Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2017
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Et vampyrsamfund i det 23. århundrede, år 2332, hvor den unge Troian (tidligere kendt som Freja), er højre hånd for præsidenten, Sir Nicholas. Men Troian gemmer på nogle foruroligende hemmeligheder fra sin fortid, fra før hendes tid som vampyr og i tiden efter hendes forvandling, der truer med at komme op til overfladen og ikke mindst truer hendes position som præsidentens højre hånd. Samtidig er der et oprør under opvågning, der truer vampyr samfundets hemmelige eksistens i en fremtid, hvor menneskeheden troede at der ikke længere eksisterede overnaturlige væsner - og da slet ikke vampyrer og hekse, der lever i harmoni med hinanden, lige for næsen af menneskeheden. Hvad mon der vil ske, hvis vampyrerne bliver afsløret?

2Likes
4Kommentarer
644Visninger
AA

3. Kapitel 3

”HAN SKAL DØ!” var der en der råbte.
”HAN SKAL HALSHUGGES!” var der en anden der samstemte.
”HANS HJERTE SKAL FLÅES UD!” var der en tredje der råbte. Alle råbte og råbte. Alle ville have en chance for at give deres ønske til kende.
Den skyldige stod foran i retssalen, på den samme forhøjede afsats. Retssalen der befandt sig dybt nede under jorden. Fakler, der brændte og gav lys. På anklagerstolen stod han med ryggen rank og med lænker om både hænder og fødder. Kun et par meter foran præsidentens stol, som i alle retssager, var udnævnt som dommer. Dagen i dag var ikke spor anderledes.
”JA, LAD HAM DØ EN PINEFULD DØD, SOM VIL HUSKES I EVIGHEDER OG SKRÆMME ALLE ANDRE FRA AT GØRE OPRØR!” råbte en ældre vampyr bagerst i lokalet. Resten af flokken stemte for at de skulle ske, som om det var ingenting. Som altid, stod jeg ved præsidentens side, som hans højre hånde. Hans hjælper.
En rettergang hos os var ligesom hos menneskene, og var ensbetydende med at der skulle fældes en straf. Rettergangen var dog alligevel blevet til noget andet hos os. I stedet for at der var en forsvarer og en anklager, blev man stillet direkte foran dommeren. Dommeren var hos os, præsidenten sir Nicholas, og med mængden der agerede som både forsvarer og anklager og mig som jury.
”STILLE!” råbte sir Nicholas. Stilheden sænkede sig over lokalet med det samme. Der var ingen tvivl om at alle lyttede til sir Nicholas, om de så end hadede ham eller ej, for de beslutninger han tog. Om det var baseret på gode eller dårlige tidspunkter, så var det ham der gjorde alt for at holde orden i det her samfund, som vi havde opbygget gennem århundreder, samtidig med at forholde os til menneskenes verden, som på alle tidspunkter forandrede sig konstant.
Det var tid til at vampyren foran os skulle stå ret for sine handlinger. Få afgjort sin straf for at forsøge at afsløre os alle, og forsøge at skabe kaos, hvilket ville resultere i vores samfunds endeligt. Pudse menneskene på os, da de på ingen måde kunne acceptere os som en del af samfundet på samme præmisser som dem. Vi var rovdyr, der behøvede blod. Ingen tvivl om det.
”Hvad har du at sige til dit forsvar?” spurgte sir Nicholas direkte til den dømte.
”Jeg fortryder INTET!” svarede han tilbage, uden nogen som helst form for anger. Blikket i hans øjne sagde det hele. Han hadede sir Nicholas.
”Intet? Er du sikker? Hvis du virkelig afslører dig selv i at være den skyldige, i alle anklager i forsøg på at afsløre vores samfund, så er der ikke andet jeg kan gøre … end at dømme dig til døden. Men hvilken dødsdom du skal have, er jeg ikke den rette til at afgøre.” sagde sir Nicholas.
”Hvem er det så, der skal afgøre det?” spurgte den dømte, med en antydning af nervøse trækninger. Sir Nicholas derefter på mig. Jeg stivnede. Mit frosne hjerte endte oppe i halsen på mig. Var det mig der skulle afgøre, hvilken form for død han skulle lide? Mente han det alvorlig? Jeg stod som lammet til stedet, uden en eneste chance for at finde de rette ord.
