Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2017
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Et vampyrsamfund i det 23. århundrede, år 2332, hvor den unge Troian (tidligere kendt som Freja), er højre hånd for præsidenten, Sir Nicholas. Men Troian gemmer på nogle foruroligende hemmeligheder fra sin fortid, fra før hendes tid som vampyr og i tiden efter hendes forvandling, der truer med at komme op til overfladen og ikke mindst truer hendes position som præsidentens højre hånd. Samtidig er der et oprør under opvågning, der truer vampyr samfundets hemmelige eksistens i en fremtid, hvor menneskeheden troede at der ikke længere eksisterede overnaturlige væsner - og da slet ikke vampyrer og hekse, der lever i harmoni med hinanden, lige for næsen af menneskeheden. Hvad mon der vil ske, hvis vampyrerne bliver afsløret?

2Likes
4Kommentarer
636Visninger
AA

17. Kapitel 17

FLASHBACK

”Please, jeg beder dig. Lad mig gå, og jeg fortæller ikke om det her til noget, så længe du lade mig leve.” Manden foran mig på jorden tiggede om sit liv, men jeg nægtede at lade ham gå. Jeg kunne på ingen måde risikere det. Jeg så mig rundt om i gyden, for at sikre mig at der ikke var andre end ham og mig. Jeg hev ham op i jakken, for bedre at kunne komme til at drikke hans blod.
Det var efterhånden længe siden jeg var kommet væk fra Frida og huset, men jeg anede på ingen måde hvor lang tid der var gået.  Min tidsfornemmelse var som forsvundet og gået ud i et. Den eneste indikator for mig var datoen på aviserne, der for nu indikerede at årstallet var 2048. Jeg havde været på egen hånd i 30 år, og mit udseende havde ikke forandret sig, men jeg havde til gengæld raseret en hel del byer i Jylland, samt halvdelen af Fyn. Sjælland var dog det eneste sted jeg endnu ikke havde været, da halvdelen af det fynske var spærret af få år forinden, før jeg kunne nå at rejse derover, efter en politisk kamp, der krævede at der kom told og gebyrer på, hvis man ville rejse til den anden halvdel af landet. Hvor latterligt det så end lød.
Kun dagen, hvor solen var fremme var det værste, men jeg formåede altid at holde mig skjult i solens timer. Solens stråler var dog blevet mere skrap med tiden.
Kun et par enkelte gange var jeg blevet brændt af solens stråler, men det stoppede mig ikke fra at søge efter det næste måltid når jeg kunne. Jeg havde for længst lagt Horsens bag mig og søgt nye steder hen i landet, uden egentlig at vide hvor jeg var. Et par gange havde jeg dog kunnet gætte mig til i hvilken landsdel jeg var, baseret på accenten. Denne gang havde jeg dog fundet frem til at jeg var i Aalborg.
”Hvad tror du selv, gamle mand.” hvæssede jeg indædt. ”Som om jeg ville risikere det.”
”Jeg lover dig at jeg ikke siger noget. Please, jeg…” Jeg brækkede nakken på ham, inden han nåede at sige mere. Der var ingen chance for at jeg ville lade ham gå, og hans indsigelser var mere eller mindre rædselsfulde at høre på. Det var de samme ting de alle sagde, lige før jeg tog livet af dem. Dødelige mennesker, der hver eneste gang tiggede for deres liv, selvom de godt vidste at der ikke var noget de kunne gøre.
Jeg grinte lidt for mig selv, da jeg stak tænderne igennem huden på hans hals og begyndte at drikke hans blod. Forfriskende.
”Er du sikker på du burde gøre det der, unge dame? Og så tæt på byen? Selvom jeg må sige at en gyde er et glimrende gemmested.” Engelsk accent. Den havde jeg ikke hørt før. Hvem var dog det? Jeg stoppede straks med det jeg havde gang i. Jeg vendte mig om, for at se hvem det var, og det var en midaldrende mand, iklædt en sort frakke og høj sort hat. Skæg på overlæben, der gik ned ved mundet og endte ved hagen. Jeg lod manden i hænderne dumpe ned på jorden.
”Hvem fanden er du og hvad laver du her?” spurgte jeg straks efter at jeg havde givet ham elevatorblikket. Der var et eller andet sært ved ham, som jeg ikke umiddelbart kunne placere.
”Ja, det er der i sandhed ingen der ved, og jeg vil lade det blive ved det. Med hensyn til det andet, så sikrer jeg mig at du ikke afslører dig selv, unge dame.” svarede han. Den engelske accent var ikke til at tage fejl af, men hvad lavede han dog her? Hvordan havde han fundet mig herinde, og for hvilken grund?
