Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 3 okt. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
1084Visninger
AA

12. Kapitel 11: "Angriberne"

 

 

*Matthew*

 

Det var simpelthen så fjollet, at jeg blev ved med at komme tilbage til min fars lejlighed.

     Men for at være ærlig, efter Brandon kom styrtende og fortalte os alle sammen om, hvad han havde fundet ud af, havde jeg hurtigt bare brug for at komme væk. For da han først fortalte om datoen, var han også nødt til at fortælle om sin drøm. Det udløste en masse hysteriske spørgsmål fra Cat, som nægtede at tro på, at dæmondrager så meget som ville overveje at angribe PMS. Dernæst udbrød en længere diskussion, fordi Rin fandt frem til, at den 7. marts var den dato, de havde deres sidste terminsprøve. Hvilket gjorde alle fire tredjeårselever noget bekymrede, fordi terminsprøver var næsten lige så vigtige som deres eksaminer.

     Så mens diskussion, opråb og jamren var i fuld gang dér i boenheden, endte jeg med at rejse mig op og gå ned til bussen.

     Sagen var den, at besøgene i min fars lejlighed satte virkeligheden på pause. Min far var aldrig hjemme om dagen, min søster gik i skole, og derfor føltes det som et standbyrum, fordi jeg var lutter alene og ikke behøvede konstant at blive mindet om, hvad der skete omkring mig.

     Da jeg en time senere ankom til stoppestedet udenfor den luksuriøse bygning, hvor jeg var vokset op, trådte jeg ind i opgangen og videre op i lejligheden, hvor jeg bare satte mig til at se fjernsyn.

     Kira skrev til mig og spurgte, om vi skulle hænge ud. Jeg svarede tilbage, at jeg var taget hjem til min far og pakke nogle ting.

     Lidt senere kom Kira med en meget lang sms om, hvor dårligt det var for mig at blive ved med at komme der. Den ignorerede jeg og så lidt mere fjernsyn.

     Da jeg efterhånden havde set nok reality, slukkede og gik i gang med at pakke. Egentlig var det ikke engang, fordi jeg pakkede så meget hver gang, eller fordi jeg havde behov for tingene. Det var bare som om, at hver gang jeg kom der, dukkede der endnu en ting op, som jeg ikke havde lyst til at give afkald på. Jeg vidste jo, at det efterhånden kun kunne være et spørgsmål om tid, før min far kylede det hele ud.

     I dag fandt jeg for eksempel en gammel plastichund, som min mor havde givet mig, da jeg var helt lille. Som jeg stod der, blev jeg noget så nostalgisk, at jeg besluttede mig for at tage den med til magiskolen. Jeg lagde den ned i min taske og kom med ét i tanke om, at den jo havde en lille partner. En endnu mindre hund med en bamse i gabet. Hvor var den?

     Selvom jeg havde svært ved at tro på det, fik jeg den særeste fornemmelse... Jeg gik ud fra mit værelse og trådte ind på min fars kontor. Et sted, hvor jeg aldrig nærmede mig. Min søster holdt sig også væk. Ikke engang min mor havde vi nogensinde set gå derind. Det var min fars rum. Og kun min fars.

     Jeg stod derinde nogle øjeblikke og følte mig håbløst malplaceret. Alt herinde var af gammelt, mørkt og dyrt træ. Reolerne langs væggene indeholdt de tykkeste, mest professionelle bøger som jeg aldrig havde så meget som overvejet at røre. Skrivebordet var dækket af vigtige dokumenter og en stationær computer. Man skulle bruge en kode for at tænde den. Fiona og jeg havde brugt mange timer i vores barndom på at prøve at gætte den - men det var en umulighed.

     Ved siden af computeren stod min lille plastichund. Jeg gik over og tog den, noget paf over, at min far rent faktisk havde hugget den.

     "Ser man det..." mumlede jeg og betragtede den lille figur i min hånd. Et fjernt minde fra min barndom. Den barndom, som jeg aldrig ville få tilbage igen.

