Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
1157Visninger
AA

19. Kapitel 18: "Det Chariisy og dragerne gjorde"

 

 

*Catriana*

 

Tidligt næste morgen stod vi op. Meget tidligere end de andre. Jeg turde vædde på, at min mor ville blive godt gal i skralden, når hun opdagede, at vi ikke var til stede til julefrokosten. Men for at være ærlig var jeg fuldstændig ligeglad. Desuden lagde jeg en seddel, så de havde intet at brokke sig over.

     Jeg vidste præcis hvor søen skulle ligge, men turen ville såmænd nok tage hele formiddagen. Vi startede med at tage en bus hele vejen til endestationen. James sov størstedelen af turen, men jeg kunne ikke. Jeg var alt for nervøs og spændt på, hvad vi ville støde på, når vi nåede frem.

     Efter busturen prajede vi en bil, som alligevel skulle over på den anden side af bjergene. Så vi brugte endnu et par timer i en firehjulstrækker med en gammel skovhugger bag rettet.

     ”På udflugt første juledag,” bemærkede han. ”Har I ingen familie at tilbringe den med?”

     ”Lidt for meget familie, hvis du spørger mig,” svarede jeg mens jeg observerede vejen og hvor vi kørte. Der var ikke så langt igen.

     ”Faktisk stak vi af fra dem,” sagde James kækt fra bagsædet. ”Catriana havde lidt bedre ting at bekymre sig om. Hvad med dig, er du på arbejde første juledag?”

     ”Nej da!” udbrød manden. ”Men mit hus var sneet inde hele dagen i går, så jeg kunne ikke komme af sted hen til min farmor før i dag. Forbandet snevejr. Hader I ikke også bare sne?”

     ”Jeg er formskifter, så det gør jeg virkelig ikke,” sagde James. ”For hvis jeg forvandler mig til en polarræv eller sådan noget kan det skjule mig.”

     Manden lo. ”Sandt, sandt. Og det forhindrer folk i at gå ud hvor de hellere burde blive hjemme.”

     De blev ved med at småsludre den næste halve time. Så nåede vi endelig frem til det punkt, jeg havde markeret på kortet.

     ”Vi skal af nu,” sagde jeg. Skovhuggeren stoppede bilen i vejsiden. ”Tak, fordi du ville tage os med.”

     ”Ingen årsag.” Skovhuggeren rettede på sin kasket. ”Men nu må I ikke forvilde jer for langt ud i ødemarken. GPS’en når ikke så langt ud.”

     ”Jeg har min egen indre GPS,” sagde jeg og prikkede til mit hoved. ”Jeg er heks. Magi, du ved.”

     Manden stirrede først på mig. Så lo han højt. ”Åh, magikere. Man stopper aldrig med at blive overrasket over de ting, I kan præstere uden os almindelige menneskers udstyr. Men farvel da. God udflugt.”

     Så kørte han. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet.

     ”Der var intet had at spore i ham,” bemærkede jeg.

     ”Nogen mennesker er bare gode. Nå, skal vi gå?” James forvandlede sig til hans yndlingsdyr – en stor, hvid ulv. Han gjorde tegn til, at jeg kunne hoppe op. Det gjorde jeg glædeligt.

     Jeg får Prinsesse Mononoke-flashbacks hver gang vi gør det her, kommenterede jeg.

     James rystede. Jeg tror, det var ulv for latter.

     Jeg ledte os op langs bjergsiden, mellem løv, gran og små bække. Alt var forfærdeligt fredfyldt med det tykke lag af sne over det hele. Jeg følte, at vi var som gået ind i en zone, hvor al tid var stoppet. Der var kun naturen, sneen, os og vores opgave.

     Vi burde blive her for altid, sagde James.

     Det ville jer gerne. Sammen med skovhuggeren.

     Han var altså også bare flink.

     Ja. Drej lidt til højre her, vi skal den vej.

     Okay.

     I sidste ende, efter at have fortsat til ud på den tidlige eftermiddag, nåede vi endelig frem til klippeskrænterne, og for foden af dem lå den – Veratisøen.

     ”Vi fandt den.” Jeg kunne ikke skjule min begejstring, som jeg gled ned fra James’ ryg. James forvandlede sig tilbage til menneske. Som hver gang han forvandlede sig tilbage, blev jeg ramt af den surrealistiske følelse af, at vi havde været adskilt de sidste timer – på trods af at han havde været lige under mig hele tiden.

     ”Nå, hvad så nu?” spurgte James, som vi stod og betragtede søen under os. Den var frosset til og omgivet af sne og træer ligesom resten af det terræn, vi havde bevæget os henover. Men ellers intet.

     ”Hvad mener du?” spurgte jeg tilbage.

     James så en smule bekymret ud ved den reaktion. ”Catriana, du ved vel, hvad vi skal gøre nu, ikke?”

