Sneen lyser rødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2017
  • Opdateret: 6 dec. 2017
  • Status: Igang
Livet som hybrid er ikke nemt. Især ikke, når man er opkaldt efter en blodsugende dæmon og man forsøger at holde lav profil.
Jilaiya bor i en lille by kaldet Shenow. Hun har været alene så længe hun kan huske, og har altid vidst at hun var anderledes end alle andre. Derfor har hun altid holdt sig for sig selv i en hytte i skoven. Det er kun hendes bedste veninde, Ariel, som ved hvor hun bor.
Folk i byen holder sig fra hende, og Jilaiya er et typisk taleemne hos dem.
Det bliver ikke meget bedre, da den unge Seth dukker op i byen, og starter på samme skole som Jilaiya. Der begynder at ske mærkelige ting i både byen og skoven, og folk begynder at mistænke Jilaiya for alle tingene der sker.

0Likes
0Kommentarer
104Visninger

1. 1

Sneen falder som et tykt tæppe ned over træernes nøgne grene i Shenow skoven. Månen lyser klart på den mørke himmel, oplyser omgivelserne. En ugle tuder svagt i det fjerne, og en då fnyser forsigtigt imens den sammen med sin kalv forcerer sig vej gennem den høje sne på jorden, søgende efter et sted at finde læ. Ser man nærmere på dåens opførsel, kan man se hun er nervøs. Noget lusker rundt i skoven, gemmer sig, og hun fornemmer det.
I næste nu brøler hun halvkvalt idet hendes hals bliver fyldt med blod, og kalven løber skræmt afsted. Den rene, hvide sne bliver langsomt malet rødt af dåens dampende varme blod, og den ellers stille nat bliver afbrudt af en lavmælt slupren.

 

Skoleklokken ringer højt og tydeligt, breder sig ud i området som ringe i vand. Elever, som kommer lidt for sent til timen, hanker op i tasken og løber op mod skolens døre inden de bliver lukket af til første lektion. Deres hvide ånde kan ses på lang afstand. I hvert fald for Jilaiya, som ikke har travlt med at komme ind på skolen selvom hun ved hun kommer for sent. Med et dybt suk slukker hun for musikken på sin telefon.
Et halvt år endnu, tænker hun, mens hun lige når at smutte ind ad døren.
Et halvt år, og jeg er færdig her. Gangen, som normalt er fyldt op af larmende elever, er tom og stille. Alle er gået til time. Jilaiya går med lange, svævende skridt hen til sit klasselokale, og hun kigger kort ind gennem det lille vindue. Mrs. Morrisen er endnu ikke dukket op, til Jilaiya’s held. Ellers havde der ventet en eftersidning.
Hun trykker det kolde håndtag ned, og døren går op med et klik. Hendes klassekammerater holder øjeblikkeligt mund, eftersom de tror det er Mrs. Morrisen der kommer ind ad døren. Så snart de opdager det ikke er hende, vender de tilbage til deres snak. Denne gang dog kun en dæmpet hvisken, mens de skæver mellem hinanden og mod Jilaiya.
Lad dem bare tro, at jeg ikke kan høre dem. Jilaiya sætter den mørkeblå taske fra sig ved siden af sit bord nede bagerst i lokalet, ved siden af vinduet, og hun dumper stille ned på stolen med blikket rettet ud på den hvide jord. Sneen har lagt sig tungt på alting, og får det hele til at ligne et vinter-eventyr. Men det er det ikke. Under den rene, uskyldige sne, er dette sted værre end helvedet selv. Og det burde Jilaiya om nogen vide noget om.

”Sæt jer ned og hold jeres mund. Undervisningen begynder nu!” mrs. Morrisen’s stemme skærer igennem de andres hvisken som en kniv, og hun stiller sig op foran tavlen.
”Jeg vil ikke høre et kvæk fra nogen af jer, medmindre det er undervisningsrelateret. Tag jeres bøger frem,” hendes rødblonde hår er sat op i en stram knold, og læberne er snerpet sammen i hvad der kunne ligne en tynd streg.

