ventede i sådan fem, før der endelig var nogen i den anden ende igen.

     ”Far, det er Cat. Det er virkelig vigtigt, og jeg – ”

     ”Cat, det er ikke et så godt tidspunkt lige nu,” lød fucking Darkeyas stemme i røret.

     ”Darkeya?” For helvede hvor blev jeg sur. ”Du er ikke far.”

     ”Nej, det er jeg ved den søde grød ikke!” Jeg syntes også at høre et lille fnys fra hans side af. ”Hvad er problemet?”

     ”Problemet er, at det er dig i telefonen, og ikke far.”

     ”Cat.”

     ”Jeg vil bare gerne tale med ham. Vi har ikke snakket sammen i evigheder.” En tanke slog ned i mig. ”Du har ikke myrdet ham eller sådan noget, vel?”

     ”Nej, din far er ikke død, Cat.” Der var en mærkelig tone i hans stemme. Men jeg vidste ikke lige, hvad der blev antydet.

     ”Så vil jeg gerne snakke med ham. Giv ham telefonen nu!”

     ”Din far er i et møde.”

     ”Et møde??”

     ”Ja, her arbejder jo rent faktisk folk nu. Så han har travlt.”

     Jeg sagde ikke noget, for jeg skulle lige regne hans stemme ud. Den var altså mærkelig. Så gik det op for mig. ”Du lyver for mig. Hvorfor lyver du?”

     ”Det ville aldrig falde mig ind at lyve for min herres højtærede datter.” Nu var der en anden tone i Darkeyas stemme. En jeg intet problem havde med at genkende.

     ”Helt ærligt, jeg kommer bare selv derned og – ”

     ”Det kan du lige vove på.”

     Jeg må indrømme, at jeg var overrasket. ”Er jeg ikke velkommen i mit eget hjem længere?”

     Der var tavshed i den anden ende af røret en stund. Så sagde Darkeya: ”Din far har ikke tid til at se dig lige nu. Ikke med alt det, som foregår. Du er ikke den eneste, som er ramt af det her. Slet ikke. Nu siger jeg det en sidste gang. Din far kan ikke tage telefonen, og hold – dig – væk.”

     Så lagde han på.

     Jeg sad tilbage på toiletbrættet i mørket.

 

*Brandon*

 

I sidste ende kunne dagen ikke længere undgås. Efter et indtil videre meget stressende skoleår kom vi til sidst til den 7. marts, hvor terminsprøven skulle afholdes.

     Det var et helvede at skulle forberede sig til. På den ene side har man en altafgørende skriftlig prøve, som kommer til at påvirke hele ens fremtid – på den anden har man et drageangreb, som ingen tror på kommer til at ske.

     Kort sagt var det nogle meget følelsesladede uger for os alle sammen. Rin, James og jeg brugte al vores tid på enten at læse op eller på at øve magiske kundskaber i tomme klasselokaler. Cat havde ikke åbnet én bog. Hun var ene og alene besat af at købe tryllestave og øve eliksirer.

     ”Du burde i det mindste bare læse én opgave,” forsøgte Rin. Hun var jo en flittig pige, og hun gik i panik når folk var ligeglade med ting, som de burde gå op i.

     ”Hvad nytter det?” spurgte Cat. ”Den dumme hofnar til præsident smider mig alligevel ud. Så hvad er pointen?”

     Morgenen, en times tid før terminsprøven, holdt vi et møde i vores boenhed.

     ”Så mens vi sidder derinde og dør,” sagde James, ”sørger I to for at købe godt ind med nødvendige forsvarsmidler.”

     ”Jepper,” sagde Kira og Matt i kor.

     ”Og jeg er villig til at gå til politiet og fortælle dem, at jeg hørte nogle terrorister snakke om at bombardere skolen med stinkdyreliksir.” Kira så ikke ud til, at hun mente det helt alvorligt. Typisk Kira.

