Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2017
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Et vampyrsamfund i det 23. århundrede, år 2332, hvor den unge Troian (tidligere kendt som Freja), er højre hånd for præsidenten, Sir Nicholas. Men Troian gemmer på nogle foruroligende hemmeligheder fra sin fortid, fra før hendes tid som vampyr og i tiden efter hendes forvandling, der truer med at komme op til overfladen og ikke mindst truer hendes position som præsidentens højre hånd. Samtidig er der et oprør under opvågning, der truer vampyr samfundets hemmelige eksistens i en fremtid, hvor menneskeheden troede at der ikke længere eksisterede overnaturlige væsner - og da slet ikke vampyrer og hekse, der lever i harmoni med hinanden, lige for næsen af menneskeheden. Hvad mon der vil ske, hvis vampyrerne bliver afsløret?

2Likes
4Kommentarer
632Visninger
AA

14. Kapitel 14

FLASHBACK

Jeg hadede det hele. Alting kunne alligevel være lige meget. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at få blodtørsten under kontrol, men intet hjalp. Lige meget hvad Frida gjorde eller sagde, så var det ikke godt nok. Jeg ville ud af huset. Hun behandlede mig som om jeg var en fange. Hun havde forvandlet kælderen til en form for træningscenter for os alle sammen. Jeg prøvede ihærdigt at træne blodtørsten væk, men lige meget hjalp det. Det gjorde det kun meget værre. Jo mere jeg trænede, jo tørstigere blev jeg.
Hver eneste dag var en kamp for mig, og jeg fik den samme mængde blod hver eneste dag som resten af flokken i huset. Frida havde i den grad rationeret blodet, som hun havde hentet på Horsens Sygehus, hvor hun havde en forbindelse der hjalp hende til at få fat i blodposerne. Men det var ikke nok. Der var aldrig nok. Jeg ville have mere og det vi havde kunne på ingen måde slukke min tørst. Men hun nægtede at lukke mig ud af huset, med mindre hun eller en af de andre var med. Hvor var det tarveligt. Ingen af de andre fik den behandling.
Det endte med at jeg tog sagerne i egen hånd, pakkede en taske og smuttede ud af døren før nogen så meget som fik øje på mig. Efter to måneders indespærring var det på tide at komme ud.
Men jeg nåede ikke ret langt, før min blodtørst fik has på mig. Der kom et menneske gående ikke ret langt fra mig og i min retning. Blæsten kom imod mig, hvilket bar den friske duft af frisk blod lige imod mig.
Mine tænder piblede frem fra sit skjul. Jeg listede afsted mod den fremmede, der gik ubekymret imod mig. Smilet bredte sig på mit ansigt –  fra det ene øre til det andet, og før jeg vidste af det sprang jeg på personen, der nu lå under mig. Det var en kvinde, der virkede til at være i tyverne. Hun skreg et kort øjeblik, i ren forskrækkelse. Jeg havde formået at få den ene hånd for munden af hende, så hun ikke lavede flere lyder, der kunne drage opmærksomheden hen imod os.
”Ti så stille, din forbandede tøs.” hviskede jeg ind i hendes øre. Hun gjorde hvad jeg sagde. Hendes øjne var vidtåbne af rædsel, og hendes brystkasse løftede og sank i takt med at hun trak vejret tungt og meget hurtigt. Jeg kunne høre blodet pumpe derudaf.
Jeg jog hurtigt tænderne ind i hendes hals, og lod blodet strømme ud. Hurtigt sugede jeg blodet til mig, før jeg lod det slippe væk. Blodet smagte henrivendt. Hver en dråbe talte, som var det det rene guld for mig. Jeg lod nydelsen jage igennem kroppen, som den reneste orgasme en vampyr nogensinde ville få. Da jeg var færdig, og kvinden for længst var holdt op med at sprælle, lod jeg kvinden dumpe ned på jorden, som en anden kludedukke. Hun lå død og ubevægelig ved min side, men det gjorde mig i bund og grund ingenting. Jeg var mest af alt ligeglad. Jeg havde fået slukket tørsten.
Alt omkring mig virkede ligegyldigt for en stund. Jeg fik samlet mig sammen og smuttede videre. Blodet dryppede ned af mig. Jeg tørrede det værste omkring munden af, men lod det sidste sidde. Rusen efter det kvinden, havde formået at stoppe den brændende fornemmelse i min hals og slukke den værste del af min tørst.
