Cold Secrets ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
En anderledes jul vil nærme sig i år, da den 19 årige lejemorder Grace Brown får til opgave, at dræbe den 23 årige Harry Styles. For en koldblodig lejemorder som Grace, er det egentlig en meget nem opgave, men når Harry Styles er Graces gamle bedste ven, bliver tingene hurtigt mere indviklet.
Kan Grace virkelig tage sig sammen til at dræbe sin gamle bedste ven?
Find ud af det i Cold Secrets.

//Harry er IKKE kendt i denne Movella.
//Læses på eget ansvar!
//Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 4.

16Likes
13Kommentarer
8552Visninger
AA

9. Kapitel 7 - part 1 ☃️

CS 7. Kapitel - part 1

(Kort forfatter-note: Da dette er et længere kapitel end de forrige har været, har jeg delt det op i to. Den første halvdel af dette kapitel, er dette og den sidste halvdel vil komme senere i dag).

13. december 2017 kl. 08.00. Hjemme hos Harry, London, England.

Jeg vågner op til en solrig dag i London, på trods af minusgrader og sne udenfor. Med tanken om at der kun er 11 dage til jul og jeg dermed kun har 11 dage til min mission, strækker jeg mig og står op af sengen.

Denne mission har virkelig vist sig at være noget endnu mere lort, end jeg forventede. Jeg har boet sammen med Harry i kun 10 dage, og alligevel er det lykkes for mig, at få følelser for ham. Noget jeg aldrig havde troet ville ske. Både fordi Harry er min bedste ven og jeg har aldrig troet at vi skulle være mere end det, men også fordi jeg er på denne mission som jeg er på. Men jeg har nu grublet over det i hele tre dage og der findes ingen anden ‘undskyldning’. Jeg har prøvet at tænke på alle tænkelige ‘undskyldninger’ og der findes ikke nogen. Jeg er forelsket…

Jeg har prøvet at lukke ned for mine følelser totalt, prøvet på ikke at føle noget for ham, overhovedet, men det virker ikke. For første gang siden jeg begyndte at arbejde for James, virker det ikke. Hvilket virkelig er noget lort.

Min mobil lyser op og en besked triller ind, hvilket får mig til at kigge på den. Den er fra James, så jeg går hurtigt ind på beskeder og læser hvad han har skrevet til mig.

Til: Grace Brown

Fra: James

Ny mission:

Anders Anderson. 60 år. Bliver fulgt fra gaden XXXXXXXX til gaden XXXXXXXX i dag kl. 13.00. Brug skydevåben. Aflever rapport på mail senest i dag kl. 14.00. Smid dit tøj, paryk og andet på gaden XXXXXXX, der vil komme en og destruere det for dig.

Til: James

Fra Grace Brown

Det er modtaget.

Jeg sukker tungt. Det er en utrolig nem mission, hvilket jeg er glad for, men jeg orker virkelig ikke. Men på den anden side, så kan jeg måske så tænke på noget andet.

Jeg går direkte ud på badeværelset og tænder for det varme vand.

Da jeg er færdig med badet, tager jeg et håndklæde rundt om mit hår og et håndklæde rundt om min krop. Mine fødder går automatisk ud til mit tøj og jeg finder hurtigt noget tøj at tage på (et sæt basic sort undertøj, nogle blå jeans og en basic hvid t-shirt). Jeg tager hurtigt tøjet på og bevæger mig ud på badeværelset igen. Jeg tager håndklædet af håret og redder det igen, for derefter at tørrer det med en føntørrer. Da det er tørt tager jeg det op i en høj og rodet hestehale.

Lige så snart at jeg er færdig med at gøre mig klar, går jeg ned i køkkenet. Harry er som sædvanlig allerede oppe og er i fuld gang med at lave kaffe.

“Godmorgen,” siger Harry glad. “Kaffe?” Spørger han.

“Nej, jeg tror at jeg laver mig en smoothi, men ellers tak,” svarer jeg smilende til ham. “Når okay,” svarer han.

