Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
1168Visninger
AA

20. Kapitel 19: "Hellige Ånder"

 

 

*Matt*

 

Min far var i fængsel. Det var underligt at tænke på. Han sad i forvaring i en eller anden celle mens han afventede sin rettergang. De havde bedt en masse af os vidne. Jeg vidste ikke helt, om jeg havde lyst. Til at sidde i den stol, se ham i øjnene mens jeg afslørede for verden, hvordan han havde tænkt sig at slå mig ihjel.

     Fiona var flyttet ud hos vores moster. Hun var Vinterfe, ligesom min kusine. Fiona elskede at være der, omgivet af magi. Hun havde altid været fascineret, skønt hun aldrig ville vove at afsløre det overfor far.

     ”Matt?” Kira kom hen og gav min hånd et klem. Jeg vendte mig mod hende, og hun viftede med hånden udfor mine øjne. ”Jorden kalder Matthew Harr.”

     ”Hvad er der?” spurgte jeg netop som jeg kom i tanke om det. Vi sad alle samlet i naturgeografihjørnet af biblioteket. Rundt om bordet. Alle så utålmodigt på mig.

     ”Nå ja,” sagde jeg og satte mig. ”Undskyld. Fortæl, hvad der skete ved søen.”

     Så snart Kira også havde sat sig, begyndte James og Cat at fortælle. Mest James. Cat så lidt fjernt over mod vinduet.

     ”Dragen ønskede at lave en slags kontakt mellem os,” fortalte James. ”Så den gjorde sådan, at vi kunne tale med hinanden. Uden at bruge ord.”

     ”Men ved søen prøvede den at dræbe os,” sagde Cat så med et træk på skuldrene. ”Intet giver mening.”

     De fortalte lidt videre. Jeg skulle lige høre en gang til om James’ oplevelse i 1.g. Om hans kidnapning, og hvordan de fik ham ud.

     ”Okay, så lad mig forstå det her ret,” sagde jeg. ”For tre års tid siden så Mørkets Drage, at I to var begyndt at kunne lide hinanden. Og den var en fan, så den lavede magisk tankekontakt mellem jer? OG den fik dig befriet fra dit fangehul. Men året efter sletter den kontakten, så I ikke kunne tale med hinanden mens Darkeya havde skolen. SÅ hjalp den jer med at besejre Darkeya ikke så lang tid efter. I sommers blev den fanget og såret. Nu kæmper den på konstant basis med Lysets Drage, og den har lyst til at dræbe jer?”

     ”Ja,” svarede James og Cat i kor.

     ”Det giver ingen mening,” sagde Rin. ”For det lyder, som om den… shipper jer. Men samtidig vil den ikke have, at I eksisterer.”

     ”Det er i det hele taget underligt, at den… shipper… os,” sagde Cat. ”Den er jo Mørkets Drage, og James er ikke ligefrem en dæmon.”

     ”James er faktisk nærmest det modsatte,” sagde Brandon med et skævt smil.

     ”Hallo,” fnøs James.

     ”Nej, helt alvorligt,” sagde Rin. ”James er teknisk set arving til Guds trone. Han er fuldstændig det modsatte af dig, Cat. I er… totalt modsætninger.”

     Vi betragtede alle parret i en stund. Cat sad, klædt i en poset, lilla T-shirt og jeans. Hendes hår langt og mørkt. Hendes øjne glimtende og sorte som natten. Datter af Djævelen. James klædt i en stram, grøn bluse. Hans hår lyst og kort. Hans øjne blå som sommerhimlen. Arving til Lysets Trone.

     Da de så, at vi alle stirrede på dem, vekslede de blikke, gav hinanden elevatorblikket og så derefter væk, som om de ikke havde bemærket noget åbenlyst.

     I det samme gik det op for mig.

     ”Aha!” udbrød jeg og fløj op af stolen. Kira fik et sådant chok, at hun næsten faldt ned på gulvet. ”Nu forstår jeg det! Det giver jo fuldstændig mening!”

     ”Hvad giver mening?” spurgte James og Cat i kor, en smule defensive i deres toneleje.

     ”I to er symboler på det, der skal komme bagefter. Efter Gud, efter Lucifer.”

     ”Hvordan skal det forstås?” spurgte James.