     Så fik jeg øje på noget, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle se i min fars lejlighed. Ordet "Halloween". Skrevet på en indbydelse. Min far var meget kontrær når det kom til magi og Lyset og Mørket. Han foretrak, at der i hans lejlighed ikke eksisterede noget som bare kunne minde en om Halloween.

     Selvfølgelig gik jeg hen for at se, hvad der stod.

    

Kære Alfred Harr

Vi glæder os over at kunne invitere Dem til årets Halloweenfest i Paladshallen på Uranusvej 6 den 31. oktober 2017. Festen vil starte klokken 18:00. Aftenen vil komme til at indeholde alverdens festlige aktiviteter, som vi er overbeviste om, vil sikre alle gæsterne en begivenhed, de vil huske resten af deres liv.

 

Dernæst en masse ligegyldige plidderpladder. Jeg skimmede invitationen igennem. Den var god nok. Det var en invitation til en Halloweenfest. Jeg havde besvær med at tro på det. Min far hadede alt, som havde noget med mørk magi at gøre. Hvorfor skulle han pludselig inviteres til en Halloweenfest?

     "Og hvad..." lød min fars forfærdelige stemme bag mig, "foretager du dig her?"

     Jeg snurrede rundt. Min far stod i dørkarmen til kontoret. Den reaktion havde han ofte, når han fangede enten mig eller Fiona på hans kontor. Men denne gang havde det vist intet med det at gøre.

     "Øh," var det eneste, der forlod min mund.

     Min far gav mig elevatorblikket. Alt ved mig forargede ham garanteret. Lige fra mine falmede jeans til min løse T-shirt. Og så vingerne. Forbandet, jeg havde vingerne fremme.

     "Hvorfor er du her?" spurgte han. "Jeg tog dine nøgler."

     Jeg sank en tør klump og forsøgte at kontrollere mine skælvende hænder. "Øhm... Fiona fik lavet et par til mig. Fordi... øh..."

     Min fars blik blev farligere og farligere at se på.

     "Jeg skulle bare pakke nogle ting," endte jeg med at sige. Det var jo sandt. "Jeg... jeg kommer ikke igen."

     Min far rakte sin hånd frem. Jeg stirrede på den, frygtede næsten, at han ville kræve, at jeg gav ham hunden. "Så giv mig nøglen. Siden du ikke agter at vende tilbage."

     Jeg tøvede. Men jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle redde mig ud af det, så jeg lagde nøglen i hans hånd. Han puttede den i sin bukselomme.

     "Jeg kan se, at du ikke længere skammer dig over din... herkomst." Han betragtede mine vinger med rynket næse.

     "På skolen er folk mere acceptable overfor feer." Jeg kunne mærke et stød i hjertet. Det gjorde ondt hver gang min far åbenlyst foragtede alt, som havde med mig eller min mor at gøre. "Faktisk bor der en masse der. Folk ligesom mig."

     "Folk fra ghettoer, tør jeg vædde med." Min far trådte til side, så jeg kunne forlade kontoret. Det var tydeligt, at jeg blev bedt om at skrubbe af. Han behøvede ikke engang sige det.

     Jeg gjorde sgu nok klogest i bare at gå og så aldrig se manden igen, men jeg kunne ikke lade være. Fristelsen var for stor. Jeg vendte mig om mod ham, så lige ind i hans kolde, hårde forretningsøjne. "Der bor kun ikkemagiske mennesker i det her kvarter. Så gør det ikke også stedet til en ghetto?"

     Min far kneb faretruende øjnene sammen. "Det er ikke det samme. Vi er anstændige, ordentlige mennesker."

     "Men far, magikere er også anst-"

     "Magi er ikke anstændigt!" råbte min far, rød i hovedet.

     "Hvad så med hr. og fru Sander? De har også magi, og dem ser du hele tiden. Er de også uanstændige?"

     "Hr. og fru Sander," sagde min far langsomt. Alt for langsomt, "er engle. De er af Lysets Slægt. Herrens skabninger."

     "Men feer er da også af Lysets Slægt!"

     "Feer blev skabt af Helvedes kræfter. De kan ikke engang nærme sig Lysets Slægt."