Jeg finder hurtigt nogle frosne bær frem og putter dem i en blender, hvorefter jeg tager noget mælk og også hælder noget af det ned i blenderen. Alt det imens, at jeg kan mærke Harrys blik på mig. Jeg tænder for blenderen og vender mig om mod Harry.

“Har du nogen planer for i dag?” Spørger Harry. Fuck, tænker jeg. Hvad skal jeg sige? Jeg kan jo ikke sige at jeg er på en mission…

“Øhm ja, jeg skal noget her klokken 13.00, men det varer kun meget kort,” svarer jeg så som svar.

“Okay, men du skal ikke noget i aften?” Spørger han nysgerrigt.

“Nej, ikke hvad jeg ved af i hvert fald. Hvorfor?” Spørger jeg og vender mig om mod blenderen igen, for at slukke den.

“En af mine venner, Louis Tomlinson, holder fest hjemme hos ham og jeg håbede på at du vil komme med?” Spørger han. Jeg vender mig igen om mod ham.

“Jo selvfølgelig vil jeg da det. Jeg trænger også til at danse og feste lidt. Hvilken tid er festen?” Spørger jeg og smiler.

“Okay fedt. Louis sagde at vi bare skal være der omkring klokken 22.00, så vi tager afsted klokken 21.30,” svarer Harry.

“Okay super!” Svarer jeg.

***

Klokken er efterhånden blevet 12.45 og jeg er på vej op af et højhus. Jeg kører i elevator, da jeg skal op på den højeste etager, sammen med to andre personer, som heldigvis skal af på nogen andre etager, før mig. Mit hår har jeg gemt inden under en lys skulder-kort paryk, og derudover har jeg også nogle kontaktlinser i, så mine øjne er gået fra brune til blå. Derhjemme har jeg utrolig mange parykker og kontaktlinser, til missioner som denne. Så er det nemlig bedre at holde sig lidt mere skjult, da man nemt kan blive opdaget, hvis man bare ser ud, som man normalt gør.

Elevatoren bipper og stopper, hvorefter dørene åbner og en mørkhåret mand på omkring 25 år går ud. Jeg kiggede hurtigt på ham og sendte ham et lille smil, da han kom ind i elevatoren. Han havde nogle utrolig smukke blå/grønne øjne og sendte da også mig et smil, da han kom ind i elevatoren.

Elevatordørene lukker igen og køre længere op. Kun én etage også går en kvinde ud af elevatoren. Da hun går ud er jeg helt alene, det er kun mit eget spejlbillede som er i elevatoren, ud over mig. Elevatoren kører længere op og jeg koncentrere mig bare om, ikke at kigge op på overvågningskameraet. Jeg har en skuldertaske svunget rundt om min højre skulder, hvor et skydevåben, et par støvler og en anden frakke end den jeg har på, er i. På mine hænder har jeg et par sorte læderhandsker for, at mine fingeraftryk ikke hagner nogle steder.

Elevatoren bipper igen, hvilket vil sige at jeg er på øverste etager. Da elevatordørene åbner går jeg ud og kigger mig lidt fra højre til venstre. Hele bygningen består bare af en hel masse kontorer, men den øverste etager bliver bare brugt som et slags kæmpe opbevaringsrum. Jeg har researchet lidt, for at finde ud af det.

Jeg går hen af en lang, hvid gang som ender med en metaldør. Jeg åbner døren, og nogle grå trapper kommer til syne. Mine fødder bevæger sig op af trapperne og efter et kort stykke tid, ender jeg ved endnu en dør. Den åbner jeg også og lige så snart, at jeg gør det, blæser der en kold vind mig i ansigtet. Jeg er endelig på taget, så jeg tager hurtigt det sidste trappetrin og lukker døren igen efter mig.

Jeg når hen til en af kanterne af taget, som fører ned til den gade, hvor Anders Anderson gerne skulle befinde sig om præcis fire minutter. Jeg tager mit skydevåben frem og lægger mig ned på maven for derefter at kigge igennem det lille hul aller øverst på skydevåbenet, som gør at jeg kan se meget længere, end jeg ville kunne bare med mit normale syn.

