Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2017
  • Opdateret: 25 jan. 2018
  • Status: Igang
Blair er en forkælet og selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm, da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

15Likes
8Kommentarer
1953Visninger
AA

9. Kapitel 8

Jeg låste døren den nat.
Men alligevel blev jeg aldrig så rolig at jeg kunne sove. Jeg var bange og jeg var rasende. Jeg tænkte på den stakkels hest, jeg tænkte på min lillebror og jeg tænkte på min fars advarsler om prinsen. Han havde sagt de samme ord som vagten, at jeg var et legetøj.
Hvad bildte de sig ind? Frederik elskede mig..
Han kunne bare godt lide når tingene var lidt spænende. Og vi skulle giftes om blot to uger så jeg måtte tage mig sammen. Jeg skulle leve det her liv, mit drømmeliv. 

Men som natten gik blev jeg mere og mere bange. Bange for at de havde ret, hvad hvis jeg var et legetøj? En ting man kunne bruge og smide væk? 
Jeg krympede mig sammen i en lille kugle og lod tårende trille ned af mine kinder. Jeg måtte bare overleve.
Han måtte vel blive bedre efter brylluppet og jeg skulle være en prinsesse, jeg havde jo blåt blod i årene, det her var MIT liv. 

Men alligevel blev mine tanker på min lillebror der var blevet mishandlet, den måde Frederik havde taget mig uden min vilje, den måde han havde tæsket hesten på, den måde han var som en person.
Og jo mere jeg tænkte, jo mere kom kvalmen frem i mig. 

Til sidst løb jeg op af sengen og over til natpootten og brækkede mig, men jeg følte ikke det mindste bedre bagefter. For det var psykisk. 

Jeg lod tårende trille ned af mine kinder og mærkede angsten og hjemveen skylde igennem mig.
Hvad havde jeg dog gjort? Hvorfor skulle jeg også være så selvglad, så dum. Hvorfor havde jeg ikke behandlet min egen far og mor med respekt, hvorfor havde jeg ikke sagt farvel.
Nu fortrød jeg inderligt.
Jeg tænkte på hvordan de mon havde det. Var de bekymrede for mig? Jeg rystede hovedet, det var forsent at fortryde nu, jeg ville aldrig se dem igen.
Tanken fik endnu flere tårer til at trille ned af mine kinder. 
Efter det fløj mine tanker over på Matthias, han var forelsket i mig som alle andre. Matthias. Ham havde jeg også behandlet dårligt. Han havde set forfærdelig ud da han indrømmede sine følelser for mig, som om han havde grædt hele natten, som jeg gjorde nu. Jeg krummede mig sammen i en endnu mindre kugle og borede mine negle ind i mine skinneben, hvor jeg havde fat. 
For første gang i hele mit selvelskende liv, hadede jeg mig selv.
 

Da klokken blev omkring 6 om morgnen og solens stråler begyndte at skinne ind af det kæmpestore vindue der var på mit værelse kunne jeg ikke ligge stille mere. Jeg tog en dyb indånding og rejste mig hurtigt op. Det sortnede for mine øjne og jeg måtte stå lidt, før det gik væk. 
Jeg gik over til skabet og fandt en blodrød kjole som jeg tog på. Jeg skulle vise ham. Jeg skulle vise Frederik, at han ikke kunne behandle MIG sådan der. Jeg skulle vise ham, at hvis det her var et spil, ville jeg vinde, hver gang. 
Jeg kiggede mig i spejlet og så de to dybe, sorte render under øjnene. Jeg dækkede det med sminke og redte mit hår. Så kiggede jeg mig i spejlet og smilede. 
Jeg så gudesmuk og giftig ud og enhver der så mig ville falde på knæ. Jeg snurede rundt og gik ud af værelset med et overlegent smil. Tjenestefolk kiggede overrasket på mig med åbne munde og opspærrede øjne, men kiggede hurtigt væk, da jeg så på dem. De vidste mine øjne brændte, ligesom prinsens, det havde de hurtigt lært.
Jeg gik med ret ryg ned af den bredde gang da jeg så de to slanger komme imod mig, de livagter der havde mishandlet min lillebror. Selv de så lidt forbløffede ud over min skønhed og mit valg af kjole, men rystede det hurtigt af sig og smilede flabet til mig, selvfølgelig uden at kigge i mine øjne. 

"Kom med os, prinsen venter" sagde den ene vagt til mig og jeg kunne mærke hvordan mit hjerte sank i brystet på mig. Men jeg viste det ikke, nikkede bare og fulgte med dem ned af gangen. Jeg troede vi skulle til spisesalen, men istedet drejede de af og gik ned af en uendelig lang gang og stoppede ude for en dør. Den ene vagt bankede på. 

"Kom ind" råbte Frederik og vagterne smilede ondt og gik så. 
Jeg tog en dyb indånding og åbnede så døren og trådte ind i værelset. Det var et kontor og Frederik sad på en smuk træstol foran et udskåret træbord, alt sammen i det mørkeste træ jeg nogensinde havde set. Rundt om i siderne af værelset stod reoler fyldt med hundredevis af bøger. 
Jeg kiggede skarpt ind i hans øjne, men så ikke det mindste overraskelse eller tvivl i hans øjne, det lignede bare han morede sig lidt. 

