Cold Secrets ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
En anderledes jul vil nærme sig i år, da den 19 årige lejemorder Grace Brown får til opgave, at dræbe den 23 årige Harry Styles. For en koldblodig lejemorder som Grace, er det egentlig en meget nem opgave, men når Harry Styles er Graces gamle bedste ven, bliver tingene hurtigt mere indviklet.
Kan Grace virkelig tage sig sammen til at dræbe sin gamle bedste ven?
Find ud af det i Cold Secrets.

//Harry er IKKE kendt i denne Movella.
//Læses på eget ansvar!
//Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 4.

16Likes
13Kommentarer
8550Visninger
AA

16. Kapitel 13❄️ (GLÆDELIG JUL!♥️)

CS 13. Kapitel

24. december 2017 kl. 9.00. Udenfor På James’ kontor, London, England.

Vi befinder os i en kæmpe sort varevogn, foran den gamle, faldefærdige bygning. Inde i varevognen, er der Harry, to politibetjente, Harrys chef (Jacob Blue), en ekspert, med alt der har med kameraer osv at gøre og mig selv. Eksperten, Joachim, er i gang med at give mig en skudsikker vest på, over min hvide trøje. Den er sort og utrolig ubehagelig, men hvis der skulle ske noget, er det den som vil redde mig.

Da han har fået lukket vesten rundt om mig, tager jeg en stor, sort jakke på, som dækker vesten.

“Nu får du også lige et lille kamera på og en lille mikrofon på, så vi kan hører hvad I siger og se, hvad du ser,” siger Joachim og viser mig det mindste kamera og den mindste mikrofon, jeg nogensinde har set.

“Okay,” siger jeg, lige inden han spænder det fast på min jakke, aller øverst. Hvis jeg ikke vidste de var der, ville jeg ikke lægge mærke til dem. Jeg kigger hen på en lille skærm, hvor man kan se Joachim som står foran mig. Det er kameraet.

“Vi tager lige planen en sidste gang,” siger Jacob højt og tydeligt, så alle retter deres blik på ham.

“Grace, du går ind på James’ kontor. Du skal bare lade som ingenting, som om alting er normalt. Du afleverer mappen med de falske oplysninger i til James og fortæller om missionen. Fortæl at alting gik godt og som planlagt. Du skal holde ham indtil vores betjente er inde i bygningen. Du får også denne,” han rækker mig en aflang ting med en knap på toppen. Den ligner lidt en kuglepen. “Du skal trykke på den, for hver person du ser i bygningen. Den giver signaler til os og vores betjente, så vi ved hvor mange der ellers befinder sig i bygningen.” Vi alle nikker og jeg gemmer ‘kuglepennen’ i mit ærme.

“Så lad os komme i gang,” siger Jacob. Jeg går efter de to andre betjente udenfor, hvor ti andre betjente befinder sig.

“Held og lykke,” siger Harry og sender mig et nervøst smil.

“Tak,” svarer jeg og tager en dyb indånding. Jeg kan godt det her, tænker jeg for mig selv, idet jeg bevæger mig ind af bygningen. Lige så snart, at jeg træder ind i bygningen, kommer en hel masse minder mig automatisk i møde.

‘“Hvornår er vi der?” Spørger min utålmodige lillebror, for 117’ende gang. Vi sidder i bilen, på vej hen til vores mormor og morfar - for det er juleaften, og traditioner skal blive holdt og fejret. Både min bror og jeg sidder bagved i bilen og vores forældre sidder foran. Min bror, Charlie, er kun syv år og har endnu ikke lært, hvad ordet ‘tålmodighed’ betyder.

“Det går ikke hurtigere, hvis du hele tiden spørger,” siger jeg og smiler drillende til ham. Han sidder med sin kanin bamse i hænderne. Vores bedsteforældre bor langt væk og det tager altid utrolig lang tid at tage derud. Men det tager nok ekstra lang tid for Charlie, fordi han er så spændt på at få sine gaver. Vi giver gaver til hinanden juleaften og ikke julemorgen. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, det er bare en slags tradition vi har i familien.

“Din storesøster har ret, du bliver nødt til at være lidt mere tålmodig,” siger min mor, som sidder bag rettet.

Charlie lægger armene over kors og surmuler, hvilket får mig til at smile.

“Nurgh, er lille Charlie sur, hva’?” spørger jeg med et smil på læben og læner mig hen til ham, for at kilde ham. Lige så snart at jeg går i gang med at kilde ham, fylder høje grin hele bilen, hvilket får mig til at fnise.

“Grace!! Stop!!” Griner han og spræller. “Men lille Charlie skal jo komme i godt humør!” Svarer jeg og kilder ham endnu mere.

“Marie, pas på!” Råber min far, hvilket med det samme får mig til at stoppe med at kilde Charlie og kigge hen på vores forældre og ud af forruden. Vejen er glat og bilen er ved at køre af sporet og ind i en kæmpe lastbil. Rent automatisk, begynder jeg at skrige og tager fat i Charlies arm. Da vi rammer lastbilen, bliver vi alle svunget frem i bilen og hele den første del af bilen bliver kvæstet, lige inden alt bliver sort.’

