Julemissionen

Hvad sker der når en femtenårig dreng, som har mistet juleglæden, drager til Grønland for at hjælpe selveste julemanden?

0Likes
0Kommentarer
114Visninger

1. Julemissionen

Julemissionen

 

Jeg tager mine første skridt på Grønland, og et spektakulært syn møder mig.
Ankomsthallen er måske ikke så stor, men den er pyntet! Granguirlanderne hænger ned over vinduerne som gardiner, pyntegran pryder hver en flade, og det store juletræ er pyntet, grønt og dekorationsfyldt! Der bliver spillet julemusik fra højtalerne, og der hænger mandariner med nelliker rundt omkring, som skaber en svag duft.
Selvom mine øjne, ører og næse fortæller mig, at det er jul, benægter mit hoved. Det tror ikke på alt dette fis. Jeg modstrider mig min natur og prøver at nyde synet af den oppyntede ankomsthal. Jeg kigger rundt, lytter til musikken og snuser ind. Jeg betalte ikke 2199 kr for at komme til Grønland for bare at tage hjem uden at opnå det, jeg skal. Nej, jeg har skam et mål!

Jeg kigger rundt i mængden efter dit ansigt, men ingen synes bekendte. Ikke at du er bekendt, men jeg har et billede inde i hovedet af, hvordan du ser ud.
 Jeg begynder at gå rundt i hallen og studerer dekorationerne på tæt hånd. Der er mange detaljer, som går tabt, når man bare går igennem hallen. Nellikerne i mandarinerne er sat i, så det forestiller blomster, stjerner, snefnug, nissehuer og andre motiver og mønstre. Jeg læser en plakat, som siger, at de er lavet af den lokale skole. 


Julekuglerne, der hænger på juletræet, er meget smukke og forestiller ting lige fra glade børn til snefnug eller julegaver. Hvorimod mandarinerne var hjemmelavede, ser disse meget professionelle ud. På en anden plakat ser jeg, at de er lavet af en kendt grønlandsk kunstner. De ser meget dyre ud. Jeg undrer mig over, hvorfor sådan en lille lufthavn midt ude i ingenting gør så meget ud af sådan en ligegyldig, barnlig ting som julen. 
Nej, Valdemar, stop med at være sådan en pessimist, tænker jeg. Jeg er rejst langt for at få ændret på min holdning til julen og julemanden. 
Ja, jeg ved udemærket godt, at han ikke eksisterer. Jeg ved udemærket godt, at det er en børneleg, og at han ikke engang er en del af den traditionelle kristne tro og dermed klassiske jul. 
Så kan man jo spørge sig selv, hvorfor jeg drager afsted på denne rejse, når jeg nu har sådan en negativ indstilling, men det er nødvendigt! Det er min pligt!

Jeg er sikker på, at du allerede kender den om Rudolf, med den tågede julenat og så videre, og så videre. Julle kunne ikke se noget og kaldte på Rudolf, som straks kom ham til undsætning. Problemet er jo bare, at Rudolf var et rensdyr, og ærlig talt, et rensdyr kan ikke flyve fra julemandens stalde og hen til kanen på egen hånd. Det ville da fare vild. 
Min bedstefar kendte den sande historie, men han fik aldrig fortalt den videre til nogen. Kun at det nu var min tur...
Min tur? Hvad i al verden mente han med, at det var min tur? Lige siden jeg var lille, har han plaget mig med det. Han har aldrig svaret mig på HVAD, som var min tur. 
I mange år virkede det hele meget mystisk, men for omkring en måned siden begyndte det at give mening. Den 7. november dumpede der et brev ind til mig. Det så mindst ti år gammelt ud, men skriften var let at læse. Det var nemlig min bedstefars. 
Hvis du nu vil bede mig om at læse det op for dig, må jeg skuffe dig, men jeg kan fortælle lidt om, hvad jeg egentlig skal her på Grønland. Jeg skal finde et rensdyr og give det til julemanden. Ifølge bedstefar har mange af mine forfædre gjort netop det. De drog til Grønland, de fandt et rensdyr og gav det til julemanden. Det er jo bare ikke så praktisk at sende en julehader på sådan en rejse. Men jeg stoler på bedstefar og prøver at tro på, at denne tur rent faktisk kan føre til noget godt.
Det første rensdyr, der blev fundet, var Springer, eller som han hed dengang, Dasher. Først herefter kom Dancer, Prancer, Vixen, Comet og så videre.
Ifølge bedstefar, var mine forfædre amerikanske og meget kendte, og hvis jeg nævner deres navne, vil du sikkert kunne huske, hvem de var. Den mest kendte var nok Clement Clarke Moore, forfatteren bag digtet 'The Night Before Christmas". Clement var en perfektionist og brugte flere år på at finde det perfekte rensdyr.  Når han kedede sig, skrev han på sit digt. Efter flere års søgen fandt han til sidst det helt rette rensdyr. Det var helt specielt: Det havde en rød, skinnende næse og havde en lille hvid blis imellem de små horn, som endnu ikke var vokset helt ud.
I moderne tid kalder vi det Rudolf, men rensdyret hed faktisk Reginald. Det var min oldefar, Robert May, som i 1939 fandt på navnet Rudolf for at dække over den rigtige historie. Han skulle selvfølgelig også finde et rensdyr. Det var ham, som skrev bogen "Rudolph, The Red Nosed Reindeer". Min familie boede i Amerika indtil i 1943, hvor min bedstefar blev født. Så flyttede de til Danmark, skiftede navne og begyndte at leve som danskere. Der er ikke mange tilbage, som kan huske det, men indtil 1943 troede amerikanerne faktisk på, at julemanden boede på Grønland. Da Robert udgav sin bog, fik han folket til at tro på, at julemanden boede på Nordpolen istedet. Efter Robert kom bedstefar som den næste til at fange et rensdyr. Han var den første dansker til at finde et rensdyr. Det er et mindre kendt af slagsen kaldet Ruby eller på dansk, Rubin. Og nu er det så min tur til at finde et rensdyr.