     James ignorerede det bare og gik videre til næste punkt: ”Er alle forberedelser ellers klar? Hvordan tænker vi, at det er bedst at forsvare sig mod dæmondragerne? Catriana, hvad tænker du?”

     Cat trak på skuldrene. Hun så en anelse håbløs ud. ”Jeg forsøgte at snakke med min far her i forgårs. Men han ville ikke engang komme til telefonen. Han kunne ellers være kommet med nogle gode tips, tror jeg.”

     ”Måske,” sagde Kira. ”Hvorfor ville han ikke tale med dig?”

     ”Det ved jeg ikke. Han har været enormt mærkelig på det seneste.” Cat skævede til James. James skævede til Cat. Men ingen af dem sagde noget. ”Det er, som om han godt kender til alle de forfærdelige ting, som sker, men bare ikke vil kendes ved det.”

     ”Aha.” Kira fór op fra den skammel, hun havde sat sig på. Vi stirrede alle, ret overraskede, på hende. ”Ser du, Cat, jeg har tænkt over det. Har du nogensinde overvejet det simple faktum, at det faktisk er din far, der står bag nogle af de ting, som sker?”

     Jeg havde aldrig regnet med, at ord i den retning ville komme ud af Kiras mund. Og ud fra de andres ansigtsudtryk, var de lige så forulempede som jeg.

     ”Hva’?” var det eneste Cat kunne byde på som modsvar.

     ”Jeg siger det virkelig ikke for at være tarvelig.” Kira pillede nervøst sine fingre. Jeg tror godt, at hun vidste, at hun havde placeret sig selv i en farlig situation. ”Men tænk lige over det. Først begik han oprør i Himmelen. Så igen for sådan to år siden på Jorden. Han er i den ganske lille gruppe af folk, som kender til den sande betydning af 666 – og det er dæmondrager, som angriber skolen i dag. Du siger selv, at han har opført sig mærkelig på det sidste. Som om han føler sig skyldig. Måske forsøger han at gøre sig selv så usynlig som muligt.”

     Ingen sagde noget i nogle sekunder. Heller ikke Cat. Hun sad bare og observerede Kira, som om hun lige skulle finde ud af, om rævepigen lavede sjov. Så rejste hun sig op, og på trods af, at hun ikke var den højeste af os, tårnede hun sig alligevel op over os alle.

     ”Hvor vover du,” sagde hun, ”hvor vover du at beskylde min far? Dig, som tror på, at absolut al ondskab er hvisket væk fra Darkeya?”

     ”Det her handler ikke om Darkeya – ”

     ”Hvor vover du at tro på det gode i en mand, som næsten dræbte Brandon, som torturerede en syvårig og som truede med at dræbe absolut helt uskyldige teenagere på selve denne skole?” Cat råbte en smule. ”Og så alligevel tvivle på min far, som jeg gang på gang har forsikret jer for – ikke – er – ond!”

     ”Jeg siger heller ikke, at han er ond.” Kira fastholdt sin stemme på et roligt niveau. ”Jeg siger bare, at de her dæmoner påvirker en masse folk. Hvorfor skulle de ikke have påvirket din far? Jeg mener, der må være meget had indeni ham. Gud og englene var skyld i, at han mistede alting. Og skyld i, at han ikke kan se på nogen længere.”

     ”Kira, jeg sværger ved Gud, at hvis du – ”

     ”Har du snakket med ham?”

     Cat kom med nogle lyde som opstart til sætninger, men hun var så hysterisk over anklagen, at der ikke kom noget ud.

     ”Har du snakket med ham?” spurte Kira igen.

     Cats læbe blævrede, som hun satte sig ned og sagde: ”Nej.”

     ”Jamen hvordan kan du så vide det?” spurgte Kira.

    

Det var faktisk en smule tarveligt at sende Cat til terminsprøve med den tankegang i hovedet. Hun lignede en rygende vulkan af ulykke, som hun satte sig i den anden ende af den store idrætshal. James og jeg skulle sidde tæt på hinanden, så jeg gik hen og spurgte ham:

     ”Tror du på det, Kira sagde? At det er Lucifers skyld, mener jeg.”