Jeg gik forbi et hus, hvor jeg fangede mit eget spejlbillede i et af vinduerne. Mit hår var en stor rodebunke, min brystkasse løftede og sank sig helt vildt og mine øjne fik mig for alvor til at ligne et vilddyr. Jeg fik hurtigt sørget for at få styr på mit hår, men øjnene kunne jeg ikke gøre noget ved. Var det virkelig sådan jeg så ud, efter at have fået næring direkte fra blodårerne?
Jeg løb hurtigt videre igennem byen. Videre, uden egentlig at tænke over hvor jeg var på vej hen. Hvor skulle jeg dog tage hen? Jeg vidste det ikke. Skulle jeg mon tage tilbage og lade som ingenting? Det var nok det bedste, men hvad skulle jeg dog sige, når de så tasken?
Jeg måtte finde på noget på vejen hjem. Men hvor var jeg dog endt henne? Jeg så mig hurtigt omkring, indså hvor jeg var og løb tilbage af samme vej jeg var kommet. Kvinden lå der stadig. I horisonten var solen ved at gå op, hvilket for nu ikke gjorde noget. Det var værre hvis jeg ikke kom ind i skyggen, inden den for alvor stod på himlen. Da jeg kom hjem, listede jeg mig hurtigt ind ad bagdøren og smuttede ind på mit værelse. Jeg fik så vidt muligt listet tasken væk, uden at nogen så mig. Troede jeg.
”Hvor har du været, unge dame? Jeg troede du var blevet væk, indtil jeg så at din taske var væk. Forklar dig selv.” bekendtgjorde Frida. Chokket i mit ansigt gjorde det ikke bedre, hvilket for alvor gav hende en indikator om at jeg havde været væk. Hvad skulle jeg dog sige nu?
”Øhh, hvad mener du? Jeg har da været hjemme hele aftenen. Du må have taget fejl af min taske og en andens.”
”Freja, stop så. Du skal ikke lyve for mig, okay? Jeg ved du lyver, og jeg ved at du har været ude, selvom jeg har sagt at du ikke må tage nogen steder før jeg har clearet situationen. Hvor har du været?” Satans. Hun var ikke let at komme udenom.
”Okay, okay. Ja, jeg har været ude, men det er ærlig talt kun fordi jeg er ved at blive sindssyg af bare at sidde herinde og glo. Det er virkelig ikke fair.” sukkede jeg. Frida så strengt på mig.
”Det kunne du da have sagt til mig, og jeg ville med glæde være taget med dig ud. Så kunne vi have taget en rolig tur i nabolaget.”
”Mener du det?” Hun nikkede. ”Men du kan da ikke tage med mig hver gang jeg skal ud. Jeg må da også lære selv at tage af sted, uden at skulle have en anstandsdame med mig. Jeg vil gerne lære at kunne være selvstændig.”
”Jeg ved det godt, Freja, men det er sådan det bliver nødt til at være her i starten. Jeg ved det er hårdt, men husk på at dine forældre stadig er derude og de tror muligvis du er forsvundet.”
”Forsvundet? Hvad mener du? De hader mig, så hvorfor skulle de lige pludselig være bekymret for om jeg er forsvundet eller ej?” Et lille hysterisk grin slap over mine læber.
”Jeg har set et billede af dig i et af aviserne og der står at du er forsvundet. Hvis de ser dig ude på åben gade, vil de straks tilkalde offentlige myndigheder og bringe dig hjem. Så vidt jeg ved, har du endnu ikke nok styr på dine impulser, til at du ikke ville kunne finde på at drikke blod fra dine forældre. Hvis du forstår hvad jeg mener. Det her er ikke for sjov. Det er alvor. Jeg prøver at passe på dig, lige så vel som de andre.” Mente hun det seriøst? Havde de meldt mig som forsvundet?
”Okay, jeg kan godt se hvad du mener.” svarede jeg, og satte mig ned på den nærmeste seng. ”Men hvad gør vi hvis der er nogen der finder os her? Altså os vampyrer?”
”Bare rolig, det er der ingen der gør. Så vidt nabolaget ved, så er vi ikke andet end en kollektiv forsamling, der lever i fred og ro.” Jeg nikkede. Mit hoved føltes ørt efter al den information. Frida lod mig heldigvis være i fred efter det, men mine tanker nægtede at falde til ro. Hvad ville nabolaget gøre, når de fandt den døde kvinde liggende på gaden? Og ville de forbinde det til os?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...