Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2017
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Et vampyrsamfund i det 23. århundrede, år 2332, hvor den unge Troian (tidligere kendt som Freja), er højre hånd for præsidenten, Sir Nicholas. Men Troian gemmer på nogle foruroligende hemmeligheder fra sin fortid, fra før hendes tid som vampyr og i tiden efter hendes forvandling, der truer med at komme op til overfladen og ikke mindst truer hendes position som præsidentens højre hånd. Samtidig er der et oprør under opvågning, der truer vampyr samfundets hemmelige eksistens i en fremtid, hvor menneskeheden troede at der ikke længere eksisterede overnaturlige væsner - og da slet ikke vampyrer og hekse, der lever i harmoni med hinanden, lige for næsen af menneskeheden. Hvad mon der vil ske, hvis vampyrerne bliver afsløret?

2Likes
4Kommentarer
632Visninger
AA

7. Kapitel 7

Efter mødet i præsidentens private gemakker, og jeg havde haft tid til at hvile mig i løbet af sol timerne, tog jeg ud for at gennemsøge de Københavnske gader. Størstedelen af den menneskelige forsamling var gået i seng, men der var alligevel nogen der rendte rundt i gaderne og var fuldstændig ubekymrede for hvad der var omkring dem. Ligesom jeg selv havde været tilbage i min egen ungdom. Selvom jeg stadig så ung ud og i den grad kunne mænge mig med skoleungerne, havde jeg en del år bag mig. Hvis menneskene så mig, ville de tro jeg var en teenager, der havde forvildet sig ud på gaden på et tidspunkt, hvor jeg burde ligge i min seng.
København, og hele landet for den sags skyld, havde i den grad fået sig en makeover. Specielt efter atomsprængningerne tilbage i 2050, hvor Nordkorea havde sendt op til flere fejlslagende missiler afsted mod USA, der endte med at lande i Danmark. Denne fejl udløste Tredje Verdenskrig, der var værre en de forgangne verdenskrige til sammen. Det var alle mod alle, uden nogen alliancer. FN og EU, samt alle andre former for alliancer og pagter landende imellem, blev opløst med øjeblikkeligt varsel. Alle kæmpede for sig selv til det sidste.
Der var ingen hjælp at hente nogen steder, mens Danmark var fanget i midten af de største nationers kamp for at overtage magten til deres egen fordel. Selv Den Kolde Krig blegnede ved siden af, da både USA, Rusland og Nordkorea kæmpede om magten. Danmark var det land, der i den grad blev overset, samtidig med at alle kæmpede for deres overlevelse. Ingen turde gøre noget.
Krigen varede i et helt århundrede, og blev videreført i flere generationer, så da krigen endelig var slut, lå landet i ruiner og store dele af byerne var destrueret. Hele verden lå i ruiner. Nogle lande værre end andre.
Adskillige bomber, atomsprængninger og missiler var blevet affyret uden nogen form for hæmninger. Den interne magtkamp mellem USA, Nordkorea og Rusland var brutal, mens resten af verden enten valgte side eller gik i skjul i bunkere landet over. Bunkere der var bygget i tilfælde af at en Tredje Verdenskrig ville bryde ud, og den kom. Enhver idiot der ikke havde set den komme, havde tabt på forhånd. Efterdønningerne var mere end intense, da ingen var sikre på at krigen var slut, men folk begyndte efterhånden at opbygge samfundet igen.
Vampyrsamfundet havde under krigen sørget for at bygge diverse tunneler i storbyerne, og gjort og opbygget den underjordiske bydel vi havde nu. Fra den ene bunker til den anden, samt forsøgt sig med at danne alliancer med menneskene. Uden helt at kunne opretholde den. Men intet var som før, og hele landet var på den anden ende. Menneskene havde forsøgt sig med at genopbygge landet, men på ingen måde som landet var før. Danmark var for skadet af krigens gang.
Selvom jeg frit kunne rende rundt i gaderne på dette tidspunkt, forholdt jeg mig for en sikkerheds skyld i skyggernes trygge favn, hvor der ikke var nogen der kunne få øje på mig. Der skulle nødig være noget der gik galt. De forskere der kendte til vores eksistens, samt dem der kun troede vi var en myte og søgte efter svar, havde fundet ud af at vi havde det med at rende rundt i gaderne om natten og at nogle af myterne var sande omkring det at vi var natvæsner. Af den grund havde de også fundet på at være en del af nattelivet i håbet om at finde en af os, som de kunne bruge som forsøgsdyr og eventuelt kunne bruge som bevis for at vampyrernes eksistens. Hvad de ville bruge det til, var der ingen af os der vidste.
