Rodekassen

lynskrivningshistorier til sange og inspirerende livsbegivenheder

8Likes
8Kommentarer
1324Visninger
AA

17. Brev til manden på plænen

 

 

 

Du går som om du har brækket din fod. Jeg ved ikke helt om du ved det, altså, du har nok fået det at vide før. Men det er noget som jeg ikke kan lade vær med at tænke på når jeg ser dig uden for, og som jeg står der i vinduet og kigger ned på dig, spekulerer jeg på om du kan se mig stå der og stirre. Og om du kan se min beskidte trøje og mit fedtede hår. Det kan du nok ikke, men det er altså altid det jeg tænker.
Bare lige så du ved det, kan jeg ikke lide dig. Og jeg gider altså ikke se dig udenfor mit vindue længere. Der er en million andre græsplæner du kan gå og halte på, så jeg kan ikke se hvorfor det lige skal være min.
Jeg ved ikke om det gør mig sur. Det burde det vel. Et blokeret nummer burde vel være nok til at du forstår hentydningen, men jeg er egentlig lidt ligeglad. Hvis du skal være forelsket i mit hjem har du vel lov til det, men så har jeg også lov til at hade dig. Så må vi se hvem der vinder.
På en måde giver du mig håb. Ja, selvom du er grim, det gør ikke så meget, også selvom det både er udenpå og indeni.


Jeg kigger ned på dig, og når det ligner at du er ved at snuble, synes jeg ikke at det gør så meget at mit værelse aldrig er blevet besøgt af en dreng, for forhåbentlig gik du ikke derind da du var her og forhåbentlig har du rent faktisk tænkt dig at snuble den her gang.
Det gør ikke så meget, for når jeg er omkring hundrede år gammel, er der måske en idiot på fantasistylter til mig, som jeg så kan hade når den tid kommer.
Ja, du minder mig lidt om en anden. Måske fordi I begge er han-køn, eller måske fordi I begge er desperate, jeg kan ikke helt bestemme mig. Men det er nok det sidste. I minder også lidt om hinanden. I er begge to ret morsomme, men jeg ved ikke helt om du kunne finde på at gå med perlearmbånd, det kunne du nok ikke, så udenlandsk er du heller ikke. Men jeg tænker stadig på hvordan to mennesker der er så forskellige, jeg mener, for Guds skyld, du er jo mindst halvfjerds, kan minde så meget om hinanden, og hvordan du samtidig kan være så anderledes end alle andre.

Men i hvert fald, jeg kunne godt tænke mig at du ikke rigtig viser dig på min plæne længere. Det motiverer mig lidt til ikke at gå ud ad døren længere, og du må også godt tage dine små dumme kloner med dig. Mange tak.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...