     Jeg følte mit hjerte banke en smule hurtigere. ”Øh – jeg havde da regnet med, at vi ville finde noget.”

     ”Så hvad er planen?”

     ”Vi… øh… vi leder.”

     Vi kæmpede os ned ad klippeskrænterne. Da vi nåede ned til søen, var det første, jeg gjorde at tjekke selve vandet. Var der noget gemt på bunden? Noget langs bredden? Men efter et have cirkuleret rundt om den i godt og vel ti minutter måtte jeg konstatere, at selve søen ikke fortalte noget som helst om noget som helst.

     Mens jeg ledte, kiggede James rundt i hele den lille dal i form af alle mulige forskellige dyr, som kunne lede hurtigere end han ville på menneskeben.

     Jeg satte mig ned og rodede rundt i den taske, jeg havde slæbt med. I den lå der flere besværgelser og tryllestave, som jeg tænkte kunne være nyttige. Jeg fandt en tryllestav, som kunne finde alt af magisk værdi.

     Men da jeg rystede den og sagde besværgelsen, og den tydeligvis gennemsøgte hele dalen, dukkede der ikke noget op. Det var pissefrustrerende.

     ”Der er ikke noget at finde,” konstaterede James, da han vendte tilbage efter sin søgen.

     ”Så er der kun én ting at gøre,” bekendtgjorde jeg. Min mave rumlede. ”At spise frokost.”

     James ville vist gerne protestere, men så rumlede hans mave også. Så var der ikke noget, vi kunne gøre ved det. Vi satte os under et stort grantræ og fandt vores madpakker frem. Mens vi spiste, ringede min mor til mig. Jeg tog den med et suk.

     ”Hej, mor,” sagde jeg.

     ”Cat, hvor er I, og hvornår kommer I hjem?

     ”Vi er bare taget ud på en udflugt, mor,” svarede jeg. ”Vi er hjemme i aften.”

     ”I er vel forhåbentligt hjemme til spisetid?

     ”Det kan vi ikke lige sige allerede nu.”

     Min mor var tavs i telefonen lidt. Så spurgte hun: ”Hvad er det for en udflugt?

     ”Bare… noget vi enormt gerne ville se, nu hvor vi var i området.”

     ”Og hvad er det så?

     Jeg blev tavs. Så til James for hjælp. Han mimede kirkerne, og jeg himlede med øjnene.

     ”Tror du ikke, at jeg kender til alle de ting, I har rodet jer ud i de sidste år?” spurgte min mor så. ”Tror du jeg er så dum, at jeg ikke kan se igennem jeres små løgnehistorier?

     ”Mor, helt ærligt, vi – ”

     ”Cat, det eneste, jeg kan sige er, at jeg håber, det I laver ikke er for farligt. Og at det for en gangs skyld ikke har noget med din far at gøre. Farvel. Og kom hjem til spisetid!

     Så lagde hun på. Jeg så rådvildt på James.

     ”Hun er trods alt din mor,” sagde han med et træk på skuldrene.

     ”Ærlig talt ville jeg ønske, jeg slet ikke havde en mor,” sagde jeg surt. ”De tror aldrig, man kan gøre noget på egen hånd. De skal altid blande sig i alting.”

     ”Tenna har ellers været rigtig god til at holde sig udenom i lang tid.” James så ud over søen.

     ”Og hvad skal det så betyde?”

     ”Ikke noget. Nå, hvor lang tid skal vi give det?”

     ”Give hvad?”

     ”Hvad end vi er kommet her for. En time? To?”

     Jeg så rundt i dalen, et sidste håb på at støde på et eller andet, vi havde overset. ”Lad os bare… vente lidt. Noget vil dukke op.”

     ”Eller ikke. Måske betød den seddel ikke noget som helst.”

     ”Jeg er sikker på, at den betød noget. Noget vil ske. Bare vent.”

     Og sandt nok. I samme øjeblik, vi havde pakket madpakkerne sammen, lød der et højt brøl over os. Jeg fik et sådant chok, at jeg næsten fik et hjertestop. Og det blev bestemt ikke bedre af, at et par flyvende skikkelser, den ene mørk, den anden lys, kom til syne ved søen, kæmpende i luften. Den ene skubbede den anden ned i søen, så det tykke lag is splintredes.

     Dragerne. Vi havde fundet dem.

 

*James*

    

Catriana kom omgående på benene. Jeg fulgte efter, selvom jeg nu havde en slem fornemmelse af, at det ikke var klogt at nærme os dem. Dragerne bemærkede os ikke. De sloges blot videre, lige dér nogle få meter fra os, mens vi betragtede dem.

     ”Se,” sagde Catriana og pegede. Jeg fulgte hendes finger, nærstuderede dragerne. Det var svært at spotte midt i kampens hede, men når de hver især tog sig en kort pause til at snerre og stønne, fik jeg øje på det.