”Troian, min højre hånd. Jeg stoler på dig, med intet mindre end mit liv. Dette er ikke den rette dom for mig at afsige, andet end at han skal dømmes til døden. Din opgave er nu, at afsige hvilken død han skal lide.” sagde sir Nicholas og så mig direkte ind i øjnene, da han sagde det. Hans fastholdt mit blik i flere minutter.
Det var mig … kun mig … der nu skulle give den dømte den altafgørende dødsdom. Hvordan han skulle dø. Mine tanker fløj rundt, for at finde de rette ord. Den rette straf. Jeg var som forstenet. Hvordan skulle jeg kunne sige, hvordan han skulle dø? Hvilken straf han hermed skulle have, nu hvor han var dødsdømt. Den eneste måde jeg kunne komme i tanke om, var at han skulle dø ved at få halsen brækket, og derefter at få hovedet revet af. Det var for mig den værste måde at dø på, her i vores samfund. Der var intet værre end det.
Men jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget. Få ordene over min mund, lige meget hvor meget jeg så end prøvede. Jeg var ude af stand til at gøre noget som helst. Stilheden var kvælende. Ikke engang sir Nicholas sagde noget. Han ventede på mit svar om hvad der skulle ske. Men jeg sagde intet. Ikke før der var en der råbte: ”Hvad bliver det til Troian? Hvordan skal han dø?” Det fik mig tilbage til virkeligheden. Tilbage til at se ind i sir Nicholas’ øjne.
”Bræk nakken på ham, for derefter at hugge hovedet af ham.” sagde jeg koldt. Jeg havde intet til overs for ham, der stod foran os alle i salen, med et rædselsslagent udtryk i øjnene. Det var hårdt nok at få en straf, for slet ikke at tale om en decideret dødsstraf. Men at få en dødsstraf, der indebar hele to ting, der indebar døden lige meget hvad, var værre end af nøjes med den ene af dem. 
Alle, der var mødt op i salen, gispede i forfærdelse. De fleste så mig ikke som andet end præsidentens højre hånd og oplevede aldrig at høre mig tale. Ikke før nu, hvor jeg var tvunget til at tale. Og det at jeg skulle foreslå en straf, der endte med denne straf, havde ingen forventet.
”Hård, men retfærdig. Du er en kvinde med en rygrad af stål. Det kan jeg lide og jeg vidste at jeg kunne stole på dig, Troian. Det er derfor du er min højre hånd.” sagde Sir Nicholas anerkendende. Det var tydeligt at han talte med stolthed i stemmen, og han gav mig et smil, inden han vendte hovedet mod dem dømte.
”Hvad bliver det til?” spurgte den dømte. ”Du tager vel ikke den dom, fra den fordømte snottøs?”
”Hvad får dig til at tro at jeg ikke vil?” spurgte sir Nicholas, og lænede sig frem.
”Ej, helt ærligt. Godt nok vil jeg afsløre jer, men jeg fortjener bedre end det.” Den dømte danse febrilsk på afsatsen. ”Lad vær med at dræbe mig. Sæt mig i en celle, og jeg lover ikke at flygte. PLEASE! Jeg har virkelig ikke lyst til at dø. Hendes historie er i den grad værre end min. Du kender hendes fortid, gør du ikke, præsident?”
Det var helt tydeligt at han frygtede døden mere end at blive afsløret, og det at han havde mod til at ville tage mig med i faldet, sagde en del.
Han var gået fra at være snedig og være ligeglad med alt, til at tigge for livet. Alle i salen grinte af ham. Der var ikke noget at gøre. Døden var den eneste mulighed, og Sir Nicholas ville ikke risikere noget som helst. Der var dog nogen i salen der kiggede lidt på mig, efter at have hørt hvad den dømte havde sagt. Men jeg så tilbage på dem med et blik, der fik dem til at kigge væk. Deres blikke skulle ikke havde lov til at røre mig. Hvad mon det gik ud på? Hvad mon han havde ment med det? Mente han det jeg troede han gjorde? Hvis det var, hvor havde han fået den information fra? Den eneste der kendte til min fortid, var Sir Nicholas. Ingen andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...