”Hvad i helvede er det du fabler om?” Det her var mere end latterligt. Jeg begyndte at gå, inden han nåede at svare, men før jeg nåede ud af gyden, greb han fat i min arm. Jeg så misbilligende på ham, og gav ham sågar dræberblikket.
”Det hjælper ikke, unge dame.”
”Slip mig så, din gamle tosse.” vrissede jeg, og forsøgte at hive armen til mig.
”Nu ikke så tvær, min fine ven. Vi kunne ellers gå hen og blive meget gode venner, os to.” Jeg grinte af den måde han snakkede på. Var han overhovedet fra den her tid?
”Os to? Venner? Nu må du da lige tage og stoppe op et øjeblik. Jeg er ikke ude på at få venner, og slip mig så. Jeg er sulten, og når jeg er det, så er det bedst ikke at stå i vejen for mig. Du kunne ende med at blive mit næste måltid. Hvis du forstår hvad jeg mener.” Jeg viste ham mine tænder, der glimtede rødt i månens skær.
”Meget fint, meget fint. Så herligt, unge dame.” smilede han, og viste mig straks hans egne tænder. Jeg måbede og spærrede øjnene op. Han grinte af mit fjogede ansigtsudtryk, der i den grad viste min overraskelse.
”Rolig nu, min ven. Ingen grund til at tabe kæben.” sagde han, slap min arm og trådte til side. Jeg blev stående hvor jeg var og slap ham ikke af syne, da han begyndte at gå ud mod gaden. Da han stod på gaden, vendte han sig straks om mod mig og gjorde tegn til at jeg skulle følge med. Jeg fik straks mine ben til at lystre og satte i små løb, indtil jeg nåede op på siden af ham.
”Hvem er du og hvad laver du her?” spurgte jeg af ren nysgerrighed. Han smilede blot og vi gik i stilhed. Jeg blev nødt til at finde ud af hvem han var, og hvorfor han havde stoppet mig med det jeg havde været i gang med tilbage i gyden.
”Jeg er ingen, men på samme tid en kendt person, uden menneskene i virkeligheden ved hvem jeg er.” sagde han, med blikket rette ligeud.
”Hvad mener du med det?”
”Jeg mener, jeg er for menneskeheden en morder, med et mysterium bag mig, som ingen nogensinde har formået at løse. Hvis du forstår hvad jeg mener?” Jeg så måbende på ham mens vi gik. Var han den jeg troede han var, og omhandlede det et mysterium jeg havde hørt om i skolen? Det var svært at sige, men han havde vagt min interesse.
”Mener du ligesom mysteriet om Jack the ripper?” spurgte jeg ligeud. Han så på mig med et sigende blik, smilede og sagde ikke mere i et godt stykke tid. Var han Jack the ripper eller ej? Jeg spurgte ham et par gange, uden at få et konkret svar. Til sidst gav jeg op. Det måtte vente til en anden gang.
Vi gik videre i stilhed, selvom jeg på givende tidspunkt ikke vidste hvorfor jeg blev ved med at følges med ham. Der var et eller andet ved ham, der fangede mig, uden helt at kunne beskrive det med ord.
”Jeg troede ellers at mysteriet om Jack the ripper var blevet opklaret og at hans rigtige identitet var Charles Lechmere.” Det vækkede hans nysgerrighed. Vi stoppede begge op et øjeblik. Han så intenst på mig, hvilket gav mig kuldegysninger op og ned af begge mine arme.
”Driver du gæk med mig, unge dame?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet.
”Nej, jeg mener det seriøst. Det var i nyhederne for længe siden.” svarede jeg ærligt.
”Okay, men det er ikke sandt. Det var sikkert ikke andet end rygter. Der er ingen der kender hans sande identitet. Personen du nævner, var ikke andet end et sølle menneske, der var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt hver eneste gang der var sket et mord. Oveni det havde an en sær fetish med at skære kvindernes hals op og hive deres indvolde ud. En afskylig en af slagsen, men helt normal var han ikke, når andre ikke så det.” Hans stemme var lav, mørk og intensiteten fik hårene i nakken til at rejse sig. Jeg skuttede mig et øjeblik, mens tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Hvem var han egentlig? Han begyndte at gå videre. Jeg sukkede lettet, da jeg for et øjeblik troede at han ville skade mig.