     Begge drager havde en plet på deres brystkasse. Mørkets Drage en plet så hvid som sne, Lysets Drage en plet så sort som kul.

     ”Det var dér de blev skadet.” Catriana så på mig. Så tilbage på dragerne. Hun havde øjnene spærret op. Jeg havde ikke selv været der, da det skete, men chokket i min kærestes øjne var ikke til at tage fejl af.

     Hvad vi stod overfor var ikke barnemad.

     ”Hallo!” råbte Catriana. Det kom bag på mig, og jeg fik lidt af et chok. Begge drager frøs til. De stoppede med at vrisse og brøle af hinanden, og vendte i stedet deres rasende blikke mod os. Jeg kunne se det i deres krybdyrøjne. Lysten til at slå alt, med kød på sig, ihjel.

     ”Det var nok ikke den bedste idé.” Jeg trådte et skridt tilbage, som om det ville gøre nogen forskel, hvis et af de bæster besluttede sig for at flyve efter mig.

     Catriana blev stående. ”Du bad mig komme her,” sagde hun. Hendes blik var rettet på Mørkets Drage. ”Gjorde du ikke?”

     Om dragen gjorde det eller ej, fik vi ikke noget klart svar på, for i samme øjeblik spredte krybdyrene deres lange, skællede vinger. Så satte de af fra jorden.

     Lige mod os.

     ”Catriana, løb!” råbte jeg og tog fat i hendes arm. Så styrtede vi af sted ind i skoven.

     Mens vi løb, og adrenalinen var helt op i min hals, mærkede jeg en pludselig smerte i min arm. Smerten gjorde, at jeg af ren og skær refleks gav slip i Catrianas arm og faldt til jorden.

     Noget tungt holdt mig fast. Da jeg vendte mig om så jeg lige op i Mørkets Drages rødlige reptiløjne.

     ”James, åh nej.” Catriana lå nogle meter væk. Hun begyndte at rode rundt i sin taske – sikkert efter en eliksir eller lignende.

     Et brøl lød fra over os. Lysets Drage befandt sig lige over trætoppene.

     ”Catriana, du er nødt til at flygte!” råbte jeg, da jeg så, at dragen havde blikket vendt mod hende.

     ”Det – jamen – ” Catriana protesterede, men da hun så, hvordan Lysets Drage så på hende, kom hun op og stå og tog benene på nakken ind mellem grantræerne. Dragen satte efter hende. Jeg hørte ikke, hvad der videre skete, men måtte også hellere vende min fulde opmærksomhed mod Mørkets Drage, hvis dårlige ånde næsten kvalte mig.

     ”Hej,” sagde jeg.

     ”At du vover at komme her,” hvæsede dragen.

     Jeg måtte vende hovedet væk for at få luft fra drageånden. ”Du havde ikke den bedste metode til at bede mig om at holde mig væk.”

     ”Fordi du er kommet her, er jeg nødt til at slå dig ihjel.” Dragen åbnede sit gab. Jeg så skrækslagent lige ind i dens drøbel.

     Åh gud, nu skulle jeg dø.

     Nej vent, det behøvede jeg ikke.

     Jeg forvandlede mig til et egern. Et egern, som pilede væk. Op ad et træ. Ud på en gren. Mørkets Drage så forvirret rundt i søgen efter mig.

     Jeg forvandlede mig tilbage til menneske, men blev dog oppe på grenen. ”Hvorfor forsøger du at slå mig ihjel?” spurgte jeg, så vovehalset jeg dog var. ”Jeg har jo aldrig gjort dig noget.”

     Dragen satte sig ned i sneen. Det var en sær kontrast at se på. De sorte skæl mod den hvide sne. Den hvide plet på brystet.

     ”Husker du det ikke?” spurgte dragen. Der var noget andet i dens stemme. Noget anderledes. Noget ikkefjendtligt.

     ”Hvad snakker du om?” spurgte jeg.

     Dragen viste tænder og knurrede af mig. Så lukkede den igen gabet, rystede på hovedet og så ned. Som om den ikke havde lyst til at se på mig. ”Om nogle få måneder er det to år siden. Ingenting for mig, men for dig… så meget er sket for dig siden da.”

     Jeg skimmede min hukommelse. Så kom jeg i tanke om et glimt. Et glimt af et reptilagtigt væsen i en underjordisk tunnel.

     ”Mener du…” Jeg sank en klump. ”Det var ikke indbildning?”

     ”Jeg satte dig fri fra din fængselscelle. Jeg ønskede ikke, at de skøre damer skulle slå dig ihjel.”

     Med ét kom det hele tilbage til mig.

 

Mig, som lå i et mørkt, mørkt underjordisk rundt. Udmagret, svag, sulten og tørstig.

