Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2017
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Et vampyrsamfund i det 23. århundrede, år 2332, hvor den unge Troian (tidligere kendt som Freja), er højre hånd for præsidenten, Sir Nicholas. Men Troian gemmer på nogle foruroligende hemmeligheder fra sin fortid, fra før hendes tid som vampyr og i tiden efter hendes forvandling, der truer med at komme op til overfladen og ikke mindst truer hendes position som præsidentens højre hånd. Samtidig er der et oprør under opvågning, der truer vampyr samfundets hemmelige eksistens i en fremtid, hvor menneskeheden troede at der ikke længere eksisterede overnaturlige væsner - og da slet ikke vampyrer og hekse, der lever i harmoni med hinanden, lige for næsen af menneskeheden. Hvad mon der vil ske, hvis vampyrerne bliver afsløret?

2Likes
4Kommentarer
641Visninger
AA

5. Kapitel 5

”Hej Freja. Eller skal jeg kalde dig Troian, som du kalder dig nu? Damn, det er dæleme svært at finde ud af nu om dage, med alle de navneforandringer mine venner har taget over årene.” Han grinte og havde et smørret smil omkring munden.
Hvad fanden lavede han her? Han burde være død for længst og da slet ikke stå her på mit dørtrin, efter så mange år efter at jeg troede jeg var sluppet af med ham. Det forbandede svin. Hvis mit hjerte kunne banke, ville det ræse derudaf og i værste tilfælde, smutte ud af brystet på mig og stikke af. Hvordan i helvede havde han dog fundet mig?
”Var det ikke her du plejede at kaste dig i armene på mig og være ekstremt glad for at se mig eller var det et gammelt minde, der kom op til overfladen?” Jeg kunne på ingen måde få ordene ud af min mund, så i stedet for at stå og glo, smækkede jeg døren i, vendte jeg mig om og gik tilbage til sofaen. Døren blev åbnet igen og han smuttede ind ad døren.
”Hvem bad dig om at komme indenfor?” snappede jeg hårdt efter ham.
”Du låste ikke døren, så det var en åben invitation, sødeste Freja. Husker du ikke det? Det var vores…”
”SMUT SÅ MED DIG, KRISTIAN! Og kom ikke igen. Er du med?” bed jeg ham af. Han bakkede tilbage mod døren i ren og skær overraskelse. Jeg rejste mig og ledte ham nærmere døren, indtil han stod på den anden side af dørtærsklen.
”Okay okay, så smutter jeg. Men det bliver ikke sidste gang du ser mig, er du med?” svarede han skælmskt. Jeg knyttede hænderne og smækkede døren i, før hverken jeg eller han kunne få mig selv til at sige mere. Hvor vovede han dog at komme her? Det var ikke ligefrem det jeg havde allermest brug for. Det havde været svært nok at jeg havde været den der skulle afgive dommen tidligere, men nu en person fra min fortid? Mit hoved var ved at springe af ren frustration. Hvordan kunne det lade sig gøre at han var her efter så mange år? Hele min krop rystede, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Skulle jeg nævne det for Sir Nicholas? At en af skyggerne fra min fortid var dukket op? Eller skulle jeg holde det for mig selv og eventuelt selv prøve at finde ud af hvad han var ude på?
Han var i den grad ude på noget. Det måtte han være. Det kunne på ingen måde passe at han var her uden grund. I hvert fald ikke efter alt det jeg vidste om ham, fra fortidens minder, der plagede mine tanker netop nu. Dengang jeg var trist og fortabt og mest af alt havde brug for venner. Men hvordan kunne han være her nu? Jeg troede at han for længst var væk, så hvordan kunne det dog lade sig gøre at han var her nu? Spørgsmålene blev ved med at dukke op og tankerne ville på ingen måder stoppe med at rotere rundt i hovedet på mig.
Alt omkring mig forsvandt for en stund, da mit blik sløredes af tårer og det at hele kroppen sitrede. Jeg sank sammen på sofaen og lagde mig i fosterstilling. Tårerne fik frit løb for en stund, mens jeg prøvede at få samlet tankerne og ikke flippe alt for meget ud. Men før jeg vidste af det, endte det med at jeg faldt hen på sofaen
De efterfølgende dage var ikke nemme. Jeg skulle stadig opretholde mit image som præsidentens højre hånd og stadig stå ved hans side til alle hans møder, og ikke mindst være til rådighed hver eneste nat. Min opmærksomhed var dog til stadighed alle andre steder end der hvor de skulle være og Sir Nicholas måtte gentagne gange sørge for at få mig tilbage til virkeligheden, efter at mine tanker gang på gang vandrede alle andre steder hen end der hvor de skulle være. Jeg kunne på ingen måde helt forholde mig til det der skete lige foran mig, selvom jeg burde holde fokus.
Til det seneste møde med hans trofaste tjenere, endte Sir Nicholas med at sende mig udenfor døren for at holde vagt og sørge for at alt var klar til det næste møde i hans private gemakker. Jeg gjorde som han bad mig om, og kunne derved holde mig beskæftiget, fremfor at falde i staver. Jeg var ikke ligefrem den mest opmærksomme til det møde, hvilket jeg burde have været, da det omhandlede den seneste retssag. Det spøgte uheldigvis stadig hos os. Der var gået betydeligt færre år mellem en tidligere retssag og denne retssag, omhandlende selvsamme problematik, så det skulle i den grad diskuteres og der skulle findes en løsning.
Jeg havde endnu ikke fundet ud af hvad Kristian lavede her og hvorfor han havde opsøgt mig. Han var som forsvundet ud af min radar efter den aften forleden dag. Han havde været lidt for kæk, som om ingen tid var gået siden dengang vi sidst havde set hinanden. Han havde slet ikke forandret sig. Jeg kunne straks genkende hans blik, da jeg så ham, samt hans kropsholdning. Men på den anden side havde han ikke ligefrem været indenfor min radar siden 2017, før min transformation til vampyr og mit nye liv begyndte. Jeg var vitterligt ved at drive mig selv til vanvid over sådan en lille ting, men der MÅTTE da være en grund til at han var her, og absolut skulle drive mig til vanvid.
Han vidste trods alt hvordan han skulle drive mig til vanvid i de gode gamle dage. Men hvordan kunne de stadig påvirke mig den dag i dag? Det havde indtil videre kun været den ene gang han var dukket op ved min lejlighed. Der var gået flere dage nu, og ingen gentagne besøg. Hvorfor mon? Jeg overvejede ligefrem at opsøge ham og udspørge ham om hvad han lavede her. Men hvor opholdt han sig? Det havde jeg ingen anelse om. Han var derude et eller andet sted, og det var ikke til at sige om han kom igen eller om det var et enkelt besøg.

