Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2017
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Et vampyrsamfund i det 23. århundrede, år 2332, hvor den unge Troian (tidligere kendt som Freja), er højre hånd for præsidenten, Sir Nicholas. Men Troian gemmer på nogle foruroligende hemmeligheder fra sin fortid, fra før hendes tid som vampyr og i tiden efter hendes forvandling, der truer med at komme op til overfladen og ikke mindst truer hendes position som præsidentens højre hånd. Samtidig er der et oprør under opvågning, der truer vampyr samfundets hemmelige eksistens i en fremtid, hvor menneskeheden troede at der ikke længere eksisterede overnaturlige væsner - og da slet ikke vampyrer og hekse, der lever i harmoni med hinanden, lige for næsen af menneskeheden. Hvad mon der vil ske, hvis vampyrerne bliver afsløret?

2Likes
4Kommentarer
645Visninger
AA

16. Kapitel 16

FLASHBACK

Kvinden blev fundet. En tilfældig forbipasserende fandt hende og ringede straks til politiet. Det endte straks hos Frida, der i den grad endte med at være efter mig. hun vidste at jeg havde været ude. Hun vidste at jeg havde klaget over mængden af næring jeg fik – eller rettere, manglen på dette, så hun vidste straks at jeg havde været på færde.
Jeg kunne derefter ikke styre mig selv, eller min vrede. Selvom hun for alvor gav mig udgangsforbud, endte jeg alligevel med at slippe udenfor. Hver eneste gang løb jeg langt væk fra huset, og ikke ligefrem i min bedste tilstand.
Trangen til blod blev større og større for hver eneste gang, og det endte med op til tre ofre indtil videre. Blodrusen fra kvinden, havde givet mig lyst til mere. Meget mere. Mere blod, og mere spænding. Spændingen var det bedste af det hele. Jeg stod gang på gang på vagt flere ofre, der kunne stille min tørst, og give mig den fornødne tilfredsstillelse i både jagten og tørsten.
Frida vidste gang på gang at det var mig der var på færde, mens politiet ledte i vildrede. Ingen af den vidste hvem det var der efterlod det ene offer efter det andet, og de havde på ingen måde nogen spor at gå efter.
Alle mine ofre var indtil videre endt med at være kvinder, der var i fyrrerne og det at de mindede mig om min mor. Kvinder der var lidt for fine på den. Hele Horsens vidste det efterhånden som det blev kendt at der var en morder på færde, men ingen vidste hvem det var.
Smilet på mine læber blev større og større for hvert rygte jeg hørte. Jeg havde været hele byen rundt, for at finde potentielle ofre, men vendte gang på gang tilbage til det samme hus. Uden at nogen så mig, så at sige. Frida holdt et skarpt øje med mig, uden at vide hvad hun skulle gøre af mig.
En lille del af mig ville gerne stoppe og få styr på mig selv, men den anden del var vild og ustyrlig. Ville ud og have blod, som ikke var det samme som på blodpose. Jeg kunne på ingen måde styre min blodtørst. Ikke på samme måde som de andre. Hvordan gjorde de det mon? Det var svært at sige. Deres eneste råd til mig, var at jeg ikke skulle lade blodtørsten få kontrollen, men det var for sent. Den havde i den grad fået kontrollen. Hver eneste dag var en kamp, hvis jeg ikke kom ud og jagtede et potentielt offer.
Politiet havde i den grad deres hænder fulde. Der var den forsvundne pige, der var ude i alle de lokale nyheder, som de skulle finde. Samtidig var der den mystiske og ukendte morder, som de hverken kunne finde eller identificere til at kunne lave et fantombillede fordi ingen havde været tilstede under mordene. Mord der var blevet begået om natten. Begge personer var i dette tilfælde mig. jeg holdt et skarpt øje med dem, mens Frida gang på gang holdt et skarpt øje med mig.

