Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 3 okt. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
1099Visninger
AA

11. Kapitel 10: "Den afgørende detalje"

 

 

*Brandon*

 

Jeg havde endnu ikke fundet den afgørende detalje, da dæmondragerne angreb Pijifenas Magiskole.

     Det var slutningen på dagen, og vi var så godt som færdige med dagens gruppearbejde, da der lød et højt brøl udenfor vinduerne, som fik hele lokalet til at ryste.

     Paniske stemmer, skrig og gisp lød blandt eleverne, og det blev bestemt ikke bedre, da vi så den. Den sorte, skællede, bevingede skikkelse, som fløj lige udenfor vores klasselokale.

     "Duk jer!" råbte læreren. Mange adlød og dukkede om bag bordene, men mindst lige så mange var så rystede og chokerede oven på det, de så, at de ikke rørte sig.

     Cat var en af dem.

     "Det kan ikke passe," hviskede hun. Hun stod og så lige ind i dæmondragens giftgule øjne, da den åbnede sit gab fuld af skarpe tænder, og man i dens strube kunne se noget lysende grønt blive større og større...

     "Cat, for fanden," bandede jeg. Jeg tænkte mig ikke engang om. Jeg sprang blot op, greb hende og tog hende med i faldet, som dragen udspyede ilden henover os. Jeg kunne mærke varmen i min nakke.

     Folk skreg højt og styrtede fra klasselokalet. Cat rystede i mine arme. Jeg holdt godt fast i hende, nægtede at give slip.

     "Brandon, vi er nødt til at komme væk!" Rin dukkede op ved min side. Jeg løftede hovedet og så på hende. Hun var uskadt. Gudskelov. Hendes frisure var et helvede, dog, men det kunne jeg ikke rigtig få mig selv til at tænke på.

     Jeg kom op og stå, trak Cat med mig op. Stadig skælvende, omfavnede hun sig selv.

     "Det var en dæmondrage," sagde hun. "Jeg - jeg forstår det ikke."

     "Er alle uskadte herinde?" Bill dukkede op i døråbningen. Da han så det gabende vindue, knust og halvt smeltet, tabte han underkæben. "Hvad... hvad..."

     "Hvor er James? Har James det godt?" spurgte Cat.

     "Øh..." Bill anede det ikke. Hvor skulle han også vide det fra? James skulkede igen, som han havde gjort ulideligt mange gange på det sidste. Bill gik hen til os og lagde en hånd på min skulder. "Hr. Michigan, måske skulle du finde et... sted nede i kælderen, hvor du kan tage det roligt. Dit ben er jo stadig... åh gud, dit ben." Bill så pludselig ned, hans øjne opspærrede.

     Rin, Cat og jeg så også ned. Det tog min bevidsthed nogle sekunder at opfatte, hvad jeg så. Mit skadede ben var ikke længere blot halt. Buksebenet var brændt af, min hud var rynket, rød og den stank.

     Først da mærkede jeg smerten. Og jeg kunne lugte stanken af det afbrændte, forkullede kød.

     Jeg væltede om.

     "Brandon!" skreg Rin i chok. Både hun og Cat faldt på knæ ved min side og råbte af mig, men jeg blev hurtigt klar over, at jeg ikke kunne røre mig så meget som en millimeter. Mine øjne kunne ikke lukkes, men jeg kunne se det hele, mærke hvordan pigerne og Bill rørte mig, ruskede i mig.

     Men jeg kunne ikke røre mig.

     "Brandon..." græd Rin. "Brandon!"

     Jeg prøvede at åbne munden og fortælle hende, at jeg havde det godt, men min mund forblev halvåben, min tunge hvilende i mit overbid. Intet skete.

     Cat så direkte på mig. Og jeg mener, at hun så mig direkte i øjnene. En sær fornemmelse spredte sig i min mave, og det gik op for mig, at det var første gang, at vi havde øjenkontakt. Så smukke, sorte øjne, hun havde. James var en heldig fyr, blev jeg enig med mig selv om.

     Jeg følte ingen smerte. Hvilket Cat vist også var klar over. Hun fældede en tåre.

     Bill lagde en skælvende hånd på mit bryst. "Piger... han trækker ikke vejret."

     Men mit hjerte hamrede jo. Ellers ville jeg da ikke være her. Jeg kunne mærke det i mit bryst.

     Så skete der noget mærkeligt. Jeg løftede min hånd og kom på benene. Og stod nu ansigt til ansigt med min egen krop, som stadig lå på klasselokalegulvet. Mine øjne stirrede lige op i loftet, men jeg var ikke længere dernede. I stedet var jeg her. Jeg så på mine hænder. De rystede og... var gennemsigtige.

     "Gutters," prøvede jeg. Men de hørte mig selvfølgelig ikke. Både Rin og Cat græd. Det var forfærdeligt at stå og se på. Dem, som var i den tro, at jeg var død, mens jeg stod lige her og var aldeles uskadt.

     Eller... jeg var da uskadt, var jeg ikke?

