Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2017
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Et vampyrsamfund i det 23. århundrede, år 2332, hvor den unge Troian (tidligere kendt som Freja), er højre hånd for præsidenten, Sir Nicholas. Men Troian gemmer på nogle foruroligende hemmeligheder fra sin fortid, fra før hendes tid som vampyr og i tiden efter hendes forvandling, der truer med at komme op til overfladen og ikke mindst truer hendes position som præsidentens højre hånd. Samtidig er der et oprør under opvågning, der truer vampyr samfundets hemmelige eksistens i en fremtid, hvor menneskeheden troede at der ikke længere eksisterede overnaturlige væsner - og da slet ikke vampyrer og hekse, der lever i harmoni med hinanden, lige for næsen af menneskeheden. Hvad mon der vil ske, hvis vampyrerne bliver afsløret?

2Likes
4Kommentarer
626Visninger
AA

13. Kapitel 13

FLASHBACK

Blodposen var tom. Drænet for blod. Mit valg var hermed truffet, og overgangen til vampyr var fuldendt. Jeg mærkede blodet fra posen strømme igennem min krop, mens jeg forsøgte at rejse mig op.
Det var dog ikke så let som jeg troede, da mine ben rystede og min krop skulle vænne sig til den nye tilstand. Jeg kunne samtidig mærke at mine blodårer størknede, og mit hjerte gik i stå. Vampyr. Jeg var officielt en vampyr. Hvad ville mine forældre ikke sige til det? 
Ville jeg overhovedet kunne se mine forældre igen? Nej. Svaret var på alle måder nej. Jeg havde brændt mine forældre af for alvor, den dag jeg valgte at stikke af for sidste gang. De ville på ingen måde tage mig tilbage nu, og jeg ville ikke tilbage. De havde det alligevel bedre uden mig. De havde nu deres frihed.
Blodet dryppede stadig ned fra min hage. Jeg fik til sidst rejst mig op, bevægede mig hen mod trappen og gik op ad trinene. En efter en. Mine ben ville ikke helt som jeg ville, men jeg tvang dem til at gøre det jeg bad dem om – hvad end der skulle til – og til sidst var jeg oppe for enden af trappen. Jeg åbnede døren op og gik ind til det der viste sig at være køkkenet.
Der var ingen at se. Hvor var alle henne? Jeg så mig lidt omkring. Det var åbenbart stadig nat, da det var mørkt udenfor. Jeg stillede mig ved køkkenbordet for en stund. Lænede mig forover og lod benene hvile, efter turen op ad trappen.
Lidt efter hørte jeg latter. Hvor kom det fra? Jeg gik efter lyden, som førte mig igennem en lille gang og ind i en stue, hvor de alle sammen sad. Der blev fuldstændig stille, da de opdagede mig.
”Hey Freja, godt at se dig.” udbrød Frida. Hun virkede oprigtigt glad for at se mig. jeg smilede, da hun kom hen og gav mig et kram. Hun vendte sig derefter mod de andre. ”Venner, det her er Freja, vores nyeste medlem af gruppen. Tag godt imod hende og vis hende hvad det vil sige at være vampyr.”
De nikkede alle sammen og tog godt imod mig. Men først ville Frida sørge for at jeg fik vasket mit ansigt og noget nyt tøj på. Jeg havde stadig det samme tøj på. Heldigvis var der en der havde samme størrelse som mig.

Den første tid som vampyr var ikke så let for mig, som det så ud til at være for de andre ’nye’ vampyrer. Hvordan havde jeg ikke opdaget at der løb vampyrer rundt i Horsens før?
Hele min krop føltes forkert. Alt ved mig føltes forkert. Hver eneste lille fiber i min krop skulle stadig vænne sig til at jeg nu var en vampyr. Selv mine tanker gik mere amok end før. Alle mine sanser var virkelig begyndt at køre på højtryk.
Hver eneste lyd var højere, og jeg kunne i den grad høre flere ting end før. Selv de mindste ting var mere markante.
Sulten var for mig den værste. Den var konstant til stede og jeg kunne aldrig få nok. Det var lige meget hvor meget jeg så end fik på en dag, så ville den ikke stoppe. Frida prøvede alt hvad hun kunne for at lære mig at styre sulten og etablere en form for selvkontrol, men lige meget hvad, så var der intet der hjalp. Hele mit væsen skreg konstant efter blod. Kroppen sult efter blod, gjorde at jeg vandrede hvileløst omkring om dagen, og var ved at drive de andre til vanvid.
Det endte med at jeg gang på gang endte i kælderen, hvor alting konstant var mørkt. Pæren i loftet var sprunget, så der var ingen hjælp at hente. Men til gengæld var kælderen det eneste sted, hvor der var ro nok til at jeg kunne fungere uden at gå amok. Alle andre steder i huset var der aktivitet. Alle havde gang i et eller andet eller var på udflugt, hvor jeg ikke kunne komme med.
”Freja, nu må du altså tage dig sammen. Det nytter ikke noget at du konstant gemmer dig i kælderen, fordi det hele bliver lidt for svært.” konstaterede Frida. Hun var den eneste der stadig ville snakke med mig. Hun havde for en gangs skyld fået lokket mig op fra kælderen, og vi stod og snakkede over en kop te. Vi kunne sagtens nyde andet end blod, som for eksempel helt almindelig mad og drikkevarer.
”Men det er er det eneste sted jeg kan opholde mig, uden at jeg konstant har lyst til at gå amok på de andre. De har det ikke lige så svært som jeg har det.”
”Ej, helt ærligt, Freja. Det mener du ikke. De andre nytilkomne vampyrer her i huset, har det mindst lige så svært som du har det. Du ser det ikke, fordi du ikke kan se udover din egen næsetip. De kæmper også med sig selv, ligesom du gør.”
”Virkelig? Har de også den samme konstante sult, selvom de får den samme mængde blod som mig? Jeg er konstant tørstig efter blod og det nægter at stoppe. Lige meget hvad jeg så end gør, og hvor meget jeg så end drikker. Det driver mig til VANVID!” plaprede jeg, idet jeg nægtede at tro på at de andre kæmpede på samme måde.
”Freja. Helt ærligt. Du skal nok lære den selvkontrol, men for nogen tager det længere tid end for andre og du er en af dem der virkelig skal væbne sig med tålmodighed. Okay?” Hun rakte mig en kop te, som jeg tog imod. Varmen brændte næsten mine hænder, men jeg havde ikke noget imod det. Jeg elskede at blive mindet om varmens dejlige følelse.
Vi satte os ind i stuen. Det var en af de nætter, hvor resten af flokken var taget ud i byen for at more sig. Jeg var endnu ikke klar til det endnu, på grund af min evindelige trang til blod, og det ville ikke være en god kombination med hensyn til mængden af mennesker i nattelivet. Specielt på en weekend, hvor der var en del unge i byen, og det at jeg selv havde været en af de mange unge. Jeg ville på ingen måde kunne kontrollere mig.
Vi drak vores te i stilhed. Eller jeg drak min i stilhed. Frida plaprede løs omkring afholdenhed og tålmodighed, uden at jeg egentlig lyttede med andet end et halvt øre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...