Jeg kigger rundt på de andre ankomne, der ligesom jeg, kigger på alle juledekorationerne. Den lille lufthavn er halvtom, men stemningen gør, at rummet føles fyldt på den gode måde.
Mens jeg kigger, opdager jeg, at jeg bliver betragtet. En pige på omkring 11 år stirrer på mig, næsten igennem mig, som var jeg transparent. Hun rødmer dybt, da hun indser, at jeg har taget hende i at kigge på mig. Hun tager en dyb indånding og vakler hen til mig. 
"Hej," siger hun nervøst. Hendes accent afslører, at hun er fra København eller et område tæt på det.
"Hvorfor stalker du mig?" siger jeg. Hun er totalt fremmed for mig, men hun ser på mig, som om at jeg er en fjern fætter, hun ikke har set i mange år.
"Det gjorde jeg da ikke," protesterer hun. "Jeg betragtede dig bare i et kort øjeblik!" Hun ryster på hovedet. "Nå, hvad hedder du så? Hvor kommer du fra?"
Jeg løfter et øjenbryn. "Valdemar, Billund." 
"Jamen hej med dig Valle! Kan jeg kalde dig det? Valle?" 
Jeg vender øjne. Jeg har ikke tid til sådan pjat! 
"Hvad vil du?" spørger jeg tørt, opsat på at komme videre fra hende.
"Jeg hedder Anitta," siger hun højt og rækker entusiastisk hånden frem. Jeg ser på den og ignorerer den. Hun ser såret ud, men kommer umiddelbart hurtigt over det og smiler til mig. Jeg får det dårligt over at være så led overfor hende og siger: "Hvad laver sådan en lille pige som dig alene på Grønland?"
"Jeg skal på ferie på min farmor og farfars farm i et par uger," svarer hun glad. 
"Lige op til julen? Burde du ikke være sammen med din familie?" Jeg prøver på ikke at gøre hende forlegen, men hun smiler bare stort til mig: "De er da også min familie! Jeg bor alligevel bare på børnehjem derhjemme. Når jeg får chancen for at komme væk, tager jeg den. Og så har farfar alligevel altid så travlt i juletiden, så jeg kommer op og holder farmor med selskab, så hun ikke er så alene."
Anitta ser hen mod døren og kaster et blik på hendes ædelstensbesatte armbåndsur. "Jeg skal med en slæde om cirka fem minutter. Hvor skal du hen?" Jeg tænker mig om. Jeg har faktisk ikke rigtig nogen ide om, hvor jeg skal starte, så jeg beslutter mig for, bare at tage det samme sted hen som Anitta. Jeg spørger hende om, hvilken retning hun skal i. "Altså først skal jeg med en slæde hen til havnen, og så skal jeg med en båd til Ilulissat. Derefter kommer min farfar og henter mig, og så tager vi en slæde til Uummannaq." 
Jeg synker en klump. "Du har jo helt styr på det."
Hun ser spørgende på mig. "Hvor skal du hen," spørger hun igen. Jeg tænker ikke, før jeg slipper ordene ud af min mund. "Samme vej som dig!" Hun spærrer øjnene op. "Okay, så lad os komme afsted!" Anitta begynder at vandre mod udgangen, men stopper da hun opdager, at jeg ikke følger efter. "Kommer du?"
"Anitta, jeg har ingen billet." Hun rynker brynene. "Så er det sørme godt, at jeg har en farfar, der kender Grønland bedre end nogen anden. Han er rimelig kendt heromkring." Anitta smiler lumsk, som om hun har en hemmelighed, som hun ikke kan fortælle mig. Hun fortsætter med at gå mod døren, og denne gang følger jeg efter. Inden jeg går ud af døren, vender jeg mig lige og tager et blik på den kvalmende skønhed i ankomsthallen. 
Udenfor holder en stor hundeslæde med hele 16 hunde, og på et skilt står der at den kører klokken 13.10. Anitta havde ret, da hun sagde, at den kører om lidt. Kun to minutter til. Vi afleverer vores kufferter til en pelsklædt grønlænder. Anitta og jeg sætter os overfor hinanden. Hun sidder ved siden af endnu en pelsklædt herre. Ham her er nu bare langt større. Han er mildt sagt fed. 
Ham vi havde afleveret vores bagage til kommer nu rundt på slæden og tager imod billetter. Han er hurtigt ovre ved os. Han lyser op i et smil, da han ser Anitta. Han siger noget på grønlandsk meget hurtigt og det eneste jeg forstår, er når han siger hendes navn. Hun svarer ham på dansk: 
"Ja, det er også virkelig dejligt at se dig Aqqaluk. Hvordan har Nauja det? Og hvad med Inuk?" Han forklarer noget og trækker hende ind til sig i et stort bjørnekram. De ser begge meget glade ud.
Anitta trækker sig først væk og tager en dyb indånding. "Aqqaluk, min ven Valdemar her har ikke en billet. Tror du, du kan hjælpe ham lidt?" spørger hun bedende. Nå, så nu er vi pludselig 'venner'. Jeg havde nok sagt 'fremmede' eller måske 'bekendte', men jeg forstår godt, at hun bruger det ord for at overbevise Aqqaluk om at hjælpe mig.
Aqqaluk vender sig mod mig. Med en meget slem accent får han nogle ord frem på dansk: "En van af Anitta ar åså en van af maj!" Jeg tror, jeg ser meget, meget lettet ud da jeg kigger over på Anitta, for hun begynder i hvert fald at fnise. Jeg smiler op til Aqqaluk. "Tak," får jeg fremstammet. 