"Hvad vil du elskede?" spurgte jeg og trådte længere ind i værelset. Han vurderede mig lidt og et stort smil bredte sig så på hans læber. Det fik det til at løbe koldt ned af min ryg. 

"Bare tag plads" sagde han og nikkede mod stolen på den anden side af bordet, overfor ham. Jeg gik over og satte mig langsomt. Han sagde ikke noget længe og jeg løftede et øjenbryn. Han rejste sig langsomt og gik frem og tilbage igennem værelset. 

"Dine øjne.." begyndte han. 

"De er ligesom mine. Ved du hvad det betyder?" spurgte han. Jeg blev forvirret. Jeg havde altid overvejet hvorfor mine øjne var sådan så ingen kunne se ind i dem og jeg var også blevet forvirret da prinsen så kunne, men jeg havde bare tænkt det var fordi det var meningen vi skulle være sammen og blive gift. Havde Frederik svaret på, hvorfor mine øjne var sådan?

"Nej jeg ved ikke hvad det betyder" svarede jeg. 

"Hmm" sagde han bare og gik lidt mere frem og tilbage i værelset. Det eneste han sagde de næste 10 minutter var noget mumleri om at jeg så ikke mestrede dem. 
Mestrede hvem?
Jeg var ved at sprænges af nysgerrighed og som min far altid havde hadet ved mig, kunne jeg ikke holde min mund, hvis der var noget jeg ville. 

"Fortæl mig det, hvem mestrer jeg ikke?" fløj det ud af mig. Frederik stoppede med at gå frem og tilbage og kiggede på mig med et irriteret blik. 

"Ti stille pigebarn" hvæsede han. Jeg rejste mig brat og gik over mod ham. 

"Nej fortæl mig det!" vrissede jeg. Hvem troede han lige han talte til? Jeg havde tænkt over det her hele livet, han skulle fortælle mig det. Med et så han mild ud i blikket. Men jeg kunne se der lå noget bag det. 

"Du har ikke vist andet end flabethed og uhøflighed, mens du har været min kone. Vi skal ikke have dig til at vanære familien, så hvis du virkelig vil overleve at være min kone og du vil vide hvad der er så specielt ved folk som du og jeg, må du gøre noget for mig først". Han smilede grumt. Jeg tænkte ikke et sekund over det, nikkede bare. Jeg ville gøre alt for at vide det og alt for at han måske ville behandle mig ordentligt, så jeg kunne få min drøm tilbage. 

"Hvad som helst" svarede jeg og han grinede. Han nikkede mod stolen og jeg satte mig igen, så gik han over på den anden side af bordet og satte sig på sin stol. 

"Ser du, der er de her forbrydere. De er onde og fortjener at dø. Du må bevise din loyalitet. Så kan vi teste dine evner bagefter og se om de kan gøre noget godt for mig og dette slot. Vi ved jo godt de ikke engang er halvt så stærke som mine, men måske er de stærke nok." sagde han. Mine evner? Jeg forstod ikke hvad han mente. Han så hvor forvirret jeg så ud og sukkede irriteret. 

"Jeg viser dig det når tiden er inde" sagde han irriteret. Så rejste han mig og smilede pludselig ondt "Følg med mig, nu skal vise din loyalitet". Jeg nikkede og rejste mig for at følge med ham ud af værelset, hvor slangerne igen stod klar. Frederik hviskede noget til dem og de nikkede med et ondt smil og eskorterede os ned af en million trapper og gange. Til sidst befandt vi os i en kold kælder, hvor vagter stod med fakler ned af hele gangen. Jeg gøs og fulgte med ned af stengangen. 
Vagterne og Frederik gjorde holdt foran en fængselscelle. Jeg kunne se der var skikkelser derinde. Frederik vendte sig mod mig. 

"Vi to, vi har særlige evner. Vi mestrer den anden verden. Og vores evner er stærke, vi kan få tåber som dem her-" han pegede ind på skikkelserne i cellen "-til at forstå og adlyde os. Til at se det rigtige. På den måde kan vi skåne dem fra døden, men kun få af dem. Nogle er så langt væk i forbrydelser at vi bliver nødt til at dræbe dem". Han nikkede til en livvagt men en fakkel der stod ved den ene væg. Livvagten raslede med nogle nøgler, åbnede cellen og gik ind. Ud kom han med tre svage skikkelser. Det var tre mænd, med lænker på arme og ben. 
Da de så prinsen spyttede og bandede de. 

"Jeg vil hellere dø end at få din klamme dæmon ind i mig" hvæsede den ene mand. Jeg stod forvirret og så til. Hvad var det her? Hvad mente Frederik med at vi herskede den anden verden? Hvad mente de med en dæmon? 

