Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
1168Visninger
AA

13. Kapitel 12: "Fang fanen"

 

 

*James*

 

Da Gud sendte mig en meddelelse om, at jeg den sidste fredag i september skulle igennem mit fjerde stadie, var jeg så tæt på at fortælle ham, at han kunne stikke sit fjerde stadie et vist sted hen, at jeg kunne springe.

     Men jeg gjorde det ikke. For som sagt - når en engel giver én en ordre gennem en drøm, så har man bare at adlyde uden tøven.

     Så jeg troppede op - igen. Denne gang blev jeg ledt ind i et stort rum, som jeg aldrig havde set før. Og sikke et rum.

     Det føltes ikke som et rum. Det føltes tværtimod meget levende som rummet. Væggene var ikke til at se for det mørke, der omgav mig. Ud for min næse var der en lillebitte, lysende kugle. De svævede i luften rundt om mig som lygtemænd i mosen. Over mig svævede store bolde rundt i forskellige farver og størrelser. Én orangerød, en anden meget lys blå. Den største kugle var så meget større end alle de andre, og lyste så kraftigt, at jeg ikke kunne se på den mere end et par sekunder, før mine øjne gjorde ondt.

     Det tog mig nogle sekunder at indse, at dette var solsystemet, jeg befandt mig i. Eller i hvert fald en meget, meget livagtig model af det. Og i midten, i centeret af det hele, hang Jorden og svævede rundt. Jeg nærmede mig, og som jeg kom tættere på, blev det klart, at denne model havde alle de detaljer, som den rigtige Jord havde.

     Da jeg havde stået og betragtet denne imponerende forestilling i et par minutter, ankom Gud til rummet. Han så endnu ældre ud end sidst jeg så ham. Mere rynket, mere krumbøjet. Han var begyndt at gå med stok ligesom Brandon. Det skabte en ubehagelig klump i maven, fordi det kun mindede mig om, at hans tid var ved at rinde ud - hvilket betød, at min skulle til at begynde.

     "Jeg troede ikke, at Jorden var centrum for universet," sagde jeg og pegede på Jorden, som hang i midten. De andre planeter og Solen bevægede sig langsomt rundt om den.

     Gud smilte svageligt. "Den er heller ikke centrum for universet. Men den er centrum for mig og for os. Den eneste planet med liv. Den eneste verden. Derfor virkede det åbenlyst, at den hænger der, hvor alle kan fokusere på den."

     Gud satte sig ned på en bænk og gjorde tegn til, at jeg skulle slutte mig til ham. Det gjorde jeg tøvende, hvorefter vi begge sad blandt stjerner og planeter. Jeg følte mig med ét meget mægtig og vigtig.

     "Det er sidste udedag for Magisk Udøvelse i dag," sagde jeg. "Vi skulle spille Fang Fanen. Kender du det spil?"

     "Det kan jeg ikke sige, at jeg gør."

     "Det er en god øvelse. En simulation af rigtig kamp og rigtig krig. Rig mulighed for at afprøve sine evner."

     "Javel. Og det ønskede du ikke at gå glip af?"

     Jeg rystede på hovedet. "Jeg går glip af det hele. Hele mit tredje år går med at hænge ud med dig. Jeg kommer tættere og tættere på den dag, hvor mit liv slutter."

     "James, det er ikke ligefrem den korrekte indstilling. Dit liv er ikke ved at slutte. Faktisk ville jeg derimod sige, at det skal til at begynde. Tænk på alt det, som du bliver i stand til, når du overtager min plads."

     Jeg havde ikke lyst til at overtage hans plads. Hvilket jeg havde fortalt ham et dusin gange. Men ville skabervæsnet lytte? Nej.

     "Hvad skal vi her? Hvorfor har du bragt mig hen for at se en model af universet?"

