Cold Secrets ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
En anderledes jul vil nærme sig i år, da den 19 årige lejemorder Grace Brown får til opgave, at dræbe den 23 årige Harry Styles. For en koldblodig lejemorder som Grace, er det egentlig en meget nem opgave, men når Harry Styles er Graces gamle bedste ven, bliver tingene hurtigt mere indviklet.
Kan Grace virkelig tage sig sammen til at dræbe sin gamle bedste ven?
Find ud af det i Cold Secrets.

//Harry er IKKE kendt i denne Movella.
//Læses på eget ansvar!
//Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 4.

16Likes
13Kommentarer
8544Visninger
AA

7. Kapitel 5❄️

5. Kapitel.

9. December 2017 kl. 11.30. Hjemme hos Harry, London, England.

Jeg står og laver en kaffe, stadig i mit nattøj, da Harry pludselig kommer ind i køkkenet. Han har jakkesæt på og har sat håret flot.

“Godmorgen,” siger han smilende til mig.

“Hold da op hvor er du fin. Hvad skyldes det dog?” Spørger jeg drillende.

“Arbejde,” svarer han og snupper min kaffe, da den er færdig.

“Hey! Det var altså min?” Siger jeg og surmuler for sjov. “Ja, men nu er det min,” svarer han med en drillende glimt i øjet.

Jeg sukker og sætter noget mere vand over.

“Hey undskyld, at jeg ikke sagde noget til dig omkring i går. Jeg fik beskeden meget tidligt og blev nødt til, at gå,” undskylder jeg.

“Det er helt fint,” svarer han og tager en slurk af kaffen. “Men jeg smutter nu og kommer tilbage omkring klokken 18 i aften.” Klokken 18? Tænker jeg. Det må da godt nok være en hurtig mission som han skal ud på…

“Okay det er fint, så ses vi?” Svarer jeg og smiler.

“Det gør vi da i hvert fald,” svarer han og giver mig et kram, som jeg hurtigt gengælder, inden han sætter koppen på bordet og går ud i gangen, for derefter at gå ud i Londons vinterkulde.

Lige så snart, at han er gået, sukker jeg og begynder at tænke på hvad jeg kan lave i dag. Jeg havde regnet med at Harry ville være hjemme, så vi kunne lave noget sammen, men nu ser det ikke lige sådan ud…

Jeg tænker kort på om jeg bare skulle blive hjemme og gå lidt på opdagelse i huset, se om jeg måske ville kunne finde Harrys gemmesteder til hans våben osv, men så tænker jeg på, at det nok bedre kunne betale sig, hvis jeg tog hen til James’ bygning og trænede lidt. Desuden ved jeg, at to af mine kollegaer - Liam Payne og Vanessa Payne - er der i dag, så jeg vil få chancen for at træne og tale lidt med dem. Måske har de nogle gode råd til hele denne mission.

Liam og Vanessa kan man vel godt kalde for mine venner, af en art. Jeg har kendt dem i tre år og vi har talt rigtig meget sammen i al den tid. Liam og Vanessa er søskende og bor også sammen, fem minutter væk fra James’ bygning. De har altid været meget tætte, siden deres forældre døde da de var teenagere og efter det tog sig af hinanden. Men for at kunne leve, blev de nødt til at finde et job, hvilket så blev til at de lavede en aftale med James. De har været i arbejde hos ham i tre år nu.

Jeg drikker hurtigt min kaffe, hvorefter jeg smutter op på mit værelse og finder noget tøj frem til i dag. Jeg vælger et par skinny mørkeblå jeans og en varm sweater. Jeg smider det på min seng og beslutter mig for at tage et bad, så jeg går ind på badeværelset og lader vandet løbe lidt, så det bliver varmt.

***

Londons gader er lyst op af julelys, da jeg går igennem de mange gader, inden jeg når til den forfaldne bygning. Bygningen ser ekstra mørk, gammel og uhyggelig ud, når alt omkring den er lyst op med glæde og håb.

Et suk forlader mine læber, da bygningen minder mig om, hvilket lorteliv jeg egentlig har, og at jeg er på denne mission, som jeg er på.

Mine fingre føles som istapper og jeg kan mærke hvor lyserøde mine kinder må være, på grund af kulden.

