Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2017
  • Opdateret: 25 jan. 2018
  • Status: Igang
Blair er en forkælet og selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm, da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

15Likes
8Kommentarer
1944Visninger
AA

8. Kapitel 7

"Jeg vågnede forvirret og omtåget.
Hvad var der sket? Mit hoved dunkede voldsomt og jeg havde en forfærdelig smerte i underlivet og generelt hele kroppen.
Så huskede jeg hvad der var sket i går og sank en klump. Jeg lå i sengen for mig selv og jeg begyndte straks at ryste over hele kroppen i vrede og skuffelse. Hvad bildte han sig ind? Sådan opførte min prins sig da ikke. Jeg var chokeret og bange og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde allermest lyst til at gå ned og slå ham, men jeg huskede på at jeg var en prinsesse og at jeg skulle opfører mig pænt. Men hvorfor havde han gjort det? Vi var ikke gift, det var ikke meningen man skulle gøre det inden.
Jeg rev vredt dynen af mig og så den blodplet der var på lagnet, det gav mig kvalme og tanker om aftenen forinden og jeg rystede på hovedet og lod dynen dække blodpletten igen.

Måske var det bare noget jeg blev nødt til at leve med for at få mit eventyrsliv? Måske var prinsen en gentleman, han havde bare været ivrig i går og jeg havde været så dum og sige fra.
Sådan ville det sikkert være med enhver mand.

Jeg rejste mig op og gik over til skrivebordet. Jeg havde en silkenatkjole på, som jeg havde fundet fra gaderoben i min omtågede tilstand, som jeg havde været i aftenen før. Det bankede på døren og lidt efter trådte tjenestepigerne ind.

"Prinsen venter på dem i spisesalen" sagde den buttede dame, præcis som dagen forinden. I dag gav hendes ord mig bare ikke en lykkelig følelse, men en ubehagelig. Men jeg smilede og nikkede og lod dem ligesom dagen før påklæde mig, børste mit hår og sminke mig. Da jeg var færdig fulgte de mig ned til spisesalen. Da jeg kom ind kom prinsen mig i møde og kyssede min hånd.

"Hvor de smuk min prinsesse" mumlede han charmerende og jeg kunne ikke lade være med at blive lettet indeni. Han elskede mig stadigvæk, han var stadigvæk min charmerende prins. Men alligevel intimiderede hans tilstedeværelse mig, på samme tid med at jeg følte en enorm tiltrækning. Men det havde egentlig hele tiden været sådan for mig. Han kiggede igen ind i mine øjne, hvilket som altid gjorde mig forvirret, men jeg lod som ingenting og lod vores øjne brænde sammen.
Det gjorde ondt, men jeg lod ham ikke vinde denne her, så jeg stirrede fortsat ind i hans øjne. Han grinede et hæst lille grin og løftede et øjenbryn som i en udfordring.

"Du spiller i dag" sagde han og jeg nikkede med et snobbet smil og vendte mig så om og gik mod den anden ende af bordet. Mit underliv sved stadigvæk og jeg måtte bide smerten i mig for at gå normalt.
Alligevel mærkede jeg prinsens hånende blik i min nakke. Han kunne se, at jeg havde ondt. Da jeg sad ved bordet blev jeg helt overrasket over, at der sad andre.
Jeg havde slet ikke set eller hørt dem før, men jeg så nu at de snakkede hurtigt og lavt med hinanden. De så ret irriterede ud.

"Hvad bilder de sig ind?! Send vagterne, de skal i hullet" hvæsede kongen og manden overfor ham, som han sad og snakkede med nikkede enigt.