     Gud rømmede sig. "Det er nu ikke en model. Det er skam den ægte vare. Kan du se stenene, der svæver rundt deroppe? For mange, mange år siden førte jeg en væk fra de andre og direkte hen imod "modellen" af Jorden derovre. Og jeg standsede den ikke. I stedet lod jeg den ødelægge så godt som al liv, som var på planeten."

     Jeg rynkede panden og så på Jorden. Prøvede at forestille mig det, som det må have set ud. "Det... det er altså ægte? Hvad du gør med Jorden her, sker også i virkeligheden?"

     "Ja. Flere gange har jeg skabt jordrystelser, tsunamier og vulkanudbrud. Alt sammen i dette rum. Som har dræbt mange, mange tusind mennesker."

     Jeg fik kvalme. "Hvorfor ville du dog gøre sådan noget? Hvis du lige så godt kunne lade være!"

     Gud drejede hovedet og så mig i øjnene. "Fordi det indgår i jobbet, James. Jeg har ansvaret for hele verden - ligesom du vil få det engang. Men dette ansvar er ikke altid en let byrde at bære. Nogle gange er man nødt til at... viske ting ud. To gange har jeg udvisket alt. Først med kometen. Senere med syndfloden. Jeg var nødt til at starte forfra."

     "Men... men... alle de folk - "

     "Man er nødt til at ødelægge for at kunne starte noget nyt, James. Man er nødt til at rydde plads, så der kan blive plads til nye ting. Hvis der kommer for mange mennesker, er der ikke nok plads til skov. Hvis der er for mange katte, er der ikke nok plads til mus. For meget hav, for lidt land. Og så videre og så videre. Det gør lige ondt, men det er, hvad man er nødt til at gøre for at opretholde balancen."

     Kvalmen blev så stor, at jeg troede, jeg skulle kaste op. "Og det er, hvad jeg bliver nødt til..."

     "Faktisk er det, hvad du er nødt til lige nu. Dit fjerde og femte stadie vil være ødelæggelse."

     "Nej..."

     "Jo."

     "Men jeg kan da ikke myrde - "

     "Det handler ikke om mord. Du er nødt til at se den større sammenhæng. Hvad sker der efter et vulkanudbrud?"

     "Øh..."

     "Jorden bliver frodig. Langt frodigere end den var før. Fremmer livet for planter, for træer, for blomster og for dyr. Hvad der blev ødelagt, bliver erstattet af noget langt smukkere."

     Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Alt, hvad jeg kunne komme i tanke om, virkede enten barnligt eller ulogisk. Gud betragtede mig afventende, og jeg vidste, at han blot ventede på, at jeg skulle rejse mig og gå hen og ødelægge en masse menneskers liv bare ved en bevægelse med hånden.

     Til sidst gjorde jeg det også. Jeg rejste mig på rystende ben og gik hen til kloden.

     "Husk på det, du skal skabe bagefter," sagde Gud bag mig. "Tænk på alt det gode, som kan komme ud af det, du har ødelagt."

     "Hvordan skaber jeg noget?" spurgte jeg. Jeg havde aldrig skabt noget godt i mit liv.

     "Det passer ikke," sagde Gud. Jeg stivnede. "Du har skabt forhold. Dit forhold til Lucifers datter. Til din ven Brandon. Du skabte vejen, som ledte ham tilbage til livet."

     "Men det er jo ikke..."

     "Det er sådan man skaber nye ting. Man former det, udvikler det. Ligesom jeg gjorde."

     "Men hvordan gjorde du?" hviskede jeg og løftede en skælvende hånd mod kloden. Min pegefinger rørte et bjerg i Sydamerika.

     "Jeg tog det én dag af gangen," svarede Gud.

 

*Catriana*

 

At fange fanen var en snild sag. For Rin og jeg var det tætteste, den her skole havde på superstjerner.

     Mens de andre var løbet omkring og lagt strategiske planer, var jeg og Rin blevet udstationeret i den fjerne ende af skoven, hvor vi ikke kunne gå i vejen for nogen. Hvilket vi havde det fint med.