På vej hen til havnen får jeg den samme følelse indeni, ligesom da jeg sad i flyet for en times tid siden. Det med at føle sig let, som om man kan flyve. Jeg kommer endnu engang til at tænke på dig. Jeg ved ikke, hvordan du ser ud. Men jeg ved bare, at jeg skal følge den tiltrækning, jeg har til dig. Det føles rigtigt at tage mod nordvest. 
Selvom jeg sidder iblandt et selskab på 6, føler jeg mig alene, ligesom jeg gjorde på flyet. Måske er det fordi, vi alle er tavse. Vi sidder alle og kigger ud på det snedækkede landskab. De eneste hørbare lyde er slædehundene, som pruster og passagerernes vejrtrækninger. Sådan fortsætter det i cirka 10 minutter. Måske 20. Muligvis en hel time. Det er svært at vurdere tid, når man bare kigger ud på det smukke landskab. 
Pludselig åbner Anitta munden og ender den ellers så fredelige stilhed. "Hvad laver du egentlig her på Grønland, Valle?" 
Øhh, det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal svare til. Jeg vil lyde fuldkommen sindsyg, hvis jeg siger, hvad jeg egentlig er her for. Men samtidig, hun er jo bare et barn. Så jeg kaster mig ud i det: 
"Jeg er her for at finde endnu et rensdyr til julemanden!"
Hun stirrer først på mig. Sekunderne føles pludselig som minutter. Så knækker hun sammen af grin. Hun klasker sig på lårene og får tårer i øjnene. Helt ærligt, tænker jeg. Det er jo vildt kikset det der. Da hun endelig er færdig med at grine, tørrer hun øjnene og smiler undskyldende til mig. 
"Rensdyr? Julemanden? Sig mig, skal du forestille at være en stor og stærk mand?" Hun fniser igen. Jeg fnyser fornærmet. "Jeg er altså 15 år gammel!" Jeg er bare ikke ret stor, okay? Jeg ved udemærket godt, at jeg ikke er det kønneste syn nogensinde. Mit hår er leverpostejsfarvet, mine øjne grå og jeg har bumser ligesom andre har fregner. Mine ører stritter og mine tænder er beklædt med en meget smuk bøjle (det er ironisk ment!). 
På sin vis kunne Anitta godt ligne min lillesøster. Hun har også grå-blå øjne og hendes lyse hår har mørke rødder. Hun er i og for sig køn nok. Hun er et lille nips ved siden af den store mand. 
"15 år?" Anitta virker overrasket. "Jeg havde gættet 17, men det er kun på grund af alle bumserne!"
Av! Den gjorde ondt. Anitta bløder op. Hun kan godt se, at det var hårdt sagt. "Undskyld," mumler hun flovt. Resten af turen forholder hun sig tavs.

