Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2017
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Et vampyrsamfund i det 23. århundrede, år 2332, hvor den unge Troian (tidligere kendt som Freja), er højre hånd for præsidenten, Sir Nicholas. Men Troian gemmer på nogle foruroligende hemmeligheder fra sin fortid, fra før hendes tid som vampyr og i tiden efter hendes forvandling, der truer med at komme op til overfladen og ikke mindst truer hendes position som præsidentens højre hånd. Samtidig er der et oprør under opvågning, der truer vampyr samfundets hemmelige eksistens i en fremtid, hvor menneskeheden troede at der ikke længere eksisterede overnaturlige væsner - og da slet ikke vampyrer og hekse, der lever i harmoni med hinanden, lige for næsen af menneskeheden. Hvad mon der vil ske, hvis vampyrerne bliver afsløret?

2Likes
4Kommentarer
623Visninger
AA

1. Kapitel 1

”HAN SKAL DØ!”
Alle var samlet i den store sal, der befandt sig i undergrunden, under byens rådhus i det indre København. Præsidenten, Sir Nicholas, sad på sin trone i salens bagerste ende, der var længst væk fra indgangen, hvor han med hård hånd styrede den ophedede diskussion, der var godt i gang. En måtte styre dette sindssyge vanvid, der altid herskede blandt byens vampyrer, mens jeg derimod holdt mig i baggrunden. Det passede mig perfekt, selvom jeg var præsidentens højre hånd.
Min primære opgave var at gøre hvad præsidenten sagde og skaffe hvad end han havde brug for. Undergrunden ville være et stort virvar, hvis der ikke var en form for demokrati eller et i vores tilfælde, et hierarki. Selv her havde vi brug for en der ville det. Den anklagede stod midt i salen, på en forhøjet afsats, hvor alle kunne se ham.
”RO I SALEN!” råbte sir Nicholas. 
”Men hvad skal vi gøre ved dem der åbenlyst prøver at afsløre os alle sammen?” spurgte en ældre vampyr, der befandt sig på forreste række.
”Vi gør som vi altid har gjort. Afholde en formel rettergang, og lade demokratiet komme til fulde.” svarede sir Nicholas formelt. Flokken blev fuldkommen stille. Det var lige før man kunne høre en nål falde til jorden. Rettergang? Det kunne kun betyde en ting. Dette var alvorligt.
”Det kan du da ikke mene seriøst, hr. Præsident. Han har forsøgt at afsløre os. Igen. Ikke kun denne gang, men op til flere gange og du har ladet ham slippe fri, uden grund.” var der en der beklagede sig.
”Han har fortjent en rettergang, ligesom alle andre.” Sir Nicholas var sikker i sin sag.
Hos os havde vi stadig en del af sjælen. Den var dog ikke så hel, som før vi blev vampyrer, men den var skrumpet ind til den reneste form som en sjæl kunne blive. Helt ind til den inderste kerne af ens personlighed. Den del af en, som på alle måder var den man var endt med at blive da man var menneske.
”Der er ikke noget at rafle om. Det han har gjort, er et brud på loven. Gør dog noget. NU!” protesterede den ældre vampyr.
Havde man brudt en af vores regler og samtidig blevet opdaget, var der intet andet at gøre end håbet om en hurtig dødsstraf. Der var intet at komme efter her hos os, de levende døde, andet end at tag din straf, eller gå ned på knæ og bed om tilgivelse.
Det der var altafgørende var om man havde gjort en ugerning eller om man havde været på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Man talte sin sag, med alt hvad man havde i sig. Havde man gjort det eller ej, var op til sir Nicholas at bedømme. Han kunne på alle måder se om man talte sandt eller om man løj så det stod ud til alle sider, hvilket for os var ligeså værdifuldt som de beviser der var imod en.
Sir Nicholas var en 500 år gammel vampyr, der havde set det meste af hvad der var at se og havde lært alt hvad der var værd at vide om livet. Han havde været en af grundstenene i opbygningen af vores samfund i dag, der regerede i det 24. århundrede.
Den hurtigste, og blideste, straf ville være at få brækket nakken. Det var hurtigt overstået. De knap så barmhjertige straffe, gjaldt dem der var ekstremt pinefulde og kunne trækkes ud til alt hvad der føltes som en evighed – de kunne vare i flere dage, alt efter hvem og hvor mange der udførte straffen. Alt hvad der kunne gøres langsomt, var på alle måder pinefuldt.
Den værste straf ville dog være solens lys. Det var den straf alle frygtede. Lige meget hvad man end havde gjort af onde gerninger, hvor ond man så end var, var sollysets brændende fornemmelse værre end hvad nogen kunne forestille sig. 
Der opstod endnu en gang optøjer i salen. Sir Nicholas råbte på ro igen og igen, mens ingen på nogen måder hørte efter. Jeg gjorde mig klar til at skulle forsvare præsidenten, hvis det blev nødvendigt. Alle farede rundt i lokalet of fyrede ting efter den mistænkte, der stod i midten. Der var på ingen måder nogen der var enige i hvad der skulle ske med lovovertræderen.
Den ene halvdel ville have ham halshugget, mens den anden halvdel ville give ham den pinefulde straf, i at skulle ud i solen og steges. Hvad skulle der dog ske med den person?
”Hvad siger din højre hånd? Skal vi afholde en retssag eller skal vi afgøre sagen her og nu?” spurgte Sir Nicholas, direkte henvendt til mig. 
Stilheden sank sig igen over salen, og opmærksomheden blev rettet mod mig. Hele rummet sitrede af forventning om at jeg nu skulle give et svar på. Hvad svarede man i den her situation? I hele vampyrernes historie, i den tid der havde eksisteret et demokratisk samfund hos os i undergrunden, var der ingen der nogensinde havde stillet sådan et spørgsmål til præsidentens højre hånd.
”Ja, hvad siger du, Troian?” spurgte sir Nicholas direkte til mig. Mine øjne blev store af fuldstændig overraskelse. Jeg havde på ingen måder forholdt mig til hvad der skulle ske, når en højesteretssag i vampyrsamfundet stod for døren. Det føltes som om mit fastfrosne hjerte rasede derudaf med flere kilometer i time, og det havde ingen intentioner om at stoppe lige foreløbig.
Jeg så rundt i salen, der var fyldt med vampyrer, der var i forskellige aldre og alle var blevet forvandlet til vampyrer i forskellige stadier af deres menneskelige liv. Menneskelige liv, der på alle måder var taget fra dem, om de så ville det eller ej. Mit liv var på alle måder taget fra mig. Skulle jeg nu til at give dem min ærlige mening, omkring et vampyrliv, som jeg ikke kendte og afgøre hans skæbne?
”Øhh.” var alt jeg kunne få sagt. Jeg var fuldstændig tom for ord, selvom jeg dog aldrig havde talt i den her forsamling. Hele forsamlingen så på mig med forventningsfulde øjne, i forhåbninger om at jeg ville give dem hvad de alle i sandhed ville have.
”Der er ikke noget at være nervøs for, Troian.” sagde sir Nicholas. Hans øjne var mere tillidsfulde, end hvad jeg fortjente. Der var i sandhed ikke noget jeg kunne gøre for at tilfredsstille dem alle, men de ventede alle på mit svar. Kunne jeg give dem hvad de ville have, eller ville jeg skuffe dem for alvor, uden at kunne genvinde deres tillid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...