     Hella og hendes barnebarn, tårnende op over mig. Leende.

     ”Hvorfor kan du se djævleynglet i øjnene?” spurgte de igen og igen.

     Mig som ikke kunne svare.

     En skikkelse i døråbningen. Et stort, mørkt væsen, som kom hen til mig. Puffede til mine skuldre.

     ”Rejs dig op.” Stemmen var sær. Som en hvisken. Som noget overnaturligt.

     ”Gå.” Min stemme. Svag, hæs. Næsten uhørlig.

     ”Det er tid til at møde hende igen, James Andrew Cult. Se hende som den, hun rigtigt er.

     Skikkelsen var forsvundet. Men døren stod stadig på vid gab.

     Jeg måtte flygte. Om det så blev min død.

 

”Du hjalp mig fri,” sagde jeg. ”Fra Hellas fangehul. Du ledte mig mod Catriana. Hun var dernede for at lede efter mig.”

     ”Ja,” hviskede dragen. ”Jeg vidste, hvem du var, fra første gang jeg så dig på magiskolen. Da jeg opdagede, hvad du og djævledatteren havde knyttet af bånd til hinanden, var der en trang til omgående at slå dig ihjel.” Dragen kastede et kort blik på mig, knurrede, men skyndte sig at se væk igen. ”Ligesom der er nu. Alle instinkter fortæller mig, at du må dø, før du ødelægger mig. Men en anden del af mig. Den… fornuftige del, vidste, at jeg burde lade jer være. Men så blev du kidnappet. Du forsvandt. Jeg vidste, at de aldrig ville finde dig.

     ”Men de fandt mig.” Jeg vovede mig ned fra træet igen. Jeg ved ikke, hvordan jeg turde, men jeg var begyndt at få ondt i røven. ”Catriana kunne høre min stemme inde i sit hoved. Så hun fandt mig.”

     Mørkets Drage sagde ikke noget. Men den løftede endnu engang hovedet og så mig lige i øjnene. Der var had i de røde, smalle øjne, men det forsvandt for at blive overtaget af det sigende blik fra en, som ved noget.

     ”Hvad er der?” spurgte jeg. ”Hvad er det, du forsøger at fortælle mig her?”

     ”At jeg skabte forbindelsen mellem jer. I kan tage kontakt i hinandens tanker, fordi jeg gjorde det muligt.”

     ”Nej…”

     ”Jo. Jeg vidste, at I… at I…” Dragen så fra højre til venstre, vildt, sindsforvirret. Så fik den, som på ny, øje på mig, stirrede på mig. Så rejste den sig og snerrede vildt af mig.

     ”Okay, det her sindssygt,” hviskede jeg og trådte baglæns. ”Hallo, drage, kan du ikke lige… tage dig sammen?”

     Dragen kom faretruende tæt på. Røg kom ud fra dens næsebor. Den åbnede gabet, jeg følte varmen fra ilden.

     Så stoppede det. Dragen blev igen klar i øjnene. Den rystede sig.

     ”Kom væk,” sagde den. Så bredte den vingerne ud og lettede. Et sekund havde den været der, det næste sekund var den væk.

     Jeg faldt ned på knæ. Mine ben rystede.

     ”James, James!” Catriana dukkede op mellem træerne. Jeg så op, da hun faldt mig om halsen.

     ”Gjorde den dig noget?” spurgte jeg og holdt om hendes rystende krop.

     ”Nej,” svarede hun. ”Men det var kun, fordi jeg fik beskyttet mig selv med et skjold. Ellers havde den slået mig ihjel.”

     Hun gav slip på mig igen, så op og ned ad mig. Da hun konstaterede, at jeg også var okay, så hun mig i øjnene. ”Vi burde ikke være taget herud. Der er et eller andet galt med dragerne.”

     ”Nej, det var godt, at vi gjorde det,” sagde jeg. ”Nu har vi da fået vished om én ting.”

     ”Ja.” Catriana nikkede. Jeg skulle til at åbne munden for at fortælle hende om kontakten mellem os, og hvordan den var blevet oprettet af Mørkets Drage, men hun kom mig i forvejen og sagde: ”Chariisy havde en drøm om at skabe lutter kaos i verden. Og ud fra det, vi lige har overværet, og ud fra alt det, der er sket siden i sommers – så er det så sandelig lykkedes hende.”'

 

~Fortsættes~

_______________________________________________________

 

Hej folkens, Troglo her

Da jeg inden længe skal ud og rejse over en længere periode, besluttede jeg mig for at udgive en masse kapitler nu, og så lade dem slutte af med en slags "midtsæsonafslutning" hvis man kan kalde det det. Det kan man ikke, men whatever.

Der vil komme nye kapitler til sommer. Enten i slutningen af juni eller starten af juli.

Ses til den tid

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...