”Tror du hun overhovedet kan smile?” en svag, blid hvisken rammer mit øre og jeg skæver til siden. Ariel, min tætteste - og eneste - veninde, kigger over mod mig med et glimt i øjet og et smil om de røde læber. Hun er den eneste der ved hvem jeg virkelig er. - Og den eneste som ikke holder sig fra mig. Hun er derfor også den eneste som ved, at jeg kan høre alt der bliver sagt, selv en hvisken.
Jeg kan ikke lade være med at smile en anelse af hendes kommentar, og jeg ryster kort på hovedet som svar på hendes spørgsmål. Ariel er køn som en engel, men man skal ikke tage fejl af hende. Jovist er hun ganske sød og rar. Hun har bare en tilpas mængde sarkasme og humor blandet med en mærkværdig tankegang til at man ikke ligefrem kan kalde hende for en engel. De sætninger der kan komme ud af hendes mund, vil få selv den mest hårdføre vingebesidder til at blive hummerrød i hovedet.

”Jilly, kommer du med ud og sidder lidt under halvtaget?” Ariel kigger på Jilayia imens hun samler sine bøger sammen og pakker dem ned i den sorte taske. Mrs. Morrisen er allerede gået, hun må have haft en god dag i dag. Ingen fik eftersidning, og vi har kun fået 10 siders lektier for. Normalt får vi mellem 15 og 20.
”Jeg ved ikke.. Du ved jeg er kuldskær og hader røg.” Jilayia trækker svagt på skuldrene og er selv i færd med at pakke sin taske, og de blå øjne ser hen på veninden.
”Jeg ved det, jeg ved det. Bare fem minutter?” og der kom de. Bambiøjnene, store og brune, som Ariel ved Jilayia ikke kan sige nej til.
”Du kan låne min hue!” siger hun hurtigt og begejstret, idet hun rækker den lyseblå hue med hvidt bånd og pelskvast over mod den tøvende Jilayia.
”.. fem minutter. Er du ikke færdig efter dem, går jeg ind alene!” svarer hun og tager huen ud af hånden på Ariel. Hun kigger kort på den inden hun får den placeret så den dækker det platinblonde hår, og sammen går de ud fra klassen med taskerne over skuldrene, og Ariel med et tilfreds smil om læberne.

Gløden lyser rødt og orange, da Ariel tager et kort sug af cigaretten. Hun laver en enkelt røgring inden hun puster resten af den grå, lugtende røg ud mellem sprækken på hendes læber, og Jilayia rynker på næsen.
”Jeg synes stadig det stinker, og det er stadig klamt. Jeg troede du ville stoppe?” Ariel kigger forlegent ned på den frosne jord mens hun tager endnu et sug.
”Jeg kom ligesom til at begynde igen.. Der var problemer med Logan. Og min mor..” Hun klør sig svagt i nakken og får pludselig et trist udtryk i ansigtet. Men kun for et splitsekund, så er det væk igen. Ligesom Jilayia, har Ariel ikke haft det nemt. Hun har en familie, men der er konstant problemer. Hendes mor drikker som et hul i jorden, og Ariel bliver nødt til at tage vare på sin lillebror Thomas på fem, fordi moren ikke kan. Hun har tre jobs ud over skolen, for at sikre sig at Thomas ikke bliver taget fra dem, og faren forsvandt da han kun lige var blevet født. Det tog hårdt på deres mor, selvom det nok var for det bedste. Jilayia har ikke fortalt det til Ariel, men hun snakker i søvne. Jilayia ved derfor, at faren har misbrugt moren og slået Ariel. Noget, Ariel aldrig har nævnt udover når hun sover, og hun kommer højest sandsynligt heller aldrig til det. Hun vil ikke mindes den tid, hvilket Jilayia respekterer.
”Det er okay.” svarer Jilaiya med et lille smil, inden hun ser på klokken.
”Vi må hellere se at komme ind. Klokken ringer lige om snart, og selvom det er hr. Frey vi skal have, så bør vi ikke komme for sent.” Ariel skodder hurtigt cigaretten og de rejser sig op på samme tid for at gå ind til næste lektion.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...