"Jeg giver ordren videre, lad os få udryddet de ynkelige forbrydere en gang for alle" svarede manden, som jeg havde fundet ud af var kongens højre hånd. Kongen lænede sig tilbage og kiggede så på mig. Han løftede sit glas imod mig og smilede. Hans smil var præcis ligesom prinsens. Iskoldt og bedrevidende og det gav mig endnu mere kvalme end prinsens.
Jeg løftede mit glas mod ham, men kunne ikke få mig selv til at smile så jeg nikkede bare koldt og tog så en tår af vinen. 
Her drak man åbenbart vin til morgenmaden. 
Jeg kiggede rundt ved bordet på de vrede og ukendte ansigter, hvad var det de var så sure over? Hvem var forbryderne? Jeg havde inderligt meget lyst til at spørger kongen, men jeg vidste det ville blive set som meget uhøfligt, så jeg bed det i mig og begyndte bare at spise af min tallerken der var fuld af lækker mad. 
Snakken gik lidt og jeg snakkede lidt med en ubehagelig mand der så ud til at være i 30'erne. Han blev ved med at stille mig spørgsmål og kiggede intenst på mig som om han ville spise mig, men da jeg kiggede ham i øjnene kiggede han væk og så meget overrasket ud, hvorefter han kiggede chokeret over på prinsen der nikkede. 

"Undskyld os" sagde kongen efter lidt tid og rejse sig sammen med de andre mænd og forlod salen. Dronningen forlod den hurtigt efter og så var det kun mig og Frederik tilbage. 
Jeg kiggede langsomt over på ham og så straks, at hans isblå øjne allerede borede sig ind på mig. Følelser lammede mig pludselig og jeg fik kvalme. Jeg tog en dyb indånding og prøvede at tage mig sammen. 

"Jeg vil gå op til mødet med min far nu, men vi ses jo senere. Skal vi bare sige samme tid på dit værelse?" hans stemme dryppede af selvtilfredshed og hans øjne grinede. Jeg kunne mærke mit hoved begyndte at snurre, som om jeg skulle til at besvime og alt blodet løb væk fra mit ansigt. 
Han kunne ikke se mig sådan her. Jeg måtte tage mig sammen. Men jeg kunne ikke sige noget, så jeg stirrede bare iskoldt ind i hans øjne og lod vreden skylde igennem mig. Jeg kunne mærke hvordan mine øjne brændte og hvordan de borede sig ind i hans og jeg kunne slet ikke mærke styrken fra hans øjne længere.
Hans selvtilfredse ansigt forsvandt hurtigt og istedet måtte han kigge væk med et flovt og vredt ansigtsudtryk. Han rejste sig brat og forlod salen, så jeg sad helt alene tilbage. 
Jeg sad lidt og kiggede, før jeg rejste mig. Mine tjenestepiger var væk og jeg vidste jeg ikke kunne finde op på mit værelse alene, så istedet gik jeg ud af den anden dør, hvor jeg vidste man kunne komme direkte ud på gårdspladsen. Jeg faldt næsten ud af døren og gik med hastige skridt mod det der lignede en kæmpe, smuk hestestald.
Jeg var lige ved at bryde sammen i gråd hele vejen men bed mig hårdt i læben og rettede mig op. 

"Nu må du tage dig sammen. Du er Blair Von Sollern, alle elsker dig, du er den smukkeste kvinde" hviskede jeg irriteret til mig selv. Siden hvornår var jeg blevet så svag? 
Jeg trak den store dør op til stalden og gik ind. Der var ingen mennesker her, hvilket var mærkeligt siden det vrimlede med folk ovre på slottet. 
Jeg savnede Perle og Sne, mine to hopper. Jeg savnede deres bløde muler og varme rygge, jeg savnede... Matthias. Da jeg lige havde tænkt tanken færdig bed jeg mig så hårdt i inderkinden at jeg kunne smage blod. Hvad var der galt med mig? Hvordan kunne det her sted gøre mig så svag på blot to dage? Men fandme nej, nu skulle jeg vise dem, hvordan en rigtig prinsesse er. 

"Miss" en hæs stemme lød pludselig bag mig og jeg vendte mig om. Ved siden af en hesteboks stod en stalddreng og bukkede for mig. Det fik mig til at smile lidt og jeg rankede ryggen og nikkede til ham. 