     "Jeg mener bare, at du bør tvinge ham til at spytte ud," sagde Rin.

     "Ja, for det går altid godt i forhold," sagde jeg og tog en tår vand. "Rin, det er meget simpelt. Brandon havde ikke lyst til at fortælle dig det, og James har ikke lyst til at fortælle mig det. Og det har jeg det fint med."

     "Ærligt?"

     "Ærligt. Alt er i orden."

     "Du er fuld af løgn."

     I selv samme øjeblik kom en fyr fra vores hold løbende. Han var en af de dér sære snegle, som kunne se spøgelser.

     "Fanen er lige i nærheden!" hviskede han ophidset.

     Rin og jeg kom dovent på benene.

     "Hvad mener du med lige i nærheden? Burde den ikke være inde i midten af skoven et sted?"

     "Jo, men jeg så lige det andet hold. De må have bedt en patrulje om at føre den herud, hvor den er i sikkerhed."

     "De ved ikke, at vi er her," sagde jeg.

     "Vent, vent, vent, vil det sige, at det hænger på os?" Rin himlede med øjnene. "For jeg har virkelig ikke kampgejsten til at slås."

     Drengen så fra mig til hende. "Altså jeg kan ikke slås. Det eneste, jeg kan gøre er at se spøgelser. En af jer er ligesom nødt til at gøre noget."

     Jeg fnøs. Så tog jeg mig sammen. "Vi må bare få det overstået, Rin. Tænk på James og Brandon. Begge ville være ellevilde efter at kunne være her i dag. Men i stedet er det bare os. Så vi må..."

     "... gøre dem ære?"

     "Jeps."

     Rin stønnede. "Okay, lad os gøre det."

     Fanen blev holdt på den anden side af den flod, vi befandt os ved. To meget stærke fyre bevogtede den. De snakkede og spiste kiks. Jeg kendte dem udmærket. Den ene havde overmenneskelig styrke, og den anden var troldmand.

     "Hvad er planen?" hviskede jeg.

     Rin trak på skuldrene. "Det var dig, der ville gøre det her. Jeg må bare se på."

     Jeg puffede til hende. "Nej, Rin, vi skal gøre det sammen. For drengenes skyld, ikke?"

     "Årh, fint. Jeg kan vel kontrollere vandet og fryse dem til is, men du er nødt til at få os tættere på uden de ser os."

     "Okidoki." Det var en nem, nem sag. Jeg tog Rins hånd, og med en simpel besværgelse fik vi samme farve som vores baggrund. Hundrede procent camouflage. Vi nærmede os drengene.

     Da vi var tæt nok på, krævede det vitterligt ikke mere end en enkelt håndbevægelse fra Rin. Flodens vand rejste sig som en bølge, faldt henover de gispende teenagere, og sekundet efter var de blevet til is.

     Snildt.

 

Vores hold forlod skoven i sejr. Rin og jeg gik lidt i baggrunden, mens de andre hujede og råbte begejstret.

     "Hvorfor er alle så glade?" spurgte Rin.

     "Fordi vi vandt, Rin. Jesus, hvor er konkurrencemennesket blevet af?"

     "Han sidder derovre." Rin pegede mod den anden ende af træningsbanen. Der fik jeg øje på Brandon, som sad på en af bænkene med sin stok i hånden. Han vinkede til os. Da vi kom hen til ham, kunne jeg tydeligt se, hvor deprimeret han var.

     "Så I vandt alligevel," sagde han. "Selv uden James og mig."

     "Jeps," sagde Rin. Hun vendte blikket mod mig. "I det mindste har min kæreste en god undskyldning. Hvor er din henne?"

     Det havde jeg absolut ingen anelse om. Men det havde jeg aldrig, så der var ingen forandring - og absolut ingen grund til at ødelægge min dag.

     Til gengæld dukkede der noget andet op til at gøre jobbet.