     ”Nej,” svarede James med det samme. ”Faktisk er jeg overbevist om, at han er lige så meget offer for det, som vi er.”

     Han lød forfærdeligt sikker. Mistænkeligt sikker. Jeg blev stående lidt og ventede på, at han skulle uddybe. Men det gjorde han ikke, så til sidst gik jeg hen på min plads.

     De næste fem timer var forfærdelige. Dæmondragernes angreb kunne ske hvert sekund, det skulle være, og med den anspændthed hængende på ens skuldre var det ikke let at skrive nogen god opgave. Faktisk var jeg ganske sikker på, at den ville blive forfærdelig.

     Men der kom ikke noget angreb den formiddag. Super lettet fulgtes jeg og Rin ud af salen mens James og Cat blev hængende lidt.

     ”Så hvornår mon det sker?” spekulerede Rin. ”I aften?”

     ”Nej, det var dag i mit syn,” svarede jeg. ”Det må være lige rundt om hjørnet.”

     Rin stoppede op. ”Brandon.”

     Jeg stoppede også op. ”Ja?”

     ”Jeg er også bange for, at det er mig. I dit syn altså.”

     Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne sige som trøst i den sag. Et syn var jo et syn, og ikke til at ændre. Så jeg rakte frem og tog hendes hånd. ”Nu må vi se,” sagde jeg.

     Rin smilte svagt. ”Hvis øh… hvis det er mig… så værdsætter jeg virkelig, at du næsten døde for at beskytte mig.”

     Gåsehuden kravlede op ad min ryg. ”Sådan noget må du altså ikke sige, Rin.”

     Rin lænede sig frem. ”Jeg mener det. Uanset hvad vil jeg gerne have, at du skal vide det. Jeg elsker dig, Brandmus.” Hun gav mig et heftigt kys på munden. Jeg kyssede tilbage, selvom jeg syntes, at det her da var den mest uhyggelige samtale, jeg nogensinde havde haft.

     Efter et fantastisk – og gruopvækkende minut – gav vi slip på hinanden og gik videre ned ad gangen mod vores boenhed.

     ”Ved du hvad,” sagde jeg. ”Måske er det slet ikke dig. Jeg mener, helt ærligt, du er enormt stærk og handlekraftig, og jeg kan ikke se, hvordan du skulle komme til skade på grund af dæmondrager. Simple dæmondrager. Du kan kontrollere – som næsten den eneste i verden – alle fire elementer. Nej, det er sikkert bare en eller anden tosse, som jeg kommer til at finde på gangen senere.” Som jeg talte blev jeg mere og mere overbevist. Jeg vendte mig smilende om mod Rin, men så så, at hun ikke var der længere. Jeg stod alene på gangen.

     ”Rin?” kaldte jeg. ”Rin!”

     ”Tag det roligt, kammerat.” En klassekammerat kom hen til mig. ”Hun blev bare taget til sin prøve. Selvom det da er et latterligt tidspunkt når hun lige har været til prøve.”

     Jeg mærkede myrekrybene indeni mig. ”Prøve? Præsident Goldenbergs prøve?”

     ”Jah. Hun er en af de få, som mangler, ikke?”

     Nej, fuck. Nej. Nej!

     Jeg vendte mig om for at løbe i retning af Bills kontor, da et stort brag lød over mig. Jeg mærkede en kraftig vind og en ildevarslende varme, som slog mig forover. Jeg faldt på maven ned på gulvet.

     Hvad… fuck.

     Jeg vendte mig om, så op. Taget var der ikke længere. Jeg så direkte op på den overskyede martshimmel. Men mellem mig og skyerne tonede en drageskikkelse sig frem. En drageskikkelse, som kom nærmere og nærmere.

     Så brølede den meget højt, og min langsomme hjerne kom til klarhed.

     Mit syn var nu ved at gå i opfyldelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...