Vi når frem til havnen. Jeg har absolut ingen ide om, hvad klokken er blevet. Jeg kigger mig omkring på havnen. Anitta spotter hurtigt en billetluge og trækker hendes pung op fra rygsækken, hun har på ryggen. Hun går over mod den, og jeg traver efter hende. 
Hun smiler til damen i billetlugen. "Hej med dig, Gitte," siger hun muntert. Damen, som åbenbart hedder Gitte, mumler noget sludder på grønlandsk. "Jeg skal bruge to billetter til båden til Ilulissat," siger Anitta. Billetlugedamen rækker hånden frem efter penge og Anitta lægger et par sedler i hendes hånd. "Du skal ikke tænke på det Valdemar," hvisker hun. Jeg ser taknemmeligt på hende. Måske er Anitta egentlig god nok. 
Båden vil sejle klokken 15.35, så der går stadig en 20 minutters tid, før vi skal afsted. I mellemtiden går jeg over og køber en kop varm kakao fra den lokale café til Anitta og mig. 
"Tak," siger hun, da jeg rækker hende hendes kakao, og sætter mig ved siden af hende på den ledige, kolde bænk, hun fandt. Jeg skutter mig. Det kan godt være, at der er koldt i Danmark, men det her er noget helt andet. 
"Nå," siger hun og bryder tavsheden. "Hvordan er der i Jylland?"
Jeg stirrer på hende og så på den isede asfalt. "Hvad mener du?" Min stemme får det til at lyde, som om at jeg nedgør hende. 
"Er der bedre end på Sjælland?" 
"Der er kedeligt!" Jeg sukker. "Det er det samme hver eneste dag. Stå op, spis morgenmad, gå i skole klokken 8 og kom hjem klokken 15, lav lektier, spis aftensmad og gå herefter i seng og start så forfra igen og igen."
Hun ser på mig: "Lyder deprimerende."
Jeg møder hendes blik. Det er det vel også, tænker jeg. "Hvordan er det at bo på børnehjem? Hvorfor bor du der?" 
Hun er pludselig stille. Der går et par minutter, før hun svarer. Hun skal vel overveje sine ord tænker jeg.
"Min far døde, da jeg var lille, kun et par måneder gammel. Vi var involveret i en bilulykke..." Hun tager en dyb vejrtrækning og fortsætter: "Jeg havde grædt, og min far havde prøvet at trøste mig samtidig med, han kørte. Lad os bare sige, at det ikke endte ret godt. Min mor ville ikke have noget med mig at gøre efter ulykken, så hun sendte mig hen til en anden familie for at vokse op der. Da jeg var fire år gammel, besluttede familien at sende mig videre til en ny familie. Der boede jeg kun i et par måneder, så flyttede jeg igen. Da jeg havde boet ved fem forskellige familier, tog myndighederne sagen i hænderne. Jeg kom på børnehjem i Rødovre. Det er så der, hvor jeg den dag i dag stadig bor. Jeg har ikke set min mor i flere år. Jeg savner hende nu heller ikke." Hun ser bitter ud. Forståeligt nok. Hun har haft det hårdt. Min respekt for denne lille pige steg pludselig rigtig meget. Jeg lægger en hånd på hendes skulder. "Det er jeg ked af, Anitta. Virkelig." 
Hun ser på mig med tårer i øjnene. "Jeg ønsker ikke din medlidenhed, kun din respekt." Hun tørrer øjnene, rejser sig for at gribe sin bagage og stiger på båden. Jeg følger efter hende. 