Jeg fumler kort med at tage mine nøgler op af min taske, men får dem til sidst op. Jeg kigger mig hurtigt omkring, kigger efter mennesker på gaden som ser, at jeg låser døren op og går derind, men da der ingen mennesker er, propper jeg nøglen i nøglehullet og låser døren op. Efter at jeg er kommet ind i bygningen og har låst døren igen, går jeg med hastige skridt hen til træningsrummet. James skulle ikke være her i dag, men jeg vil alligevel ikke støde ind i nogen andre end Liam og Vanessa, som skulle undre sig over hvorfor jeg ikke har været her i så lang tid. Folk bliver altid misundelige når andre får en så lang mission, da det er de bedste af dem.

Men heldigvis når jeg hen til træningsrummet, uden at nogen opdager mig.

Jeg åbner rummet og lige så snart jeg gør det, er der to par brune øjne som kigger overrasket på mig.

“Grace!” Siger Vanessa glad og overrasket. “Lang tid siden, hvor har du været?” Spørger Liam nysgerrigt. De begge kommer smilende hen til mig og giver mig et kram som jeg hurtigt gengælder.

“Godt at se jer igen,” siger jeg smilende efter krammet. Så kigger jeg hen på Liam og svarer, en smule mere alvorligt: “En af de lange missioner.” Jeg trækker på skuldrene. Deres munde falder lidt ned til jorden da jeg siger det, de er sikkert misundelig - det ville jeg i hvert fald være… Altså bortset lige fra, at det er min bedste ven som er offeret.

“Apropo det, så har jeg brug for jeres hjælp,” fortsætter jeg. Vi begynder alle tre at gå hen til et bord, hvor en masse forskellige slags våben lægger.

“Sig frem,” siger Vanessa. Jeg tager en pistol frem og kigger lidt på den. Den er ny, hvilket betyder at jeg simpelthen bare bliver nødt til at prøve den.

“Hvordan skal jeg sige det?” Mumler jeg kort for mig selv. Jeg tænker i et kort sekund på hvad jeg skal sige, for hvordan siger man, at man har sagt ja til at dræbe sin bedste ven? Men hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg kan jo ikke risikere at miste mit job.

“Det er Styles,” siger jeg lavt, men akkurat højt nok til, at de kan høre det.

“Styles?!” Siger de i munden på hinanden, en smule højt.

“Styles, som i Harry Styles? Som i din bedste ven?!” Spørger Vanessa forvirret.

“Ja, ja ja ja. Harry Styles… min bedste ven,” sukker jeg og vender mig om mod Liam og Vanessa. Jeg skammer mig pludselig over hvad det er jeg laver. Hvem siger dog ja til sådan noget?

“Wow…” siger Liam og sukker forbløffet og overrasket. Vanessa står stadig med munden helt nede til gulvet. “James må virkelig have klokket i den, hvis han ikke vidste det,” fortsætter Liam.

“Ja jeg ved det godt. Det er noget lort,” mumler jeg og kigger ned i gulvet.

“Han er åbenbart en af Marcus’ mænd, uden jeg vidste det. Jeg skal have nogle informationer ud af ham også…” Jeg har ikke lyst til at færdiggøre sætningen. De ved godt hvad det er jeg vil sige og de ved også godt at jeg ikke har lyst til at sige det. Men hvem har også det?

“Shit Grace,” siger Vanessa. “Denne gang er du fandme på spanden.”

“Jeg ved det… Men har I måske nogle gode råd?” Jeg kan ikke lade være med, at spørge.

“Ikke denne gang Grace. Det må jeg sige… Jeg har aldrig oplevet noget lignende,” svarer Liam. Vanessa trækker på skuldrene og erklære sig enig.

Endnu et suk forlader mine læber, da jeg stiller omkring 30 meter foran noget pap som skal forestille at have form som et menneske. Der er lavet et rødt kryds i midten af dens hoved.

“Så hvad har du tænkt dig at gøre Grace?” Spørger Vanessa. Jeg kan se at hun krydser armene ud af min øjenkrog.

“Det ved jeg ikke,” og med dé ord, fyrer jeg kuglen fra pistolen afsted mod papfiguren. Jeg rammer plet.

Femte kapitel!!! Hvad synes I??????? Giv gerne konstruktiv kritik, et like eller favorit. Og glæd jer til næste kapitel ;) <3

Zorbaline

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...