De nætter hvor Frida ikke gik mig på nerverne, og jeg ikke var ude for at jagte ofre, endte jeg i nærheden af mine forældres hus. Kiggede inde ad vinduerne. Stod på gaden for at se hvad der foregik og hvad der var sket siden jeg smuttede.
Det var nætter, der var fyldt med politibiler uden for deres hus. Hvad de lavede der, vidste jeg ikke, men jeg anede at det var på min mors foranledning. Hun havde en tendens til at overreagere, når det kom til farer i nærheden
 Hvis der så meget som var set SKYGGEN af en mus i huset, ringede hun straks efter en skadedyrsbekæmper, der skulle komme og fjerne problemet. Selvom der i realiteten ikke var noget. Det havde gang på gang været syner, efter at en af hendes kollegaer havde snakket om at de havde haft mus i huset.
Jeg rystede på tanken over det, da det denne gang involverede politiet, der havde travlt nok med de opgaver de havde og ikke havde ressourcer nok til at tage ud og trøste en forvirret kvinde. Min mor der råbte om hjælp over selv det mindste hysteri anfald.
Hele byen frygtede mig, uden at de havde et ansigt på mig. Selv flokken hjemme ved mig, ville ikke engang snakke med mig. Det var for mig egentlig lige meget, men de var for langt ude. De kendte til blodtrangen, men de havde ikke den indre uro, der konstant fik mig til at ville have mere. Jeg ville jagte. Jagte mit bytte, som enhver rovdyr. Et rovdyr der var ude efter et bytte. For mig var det beboerne i Horsens. Visse dele af byen var mere overvurderet end andre dele.
Jeg valsede rundt i gaderne i Horsens hver eneste nat, for at få blod. Min hals brændte, hver gang jeg så meget som havde taget et hvil i løbet af dagen og frisk blod var det eneste der kunne hjælpe på det.
Hver eneste aften jeg var ude og jagte, fandt jeg et uheldigt offer, der på trods af advarslerne fra politiet og endda de lokale politikeres foranledninger, var smuttet ud på en lille aftentur. De kære borgere havde det vist med at glemme at der var en morder løs i byens gader.
Når de så mig, så de ikke andet end en uskyldig ung pige der var ude på det forkerte tidspunkt af dagen, uden at vide at deres liv var i fare. Det var ikke før jeg kom tæt på, at de indså at jeg var den berygtede morder.
Da de til gengæld prøvede at flygte, var det for sent. Jeg løb hen, greb dem om halsen, snurrede dem rundt og fik dem placeret med ryggen mod jorden. Blikket i deres øjne, var det hele værd for mig. Frygten der skinnede igennem, mens de prøvede med ihærdighed at kæmpe imod og samtidig tiggede mig om at lade dem være. Men nej. Der var ikke noget at gøre. Nu hvor jeg havde et rygte, hvor jeg var en ukendt morder, kunne jeg da nødig have nogen der ville rende til politiet med information om hvem jeg var og en identifikation om mit udseende.
Jeg drænede dem for blod, for derefter at lade dem ligge. Efterlod personen midt på gaden. Lod dem blive fundet, og derved opretholdt mit rygte. Smilet på mine læber blev siddende gang på gang, selvom Fridag blev ved med at advare mig om at menneskene ville finde os. Jeg lod hende plapre, uden egentlig at lytte. Jeg var bedøvende ligeglad.
Hun havde flere gange advaret mig om at ville smide mig ud af huset, uden egentlig at gøre noget som helst ved det. Jeg gik ud, fandt et offer og kom tilbage igen når natten var overstået. Til Fridas store frustration. Der var intet hun kunne gøre for at stoppe mig. Hvad end hun gjorde, blev ikke taget alvorligt. Selv de andre i huset var trætte af mig, men gjorde heller ikke noget. Ikke andet end at brokke sig til lederen Frida.
”Jeg ved ærlig talt ikke hvad vi skal gøre med hende? Hun er ude af kontrol, men nægter at lytte til mig. Lige meget hvad jeg siger og hvad end jeg gør, så griner hun af mig.” hviskede Frida til en af de andre, der hed Troels, mens de stod i køkkenet og fordelte ugens rationer i hver persons kasse.
”Det ved jeg da heller ikke. Det er dig der er lederen her. Hvis det er, kan du vel smide hende ud herfra, og bede hende om aldrig at komme tilbage.”
”Smide hende ud? Ej, det kan jeg altså ikke få mig selv til. Hvad hvis det ender med at blive værre end før?” Fridas stemme virkede nervøs, hvilket ikke lignede den ellers så glade person.
”Men hvis du ikke gør noget nu, ender det med at hun bliver skødesløs nok til at føre sporet tilbage til os, hvilket ender med at afsløre os alle. Vil du hellere have det, fordi du ikke har nosser nok til at smide hende ud? Med mindre jeg skal gøre det for dig?” svarede Troels surt.
”Nej, du skal bestemt ikke gøre det for mig. Hvis det er, skal jeg nok smide hende ud.”
”Godt. For vi er ved at være godt træt af hendes narrestreger. Hvis du ikke gør noget, så gør vi andre det gerne for dig.” Den hårde tone i Troels’ stemme var ikke til at tage fejl af.
”Hvad mener du med det?” Frida virkede endnu mere nervøs end før. Jeg trådte nærmere døren, for bedre at kunne se hvad der foregik, andet end hvad det var de sagde.
”Jeg mener at du skal se at få styr på Freja, inden det går galt for os andre. Vi nægter at lade hende tage os med i faldet. Få hende under kontrol, eller vi ender med at gøre det, hvilket vil sige NU!” Troels var meget bestemt. Og her gik jeg og troede han var et får der fulgte fårehunden, mens han inderst var en leder.
Idet Frida skulle til at svare ham igen, snublede jeg over mine egne ben og væltede om på gulvet. Ren ønsketænkning var at de ikke havde hørt noget, men de kom stormende ud for at se hvad det var der foregik. Jeg fik halvvejs rejst mig op på knæ, da jeg så op på dem begge.
”Har du lyttet til vores samtale, din lille skid?” rasede Troels, da han så at det var mig.
”Ja, det har jeg da. Hvem skulle have troet at du kunne være så bestemt?” grinte jeg. De så på hinanden. Troels nikkede til hende, hvorefter Frida sukkede i fortvivlelse. Der var ikke andet for hende at gøre hvad de havde snakket om. Det var do or die for Fridas lederskab. Hun så på mig med triste øjne.
”Freja. Jeg er ked af at skulle gøre det her, men jeg har i bund og grund ikke andet valg. På baggrund af de handlinger du har foretaget dig og det mønster du har udvist på det seneste, er jeg nødsaget til at smide dig ud af huset, og ud af fællesskabet.” Hun åndede lettet op, da hun havde fået ordene ud af munden.
”Damn, Frida. Var det virkelig så svært at få sagt? Hvis jeg vidste det var sådan i havde det, var jeg skredet for længst.” Jeg rejste mig op, stadig grinene, mens de stod og gloede måbende på mig. De kunne ikke tro deres egne ører.
Da de ikke formåede at sige mere, vendte jeg mig straks om og smuttede ud af huset. Jeg var færdig med de tosser, der ikke passede til mine vaner og ikke ville lade mig gøre hvad jeg selv havde lyst til. Der var ingen der skulle komme og sætte mig i lænker. Jeg var min egen herre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...