Bådturen er stille. Himlen er mørk, da vi sejler ind i Ilulissats havn, men der er langt fra mørkt på molen. Lyskæder og julelys lyser hele havnen op, og jeg kommer helt i julestemning. Jeg bliver overrasket over mig selv. Den var ny, Valdemar, tænker jeg. Jeg ser Anitta spejde gennem mørket. Jeg husker hende sige, at hun skal mødes med sin farfar. Jeg går hen til hende og stikker hende blidt en albue i siden. "Tror du, at din farfar kan overtales til at give mig et lift?" Jeg hvisker kun, men hun hører mig alligevel. "Jaja, hvis han altså er her," svarer hun. Der går et par minutter, men da hun ser ham liver hele hendes skikkelse op. Hun drøner hen mod en småtyk herre. Han har et stort hvidt skæg og en rød dynejakke på. Hele hans look minder mig om en vis kendt person fra Grønland.
Nu har du da mistet forstanden siger mit hoved. Min bortforklaring går på, at han bare har klædt sig sådan ud, siden det snart er jul, og hans barnebarn kommer på besøg. Jeg beslutter mig for bare at lade det ligge. 
"Farfar, du skal møde min nye ven, Valdemar. Han mangler et lift hen til... Hvor var det nu du skulle hen Valle?" Jeg bliver tavs. "Øhh..." Det er alt, jeg kan sige. Anitta's farfar kigger opmuntrende på mig. "Øhh..."
Anitta kigger bekymret på mig. "Valdemar? Hvor skal du sove?" Jeg ryster på hovedet. Jeg ved det ærlig talt ikke. "Har du ikke noget sted at sove?" Anitta lyder oprigtigt bekymret. Jeg ryster endnu engang på hovedet. Anitta og hendes farfar udveksler blikke. "Du kan blive hos os, Valdemar," siger hendes farfar. Jeg ser op på ham og herefter Anitta. "Mener du det? Mange tak hr.!"
Anitta's farfar udstøder en hyggelig latter. "Velbekomme," siger han glad. Han klapper hænderne sammen: "Nå Anitta, tror du, at din farmor bliver glad for at se dig igen? Skal vi se at komme hjemad?" Anitta jubler. "Så hop op," siger han og rækker hånden hen mod en kane med to heste foran. Kanen er meget smuk: den er af egetræ, malet rød med guldkanter. Der var også detaljer med grøn og sølvmaling. Hestene foran er begge snehvide med bjælder på grimerne. 
Vi hopper alle tre ind og dækker os til med skotskternede tæpper. Turen hen til Anitta's bedsteforældres farm er hyggelig. Vi sniksnakker og kigger ud på det snedækkede landskab. Turen er ikke lang, og da vi ser det første lys fra farmen, bliver både Anitta og jeg ellevilde. Den er enorm. Et gammeltdags bindingsværkshus med lys ud af vinduerne står i midten af det hele. Der er også en stald og en kæmpe lade. Herudover er der nogle små hytter længere væk, bygget i samme stil som huset. Jeg kan se mørke skikkelser gå rundt foran laden og stalden. "Har I medarbejdere ansat?" spørger jeg. Han vender sig rundt og blinker til mig. "Kun et par stykker." 
Anitta fniser. Døren til bindingsværkhuset åbnes og ud kommer en ældre kvinde. Da hun ser kanen, rækker hun armen op og vinker til os. "Anitta, Nikolas, endelig," råber hun til os. Anitta rejser sig og vinker tilbage. "Så så vildbasse," siger hendes farfar og smiler. 
Vi stopper op nede på gårdspladsen og stiger ud. Anitta omfavner omgående sin farmor. Da de giver slip på hinanden, kigger hendes farmor ned på mig. "Halløj," siger hun. "Hvem er så du?"
Før jeg når at svare, gør Anita det for mig: "Det her er Valdemar, og han skal bo her i et par dage!"
Hendes farmor smiler til mig. "Jamen, goddag med dig Valdemar." 
Anitta's far tager ordet. "Det her er min kone, Julie, og, hov,  jeg glemte hvis helt at præsentere mig! Jeg hedder ihvertfald Nikolas." Jamen det er jo det samme som...
"Tak fordi jeg må overnatte," siger jeg høfligt. Julie nikker til mig. 
Vi træder indenfor, og jeg dufter omgående mad. And, mums. 
Vi sætter os til bords, og herefter bliver Anitta og jeg sendt i seng, hvilket er helt i orden med mig. Jeg er simpelthen så træt. Jeg når kun lige at lægge hovedet på puden, før jeg falder i en rolig, drømmeløs søvn. 