Sådan lægger jeg i omkring tre minutter, indtil jeg ser en mand i et meget fint jakkesæt. Anders Anderson. Nederen navn alligevel. Han bliver fulgt af fire store mænd, med et lige så fint jakkesæt og solbriller på. Bodyguards? De kommer ikke til, at være til den store hjælp for Hr. Anderson nu. Sikke spild af penge.

Jeg sigter midt i mellem Anders’ øjenbryn, så en lille rød prik dukker op. Det har en af bodyguardsene tilsynladende opdaget og prøver på at flytte Anders, men det er allerede for sent. Jeg trykker på aftrækkeren og kort tid efter lægger Anders Anderson på gaden. Lige så snart han ligger dér og blod strømmer ud af hans hoved, begynder folk at skrige og løbe til alle retninger. Bodyguardsene tager deres pistoler frem og sigter nogle forskellige steder, til ingen nytte.

Jeg rejser mig op og tager igen mit skydevåben i min taske, for derefter hurtigt at lukke tasken. Det er nu hvor det gælder om, at være hurtig.

Så jeg skynder mig hen til døren, åbner den og går ned af trapperne igen. Da jeg når til den anden dør, åbner jeg den og går hen til elevatoren. Jeg trykker på knappen til elevatoren og den kommer et par sekunder senere. Jeg går ind i den og trykker på den nederste knap, med mit blik nede i gulvet, så overvågningskameraet ikke fanger mit ansigt.

Da den er nede igen og åbner for dørene, er alt som normalt. Folk har ikke hørt om skyderiet endnu og går bare totalt normalt rundt.

Jeg går ud af bygningen og skynder mig hen til stedet, hvor der vil komme nogle og hente mit tøj. Jeg ved endnu ikke hvem det er som kommer, så det bliver en overraskelse.

Da jeg når hen til stedet kigger jeg mig kort omkring. Der er ingen kameraer, men massere af affaldscontainere og det er midt imellem to beskidte bygninger. Jeg får hurtigt øje på en person, som står og venter på nogen med en cigaret i munden. Jeg genkender hurtigt personen. Liam.

“Hej,” siger jeg og går hen til ham.

“Hej, hvordan gik det?” Spørger han nysgerrigt og smider cigaretten ned på jorden, for derefter, at træde på den.

“Som det skulle,” svarer jeg og smider min taske hen til ham. Han tager den op og lukker den op, imens jeg tager min frakke af og smider den ned på jorden. Jeg tager også mine støvler af og smider dem ned til frakken. Derefter ryger min paryk derned og bagefter mine kontaktlinser. Liam går hen til mig, hvilket får mig til, at række mine hænder frem til ham. Han tager mine handsker af og smider også dem ned til bunken. Derefter rækker han mig mine andre støvler og jeg tager dem på, samt min anden frakke, som jeg hurtigt lukker. Det er fandme koldt at stå udenfor, uden støvler og frakke på.

Liam smider min taske ned til bunken og lægger mit skydevåben i hans taske.

“Tak,” siger jeg, da han tager en gammeldags lighter op fra hans jakkelomme og tænder den, for derefter at tænde ild til bunken. Vi er så vant til denne rutine, at vi kan gøre det i søvne.

“Så lidt da. Hvordan går det med missionen med Harry?” Spørger han nysgerrigt. Jeg trækker på skuldrene, ved ikke rigtig hvad jeg skal svare.

“Men jeg må smutte nu. Vi ses nok til træning eller på en anden mission ikke? Og hils Vanessa fra mig,” siger jeg og smiler til ham. Jeg kunne godt have stået og sludret med ham i længere tid, men for at være helt ærlig, orker jeg virkelig ikke. Jeg vil helst gerne hjem og væk herfra inden folk for alvor begynder at flippe helt ud over skyderiet.

“Okay, det skal jeg nok. Vi ses,” svarer han og smiler tilbage. Så vender jeg om på hælen og begynder at gå ned af gaden og hjemad.

Okay så dette kapitel er indtil videre fire sider langt, og det er kun første halvdel… Er ret stolt, haha :) Vi ses senere på dagen, når anden halvdel kommer ud, hvor der er fest hjemme hos Louis ;) <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...