     "Men vi... vi... vi er ikke af Mørkets Slægt længere. Vi har skiftet side for meget, meget lang tid siden. Vores race har en lang historie af gode gerningerne og tro følgen af Guds ordrer."

     Min far så ud til at være på vej til at springe i luften. "Jeres magi er og bliver uanstændig. Ond. Og jeg vil ikke have noget med jer at gøre her i min lejlighed. Så hvis du vil være en fe - så vær en fe et andet sted." Han løftede armen og pegede på døren. "Forsvind."

     Han vendte sig om og gik ind i stuen. Jeg blev stående et par sekunder, før jeg så drejede rundt og forlod lejligheden for allersidste gang.

 

*Catriana*

 

Det var forbandet håbløst at arbejde på opgaven den eftermiddag, for ingen havde deres fokus hvor de burde. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, hvordan jeg ene mand (øh pige) gjorde hele arbejdet, men jeg må skammeligt indrømme, at jeg brugte meget tid på at snacke nødder mens jeg i mit hoved gang på gang gennemgik, hvordan og hvorfor dæmondrager om nogle ganske få måneder skulle få den idé at angribe Pijifenas Magiskole.

     Rin gjorde et forsøg. Hun researchede en masse gode ting på internettet, men fik aldrig taget sig sammen til at bruge artiklerne til noget. Hun mumlede ofte for sig selv om, hvorfor Brandon havde valgt at vente så lang tid med at fortælle om drømmen. Og om at det vel var derfor, han havde været så begejstret for kapellet. Kort sagt faldt en masse brikker på plads i min venindes hoved, og hun virkede tilsyneladende ligeglad med, hvad det ville komme til at betyde for skolen og for mig og for min far.

     James lå fladt henover bordet med ansigtet begravet i sine foldede arme. Jeg tror, at han sov på grund af en udmattelse, som måtte være opstået af noget, som han ikke ville fortælle mig om. Jeg var ligeglad - selvom jeg faktisk ikke var det mindste ligeglad og længtes hvert vågent øjeblik efter at spørge ham, hvad der skete, som han holdt for sig selv.

     Brandon sad i den anden ende af læsesalen sammen med Sally Winters. De var i fuld gang. Brandon havde fornyet energi, fordi han endelig havde fået opklaret et fleremånederslangt mysterium.

     Da vi senere gik hen til spisesalen for at få aftensmad, var det netop Brandon og Sally, som Rin valgte at klage sig over.

     "Tror I, at han er mig utro med hende?" Hun så fra mig til James.

     "Han er dig ikke utro," svarede vi i kor. Jeg ved ikke med James, men jeg kunne ikke få mig selv til rigtigt at spekulere over sådan en latterlig lille ting. Der skete simpelthen for meget lige nu.

     "Måske," fortsatte Rin, "kan han ikke lide mig mere. Det var trods alt min skyld, at han næsten døde, fordi han absolut ville give mig en kærlighedserklæring ovenpå vores skænderi. Så - så - "

     "Rin," sagde jeg. "Brandon er dig ikke utro. Det er Brandon. I to er som skabt for hinanden. Om ti år har I et hus i forstaden og tre børn."

     "Ikke hvis han er mig utro."

     "Hvilket han ikke er."

     "Men hvis han nu - "

     "Han er dig ikke utro! Jeg tror ikke engang, at Brandon ville kunne få sig selv til at være dig utro. Måske har han ikke vingerne, men han er en engel. Det er sgu nok derfor han er gået i gruppe med Sally Winters. Så de kan sidde derovre og være goodygoody sammen og snakke om sladderblade og hvordan man laver det perfekte essay."

     Rin svarede ikke, men hun så godt nok noget fortørnet ud. Hun rystede på hovedet og gik hen til buffeten. Jeg blev stående lidt sammen med James.

     Han så lige ud i luften. Jeg skævede til ham og overvejede at spørge ind til poserne under hans øjne, alle de timer, han pjækkede fra, og hvorfor han havde svært ved at se mig i øjnene. Nøjagtig ligesom alle andre.

     "Halløjsa," lød Ulriks kække stemme i mit øre. Han dukkede frem direkte mellem James og jeg. James fnøs og gik sin vej.