     ”Når de er væk, skal I to arve deres troner. Kan I ikke se det? Lucifer og Gud har altid hadet hinanden på grund af deres komplet forskellige moral og forskellige måder at se verden på. Men I to hader ikke hinanden. Faktisk er det fuldstændig omvendt med jer. Hvis I to begge sidder på tronen, vil jeg æde min hat på, at al den krig mellem Slægterne vil ophøre. For der vil ingen krig være mellem jer to. Der er et eller andet inde i Mørkets Drage, som ønsker, at det skal ske. Men samtidig er han repræsentant af Mørket. Alle instinkter inden i ham går imod det, I to skal til at skabe. Han er ikke kun i kamp mod Lysets Drage, han er i kamp mod sig selv!”

     Alle stirrede på mig. Undtagen Kira, som skiftevis stirrede på mig og James og Cat. Så lænede hun sig tilbage og sagde: ”Det ville ikke overraske mig det mindste, hvis det skulle vise sig at være sandt.”

     Rin og Brandon nikkede også, som om de var enige. Efter et par sekunder gav James også et lille nik fra sig, selvom han ikke så særlig tilfreds ud. Cat, derimod, var meget skeptisk at se på.

     ”Tanken er sød nok,” sagde hun. ”Men der er bare det problem, at både min far og Gud er udødelige. De kommer ikke til at gå nogen vegne. Både James og jeg kommer til at være døde mange, mange år før de får så meget som deres første grå hår på hovedet – hvis det altså nogensinde sker.”

     James sank en klump. ”Men tænk nu, hvis de døde. Så ville det hele hvile på os.” Han så på Cat. Cat vendte sig mod ham.

     ”Men de dør ikke, James. De har levet i mange tusind år, og de kommer til at leve i mange tusind år mere.”

     ”Ja, men…” James så kort på mig, før han så så tilbage på sin kæreste. ”Men hvad nu hvis?”

 

*James*

                     

Selvom der var en masse ting, som vi var forvirrede omkring, var vi ganske sikre på én ting; ligesom, at der var dæmoner løbende frit omkring i hele verden og besatte folk, måtte der på en eller anden måde også være væsner, som gjorde det samme, men som stammede fra Lysets Slægt.

     ”Men er vi sikresikre?” spurgte Rin lørdagen efter, at skolen var startet igen. ”For jeg tror ikke, at Han tager det pænt, hvis I tager derop og beskylder ham for at have væsner, som gør mennesker til blodtørstige uhyrer.”

     ”Personligt er jeg ligeglad med, om ”Den Almægtige Herre” bliver tøsefornærmet,” sagde Catriana med rynket næse. ”De varulve blev angrebet af et eller andet fra Lysets Slægt.”

     ”Det var også noget Lyst, som gjorde min far tosset,” lød det fra Matt. Han trak på skuldrene. ”Eller puttede brænde på bålet i hvert fald.”

     Rin svarede ikke igen. Hun nikkede let. ”Men lov mig alligevel at passe på. Det er ikke ligefrem en almindelig lørdagsudflugt.”

     Det er det for mig, tænkte jeg, men sagde ikke noget.

     Vores plan var at tage til Himmelen og høre Gud – eller hvem vi nu kunne få adgang til – ret ud. Hvilke væsner var det? Og hvordan var de sluppet ud?

     Alle var enige om, at jeg i hvert fald skulle tage derop. Ikke fordi de vidste noget om mine besøg, men min identitet som Guds arving var ikke ligefrem hemmelig i vennegruppen. Udover mig tog Kira med, fordi hun var synsk og kunne vide ting, som vi ikke fik fortalt, og Matt, fordi han rent faktisk var af Lysets Slægt.

     Lige før jeg skulle til at teleportere os derop, gik Catriana hen til mig og rettede lidt på min trøje, som hun åbenbart syntes sad skævt.

     Nå, sjæleven, sagde hun med et skævt smil. Kom nu ikke tilbage uden resultater. Ellers er jeg jo nødt til selv at tage derop.

     Det ville jeg stærkt fraråde, svarede jeg, og det lykkedes mig på mirakuløst vis at skjule hvor meget tanken skræmte mig. Hvordan Catriana ville reagere når hun så Guds tilstand.