    

Jeg havde det, som om jeg var i koma igen. En tilstand, jeg havde besluttet mig for, at jeg aldrig ville ende i igen. Og her var jeg nok engang. Folk løb omkring mig på gangene, skrigende panisk, mens dæmondragerne brændte hul i loftet og gik til angreb på elever, som ihærdigt benyttede deres magiske evner til at forsvare andre og de folk, som de holdt af.

     Det var da, som jeg vandrede ned ad gangene, evigt ignoreret, at jeg fik øje på Kira og Matt.     

     "Kira!" råbte jeg. Kira var synsk, hun havde været Oraklet. Hun måtte da for helvede kunne mærke, at jeg var lige her. "Kira, jeg fandt ikke den afgørende detalje!"

     "James, James!" råbte Kira. Hun ikke engang så til min side. Hun styrtede forbi mig, og jeg snurrede rundt. James stod lidt længere nede ad gangen. Kira faldt ham om halsen.

     "Kira, hvad er der?" spurgte James. Han så fraværende ud.

     "Hvad der sker?" Kira hidsede sig op. "Hvad der sker? Dæmondrager angriber vores skole, James! Og Brandon er død!"

     James gav slip på Kira og trådte baglæns. Så satte han i løb ned ad gangen, og Kira og Matt fulgte med ham. Jeg blev stående tilbage. Mit hjerte bankede. Det bankede stadig. Hvilket måtte betyde, at jeg havde det okay. Jeg skulle bare finde ud af, hvordan jeg vendte tilbage til min egen krop.

     Jeg skulle til at gå og følge efter mine venner hen imod det sted, de vel havde lagt mig. Men så var der noget andet, som trak i mig. En følelse... En følelse af, at jeg burde gå i den modsatte retning.

     For med ét vidste jeg, at der var noget, jeg skulle finde ud af, og at det her var min eneste chance. Jeg anede ikke, hvor den fornemmelse kom fra. Der var bare noget i mit indre, som fortalte mig, at det her var vigtigt. Og at det var vigtigere end noget andet.

     Så jeg satte i løb op ad trapperne og nede ad gangene. Lige indtil jeg ankom til døren, som førte ind til kapellet. Det nye kapel, som jeg havde drømt om så mange gange. Alt var præcis, som det skulle være. Hullet i loftet. Murbrokkerne, det knuste glas. Den eneste forskel var, at jeg kunne bevæge mig, og at der ingen pige lå på mit skød.

     Jeg kunne bevæge mig.

     Med en dyb indånding trådte jeg ud midt i rummet mellem kapelbænkene. Så op, hvor dæmondragen netop kom flyvende. Den brølede højt, så højt, at jeg var nødt til at holde mig for ørerne. Så var den væk.

     Jeg så mig omkring.

     Og så fik jeg øje på det. På en af bænkene lå der en mobiltelefon. Jeg trådte hen til den, løftede den op. Trykkede på startknappen. Skærmen lyste op. Og jeg læste det, som jeg havde brug for at vide.

 

15:12

7. marts 2018

 

Jeg slog øjnene op og fór op og sidde. Jeg befandt mig i en seng på Bills kontor.

     "Hr. Michigan," lød en blid mandestemme ved siden af mig. Jeg så hen imod den. Den tilhørte en ung sygeplejerske. Ham, som havde været til stede ved alle prøvelserne. "Hr. Michigan, det er meget vigtigt, at du forstår, at det her er virkeligheden."

     "Ja, det ved jeg," sagde jeg uden videre. Af en eller anden grund havde jeg allerede vidst det, da jeg var inde i scenariet. Min underbevidsthed havde styret mig i den retning, som jeg var nødt til at gå. Jeg skrævede ned ad den seng, som jeg lå på. Greb min stok.

     "Brandon, vil du ikke have noget vand?" Manden virkede nervøs. Som om ingen var så friske efter deres prøvelser.

     "Nej, tak," svarede jeg. "Undskyld, men jeg er nødt til at gå."

     Før nogen kunne nå at gøre noget, fløj jeg ud af døren. Jeg var nødt til at finde Kira, Matt, Rin og de andre og fortælle dem, at angrebet ville finde sted den 7. marts.

 

*Catriana*

 

Jeg var den bedste af heksene til at lave miksturer. Men nu havde jeg også bare nogle naturlige gaver på grund af mine forældre. Jeg var endda bedre end min egen lærer til de fleste af eliksirerne.

     Derfor kom det ikke som nogen overraskelse, da jeg blev bedt om at komme med en helbredende (hjemmelavet) mikstur til varulvepigen, som Ulrik og hans kobbel havde bragt ind. Hun lå i en af sygesengene i hospitalsfløjen. Jeg kom vandrende ind med min lille flaske i hånden. Sygeplejersken takkede mig for den, og det var egentlig signal til, at jeg burde gå igen, men jeg kunne ikke lade være med at unde mig et blik på varulveflokken. Der var fem i alt. Som jeg stod og betragtede dem, gik det op for mig, at jeg aldrig havde mødt en varulv før. De var alle klædt i flænset, falmet tøj og havde langt, vildt hår. Drengene havde skæg.