"Kan jeg hjælpe dem med noget?" spurgte han underdanigt. Jeg skulle lige til at sige nej, men tænkte så over hvor dejlig en ridetur kunne være. 

"Sadl mig den fineste hest" svarede jeg. Han kiggede overrasket på mig. 

"Jeg tror ikke det er meningen at en prinsesse som dig skal ride" sagde han nervøst. 

"Hvorfor ikke?" spurgte jeg skarpt og irriteret. Hvem var han der bildte sig ind at sige prinsessen imod?

"Jeg tror ikke.. jeg tror ikke de vil hav-"

"Sadl mig nu den hest!" afbrød jeg vrissende. "Og lad være med at sige mig imod igen". Han nikkede stumt og gik ned i den anden ende af den prægtige stald. Imens kiggede jeg mig omkring. Smukke hestemuler stak ud fra alle bokser og kiggede nysgerrigt på os. Jeg kunne ikke lade være med at smile og gik hen til en flot udskåren bokslåge og nussede en sort, stor hest med kæmpe manke i panden. 
Det var sådan en stald jeg fortjente at have, sådan et her slot og sådanne tjenestefolk. 

Da stalddrengen havde sadlet hesten op trak han den ud på gårdspladsen så jeg kunne sidde op. Det var en stor hvid hest, ligesom Sne, med blide øjne og små grå pletter rundt omkring på kroppen. Jeg løftede op i min store kjole da jeg gik. Han stillede hesten ved siden af en lille trappe beregnet til at sidde op med. Jeg gik op på trappen og sad så op på hesten. 
Stalddrengen så sig nervøst omkring og kløede sig i håret da han så på mig igen. 

"Bare smut" sagde jeg irriteret over hans opførsel. Der var ingen der skulle bestemme over prinsessen så han havde ingen grund til at være så fandens nervøs. Han bukkede undskyldende og smuttede ind i stalden igen. 
Jeg fik hesten frem i skridt og red mod portene som åbnede sig ud fra gårdspladsen til uendelige marker og stier.

"Åben porten" sagde jeg befalende til vagten der stod der. Han grinede lumskt. 

"Det tror jeg så ikke lige" svarede han med en irriterende munter stemme. Hvem troede han lige han var?

"Ved du godt hvem jeg er?! Åben porten!" hvæsede jeg og prøvede at kigge i hans øjne, men han undgik. 

"Desværre skat" svarede han ironisk og jeg kunne mærke blodet pumpe hårdt i min tinding. Jeg var prinsessen, hvordan kunne han tillade sig at tale sådan til mig? Jeg skulle lige til at fortælle ham om hvordan jeg ville få ham fyret da Frederik, min prins, pludselig dukkede op, også på hesteryg. 

"Åben porten Zander, så mig og min prinsesse kan ride en tur" hans stemme var iskold og vagten kiggede overrasket på ham men åbnede så lynhurtigt porten med nervøse bevægelser. 

"Undskyld hr. jeg havde fået at vide.." mumlede han og det lød som om han næsten var i panik. Frederik kiggede bare på ham med et olmt blik og vagten holdt hurtigt mund. 
Frederik satte sin hest i skridt og jeg fulgte hurtigt efter. Da vi havde reddet lidt ned af grusvejen i stilhed kiggede Frederik på mig. 

"En kvinde sidder ikke sådan der på en hest" sagde han og kiggede på hvordan jeg sad overskrævs på hesten. 

"En prinsesse må gøre hvad hun vil" svarede jeg og smilede med løftede øjenbryn til ham. "Og få lige de der vagter til at opfører sig ordentligt, de skal ikke tale sådan til mig" vrissede jeg surt. Frederik grinede en latter der endnu engang fik kvalmen frem i mig. Jeg sank en klump og kiggede ind i hans blå øjne. Han smilede og jeg smilede falskt tilbage. 