Nogle foragtede de forskere der brugte deres tid på os, når de kunne bruge deres tid på noget mere ’virkeligt’ og mere eksperimentelt. Noget der faktisk gav mening i den teknologiske verden. For os var det mere frygten for at de ville bruge det til at udrydde os en gang for alle.
Jeg derimod var på udkig efter min gamle flamme Kristian, der i den grad var ude på noget. Jeg havde tidligere på dagen modtaget en besked fra ham. Beskeden handlede i bund og grund om at han ville ønske at vi kunne mødes, hvilket sagde sig selv med de idiotiske røde roser der fulgte med. Hvor dum kunne han mon være? Jeg ville aldrig gå tilbage til ham, og da slet ikke på de præmisser som han ønskede. Nul putte. Men jeg ville på den anden side gerne finde ud af hvad det var han ellers ville efter alt den tid.
Hvor var d andre henne? Han havde i den grad plantet en hel masse spørgsmål i mit hoved.
”Hvad siger man så? Den ellers så genstridige Freja kunne ikke lade mig være. Selv ikke efter alle de år?” Hans stemme var virkelig ikke til at tage fejl af. Den idiot.
Jeg vendte mig om og mødte hans ansigt, der i den grad var alt for tæt på. Kun få centimeter fra mit. Jeg stoppede med at trække vejret. Hvad snakkede jeg dog om? Vi vampyrer trækker ikke vejret, men det var en ren refleks. For at omgås mennesker, måtte jeg ligne og opføre mig som et menneske og derved lade som om jeg kunne trække vejret.
Jeg stod helt stille og sagde ikke noget. Jeg kiggede bare på ham med en mine der var så neutral som overhovedet muligt, men det var sværere end som så. Alt i mig skreg om at reagere på de gamle ting, som jeg plejede at gøre overfor ham, mens fornuften i den grad skreg om at lade være.
”Er du blevet stum siden vores sidste møde, eller nægter du at snakke med mig, skatter?” Hvor vovede han? HVOR VOVEDE HAN DOG AT SIGE SÅDAN NOGET! Jeg var på ingen måde hans skat. Jeg skreg i vilden sky, hvilket i den grad ville vække andres opmærksomhed. Men det afholdt mig ikke fra at gøre det alligevel.
”JEG ER IKKE DIN SKATTER! ER DU MED, ELLER SPILLER DU DUM, SOM ENHVER ANDEN IDIOT!” Han grint af mig. Det ikke eksisterende blod i mine årer kogte som bare fanden og hele min hud sitrede af nerverne der kørte i fuld kraft derudaf. Vreden i min boblede. Årh ha, mit had til ham kom tilbage med det samme or slettede den lille forelskelse der havde været der får minutter forinden.
”Du er vildt sød, når du er gal. Ved du godt det, skat? Jeg elsker når du er gal. Det gør et eller andet ved mig.” grinte han, som om det var de gode gamle dage. Årh, hvor var han dog irriterende. Det var vildt deprimerende. Jeg endte med at gå frem og tilbage omkring der hvor vi stod.
”Hvad fanden bilder du dig ind, Kristian? At dukke op på den måde? Hvad fanden laver du her anyway? Jeg troede du var død for længst.” vrissede jeg af ham.
”Det samme kan jeg sige om dig, Freja. Og så skifter du navn uden at fortælle mig om det? Det kan du da virkelig ikke være bekendt, søde skat. Jeg troede vi havde noget sammen. Men der tog jeg vist fejl.”
”HA! Du dagdrømmer min fine ven. Du skred fra mig den aften og så kommer du og tror at vi stadig har noget sammen efter så forbandet lang tid? Hvad fanden laver du her egentlig?” Jeg måtte simpelthen vide det.
”Ja, det kan jeg egentlig spørge dig om, din lille skid? Jeg hører at du er præsidentens højre hånd. Er det rigtigt, eller er mine kilder helt forkerte? De har nemlig set dig i salen for omkring en uge siden, hvor en fik en straf for at ville afsløre vores ellers så hemmelige samfund.” svarede han.