     Catriana gav mig heldigvis bare et kys, og de sendte os af sted med lykønskninger og vink. Sekundet efter stod vi på en mirakuløst fin gade med mirakuløst fornemme, hvide huse på hver side af os. Himlen var urealistisk blå, og affald i vejsiden var ikkeeksisterende.

     ”Wow,” hviskede Matt. Hans vinger blafrede per automatik, og han lettede nogle få centimeter fra jorden. Kira trak ham ned igen. Der gik ikke mange sekunder, så var der landet et dusin hvide duer på hans skuldre.

     ”Hvide duer,” bemærkede Matt med et glimt i øjet. ”Jeg er i himlen.”

     ”Nu skal du se noget sejt.” Kira vendte ham om mod horisonten, langt udenfor byens grænser, hvor man kunne se en høj, hvid mur, som strakte sig lige så langt, som øjet kunne se. ”Det dér er Paradis. Der er de døde.”

     ”Jesus,” hviskede Matt. ”Min mor, min mormor, min gamle onkel, min kat, min – ” Han blev ved sådan et minuts tid endnu. Jeg holdt mig fra at fortælle dem, hvad der i virkeligheden befandt sig bag den hvide mur. Faktisk havde jeg lyst til selv at glemme det.

     ”Nå,” sagde jeg. ”Lad os gå.”

     ”Går vi bare direkte til slottet?” spurgte Kira og fulgte med mig ned ad vejen. Matt slentrede med os, en stor byge af hvide duer lige efter sig.

     ”Jah, jeg kan ikke se, hvor vi ellers skulle gå hen.”

     ”Jeg spørger kun, fordi en vis person her aldrig har mødt en vis anden person før, og at han måske bør få at vide lige nu, hvordan han bør opføre sig.”

     ”Øh – ” Jeg vendte mig om mod Matt, hvis smil var forsvundet. En fugleklat var landet i hans hår.

     ”Hvad snakker vi om?” spurgte han.

     ”Jo altså.” Jeg rømmede mig. ”Nu tænker du vel, at du skal møde Gud, og – ”

     ”Yas, jeg glæder mig. Tror I, at han kan lide feer?”

     ”Det var Ham, der lukkede jer ind i Lysets Slægt. Jeg tror ikke, at han har det mindste imod jer.” Kira stirrede på fugleklatten i sin kærestes hår. ”Men måske skulle du lige få øh fjernet det dér.”

     Matt så til mig. Jeg sukkede og fik den væk med et knips med fingrene.

     ”Tænk, at du ikke kunne det dér for sølle tre år siden,” sagde Kira.

     ”Lad os ikke snakke om det. Men altså, hør, jeg ved, at I begge forventer, at vi skal snakke med Gud, men jeg tror ikke, at det er en så god idé.”

     ”Hvorfor ikke?” spurgte de i kor.

     Fordi han ligner en mand på 115 år!

     ”Se på jer,” sagde jeg i stedet. ”Den ene ligner en ræv, den anden et pindsvin med vinger. Og han er jo, som vi ved, rigtig hurtig til at dømme, så mit forslag er, at vi – ”

     ”Jamen, James Cult dog,” lød en alt for bekendt stemme bag mig. Jeg vendte mig om. På fortovet lige foran os stod selveste Mikael sammen med en engledame og en lille engledreng. De havde indkøbsposer i hånden. ”Det er da ikke torsdag endnu. Er det?” Han så til damen og drengen, som begge rystede på hovedet. Han så lettet ud. ”Man mister meget af sin tidsfornemmelse, når man først runder 500.”

     ”Hvad mener han med ’torsdag endnu’?” spurgte Kira. Der gik dog ikke mange sekunder, før hun spærrede øjnene op. ”Det er her, du er hele tiden, er det ikke?”

     ”Øh…” mumlede jeg.

     Mikael smilte imødekommende. ”Er det her dine venner, James? Hah, jeg husker i hvert fald rævepigen, hun er gylden. Kiramishira, ikke?”

     ”Kirashira. Kira.”

     ”Og dig har jeg også set før.” Mikael vendte sig om mod Matt. Han nikkede anerkendende, da han fik øje på vingerne. ”Men jeg husker desværre ikke dit navn. Hvis jeg ellers nogensinde fik det at vide.”