Til mødet i præsidentens gemakker, kunne jeg heldigvis bedre fokusere. Jeg havde fået mine tanker under kontrol, hvilket Sir Nicholas var betydeligt mere tilfreds med end tidligere på dagen.
Mødet her var med hans mest tillidsfulde råds mænd, som han havde nøje udvalgt til at være en del af et råd der skulle beskytte vores tilværelse og være vores ansigter udadtil hos menneskene. De havde sågar et magisk emblem der gjorde at de kunne begå sig i dagslys. Det var heksene der havde givet dem til os, da vi havde en form for aftale med dem, så at sige. De ville dog ikke sige hvordan de lavede emblemerne, da der var formularer og diverse rekvisitter der skulle bruges, som jeg ikke kendte til.
”VI må altså se at få gjort noget, før det kommer helt ud af hånden på os. Det ender med at vi for alvor bliver afsløret og vi ender som forsøgsdyr for de gale forskere.” konstaterede mr. Friedrich bekymret. Hans stemme sitrede, som frøs han.
”Jeg ved det, jeg ved det. Men hvad skal vi dog gøre ved det, når vi aldrig ved præcist hvornår det ender med at den næste kommer og prøver at afsløre os? Ja, der er færre år imellem, men det er svært at sige om det går et eller to år, eller om der går et halvt århundrede før den næste kommer. Eller måske et helt århundrede.” svarede Sir Nicholas. Han var mere rolig end man skulle tro, selvom han i sig selv havde ret i det han sagde. Det var virkelig svært at sige hvornår det ville ske igen.
”Men vi må da kunne gøre noget for at forhindre det? Eller har de fuldstændig opgivet, Sir?” spurgte mr. Friedrich halvvejs truende. Hvor vovede han dog at spørge om det og så på den måde? Hvorfor skulle Sir Nicholas dog have opgivet at opretholde vores samfunds gode ro og orden, selvom der var undvigere imellem os der truede med at afsløre os? Han gjorde da af med dem hver eneste gang, selvom det var den rene pinsel. Det var ikke ligefrem lutter lagkage, selvom Sir Nicholas fik det til at se sådan ud for andre.
Jeg trådte frem for at vise min støtte, men Sir Nicholas afviste mig ved at række hånden i vejre, og jeg trådte respektfuldt tilbage. Hvad ellers skulle jeg gøre? Jeg var der for hans beskyttelse, selvom han stolede på disse to mænd. Mr. Friedrich så på mig med et frastødende blik. Han havde aldrig kunnet lide mig og omvendt. Vi havde adskillige gange været hinanden på klingen og en enkelt gang havde det været lige før vi rev hovedet af hinanden.
”Du har ganske vist ret, Mr. Friedrich. Der er noget vi må kunne gøre, men jeg ved ærlig talt ikke hvad det skulle være, udover det vi allerede gør med den givne retssag. Jeg har vagter ude omkring i landet, for at holde øje med eventuelle oprører, men det holder dem ikke fra at prøve at afsløre os alligevel. Eller for den sags skyld at nogle ender som forsøgsdyr hos diverse forskere rundt omkring.” svarede Sir Nicholas. Hele hans væsen var mere rolig end hvad jeg var. Jeg rystede over hele kroppen, men prøvede alligevel at forholde mig i ro. Disse mænd stillede for mange spørgsmål. Jeg sukkede lettere irriteret, men prøvede ikke at vise det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...