"Åh det kommer i også til" smilede Frederik til de tre ynkelige mænd. De spyttede mod ham igen, men vagten slog dem og de faldt ned på knæ. 
Frederik nikkede til de to slanger der smilede som om de lige havde fået den bedste gave man kunne modtage. Så trak de begge en kniv og gik over til mændende. De stillede sig ved siden af en mænd hver med kniven parat. 
Jeg følte afsky. Hvad var det her? Ville prinsen have jeg skulle overvære de to forbrydere få dødsstraf? Jeg kiggede på ham med afsky og kunne se i det svage lys fra faklerne at han grinede sigende. Som om han ville sige at det kunne være mig der endte sådan. 
Jeg ville sige noget men min hals var snørret sammen i skræk. 

"Nårh min prinsesse" sagde prinsen højt og tydeligt. 

"De her tre mænd er forbrydere, de har myrdet, de har skabt katastrofer og selvom vi to har megen styrke kan disse mænd ikke reddes.". De tre mænd kiggede over på mig. Deres blikke fyldt med vrede. 

"Skal de dø? Så vi kan undgå de dræber, hvem ved om de næste ofre er børn og kvinder?" spurgte han mig, så rakte han mig en kniv. Jeg kiggede skrækslagen på ham. Ville han have jeg skulle DRÆBE en af dem?! Jeg var hans kone! Hvordan kunne han gøre det her. Jeg var en prinsesse! Mit hjerte bankede hurtigt og jeg kunne mærke frygten pumpe adrenalin rundt i kroppen. 
Jeg tog ikke kniven, stirrede bare rædselslagen på prinsen. Han smilede og hviskede til mig, han lød som en slange. 

"Det er nu min prinsesse, det er nu du skal vise din værdighed, du vil jo gerne forhindre dem i at dræbe børn og kvinder ikke? Eller støtter du forbryderne? For dem der støtter forbryderne er selv en forbryder". Jeg kunne mærke truslen som honning der klistrede til hvert et ord han sagde. 

"Tag kniven og bevis du er en kommende dronning værd" sagde han. Jeg sank en klump og følte hver en muskel i min krop spænde da jeg tog kniven i min hånd. Den føltes ubehagelig og jeg havde mest af alt bare lyst til at smide den og løbe ad helvedes til. Mit hjerte bankede hårdt og jeg måtte anstrenge mig for ikke at ryste. Han måtte ikke se min svaghed. 
Han nikkede mod den sidste mand. Han have langt brunt hår og skæg. Hans krop var mager, hans hænder rystede og jeg kunne se der hvor hans hud var bar, at han var dækket af ar og sår. Men det var hans øjne der fangede mit blik, de var fulde af vrede og had, så meget had, at han ikke engang kiggede væk ved mit blik, jeg stivnede kort men tvang mig selv til at gå videre. Mente Frederik det? At jeg skulle dræbe manden, eller ville han bare se hvor langt jeg ville gå? Jeg håbede inderligt det sidste. Selvom jeg prøvede så hårdt jeg overhovedet kunne på at være stærk, så han ikke kunne se min frygt, kunne jeg ikke. Mit ansigt krakkelerede og jeg vidste jeg så forfærdet ud. 
Frederik så det og jeg kunne hører hans stille latter. 

"Dræb dem, de fortjener det" sagde han så og jeg hørte gennem et ekko de to slanger trække kniven og borer dem ind i hjertet på de to mænd der faldt til jorden. Døde. Skrig lød inde fra cellen, tre kvinder var løbet hen til gitteret og skreg og græd. Nu kiggede de på mig, jeg kunne se vreden i deres ansigter, kunne se hvordan de brændte op, denne gang var det mig der ikke kunne se i deres øjne. 
De to slanger grinede bare, mens to vagter med fakler gik ind i cellen og fik kvinderne væk fra gitteret og ned i bunden af den dunkle celle igen. Den mand jeg skulle dræbe begyndte at kæmpe da han så, at de to andre mænd var døde. De to slanger tog fat i hver hans arm og sparkede ham ned på jorden. 
Jeg stod bare forstenet, med kniven i hånden og kiggede mod cellen med de tre kvinder. Var det deres mænd de havde set dø? 

"Blair! Dræb ham" hvæsede prinsen da han så hvordan de to slanger kæmpede med at holde den råbende mand nede på jorden. Det var som om alt stod stille i mit hoved. Men jeg vidste, at det var mig eller ham. Så jeg lod min krop tage over og lod mit sind blive ved de tre kvinder. Jeg gik over til manden der lå nede på jorden, han kiggede på mig, bedende. 

"Jeg har ikke gjort noget, ikke lyt til ham! Vi prøver at redde det her land! FRA HANS ONDSKAB!" skreg manden. 
"Ikke dræb mig" hviskede han. Jeg vidste ordende var til mig men de gav ikke mening i mit hoved. Jeg hørte bare volapyk. Slangerne vendte ham om så hans hoved var mod jorden, så han ikke kunne sige mere. Jeg gik derhen og satte mig på hug ved siden af manden. 

"Det var mig eller dig". jeg hviskede ordene før jeg jog kniven ind i hans ryg, lige der hvor hjertet sidder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...