Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2017
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Et vampyrsamfund i det 23. århundrede, år 2332, hvor den unge Troian (tidligere kendt som Freja), er højre hånd for præsidenten, Sir Nicholas. Men Troian gemmer på nogle foruroligende hemmeligheder fra sin fortid, fra før hendes tid som vampyr og i tiden efter hendes forvandling, der truer med at komme op til overfladen og ikke mindst truer hendes position som præsidentens højre hånd. Samtidig er der et oprør under opvågning, der truer vampyr samfundets hemmelige eksistens i en fremtid, hvor menneskeheden troede at der ikke længere eksisterede overnaturlige væsner - og da slet ikke vampyrer og hekse, der lever i harmoni med hinanden, lige for næsen af menneskeheden. Hvad mon der vil ske, hvis vampyrerne bliver afsløret?

2Likes
4Kommentarer
641Visninger
AA

18. Kapitel 18

Felicitys synsvinkel
Messen runden i byen var slut og vi havde fået hvad vi ville have. Alle vampyrerne var mere eller mindre gået i knæ. Remsen vi havde sagt i uendelighed på turen rundt i gaderne, var den eneste der virkede for at få dem til at gøre hvad vi ville have.
”Du gjorde det godt, min skat.” sagde Mrs. Friedrich, som var min mor. Hun elskede når jeg i den grad gik i hendes fodspor. Jeg var ikke helt sikker på at det var det jeg ville, men på den anden side ville jeg i den grad gerne gøre min mor stolt af mig og det jeg en gang i fremtiden ville opnå. Hvad end det så ville blive. Jeg havde store drømme for mig selv.
”Tak, mor. Det er jeg glad for at du syns.” svarede jeg, men følte mig på den anden side skyldbetynget. Skylden kom af at en af mine veninder, en af vampyrerne, var en af dem der blev tvunget i knæ, mens vi var ude og vandre i gaderne. Jeg hadede at se hende på den måde. Jeg tog en rigtig dyb indånding, trak skuldrende helt op til ørerne og slap det hele ud ved et enkelt åndedrag. Det var en teknik mor havde lært mig, så jeg kunne lade skylden slippe ud hver gang det opstod. Det virkede aldrig på mig, men det virkede på en eller anden måde på hende.
’Koldblodige kælling’ var alt jeg kunne tænke. Min mor var og ville altid være, en person der gjorde hvad hun ville og hvornår hun ville. Der var i den grad gang i et eller andet, uden at jeg helt kunne sætte en finger på hvad. Det gjorde det ikke bedre at jeg havde løjet for min bedste veninde, Troian, som var den vampyr jeg havde set ude på gaden, mens vi var i gang med runden.
Skyldfølelsen. Den dukkede op igen, som et jag for brystet. Hver eneste gang jeg tænkte på det, kom det frem. Jeg hadede mig selv for at have gjort det overfor min veninde. Hun var den eneste veninde jeg havde, men jeg kunne på ingen måde sige noget om det til mor, da hun ellers ville give mig noget af en skideballe.
Jeg fandt til gengæld frem til mit værelse, der var i den anden ende af salen. Hovedcentralen var i den grad overbefolket af hele landets hekse, men det gjorde intet. Det var mest af alt grunden til at de var her, der var ubetryggende for mig, selvom de i bund og grund var familie. Vi var alle forbundet på en eller anden måde, så man enten var en kusine, eller grandkusine, til den ene, den anden, eller den tredje. En stor, glad og lykkelig familie. Hvad mere kunne man ønske sig? Ja, måske at ens mor ville være bedre til at give en ros, frem for konstant at give en kritik for de ting hun mente jeg kunne gøre så meget bedre.
Jeg fandt frem til mit værelse og kom igennem mængden af mennesker. Mit værelse var ikke så stort, men her var hyggeligt. Min seng stod i den modsatte ende af rummet, i et hjørne. En rigtig drømmeseng, med en dejlig blød madras, en dobbeltdyne og en hel masse puder liggende i hele sengen. Jeg havde endda alle mine bamser liggende. Ved siden af sengen havde jeg mit natbord, med en trådløs lampe der brugte magisk energi og en bog jeg var ved at læse for tiende gang. Det var min yndlingsbog, som jeg havde til fælles med Troian. Rundt omkring havde jeg dog et par enkelte reoler, der var fyldt med diverse bøger, og alligevel havde jeg sneget mig op til Troians lejlighed og nappet hendes bog, som hun havde haft liggende på hendes natbord. Hun var vist selv i gang med bogen, men jeg kunne ikke lade være med at tage den med mig.
Jeg nåede ikke engang at ligge mig på sengen, før der var op til flere brag udenfor mit værelse, der fik mig godt og grundigt op på tæerne. Jeg løb ud af mit værelse, for at opdage at det var en mindre flok af børnene, der havde gang i at øve på deres eksplosionsbesværgelser.
Mit hjerte hamrede afsted, hårene havde rejst sig i nakken og jeg stod og stirrede på ungerne, der grinte af mig på grund af mit forskræmte udtryk. Jeg knyttede hænderne og havde mest af alt lysten til at kværke dem på stedet, men gjorde det ikke. Det ville ikke se godt ud, når man var datter af en af de stærkeste hekse i hele landet. Værre var de forbandede forventninger mor havde til mig, der konstant gjorde mit liv til et helvede overfor hendes inderste kreds, der forventningsfuldt stirrede på mig, hver gang jeg så meget som gik forbi dem.