     ”Matthew Harr.”

     ”Hvilken slags fe er du? Hvis du ellers ikke finder det et for personligt spørgsmål.”

     Jeg syntes nu, at det var ganske tydeligt, siden Matt nærmest var begravet i hvide duer.

     ”Dyrfe,” svarede Matt stolt. ”De elsker mig. Dyrene altså.”

     ”Det er jeg ikke i tvivl om,” smilede Mikael og vendte sig så mod mig. ”Nå, James, du må da være ivrig efter at fortsætte forløbet, siden du vil ofre din weekend på det. Lad os da endelig komme i gang.” Han rakte sine indkøbsposer til damen og gik hen til os.

     Jeg nåede lige at stoppe ham, inden han førte os direkte til Gud. ”Vi er faktisk ikke kommet for – du ved – men fordi vi skal høre dig om noget. Noget virkelig vigtigt.”

     Mikael så spørgende på os. Så nikkede han alvorligt og gav engledamen et kys på kinden og gik med os ned ad gaden.

     ”Er det din familie?” spurgte Kira.

     ”Min femte,” svarede Mikael. ”Jeg har levet i lang tid, og… jeg vil ikke lyve og sige, at det er en dans på roser, men man… man bliver forelsket i ny og næ, og man kan ikke altid modstå fristelsen.”

     ”Er Mikael ikke Lucifers bror?” hviskede Matt til mig.

     ”Jo – eller altså, adoptivbror, men ja.”

     ”Ved Cat, hvor mange fætre og kusiner, hun sandsynligvis har?”

     Sikkert lige så lidt, som hun kendte til alle sine halvsøskende.

     ”Hvad drejer det her sig om, James?” spurgte Mikael.

     ”Om situationen på Jorden. Der er dæmoner, som er sluppet ud af Helvede og som besætter folk af Mørkets Slægt og på den måde myrder en masse af Lysets Slægt.”

     ”Ja? Og hvad har det med mig at gøre?”

     ”Vi har en stærk mistanke om, at der er væsner, der gør det tilsvarende, men bare fra Lysets Slægt.”

     Mikael så på mig med rynket pande. ”Det er umuligt.”

     ”Nej, vi er sikre.”

     ”I må tage fejl. Det må være dæmoner hele bundtet.”

     ”Hvorfor er du så insisterende på det?” spurgte Kira. I modsætning til min let frustrerede stemme var hendes tålmodig. Jeg går ud fra, at hun havde tilbragt nok tid sammen med stædige (faldne) engle til ikke at blive frustreret over noget som helst.

     ”Fordi,” sagde Mikael, ”De Hellige Ånder er blevet holdt nøje øje med i mange, mange tusind år, og de ikke slipper ud så længe jeg er i live.”

 

”En Hellig Ånd,” sagde Mikael, så snart han havde sat sig ned bag sit skrivebord, ”eller Helligånden, som I mennesker kender den, er de væsner, som ved magitidernes morgen bragte magi til verden. Særligt én viste sig at… gå sine egne veje. Den besatte en kvinde, som så fik en søn, der øh…” Mikael tøvede og trillede tommelfingre. Mere behøvede han dog ikke at sige.

     ”Jesus,” sagde Matt. Hans øjne var spærret op.

     ”Prøver du at fortælle mig, at Jesus blev til ved et uheld?” Jeg kunne knap nok tro det. ”Det er netop, hvad jeg fortæller jer. Men folk havde stor tiltro til Herren i de dage, så vi besluttede os for at hoppe med på den og lade, som om det hele var planlagt.”

     ”Men betyder det, at der ikke er noget, som hedder Helligånden? Det var bare en tilfældig Hellig Ånd?”

     ”Ja. Sig det endelig ikke videre.”

     Jeg tror ikke, at nogen ville fucking tro os. Men Catriana ville så sandelig få en fest ud af det.

     ”Men de her Hellige Ånder besætter altså folk?” spurgte Matt.

     ”Ja. Men vi lader dem ikke komme ud. Det er de for kraftfulde til. De har været indespærrede i mange, mange tusind år. Hver enkelt en af dem.”

     ”Men hvordan slap den ene så ud? Den, som lavede Jesus?”

