Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2017
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Et vampyrsamfund i det 23. århundrede, år 2332, hvor den unge Troian (tidligere kendt som Freja), er højre hånd for præsidenten, Sir Nicholas. Men Troian gemmer på nogle foruroligende hemmeligheder fra sin fortid, fra før hendes tid som vampyr og i tiden efter hendes forvandling, der truer med at komme op til overfladen og ikke mindst truer hendes position som præsidentens højre hånd. Samtidig er der et oprør under opvågning, der truer vampyr samfundets hemmelige eksistens i en fremtid, hvor menneskeheden troede at der ikke længere eksisterede overnaturlige væsner - og da slet ikke vampyrer og hekse, der lever i harmoni med hinanden, lige for næsen af menneskeheden. Hvad mon der vil ske, hvis vampyrerne bliver afsløret?

2Likes
4Kommentarer
664Visninger
AA

12. Kapitel 12

”Sir Nicholas, jeg skal snakke med dig. Det er alvorligt.” konstaterede jeg, da jeg braste ind i rådssalen den efterfølgende eftermiddag med en større selvsikkerhed end jeg i virkeligheden havde. Jeg havde besluttet mig for at fortælle ham om heksenes samling i heksens Hovedcentral. Det var i min optik det bedste at gøre. Jo før, jo bedre og specielt hvis der var noget under opsejling.
”Hvad snakker du om, sødeste Troian. Er alt som det skal være?” Han så bekymret på mig, uden helt at vide hvad han skulle gøre.
Han så over på sine to råds mænd, der så misbilligende på mig. Jeg havde i den grad kvajet mig og endda forstyrret en af deres møder. Hvis jeg kunne rødme, ville mit ansigt i den grad være tomatrødt lige nu.
”Ja ja, alt er som det skal være, men jeg har virkelig brug for at snakke med dig.” smilede jeg. ”Når du har tid selvfølgelig.”
Jeg så beklagende på råds mændene, der hviskede vredt til hinanden. De var i den grad ikke glade for mig lige for tiden. Jeg var for dem ved at miste besindelsen.
”Vi kan sagtens snakke nu. Mødet er alligevel ved at være færdig. Ikke også?” Sir Nicholas henvendte sig til sine råds mænd, der nikkede sukkende og rejste sig. De smuttede hurtigt ud af lokalet, men ikke før de havde kigget vredt på mig og rystet på deres hoveder. Da de var gået, satte jeg mig ned ved bordet overfor Sir Nicholas.
”Hvad så min egen? Hvad går dig på?” Han så kærligt på mig, hvilket han tit gjorde, når der kun var ham og mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile for et øjeblik, mens jeg samlede mine tanker.
”Du ved du sendte mig ud for at se hvad der skete udenfor?” Han nikkede og gjorde tegn til at jeg skulle fortælle videre. ”Jo, ser du. I første omgang troede jeg ikke det var noget, men det viser sig at heksene har gang i deres årlige fejring af deres frihed efter at heksebrændingerne sluttede. Men uden at fortælle os det. Men mens jeg var der og snakkede med Felicity, og efter jeg kom ud derfra, var der et eller andet der sagde mig at der foregik noget underligt.”
”Noget underligt? Hvad mener du med underligt?” Han så undrende på mig.
”Ja, noget underligt. Den nærmeste vampyr overhoved plejer at få besked, når de afholder den slags, men de har ikke sagt noget til os om det denne gang. Altså, at de afholder det her i byen. Felicity virkede samtidig ret distraheret, og en del af heksene kiggede ret så underligt på mig, da jeg gik ud derfra. Der foregår helt sikkert et eller andet. Vi burde have fået at vide at de afholdt begivenheden her i byen.” Min stemme steg i styrke for hvert et ord hen imod slutningen.
”Den årlige heksefejring? Det lyder da ret mærkværdigt. De plejer da først at fejre det om sommeren til Sankt Hans, og vi er kun i starten af marts. Er du sikker på at du hørte rigtigt?” Jeg nikkede, for jeg vidste at det var det Felicity havde sagt.
”Ja, det var det hun sagde, men det virkede også ret så underligt, da jeg stod og snakkede med hende.” Sir Nicholas nikkede og så ret så betænksom ud. Han tænkte i den grad på noget, men det var svært at sige hvad der foregik i hovedet på ham. Han var for mig ret så svær at aflæse. Mere end nogen anden omkring mig.
”Er du helt sikker, Troian?”
”Ja, jeg er hundrede procent sikker på at det var det hun sagde, okay?” Han nikkede og vi sad i stilhed for en stund.