I stedet for at gå tilbage på værelset, smuttede jeg ud. Ud på gaden, hvor jeg kunne få fred fra alting, selvom jeg i realiteten burde gå i seng. Jeg havde ikke fået noget som helst søvn hele natten, efter marchen. Her var der dog endnu flere børn der rendte rundt. Jeg sukkede i fortvivlelse, satte mig ned på den nærmeste kantsten og lagde hovedet i skødet. Lidt efter var der en klokke der ringede og signalerede at børnene skulle smutte ind til undervisning. Heldigt for mig. Fred og ro.
”Er du okay, sødeste?” var der en der spurgte. Da jeg så op, var det en ung pige der havde snakket til mig. hun hed vist Frida, men jeg var ikke sikker.
”Ja, jeg har det fint. Jeg havde bare brug for lidt fred og ro.” svarede jeg, og gabte.
”Kender det godt. Tror jeg da. Jeg er stadig ikke helt vant til det det med søvnrytme.” Hun smilede let og det smittede. Jeg smilte tilbage. Hvad mente hun dog med at hun ikke var vant til det med søvnrytmen? Jeg endte med at se forundret på hende, hvorefter hun trak på skuldrende. Hun grinte lidt, og må have regnet ud hvad jeg tænkte på.
”Det er fordi jeg lige er blevet menneske igen, efter at have været en vampyr i årevis. Så det er lige med at finde tilbage til de ting man ikke har kendt til i mange år.” Jeg nikkede, selvom jeg på ingen måde kunne relatere til det hun sagde. Det var en ting min mor havde pralet med i flere uger.
”Så det lykkedes for min mor at forvandle dig tilbage? Hvordan?” Nysgerrigheden brændte.
”Jeg er ikke sikker, men hun brugte vist en del avanceret magi, besværgelser og miksturer der gik ind og vendte op og ned på døden, så jeg fik mit menneskelige liv tilbage. Jeg var en heks før jeg blev til vampyr, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle få det omvendt. Vampyrer er en vederstyggelighed imod naturen, og jeg kunne på samme tid ikke selv udføre magi eller brygge miksturer og alt hvad der havde med heksekræfter at gøre.”
Den sidste del sad jeg og tænkte lidt over. En heks der var blevet vampyr, og nu var forvandlet tilbage til menneske?
”Men hvordan er det lykkedes dig at holde dig i den form og samtidig undgå at tiden ikke har indhentet dig? For hvis naturen ville have indhentet dig, burde du have været død for længst.”
Hun nikkede. ”Ja, du har ret. Men heldigvis er din mor en stærk heks, der har sørget for at den del ikke har indhentet mig og jeg på samme tid har kunnet beholde min udødelighed. Hvordan hun har gjort det, ved jeg ikke. Det må du spørge hende om.”
En mindre spændingshovedpine meldte sin ankomst. Så mange informationer på en gang, selvom jeg stadig ikke helt kunne forstå hvordan det kunne lykkedes. Hendes udødelighed? En flok af mennesker kom gående forbi, smilede til os og smuttede videre forbi os. Jeg sukkede og ønskede at jeg kunne smutte med dem, men mor havde beordret mig til at blive her i nærheden. Alt jeg ville var at tage langt væk herfra og ønskede at jeg ikke havde løjet for Troian den da hun havde været her. Men der var ikke meget jeg kunne gøre ved det nu.
”Du ligner en der burde sove.” konstaterede pigen.
”Ja, jeg burde i grunden sove, men jeg har alt for mange tanker kørende i hovedet. Hvad hedder du egentlig? Jeg fik aldrig rigtig fat i dit navn, hverken tidligere eller nu her.”
”Mit navn er Frida.” svarede hun med et smil og viftede med sit hår. ”Er du for resten ikke veninde med en der hedder Freja?”
Jeg rystede på hovedet. ”Nej. Jeg kender ikke nogen der hedder Freja. Hvorfor spørger du om det?”
”Fordi jeg kendte engang en der hed Freja, som vist skulle være her i byen et eller andet sted, men jeg ved ikke lige hvor. Det ville da være rart at se hende igen og høre hvordan det går med hende.”
”Øh, okay. Men jeg tror jeg vil se at smutte i seng og se om jeg eventuelt kan få mig noget søvn. Mine øjn er godt nok tunge efter at jeg var oppe hele natten.” Hun nikkede til svar, hvorefter jeg rejste mig op og gik ind. Der var liv over det hele, men jeg fik sneget mig ind på mit værelse, hvor jeg hurtigt lukkede døren og lagde mig ned på sengen. Jeg kunne dog ikke sove helt med det samme, da mine tanker forstyrrede alt for meget til at jeg kunne falde til ro.
Hende Frida virkede alt for mærkelig i mine øjne. At hun ligefrem var gået fra vampyr og tilbage til menneske? Og det at min mor havde hjulpet hende? Det var yderst mærkværdigt, når jeg vidste at min mor hadede vampyrer overalt på jorden. Samtidig gav det mening at hun havde hjulpet Frida med at komme tilbage til sit ophav som heks. Udødeligheden var dog ikke til at forstå. Hvorfor havde hun dog beholdt den del? Var det ikke meningen at slippe af med det, da hun ville tilbage til menneske? Eller var hun bange for at døden ville komme efter hende, hvis hun ikke beholdt den?
Lidt efter lidt begyndte søvnen at overmande mig og stilheden sænkede sig over mine tanker, da jeg ikke længere kunne kæmpe imod. Søvnens trygge favn var bedre end de overdrevne tanker og de evige spørgsmål der blev ved med at dukke op, uden at jeg på nogen måde kunne finde nogen svar. Jeg gabte og faldt ind i en dyb og drømmeløs søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...