"Jeg så hvor nysgerrig du var idag, da du hørte min far og mændene tale om de der forbrydelser" sagde han og før jeg kunne nå at sige noget fortsatte han. 

"Det er fordi der er klamme, fattige bonder der vil vælte os" han grinede. "De lavede noget de ville kalde et oprør forleden. Hvor de satte ild til nogle godser. Men det går nok over skal du nok se min skat, du skal ikke være bekymret". Var der nogen der ville lave oprør mod kongen? Mine tanker fløj afsted. Hvorfor mon det? Frederk grinede igen og satte så sin hest i galop. 

"Lad os se om du kan følge med nu" han lød som om han ikke troede et sekund på det, som om han håbede jeg ville falde af eller noget. Men det gjorde jeg ikke. Istedet satte jeg min hest i galop og lænede mig frem. Han kiggede overrasket på mig og satte sin hest i en hurtigere galop, men jeg fulgte bare med. Til sidst lå vi begge helt ned over hestenes nakker og jeg kunne se hvordan han sparkede til dyret for at få den til at gå hurtigere. 
Jeg nussede min hest på halsen og talte lidt til den i et ophidsende tonefald og så fløj den afsted. Forbi Frederik. Lidt tid efter da jeg ikke engang kunne hører Frederik bag mig stoppede jeg op og smilede overlegent. 
Jeg kunne se ham komme og så hvordan han hev i tøjlen så hesten stejlede og stoppede op. 

"Taber du til en pige?" sagde jeg hårdt og overlegent og hans blik blev med et rasende. Så rasende jeg aldrig havde set. Han vendte om i stilhed og red hjemad. Sagde ikke et eneste ord på hele vejen hjem, istedet sad han bare og klemte tøjlerne så hårdt at hans knoer blev hvide. Jeg derimod sad og smilede selvtilfreds og klappede ind i mellem hesten på halsen. 

Da vi kom hjem sad vi begge af hestene, ved hjælp af en vagt, selvom jeg godt kunne selv, men prinsesse er man jo. Tænkte jeg strålende. 

"Nårh Blair." begyndte Frederik. Han havde et ondt og ironisk blik og smilede så ondt at man næsten kunne se blod løbe ned af hans mundvige. Jeg fik straks kvalme og trådte automatisk et skridt tilbage, hvilket fik Frederik til at grine. 

"Nu skal du se hvad vi laver når vi keder os her på slottet" smilede han og kiggede sigende på vagterne der grinede. Han tog tøjlen på den hest jeg havde redet og vagterne kom hen med en pisk. Derefter piftede Frederik og tre hunde kom glad løbende. Han tog et godt tag i hestens tøjle og gav så et eller andet signal til hundende. Jeg kiggede forvirret til da hundende begyndte at bide i hesten ben og hoppe op af den for at nå dens mave. Hesten sparkede ud efter hundende og idet, at den gjorde det svingede Frederik pisken så hårdt han kunne så det gav genlyd da den ramte hestens ryg. 
Hesten hvinede og jeg frøs fast på stedet. Mine øjne var vidt opspærrede og jeg kom til at tænke på andre ting de også gjorde "for sjov" på det her slot. Som at mishandle min lillebror. Jeg sank en klump og kunne mærke tårende presse sig på. 
Jeg hørte lydende fra pisken der ramte hestens ryg igen og igen, men jeg så det ikke. Jeg var helt fastfrosset til steddet frosset fast i minderne om min lillebror og frosset i chok over hvad han gjorde mod hesten. Jeg følte der gik flere timer, hvor jeg bare så til mens han mishandlede hesten og da han var færdig kiggede han på mig med det mest dødbringende smil jeg havde set og vendte så om og gik. 
En stalddreng kom løbende og tog hestene med sig. Jeg stod stadigvæk bare frosset fast til jorden. Pludselig kunne jeg hører at den ene vagt talte til mig. 

"Kan du se det nu. Du er ikke nogen prinsesse, du er bare det nye legetøj". Han grinede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...