”Du har ret. Der er helt sikkert et eller andet galt, men der er intet vi kan gøre lige nu og her.”
”Hvorfor ikke?” spurgte jeg frustreret. Jeg rejste mig op og begyndte at vandre frem og tilbage. Mine tanker hvirvlede afsted. Hvis vi ikke kunne gøre noget nu, hvordan skulle vi så kunne gøre noget senere, hvis vi ikke fangede det i opløbet? Jeg turde ikke sige ham imod, da jeg havde sværget for mig selv for så længe siden at jeg aldrig ville sige ham imod. Det samme gjaldt nu, selvom der var noget jeg burde sige.
”Fordi vi ikke aner noget om hvad det er der foregår. Vi må samle mere information, for at kunne gøre den rigtige indsats, hvis du forstår hvor jeg vil hen, sødeste?”
Sir Nicholas behandlede mig altid med respekt og med en faderlig kærlighed jeg ikke var vant til hjemmefra. Det var dog mest når der kun var ham og mig, at han snakkede til mig, som om jeg var hans datter. Jeg havde dog aldrig forstået hvorfor det var han tog mig til sig, efter at han fandt mig og stoppede mig i at lave mere ravage end hvad godt var.
”Det kan du da ikke mene? Vi kan da ikke bare sidde her og gøre ingenting. Vi må da komme ud og gøre noget, inden det er for sent og det der vil ske, er sket.” Jeg sukkede i ren fortvivlelse.
”Troian, min egen. Jeg kan godt se hvad du mener, men der er i al sin almindelighed ikke noget jeg kan gøre. Det kan ske at heksene har valgt at fejre begivenheden tidligere i år, end hvad de plejer. Hvis det er tilfældet, er der vel ikke noget at bekymre sig om.” Mente han virkelig det seriøst? Troede han selv på at de fejrede det før end hvad de plejer at gøre? De er i den grad en flok, der holder sig til traditioner og myter mere end andre væsner og kreaturer i vores verden.
”Er der virkelig ikke noget jeg kan gøre for at overbevise dig om at der foregår noget lige under vores næser, uden at vi ved noget? Eller vil du hellere undgå at gøre noget, i frygt for at de du tager fejl?”
”Jeg vil hellere lade tvivlen komme dem til gode, og det burde du også gøre, unge dame.” sagde han bestemt, og rejste sig op fra sin plads. Han så mig direkte ind i øjnene, med et blik der fortalte mig at jeg i den grad ikke skulle sig ham imod. Der var ikke mere jeg hverken kunne sige eller gøre, der kunne overbevise ham om det modsatte.
”Javel.” var alt jeg svarede. Der var ikke mere her for mig at gøre, så jeg vendte mig og gik ud af rummet. Ude på gangen mødte jeg straks hans råds mænd, der stod i deres lange brune klæder, der gjorde at de lignede munke fra 1800-tallets broderskab. Havde de mon stået herude hele tiden? Hvis de havde, ville de have hørt hele vores samtale, og det var ikke til at sige hvad de mon tænkte om hele affæren med heksene, eller om de var enige med Sir Nicholas. Den sidste del var nok mere sandsynlig end det første. Lige meget hvad andre havde af gode argumenter for det ene eller det andet, var det for dem altid Sir Nicholas der havde det sidste ord og det var lov.
De afmålte mig med blikket, der i den grad ikke var de mest venlige blikket. De havde aldrig rigtig kunnet lide mig, og jeg vidste ikke hvorfor. Hvad var deres problem? Jeg gik straks videre mod min lejlighed. Inden jeg kom så langt, kunne jeg svagt høre at de hviskede i baggrunden. Sikkert om mig.
Tilbage i lejligheden skiftede jeg straks om til noget mere behageligt tøj, der for mennesker kunne anses for at være nattøj. Som menneske havde jeg elsket at kunne gå rundt i nattøj en hel dag, hvis jeg da havde kunnet. Det var det mest behagelige i hele verden og for mig, betød at der ikke var noget at skulle ordne og man i det hele taget kunne slappe af en hel dag. Uden nogen bekymringer.
Natten var alligevel ved at være slut, så jeg fumlede hen til sofaen og tændte for fjernsynet, for at se hvad dagen havde at byde på af forskellige programmer. Det endte dog med at jeg zappede skødesløst rundt på kanalerne, uden egentlig at finde noget der virkelig fangede mig. Det var alligevel tidligt på morgenen for menneskene, og de gode programmer kom først fra omkring middagstid og frem til omkring midnat.
Jeg fandt hurtigt et program som jeg kunne se, mens jeg lod tankerne vandre rundt, uden egentlig at have et formål. Der var alligevel ikke andet jeg kunne gøre lige nu.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...