     "Se, nu skræmte du min kæreste væk," sagde jeg.

     Ulrik trak på skuldrene med et let smil. "Jeg har den virkning på folk. Kalia har det desuden langt bedre ovenpå den eliksir, du lavede. Har du altid været så god til magi?"

     "Min far er så godt som skaber af al mørk magi. Selvfølgelig er jeg god til det. Det ligger ligesom i mine gener."

     "Tænkte jeg nok." Ulrik begyndte at gå. Han ville vel have sig noget mad. Jeg fulgte med.

     "Så angående den dér person med de lysende, røde øjne - " begyndte jeg.

     "Ingen sagde noget med, at de var røde." Ulrik fløjtede imponeret, da han fik øje på hakkebøfferne.

     Det bremsede hver eneste tankerække, som havde rumsteret i mit hoved i dagevis. "Hva'?"

     Ulrik så på mig, uvidende om den overraskelse, hans ord havde vakt. "Øjnene var altså ikke røde. Jeg ved ikke hvor du fik den idé fra, Onyks."

     "Men - men..." Dæmonøjne var jo røde. De kunne umuligt have været... "Hvilken farve var de så?"

     "Øh... skinnende, bare. Lysende ligesom en pære. Hvidt."

     "Hvide..."

     Ulrik smilte for at lette stemningen. "Hvide vel. Værre er det vel ikke, er det? Hvilken forskel gør det, hvad for en farve, de havde?" Han kneb øjnene sammen. "Du skriver vel ikke en artikel til avisen om det, gør du?"

     Hvide! Hvis de var hvide, betød det jo - "Hvem angreb jer?"

     "Bare nogle mænd, som havde set os i vores varulveform."

     "Hvilken race?"

     "Altså en var sort, men resten var - "

     "Magisk race!"

     "Hvorfor tror du, at det var en bestemt magisk race?" Ulrik lavede en utilfreds trutmund og så væk.

     "Ulrik." Jeg var nødt til at presse på. Magiløse blev ikke besat.

     Ulrik sukkede opgivende. "Hvad tror du selv, Cat? Det var engle, selvfølgelig var det engle. Engle hader jo alle, som ikke er perfekte Guds skabninger." Det kække ved ham var forsvundet. Han tog en stor bøf og gik sin vej uden et ord. Jeg blev stående tilbage.

     Dæmoner havde røde øjne. Røde, skinnende øjne. Så meget vidste jeg. Og jeg vidste alt, hvad der var værd at vide om dæmoner. De havde ikke hvide øjne. Ikke så meget som én eneste.

     Hvilket måtte betyde, at... det her ikke var dæmoner. Det må have været en anden besættelsesmagt, som har haft en anden kilde.

     Langsomt, mens jeg stod dér, begyndte brikkerne at falde på plads. Rød og sort betød næsten altid, at noget stammede fra Mørkets Slægt. Mens hvid og blå altid betød... Lysets Slægt. Det kunne vel ikke være et tilfælde, kunne det?

     Bagerst i mit hoved dukkede Brandons drøm op. Om dæmondragerne, som ville angribe Pijifenas Magiskolen. Noget, som jeg kendte dem godt nok til at vide, at de aldrig ville gøre. Medmindre nogen bad dem om det. Og det var kun min far, der havde den autoritet over dem. Ham og så...

     Alt var forskruet, forkert og kaotisk. Og jeg kendte kun én person i denne verden, som ville få gavn af det.

     Jeg drejede om på hælene, løb ned ad gangene og forlod skolens grund.

     Ti minutter senere var jeg ankommet til den dør i Helvede, som jeg vidste, at jeg før eller siden ville være nødt til at banke på.

     Jeg ikke bare bankede - jeg hamrede.

     Darkeya åbnede.

     "Du troede nok, at du var sluppet af sted med det," sagde jeg. "Men tro ikke, at du kan holde noget hemmeligt for mig nogensinde igen."

     Darkeya hævede sine øjenbryn. Han så faktisk en smule frygtsom ud. Og det gjorde han så sandelig også ret i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...