Jeg måbede. Det var sådan han havde fået et hint om hvor jeg befandt mig. Det måtte være en i vores vennegruppe der også stadig var i live. Eller i live som vi nu kunne være efter så mange år.
”Hvem var det? Var det Camilla?” spurgte jeg.
”Uha, lige til sagen, hva’ unge dame? Nu ikke være for næsvis vel?” grinte han.
”Svar mig nu bare, din idiot!” Jeg overvejede snart at gå, siden dette lille møde åbenbart ikke gav de resultater jeg havde håbet på. det virkede til at han kun var her for at drille mig og ikke andet.
”Okay, okay. Hvis du absolut skal spille hård. Ja, det var Camilla. Men det var også Peter, der var den der var mest chokeret over at se dig stå ved præsidentens side. De troede seriøst at du var død.” Han overgav sig ligefrem? Wow. Den havde jeg ikke set komme.
”Camilla og Peter?” Min tidligere bedste veninde og hendes kæreste. Var de mon stadig sammen eller havde de brudt op? Jeg måtte simpelthen vide det, men jeg var for chokeret til at spørge. De havde set mig og givet informationen videre til Kristian. Men det undrede mig alligevel ikke, siden hverken Camilla eller Peter havde ry for at kunne holde kæft overfor Kristian. Camilla havde kun udgivet sig for at hade Kristian, og samtidig elskede hun at hænge ud med ham. Det gav ingen mening, men det var sådan en person hun var. Man vidste aldrig rigtig hvor man havde hende. Gad vide om hun havde ændret sig? Der var så meget jeg gerne ville vide, men tidspunktet var ikke rigtig.
”Ja, Camilla og Peter. De to tumper, som jeg absolut skulle tage med fra det forbandede Jylland. De ville absolut til København. Hvorfor har byen mon beholdt sit navn, når størstedelen af landets byer har ændret deres navne?” Han gned sig på hagen, samt gnubbede sit ikke eksisterende skæg og prøvede at se tænkende ud. Det hjalp dog ikke helt, da han mest af alt så dum ud. Som altid.
”Ja, det har jeg ved Guds magt dog ingen ide om. Men kom til sagen. Hvad laver i helt herovre? Det er mit område. Ikke jeres.” vrissede jeg, godt og grundigt irriteret over hans attitude.
”Hold nu op, Freja. Er du da slet ikke glad for at se os?” Hans lumske smil sagde det hele. Han var helt klart ude på noget og det at han ville have fat i mig, sagde det hele. Han skulle bruge mig til noget, ligesom i gamle dage.
”Nej, det er jeg ikke. Smut så med jer og kom ikke tilbage.” Jeg vendte mig om og gik. Jeg havde ikke fået de svar jeg ville have og jeg kunne på ingen måde få et ordentligt svar ud af ham. Det eneste jeg kunne gøre var at holde øje med ham og se hvad det var han og hans to venner var ude på. mine tidligere venner, så at sige. Hvis man kunne kalde dem det.

Jeg gik direkte tilbage til min lejlighed. Min yndlingsbog var stadig ingen steder at se og hvem der ellers havde været inde i min lejlighed var det største mysterium. Jeg kunne ikke helt finde den ro jeg havde brug for at kunne slappe af og jeg havde ingenting at give mig til. Sir Nicholas havde ikke brug for mig mere for i nat, så jeg havde resten af natten for mig selv. Men hvad skulle jeg dog lave?
”For helvede altså.” sagde jeg stille for mig selv. Jeg var endt med at vandre rastløst rundt i min lejlighed, uden noget mål. Til sidst gik jeg ud i køkkenet, åbnede køleskabet og fiskede en pose blod frem.
Det gik op for mig at jeg ikke havde fået ret meget næring siden i går. Det gik altså ikke, når jeg brugte så meget energi på forskellige ting. Jeg bællede hurtigt sådan to poser blod i mig, som var det det rene saftevand. For os var blod det rene saftevand, fyldt med alt den næring vi i bund og grund havde brug for. Hvis vi ikke havde den, ville vi tørre ud lige så langsomt og til sidst dø.
I stedet for at blive ved med at lede efter min fortabte yndlingsbog, fandt jeg en ny i min reol og lagde mig i sengen, for derefter at begynde fra starten. Der var alligevel ikke andet jeg kunne give mig til på nuværende tidspunkt, samtidig med at jeg virkelig havde brug for at få mine tanker på andre spor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...