Næste morgen er jeg fast besluttet på at tage ud for at lede efter et rensdyr. Og hvis der er tid, vil jeg også finde ud af, hvor du mon kan være, fremmede, nye ven jeg endnu ikke kender. 
Julie har lavet morgenmad. Klokken 9 gør jeg mig klar til at tage ud i sneen. Nikolas ser mig tage tøj på og spørger ind til mit tøjvalg: "Hvad skal du i dag, siden du skal ligne langrendsskiløber?" 
Jeg ler nervøst. "Jeg vil ud og finde rensdyr, sir." 
"Glimrende ide, Valdemar. Hvis du har lyst, vil jeg gerne tage med dig!" Nikolas ser på mig med et sigende smil. "Klart." Jeg vil ikke afvise ham, siden han og hans kone har været så gavmilde og inviteret mig ind i deres hjem. 
"Fantastisk!" Nikolas smiler stort. "Giv mig fem minutter og så kan vi tage afsted." Jeg sender ham en tommel op som svar. Som sagt står han fem minutter senere foran mig iklædt den røde dynejakke og en rød hue. Han har også sorte støvler og bukser på. Vi går ud i den rene sne. På vej hen mod en nærliggende skov ser jeg flere medarbejdere. I starten ser de bare små ud, men så slår det mig: det er jo børn. "Sir, er dine medarbejdere børnearbejdere?" Jeg siger det vredt, for hvordan kan sådan en umiddelbart rar mand tvinge børn til at arbejde, når de burde studere og lære og bo hjemme hos deres familier! Okay du er muligvis lidt forudindtaget lige nu, Valdemar! 
Nikolas bliver chokeret over min hårde tone, men bløder så op: "Valdemar, tro mig når jeg siger, at det hele er okay. De har selv valgt det!" 
Jeg burde blive frustreret, men Nikolas er så rolig og bestemt, så det er svært at blive vred.
"Undskyld hr." siger jeg. Jeg føler mig flov. Nikolas nikker til mig. 
Jeg går lidt i mine egne tanker, da jeg kommer til at tænke på min mission. Og så kommer jeg til at tænke på derhjemme. Hvorfor har far aldrig været på mission? Er der noget galt med ham? Javist, at jeg ikke har talt med ham, siden han giftede sig med den heks til Kirsten, hvilket efterhånden er omkring 4 år siden, men han burde da have fortalt mig noget. Hvis jeg spurgte ham nu, ville han nok bare ignorere mig og kaste en bold i hovedet på mig. Og bedstefar er her ikke længere, så jeg kan heller ikke spørge ham til råds. Jeg tænker tilbage på brevet jeg fik den 7. november. Der er gået lige præcis en måned og 8 dage. Det beskrev min bedstefars kærlighed til mig, og hvad min mission går ud på, men gav mig ikke nogle svar. Derfor må jeg selv regne mig frem til dem!
Jeg er så fordybet i mine tanker, at jeg slet ikke hører Nikolas' advarsel. I det næste øjeblik er der noget, der rammer mig. Hårdt! Av av av, hvad var det? Jeg åbner øjnene, som jeg ikke engang havde opdaget, jeg havde lukket, og bliver blændet af det hvide lys. Jeg sidder på den kolde, våde, tilsneede jord og klynker. Foran mig står et højt grantræ og på min pande er et aftryk af dets bark. 
"Åh du milde," udbryder Nikolas og hjælper mig op og stå. Han tager en håndfuld sne fra jorden og presser den blidt mod min pande. Han rækker mig en ny håndfuld sne, og så går det ellers løs. Han hyler af grin. Klapper sig på lårene. Det går op for mig, at Anitta og Nikolas har det samme grin. Jeg kigger mig omkring og stivner. Jeg hvisker "stop" til Nikolas, og han ser omgående det samme, som jeg ser. Rensdyr. En lille familie: der er et stort med en hel krone af horn, et andet stort dog uden horn, så jeg gætter på at det er en hun, og så er der en større unge. Den er nok det sødeste, jeg nogensinde har set. Den har en lille blis, men hvor Rudolf (rettelse - Reginald) havde sin på panden, har denne unge sin på halen. 
Jeg kommer endnu engang til at tænke på dig. Den tiltrækning jeg har til dig, selvom jeg ikke kender dig endnu. Jeg opdager, at Nikolas stirrer på mig. "Hvor er de søde," siger jeg.
Nikolas nikker.
"Er det her noget, du kan se hver dag?" Nikolas nikker igen. "Jeg havde engang vældig mange rensdyr," fortæller han pludselig. "En dag fandt min ven, øhh, Clarke, en forladt rensdyrunge og kom hen til mig med den. Sammen døbte vi den Reginald." Jeg gisper. Den rigtige fortælling om Clement Clarke Moore og Reginald/Rudolf. Jeg spærrer øjnene op. Han ved nok ikke, at jeg har hørt om Reginald før, og jeg vil gerne høre den sande historie, så jeg prøver at opføre mig normalt. Nikolas fortsætter fortællingen: "Reginald var noget helt specielt. Han havde en lille blis på panden, og hans næse grænsede til at være lyserød. Og han var altid klar, når jeg havde brug for det. Det samme med Clarke. Han gjorde altid sit bedste for at gøre mig glad." Nikolas sukker. "Gode tider, Valdemar, gode tider." Han dunkede mig venligt i ryggen. 
På vej hjem igen tænker jeg på Nikolas. Hvordan kan han kende Reginalds historie? Og Clarke... Kan det være Clement Clarke Moore, han mener? Hvad med den røde dynejakke og det hvide skæg? Kanen? Ja, selv hans navn peger i retningen af det uundgåelige resultat af dette mystiske regnestykke. Men jeg ønsker ikke, at det er rigtigt! Han findes ikke!
Jeg prøver at lade tanken ligge, men det synes umuligt. Istedet prøver jeg at tænke på den tiltrækning, jeg havde haft til de rensdyr. Jeg har næsten glemt mit regnestykke, da nogle af børnemedarbejderne krydser vores vej. Jeg betragter dem. De ser ganske almindelige ud. Drengene har grønne sweatre på med bordeaux bukser til og pigerne bærer røde rullekravetrøjer og grønne nederdele. Alle børnene har nissehuer på og... vent... nissehuer... nisser?
Da jeg studerer dem nærmere, opdager jeg, at de faktisk ikke er helt normale alligevel. Deres ører går nemlig op i en spids i stedet for en bue. Nu er jeg overbevist! Nikolas er julemanden, og børnene er hans nisser! 