”Er du ikke bange for mig?” spurgte han, da vi var kommet et godt stykke videre. Jeg rystede på hovedet. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men selvom han virkede mere intens end nogen anden jeg før havde mødt, var der et eller andet over ham jeg på ingen måde jeg kunne beskrive.
”Nej, egentlig ikke, sir. Men hvordan fandt du mig, og hvorfor afbrød du mig egentlig i det jeg havde gang i?” Han så eftertænksomt på mig, før han svarede.
”Jeg havde hørt et eller andet om at der skete nogle mord i byen, der også var foregået adskillige andre steder i landet, som er et stort mysterium for politiet landet over, som på en eller anden måde kan sammenlignes med en anden seriemorder, man aldrig rigtig fandt ud af hvem var.” Han var stille for en stund, uden at gøre tegn til at sige mere.
”Og? Hvordan fandt du mig?” sagde jeg og gjorde tegn til at han skulle fortælle videre.
”Rolig nu, unge dame. Du er da godt nok ivrig.” grinte han. ”Men jeg havde hørt rygterne rundt om i byen, hvilket fortalte mig at ofrene gang på gang blev fundet i gyder rundt om i byen, og generelt steder hvor mennesker sjældent gik ind, samt hvor ofte ligene blev fundet. Jeg lagde to og to sammen, og regnede ud hvornår du ville slå til igen og ikke mindst hvor du kunne finde på at slå til næste gang.”
Jeg stoppede op et øjeblik. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, uden at jeg kunne finde hoved og hale i dem. Havde han lige regnet mig ud, uden at jeg havde tænkt over at jeg havde en form for rutine? Det var ufatteligt. Uden jeg selv vidste det, havde jeg lagt en fælde for mig selv og politiet var denne gang i hælene på mig. Jeg indhentede hurtigt den mystiske mand.
”Hvordan kunne du regne det ud? Jeg havde ikke engang regnet det ud, hvis det var mig der havde hørt de rygter. Og hvad hedder du egentlig?”
”Det ved ingen, men du kan kalde mig Nicholas. Hvad er dit navn?”
”Jeg hedder Freja.” svarede jeg igen, men mine kinder rødmede. Jeg hadede det navn.
”Du virker flov. Kan du ikke lide dit eget navn?” Jeg rystede let på hovedet.
”Nej, egentlig ikke.”
”Hvad så med at finde et andet navn? Der er ingen der siger du skal beholde det for altid. Du har muligheden for at skabe en ny identitet.” Han gav mig et smil og stoppede op, da vi var nået til en togstation.
”Du har ret. Jeg kan skabe en ny identitet, men hvordan? Hvilket navn skal jeg vælge?” Han så på mig et øjeblik. Det virkede som om han afmålte mig.
”Hvad siger du til at jeg kalder dig for Troian? Det virker som et passende navn, til en sådan sej lille tøs som dig, og som den passende næst kommandant.” Jeg grinte. Mente han det seriøst. Jeg gik videre mod perronen, da jeg i den grad følte en trang til at komme væk herfra. Jeg havde allerede opholdt mig længe nok i denne skod by. Han fulgte efter mig til perronen, hvor jeg ventede på det nærmeste tog, til trods for at det var tæt på solopgang.
”Følger du ligefrem efter mig?”
”Ja, hvorfor ikke? Vi kunne da blive et fint makkerpar. Vi kunne tage en tur til det sjællandske, og se hvad der sker der. Jeg har hørt at der er en hel flok af vampyrer derovre, som sikkert gerne ville tage imod os med åbne arme.”
Hans ord virkede så fristende, men jeg var ikke fuldstændig sikker på at det var det bedste. Med mit rygte i bagagen, var det ikke sikkert at alle var med på at tage mig ind. Hele vampyrsamfundet i Jylland havde allerede hørt rygtet om den terroriserende vampyr der gik fra by til by, hvilket sikkert allerede havde spredt sig til resten af landet. Jeg ville være den nye vampyr i klassen, og hvis de havde hørt det, ville det hurtigt falde på mig. Jeg ville nødig tage en for stor en chance og ende i døden.
”Det er okay, Troian. Jeg er ved din side, hvis der kommer problemer. Dig og mig hele vejen igennem, og jeg er der hvis du har brug for mig. Der er ingen der får lov til at gøre dig noget. Okay?”
”Okay, lad os gøre det.” svarede jeg, efter at have givet mig selv tid til at tænke over det. Det var trods alt en stor beslutning. Lidt efter kom der et tog bragende ind på stationen. Vi hoppede begge på toget. Nu var der virkelig ingen vej tilbage.
Nyt navn, nyt venskab og et nyt eventyr.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...