Jeg ryster hurtigt på mit hoved, for at få tankerne til at forsvinde. Jeg er nået frem til James’ kontor og har trykket på knappen på ‘kuglepennen’ fem gange, da jeg har set fem mennesker inden jeg nåede helt frem til kontoret.

Min hånd banker automatisk på døren, hvorefter der kommer et ‘kom ind’. Jeg åbner døren ind til det lille kontor, hvor James som altid sidder i sin læderstol. Jeg sætter mig i stolen foran kontorbordet, efter at jeg har lukket døren igen.

“Grace, godt at se dig,” siger han og smiler til mig. “I lige måde,” lyver jeg og lægger mappen foran ham. Han tager den op og kigger kort i den.

“Missionen er færdig,” lyver jeg og fortsætter: “Alting gik, som det skulle.”

“Godt at høre Grace. Fik du også nogle informationer fra ham?” Spørger James.

“Ja,” lyver jeg. “Alting står i mappen med informationer, både om missionen, hvad han sagde om Marcus mm.” Siger jeg.

“Okay, meget godt Grace,” siger han og smiler.

“Men Grace.” Mit hjerte begynder at banke utrolig hurtigt og jeg er bange for, at James har regnet ud, hvad der sker.

“Ja?”

“Hvorfor har du en mikrofon på jakken?” Spørger han så, inden han, i én hurtig bevægelse, tager en pistol op og skyder mig i brystet, så jeg falder tilbage i stolen og lander på gulvet. Og jeg må indrømme at det fandme gjorde ondt, men på grund af vesten, får jeg nok bare et stort blåt mærke. Men det som gør virkelig ondt, er da mit hoved rammer gulvet hårdt og alting bliver sløret.

‘Jeg vågner op i en seng, i et meget hvidt rum og er helt vildt forvirret, med hvad der lige er sket. Mine øjne finder vej ned til min hånd, som er koblet til en slags ledning, hvor noget gennemsigtigt drypper ned. Så går det op for mig hvor jeg er: Et hospital. Og det går stille op for mig, hvorfor jeg er her: Bilen, uheldet.

“Hey hun er vågen,” hører jeg en lav stemme. Stemmen gentager sig selv, som et ekko, men holder til sidst op.

“Hej Grace,” siger en anden stemme, som også gentager sig selv, som et ekko. Jeg får åbnet mine øjne helt, men mit blik er stadig en smule sløret. Dog kan jeg alligevel se hvem det er.

“Harry?” Spørger jeg forvirret og kigger op på ham. Han har helt røde øjne og tager forsigtigt min hånd i hans.

“Ja, det er mig. Harry,” siger han og prøver at smile til mig.

Jeg kigger hen på den anden side af sengen, hvor mine bedsteforældre står, men kigger hurtigt hen på Harry igen.

“Mine forældre?” Spørger jeg og han ved godt hvad jeg mener. Han ryster forsigtigt på hovedet. De er væk. Døde… Jeg tager en dyb indånding, hvilket er dumt, for alt i min krop gør ondt og især mine ribben gør ondt, når jeg trækker vejret.

“Charlie?” Spørger jeg så. Harry ryster igen på hovedet, med tårer i øjnene. Det får hele min krop til at stivne.

“Jeg er ked af det, Grace,” siger han. Jeg vender mit blik mod loftet, inden tårerne begynder at løbe. Jeg har mistet dem. De er væk. Alle sammen… Væk….’

En betjent hjælper mig op igen.

“Er du okay?” Spørger han alvorligt.

“Ja, det tror jeg,” svarer jeg og rejser mig helt op.

“Lad os gå igen,” siger han og følger mig ud af kontoret. James og de andre betjente er allerede væk og her er helt tomt. Helt stille. Alt for stille… Hvilket får mig til at tænke på noget: I går, skrev jeg til Liam og Vanessa, at de skulle stikke af og aldrig komme tilbage igen. Jeg skrev at jeg ikke kunne fortælle hvorfor, men at det bare var meget vigtigt. Jeg ved godt at det var meget dumt, men efter alt som de har gjort for mig, kunne jeg ikke få mig til, at melde dem også.

Lige så snart vi kommer ud, kommer Harry mig i møde og lægger hurtigt sine arme om mig. Jeg krammer straks tilbage og kommer i tanke om, at han jo har set, da jeg blev skudt.

“Det må du aldrig gøre mod mig igen Grace… Jeg troede at du var død” siger han så, hvilket får mig til at få kuldegysninger.

“Det lover jeg,” siger jeg så.

RIGTIG GLÆDELIG 24’ENDE DECEMBER ALLE I DEJLIGE MENNESKER DERUDE!!!!

Jeg håber at I får en rigtig god jul alle sammen!! <3

Der vil komme et til kapitel den 27’ende december, men det er så også det sidste kapitel af Cold Secrets (Jeg lægger mig lige hen og tuder i et hjørne :´/ )

Ej, jeg håber at I kunne lide dette kapitel, så fik vi også lige af vide, hvordan Grace mistede sin familie…

Og næste kapitel vil, ligesom kapitel 7, blive delt op i to dele. Og ellers, er vi snart færdige med Cold Secrets!! :) <3

Knus Zorbaline og glædelig jul alle sammen <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...