Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2017
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Et vampyrsamfund i det 23. århundrede, år 2332, hvor den unge Troian (tidligere kendt som Freja), er højre hånd for præsidenten, Sir Nicholas. Men Troian gemmer på nogle foruroligende hemmeligheder fra sin fortid, fra før hendes tid som vampyr og i tiden efter hendes forvandling, der truer med at komme op til overfladen og ikke mindst truer hendes position som præsidentens højre hånd. Samtidig er der et oprør under opvågning, der truer vampyr samfundets hemmelige eksistens i en fremtid, hvor menneskeheden troede at der ikke længere eksisterede overnaturlige væsner - og da slet ikke vampyrer og hekse, der lever i harmoni med hinanden, lige for næsen af menneskeheden. Hvad mon der vil ske, hvis vampyrerne bliver afsløret?

2Likes
4Kommentarer
629Visninger
AA

10. Kapitel 10

FLASHBACK

”ARGH!” skreg jeg og søgte tilflugt hos Kristian, der med det samme sørgede for at holde om mig, mens de fire ukendte fyre stillede sig foran os, og pegede pistolerne imod os. Hvem var de og hvad lavede de her? Hvorfor brød de ind her?
Stilheden sænkede sig over os alle sammen. De fire fremmede vidste ikke helt hvad de skulle gøre, da de ikke havde forventet at vi var her, selvom fjernsynet var tændt og der var lys i hele lejligheden. De virkede forvirrede for en stund, indtil de kom tilbage til fatningen og begyndte at råbe og skrige af os. Peter var den første til for alvor at reagere og gik til angreb, sammen med Kristian.
”Kom væk med jer.” kommanderede Peter til Camilla og mig. Camilla nægtede at gøre som han sagde.
”Nej, jeg forlader dig ikke. Du kommer med eller jeg bliver her og kæmper sammen med dig.” Hendes stemme rystede, men nu var stædig. Peter tæskede løs på en af de fremmede, samtidig med at en anden af dem hoppede op på ryggen af ham.
Jeg var til gengæld den der sad tilbage og ikke kunne bevæge mig ud af stedet. Det hele virkede så urealistisk og skræmmende virkeligt på samme tid. Jeg vidste på ingen måde hvad jeg skulle gøre. En af de fremmede så mig og begyndte at gå hen imod mig. Mit hjerte satte sig op i halsen på mig, min krop stivnede og blodet strømmede rundt i min krop, som om det havde gang i en dobbelt maraton.
Lidt efter lykkedes det mig at skrige og jeg hoppede op fra sofaen og løb forbi manden, skubbede til ham i forbi farten, uden at vide hvor jeg skulle løbe hen. Jeg kunne høre at han løb efter mig, og det samme gjorde Kristian og den der havde været i nærkontakt med ham.
Vi endte alle sammen ude på gaden, hvor jeg løb så hurtigt jeg kunne. Jeg måtte dog erkende at jeg ikke ligefrem var den mest atletiske, men fyren der var bag mig var hurtigere end jeg havde forventet. Han greb om min hans og halede mig ind i den nærmeste busk, mens jeg skreg i vilden sky, og jeg kæmpede så godt jeg kunne for at komme fri – uden held. Lidt efter kom Kristian farende, og prøvede at få mig fri fra mandens greb, men han blev slået tilbage. Hvad skulle jeg dog gøre? Jeg prøvede selv at få ham til at slippe mig, men han nægtede.
”Stå stille, lille tøs, eller jeg bider halsen om på dig.” hviskede han i mit øre. Jeg stivnede i ren forskrækkelse. Ville han bide halsen af på mig? OMG, det måtte ikke ske. Det MÅTTE simpelthen ikke ske. Jeg så på Kristian, og tiggede om hjælp så godt jeg kunne ved hjælp af øjnene, der i den grad udviste rædsel.
”NEJ!” skreg jeg, da mandens sammensvorne slog Kristian ned med en ternstang. Jeg så på Kristian, der nu lå bevidstløs på jorden, mens jeg hang hjælpeløst i armene på en der ville bide hovedet af mig, hvis jeg bevægede mig.
”Nu, hvor du er i gang, så TI STILLE!” hvæsede han ind i mit øre. De to sidste i deres lille flok, kom anstigende, men poser fuld af ting. Jeg antog øjeblikkeligt at det var ting fra Kristians lejlighed. 
Jeg lukkede mine øjne hårdt i. Nægtede at se mere af dette vanvid. Mit hjerte hamrede afsted. Klynkende lyde kom ud af mig. Hvor var Peter og Camilla? Åh nej, var de tilbage i lejligheden? 
Jeg kunne på ingen måde forholde mig i ro ret meget længere. Der rendte koldsved ned af ryggen af mig, og jeg kunne på ingen måde styre hverken min krop eller de lyde der kom ud af mig.
Hvad var det de havde gang i, og hvorfor gjorde de det her imod os? De kendte os ikke engang. Åh nej, åh nej, åh nej. Hvad nu hvis Camilla og Peter lå bevidstløse henne i lejligheden og forblødte, uden at jeg kunne hjælpe dem? Ligesom jeg ikke kunne hjælpe Kristian, selvom han var lige foran mig?
Da jeg åbnede mine øjne igen, stod de alle og stirrede intenst på mig, med sultne blikke. Som om jeg var mad, der var lige til at spise. Var de kannibaler? Jeg kunne endnu en gang ikke lade være med at klynke, og prøvede endnu en gang at vriste mig fri fra mandens greb – uden held. Hvad mon de ville gøre ved mig? Det var svært at sige.
De to andre kom tættere og tættere på, mens den tredje holdt mig i et mere og mere stramt greb. Der var intet jeg kunne gøre for at slippe fri. SHIT! Mente han det seriøst, da han ville bide hovedet af mig?
”Hende her er da godt nok en lille fighter, er hun ikke? Måske skulle vi beholde hende, og gøre hende til en af os?” spurgte ham der holdt mig. De to andre grinte skælmsk. De stod stille for et øjeblik, så på hinanden og det virkede til at de faktisk overvejede det. Overvejede de at gøre mig til en af dem? Men hvem var de? HVAD var de? De grinte alle tre.
Jeg gjorde store øjne, da de to af dem viste tænder. Deres tænder var sylespidse og glimtede sært i månens skær. DE VAR VAMPYRER! Ligesom jeg ellers troede at de ikke var andet end fantasi monstre, som de voksne drillede børn med kun var en del af gamle myter og sagn. Ingen havde nogensinde fortalt mig at de var VIRKELIGE.
”Nurhh, den lille pige er bange.” grinte den ene, mens de andre grinte med. Jeg rystede af skræk.
”Please, lad mig gå. Jeg beder jer. Lad mig nu gå. Jeg lover at jeg ikke fortæller det til nogen.” tiggede jeg, selvom ham der holdt mig ikke ville have at jeg snakkede.
”TI SÅ STILLE, TØS!” hvæsede han, og satte et knæ ind i ryggen på mig. Jeg krøb sammen i armene på ham, og faldt til jorden. De tre vampyrer bukkede sig henover mig. En af dem satte sig på hug henover mig og før jeg kunne nå at reagere, satte han tænderne i mig. Jeg skreg i vilden sky, og prøvede at vriste mig fri, men han holdt sindssygt godt fast i mig. Det prikkede og sortnede for mine øjne, hvor jeg til sidst besvimede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...