Jeg er meget træt, da jeg går ind for at sige goddag til Anitta og Julie. De sidder begge og strikker. Julie er vist igang med en sweater, mens Anitta strikker noget, der mest af alt ligner en sok. De kigger forventningsfuldt op på Nikolas og mig, da vi træder ind i stuen. "Vi så rensdyr," siger han og smiler. "Uh, spændende. Skal vi ikke snakke om det over et spil kort, Valdemar?" Anitta gør et kast med hovedet mod spisestuen. Jeg nikker stille. 
"Gør I det, børn, så kan Julie og jeg få os en lille toddy," siger Nikolas. Jeg er egentlig ikke i spillehumør, men jeg trænger til at tænke på noget andet end julemænd og nissebørn. Anitta vinder over mig i 500 hele tre gange. Normalt ville jeg have været en dårlig taber, men min plan virker. Jeg fokuserer på spillet istedet for mine tanker. Hvilket er utrolig rart. Bare for en stund.

Jeg vågner midt om natten. Tiltrækningen til dig er så stærk. Jeg trækker gardinerne fra. Udenfor står der en hel flok af rensdyr. Jeg prøver at gå i seng eller i det mindste bare stoppe med at ryste, men det er fuldkommen umuligt! Jeg må udenfor! Jeg må finde dig! Jeg griber min jakke og styrter udenfor. Der er iskoldt, og nordlyset danser på himlen. Alting er tyst. Rensdyrene står stille, jeg står stille, vinden står stille. Det eneste, der bevæger sig, er nordlyset. Det er en skønhed, jeg ikke sætter nok pris på, for det næste øjeblik er det væk. Døren bag mig giver et ordentligt smæld, og rensdyrene farer op. Alle begynder at løbe. Undtagen ét rensdyr. Det bliver stående, mens det betragter mig. Det er en halvstor unge, med en lille blis på halen. Vi står bare og ser på hinanden, i det, der føles som timer. Jeg tror, vi kunne stirre på hinanden i meget længere tid, hvis det ikke havde været for en lyd, der lød som en blanding af en hunds gøen og en krages skrappen. Vi bliver revet ud af vores trance, og rensdyrungen begynder at løbe mode lyden. Jeg stirrer ud i mørket for et par minutter mere og traver så indenfor igen. 
Jeg smider mig i sengen og tænker over, hvad der lige er sket. Tiltrækningen havde været utrolig stærk, stærkere end noget jeg nogensinde har været ude for. Jeg tænker over de historier, som bedstefar har fortalt mig hele mit liv og på alt det, jeg har oplevet her på Grønland. Og så tænker jeg på ordet 'alene'. 
Pludselig slår det mig! Det er rensdyret, det er ligepræcis det. Det er dét rensdyr, jeg skal aflevere til julemanden! Jeg forstår det. Jeg forstår, hvad min bedstefar mente, når han sagde, at jeg bare ville vide, hvilket rensdyr, der var det rette! Jeg forstår det hele! 
Og med den følelse faldt jeg i en dyb, fredelig søvn.