     Måske skulle jeg ikke have stået og stirret på dem i så lang tid, for Ulrik opdagede mig hurtigt. Han vinkede, kom på benene og futtede hen til mig.

     "Halløj, Onyks," sagde han.

     Jeg kløede min pande. "Hva'?"

     "Du ved... fordi du er så sort over det hele."

     Det anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare på. Så jeg vendte mig om for at gå. Ulrik fulgte, til min ret så store irritation, med mig.

     "Ja, jeg beklager, at vi sådan kom brasende," sagde han. "Men altså, sådan som situationen ser ud... angrebene og den slags."

     Se det fangede min opmærksomhed. "Blev I angrebet?"

     "Jepper. Kalia snublede skam ikke bare over en gren, kan jeg love dig for. Næh nej, det var nogle folk. Folk med meget lysende øjne."

     Jeg kunne mærke mine ben blive en smule svagere, som vi gik ned ad korridoren. Hvorfor ville en dæmon dog give sig til at angribe varulve? Det gav da ingen mening.

     "Har James fortalt dig, hvad der skete?" spurgte Ulrik. "Eller Brandon?"

     Jeg trak på skuldrene. "For at være ærlig vidste jeg ikke engang, at I eksisterede."

     Ulrik tsk'ede. "Av."

     "Så... hvad skete der?" Jeg kunne ikke holde mig fra at spørge. Der kunne umuligt være nogen tvivl om, at de her varulve havde gjort noget forkert.

     "Det var... en fuldmåne. Normalt bliver vi låst inde under fuldmånen, fordi det er den eneste nat, hvor vi ingen kontrol har over vores forvandling og vores instinkter. Men altså, en nat lykkedes det mig at overtale James, Brandon og Sally til at lukke os ud så snart alle sov. Bare én nat."

     Jeg havde en ubehagelig fornemmelse af, hvor det her var på vej hen.

     "Selvfølgelig skete der en ulykke. James sladrede. Vi blev bortvist. Så os aldrig tilbage."

     Vi gik i tavshed lidt. Jeg havde ikke rigtig så meget lyst til at snakke med ham. Men han gik ikke sin vej, så jeg vidste, at jeg ikke helt slap endnu.

     "Det var én nat en gang hver måned," sagde jeg til sidst. "Hvorfor ikke bare udholde det? Jeg går ud fra, at det var den betingelse, skolen stillede, for at I kunne gå her?"

     Ulrik rystede på hovedet og tog et tag i min underarm. "Kom med denne vej. Så skal jeg vise dig det."

     Han ledte mig af sted. Vi gik ned ad en masse trapper. Helt ned til kælderen, hvor ingen nogensinde var. Det hele var alligevel bare lager, vinkælder og fyldt med sære, gamle ting. Ulrik førte mig forbi dem og videre ned ad en gang, som gik op for mig, var en fængselsgang. Dørene langs siden havde tremmer og havde gode, stærke låse i. Ingen vinduer, så fuldmånen ikke havde adgang herned til.

     "Kan du forestille dig at tilbringe en hel nat i den her celle? Gemt væk fra alt og alle? Som et eller andet uhyre."

     Jeg betragtede cellen. Den lurvede, gamle seng. Den nøgne pære i loftet. Ellers intet. Ingen møbler til at flænse i stykker. "Men I er jo uhyrer. Én nat hver måned bliver I til uhyrer. Det stinker, men sådan er livet."

     Ulriks ansigt blev lagt i skygge. "Ingen ser os, Onyks. Læger og helbredere gør intet for at finde en kur, fordi de er ligeglade med os."

     "Der findes ingen kur, Ulrik," sagde jeg. "Det er en urgammel forbandelse. Og der findes ingen kur for forbandelser. Der er grænser for, hvad medicin kan udrette. Især når det kommer til magi."

     Ulrik sagde ikke noget.

     "Hvorfor fortæller du mig overhovedet det her? Vi kender ikke engang hinanden."

     "Jeg fortæller dig det, fordi du måske kunne... fortælle det videre til... du ved..."

     Jeg himlede med øjnene. "Fortæller du mig det, fordi jeg er datter af Mørkets Herre?"

     "Selvfølgelig. Hvis nogen er på vores side, så må det vel være jer."

     "Vi er ikke på nogens side."

     Ulrik vendte sig mod mig. "Du taler, som om du ikke selv er vant til fordommene. Til de skulende blikke. Og hvordan folk hører om drab og automatisk går ud fra, at du er morderen. Ingen har lyst til at leve på den måde."

     "Der er noget om de fordomme," sagde jeg. "For I har garanteret dræbt flere mennesker i den periode, I har løbet rundt. Måske et par stykker hver fuldmåne?"

     Ulrik så vred ud. "Er det bare noget, du går ud fra?"

     "Der er et mørke i os." Jeg huskede det, min far havde sagt. "Hvis vi vil have, at verden skal se anderledes på os, er vi rent faktisk nødt til at være anderledes."

     Ulrik fnøs. Han lagde armene over kors og forsvandt ned ad gangene. Jeg blev stående tilbage og betragtede cellerne. Han havde fortalt, at de var blevet angrebet af folk med lysende øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...