     ”På grund af min kære bror.” Mikael fnøs. ”Han og Darkeya ville gerne lave ravage. De vidste, at De Hellige Ånder ikke var til at kontrollere når de først var ude, så de brød ind i Himmelbyen og slap en løs.” Han smilte. ”Heldigvis gav det bagslag. Jesus var den mest fantastiske knajt nogensinde.”

     ”Det ved vi,” istemmede Kira.

     Mikael rømmede sig. ”Men uanset hvad kan de ikke slippe ud. Deres fangehul er forseglet med en besværgelse. En besværgelse fra Ninanoc.”

     ”Staven?” spurgte jeg.

     ”Ja.”

     ”Staven, som jeg ødelagde sidste sommer?”

     ”Ja.”

     Jeg rejste mig fra den stol, som jeg havde fået tildelt. ”Jeg vil se det fangehul. Lige nu.”

     ”Hvorfor? De er derinde. Det kan jeg love dig for.”

     ”Fordi hvis jeg kunne ødelægge Ninanoc med et simpelt pres fra hånden, hvad tror du så ikke, at Lysets Drage kan gøre? Tror du virkelig, at inkarnationen af lyset selv ikke kan bryde en simpel lysbesværgelse og slippe hver evig eneste Hellige Ånd løs i verden, hvor de kan besætte hver enkelt af Lysets Slægt og udslette Mørket?”

     Mikael var tom for ord. Han stirrede på mig, men jeg var ikke sikker på, om han var overbevist. Men så rejste han sig, stadig tavs, og gik ud af kontoret. Vi fulgte med.

     Ærkeenglen førte os gennem slottets gange og ned ad en trappe, som førte langt, langt ned. Han førte os så langt, at jeg til sidst ingen anelse havde om, hvor vi var.

     Så stoppede han op. Foran os lå et rundt, mørkt rum med murede vægge. Midt i rummet stod noget, som lignede en meget, meget bred brønd. Mikael førte os derhen og kiggede ned. Vi gik med ham og kiggede også ned. Jeg syntes ikke, at jeg så andet end mørke.

     Mikael mumlede nogle ord. Så dukkede der en lille flamme op i hans hånd. Han smed flammen ned i brønden. Den faldt og faldt. Før den til sidst forsvandt i mørket.

     ”Nej,” hviskede Mikael.

     En vagt dukkede op i døråbningen. ”Høje Ærkeengel Mikael. Hvad foregår der her?”

     ”Send bud til Herren.” Mikael vendte sig om. ”Send bud til hver enkelt ærkeengel i hele Himmelen. Fortæl, at vi har en kode hvid.”

 

”Det lyder da ikke så farligt,” sagde Kira, da vi kom tilbage til PMS. ”Kode hvid er da… et barn, der er blevet væk eller sådan noget.”

     Jeg trak på skuldrene. Slottet havde ikke opført sig, som om et sølle barn havde gemt sig et sted. Tværtimod havde de opført sig, som om samtlige døde var kommet til live som zombier og nu var ved at æde folk.

     ”Jeg bryder mig ikke om, at alle ærkeengle nu er i færd med at lede efter De Hellige Ånder,” sagde Matt.

     ”Hvorfor ikke?” spurgte jeg. ”Ønsker du ikke, at det her skal stoppe?”

     ”Jo, men altså, hvis alle ærkeengle leder efter dem, kan der ikke gå lang tid før De Hellige Ånder gør et eller andet drastisk for at sætte et permanent mærke. Noget, som ærkeenglene ikke bare kan slette.”

     ”Som hvad?”

     I det samme – som havde Gud fucking hørt Matt og havde besluttet sig for at more sig – kom vi forbi en opholdsstue, hvor TV-avisen var i gang i fjernsynet.

     ”Det seneste terrorangreb er det værste indtil nu. Ikke på grund af dødstal eller på grund af mængden af ødelæggelser. Men på grund af den skræk, det sætter i folk. Se med her.”

     Vi kiggede på fjernsynet, der nu viste siden af en kirke. Kirken i sig selv var intakt. Men der var med store bogstaver skrevet med blod på muren:

    

Denne gang er vi flere end

666

 

     ”Som det dér,” sagde Matt og sank en klump.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...