Da jeg står op, er jeg klar over, hvad jeg vil have ud af dagen. Jeg skal følge min tiltrækning til det lille rensdyr og få det hen til julemanden/Nikolas. Jeg vil også gerne få afsluttet dette mysterie, så jeg kan få ro i kroppen og kende sandheden om Nikolas, Reginald, det lille rensdyr og min far. Da jeg kommer ned i køkkenet, finder jeg Anitta stående foran en gryde. "Jeg laver risengrød," siger hun. "Hvor lyder det dejligt, Anitta," siger jeg. Jeg er stadig i godt humør, efter jeg fik min rensdyråbenbaring i går aftes. Nikolas træder ind i køkkenet med morgenkåbe og nathue på. "Godmorgen børnlille," siger han muntert. Julie kommer ned få minutter efter, og sammen spiser vi alle Anitta's risengrød til morgenmad. Efter morgenmåltidet tager jeg afsted efter det lille rensdyr. Jeg går ikke mange hundrede meter, før det titter frem bag træerne. Jeg lokker det på en eller anden måde hen til mig. Snart går vi ved siden af hinanden, som en ejer og dens hund. Vi er trygge ved hinanden. Jeg beslutter, at det skal hedde Blaze (Blis på dansk) på grund af den hvide blis på dets hale. Blaze... Blaze er godt. Jeg tager Blaze tilbage til farmen og banker på døren til huset. Julie åbner op. "Valdemar, hvad laver du her... Er det et rensdyr?" Jeg nikker til hende. "Må jeg snakke med julemanden?" 
Julie ser forvirret ud et øjeblik, men så går det vist op for hende. Hun vender sig og kalder: "Nikolas du har fået besøg!"
Jeg hører en svag klagen inde fra huset. På få sekunder står han foran mig og stirrer på dyret ved min side. "Nå, så du var alligevel kvik nok til regne den ud," siger han. "Ingen tvivl om det, sir," svarer jeg og ser op på ham med et smørret smil. Bag ham ser jeg Anitta. Hun blinker til mig, og jeg smiler som svar. Jeg bliver dog hurtigt alvorlig igen. "Vi må snakke sammen sir!"

Nikolas kan vist svaret på alle mulige spørgsmål. Han kan ihvertfald svaret på alle mine. Han forklarer mig grunden til min forbindelse til Blaze (det er et fænomen som gentager sig for hver generation, men sommetider springer fænomenet en generation over. Fænomenet blev skabt i den samme tid som julemanden blev skabt i, og har gået igen, generation for generation, lige siden dengang. Ingen ved hvordan det opstod, det har ligesom bare altid været der.), hvorfor min far aldrig har skullet finde et rensdyr (som sagt, springer fænomenet nogen gange en generation over. Det var tilfældet der. Ingen ved hvorfor, sådan er det bare!), og hvordan Reginald kunne flyve fra stalden til kanen helt uden hjælp (fordi det menneske han var tiltrukket til - Clement Clarke Moore - sad i kanen. Det eneste Reginald skulle gøre var at følge sin følesans hen til Clement.). Nikolas forklarer også, hvordan jeg skal håndtere min viden om ham og hans skjulested. Jeg må godt vide, hvem han er, og hvor han bor, men jeg må ikke fortælle det til andre end mit barn eller barnebarn, hvem end som bliver den næste person til at tage til Grønland. 

Jeg tilbringer de næste dage på farmen. Jeg får lov at se julemandens værksted, rensdyrstaldene (hvor jeg i øvrigt hilser på de otte mest kendte rensdyr: Dasher, Dancer, Prancer, Vixen, Comet, Cupid, Donder og Blitzen. Herudover møder jeg Reginald. Og til sidst, bagerst i stalden står bedstefars Ruby!), et af nissernes huse og får en flyvetur i kanen. Jeg spiller 500 med Anitta og vinder over hende. Jeg lærer at strikke og nyder dagene hos julemandens familie. 
Inden jeg får set mig om, er det blevet den 23. december. Jeg hjælper Nikolas, Julie og Anitta med at skure kanen, klargøre rensdyrene, pakke gaver ind og vaske Nikolas' tøj. Dagen går hurtigt, pludselig er den gået.
Og så...
Så er det jo jul. Hvilket sted er bedre at holde jul end ved julemanden selv? Nemlig, intet! Jeg får lov at spise ægte julemandsk julemiddag, se Reginalds næse lyse og Nikolas flyve væk i sin kane. Det er jo ren julemagi!

Jeg er tilbage, hvor det hele startede. Lufthavnen. Den er endnu mere tom nu, end da jeg kom. Det er jo juleaften, så selvfølgelig er alle sammen med deres familier og fejrer den. Der er kun par mænd i jakkesæt og et gammelt ægtepar. 
Jeg går mod gaten. Ind i gangen til flyet. Sætter mig på sædet. Flyet letter. Jeg kigger ud. Sidste gang jeg sad på dette fly, var jeg en anden dreng. Jeg var mistroisk og troede ikke på andet end det, der er foran næsen på mig. Når jeg tænker tilbage, minder jeg lidt mig selv om en anden Ebenezer Scrooge. En sur julehader, som finder julemagien og lærer at elske den. Man kan vel sige, at jeg har været til julebal i nissebal.
Gæt hvad jeg fortæller dem, når jeg kommer hjem!

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...