     "Catriana Cyston," lød en stemme. Rin, Brandon og jeg snurrede rundt. Lidt væk fra os stod to mænd, hvis identitet ikke var til at tage fejl af med deres fancy jakkesæt og solbriller. Vores klassekammerater vendte straks blikket mod os.

     "Skal de til at hente dig til din prøve?" spurgte Brandon.

     Rin lavede trutmund. "Jeg vil også gerne til min prøve. Jeg har virkelig øvet mig i lang tid.”

     Ja, det virkede så sandelig som det mest realistiske, at det var min prøve, de var her for at bringe mig til. Men noget virkede forkert. Med ét gik det op for mig, hvad det var.

     "Det kan ikke være min prøve," sagde jeg.

     "Hvorfor ikke?" spurgte Brandon.

     "Fordi vi ved at de er her. Jeg kan jo ligesom se det komme. Og det ødelægger totalt effekten."

     Det kunne Rin og Brandon godt se logikken i. Pludselig fik jeg det meget dårligt. Den følelse blev kun værre, da de to mænd begav sig hen mod mig.

 

Da jeg kom tilbage til boenheden, fandt jeg James - liggende fladt på gulvet.

     "Øh, er du ok?" spurgte jeg.

     James kom kun med et lille hm som svar. Jeg tror ikke, at han overhovedet var okay. Skønt jeg ikke anede hvorfor.

     I fjernsynet lød tv-avisen. For en gangs skyld handlede de ikke om de forbandede angreb, som stadig hændte så godt som hver uge. I stedet rapporterede de om en stor naturkatastrofe, som var sket i Sydamerika. Mange tusind mennesker var døde.

     "Du bør ikke lytte til den slags," sagde jeg og slukkede. "Det deprimerer dig bare." Jeg gik hen og lagde mig ved siden af ham.

     James sagde ikke noget. Jeg blev liggende ved siden af ham og ventede halvt på, at han skulle fortælle mig alting. Men niks, intet kom. Så jeg blev i stedet bare liggende og holdt mig ved hans side.

     "Præsidenten vil ikke lade mig tage prøven," sagde jeg så.

     Det vækkede James. "Hvad? Hvorfor ikke?"

     "Fordi jeg er datter af min far, og fordi han er en snæversynet idiot."

     "Din far?"

     "Nej, præsidenten. Jeg nægter at fortælle ham det, han gerne vil høre, og til gengæld vil han ikke have mig med i sin hær."

     "Jeg troede slet ikke, at du ville være med i hans hær."

     "Det vil jeg da heller ikke. Men det er en principsag. Han burde ikke udelukke mig på den måde." Jeg sukkede. "I det mindste bortviser han mig ikke. Han tør vel ikke."

     Det sagde James ikke noget til. Vi lå i stilhed nogle minutter før han endelig sagde: "Jeg ved godt, at du undrer dig. Men jeg kan ikke fortælle dig det."

     "Det ved jeg. Jeg ved også, at du gør det, så snart du kan."

     James smilte ganske svagt. Han drejede hovedet og forsøgte vist at kysse min kind, men siden vi begge lå fladt på gulvet, endte han med at komme til at kysse mit øre i stedet.

     "Skal vi tage ud og drikke?" spurgte jeg med et grin.

     James lo. "Vi kunne godt trænge til det."

     Det bankede på døren.

     "Uha, måske er det bartenderen, som hørte os helt fra byen." Jeg kom på benene og løb hen til døren og åbnede. Ude på gangen stod ingen andre end Darkeya.

     "Jeg har ikke gjort det her," sagde han.

     "Jeg tror dig ikke over en dørtærskel," sagde jeg. Meget passende skulle jeg til at smække døren lige i hovedet på ham. Men Darkeya var trods alt en stærk mand, og han holdt den åben med sin arm.

     "Selvfølgelig tror du ikke på mig. For helvede, Cat, tror du virkelig, at jeg beder dig om at tro på mig?"

     "Hvorfor er du her så?"

     "Fordi jeg kan bevise at jeg ikke har noget med det her at gøre," næsten snerrede han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...