Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2017
  • Opdateret: 25 jan. 2018
  • Status: Igang
Blair er en forkælet og selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm, da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

15Likes
8Kommentarer
1956Visninger
AA

14. Kapitel 13

Tårende væltede ud af øjnene på mig pga. den høje fart og alt jeg kunne se var en tågede træer der flød sammen til en stor masse. Jeg kunne mærke det gik hurtigt, alt for hurtigt. Hesten sprang imellem træerne og jeg mærkede hele tiden stammer og grene der fløj få millimeter forbi mig. Jeg lå ned over hestens hals for ikke at blive ramt af noget, men alligevel bumpede lavt hængende stammer stadig mod min ryg.
Jeg havde overhalet stalddrengen og vagterne var langt bagud, med deres smidighed ville de ikke engang kunne trave i den her skov. 
Men jeg kunne ikke få mig selv til at sænke farten og hesten gjorde det heller ikke. Den var også skræmt, skræmt af stemningen, fordi jeg var skræmt. 
Jeg lukkede øjnene og prøvede at berolige mig selv. De ville ikke finde mig her, jeg var i sikkerhed. Sagde jeg til mig selv, men mit hjerte bankede stadig hurtigt. Pludselig ramte en tyk gren mig lige i ryggen og det smertede hårdt, jeg blev trykket ned mod hesten der snublede, igen stoppede mit hjerte kort men den landede igen lige akkurat på benene. Jeg tog en dyb indånding. Det her var for farligt. 

"Roooliiigg" hviskede jeg til hesten og nussede den forsigtigt på den gennemsvedte hals. Så tog jeg i tøjlen og fik den lidt efter lidt stoppet op til den stod helt stille. Prustende og pustende.
Jeg hoppede af og nussede den på den svedte krop, hvorefter jeg tog tøjlen i hånden og sank sammen på jorden. Lidt efter hørte jeg hestehove. Først stivnede jeg men så hørte jeg staldknægtens stemme og slappede af.

"Deres højhed det bare mig" sagde han da han kom til syne og så mit vakse blik. Han så skræmt ud som han plejede men der var også noget andet ved ham nu, noget godt.
Han hoppede også af hesten.

"Du skal være helt rolig, jeg kender denne her skov ud og ind, jeg ved hvor vi tager hen" sagde han og jeg blev lidt lettet. Jeg var urolig for hvad vi nu skulle gøre, men jeg havde på samme tid en enorm lettelse. Det var som om min tid på slottet havde været i en tåge, som om det ikke var mig. Jeg kan huske hvordan jeg havde følt omkring prinsen under de romantiske ture, hvordan jeg havde troet jeg var forelsket, men nu kunne jeg ikke forstå det. Det var som om jeg var kommet ud af en mærkelig, uhyggelig tåget drøm.
Men jeg havde jo egentlig også været i en tåge, en tåge af dæmoner og forbandelser.

"Denne her vej" sagde staldknægten og begyndte at gå imellem træerne med sin pustende hest på slæb. Jeg fulgte med men efter blot 10 minutter smertede mine fødder så meget at jeg måtte sætte mig på en træstub.

"Det de her forbandede sko" jeg pegede på de enormt upraktiske damesko med hæl og han nikkede.

"Kom her, jeg giver dig et ben op." sagde han. Jeg gik over til ham og han hjalp mig op på den hest han havde reddet fordi den havde noget at få en pause imens min stadigvæk havde løbet hurtigt gennem træerne. Hesten der før havde et dødt udtryk så nu allerede levende og spændt ud, det fik mig til at smile.
Staldknægten tog en hest i hver hånd og gik videre. Jeg lagde mig over dens hals, lukkede øjnene og blev gynget i søvn af hestens beroligende bevægelser og lyden af deres fødder i jorden.

 

***

 

Jeg vågnede forvirret ved at staldknægten prikkede forsigtigt til mig. Jeg var stadig træt, men jeg havde for første gang i lang tid sovet uden mareridt.
Jeg gabte og blinkede med øjnene.

"Vi er her" sagde staldknægten og jeg kiggede op. Der var blevet bælgmørkt og jeg forstod ikke hvordan staldknægten overhovedet kunne finde noget i dette mørke. Jeg kiggede rundt for at prøve at se, hvor vi var og fik øje på et lys i det ellers fuldstændige mørke.

"Det er min fars gamle skur, det er en andens nu men her er hø, læ og en fakkel" sagde han og jeg sukkede lettet. Jeg kunne allerede mærke nattens kulde tage fat og jeg håbede bare at høet kunne holde os varme. Jeg hoppede ned af hesten og tog tøjlen til min egen hest. Han førte an ind i skuret og holdte den knirkende dør for mig og min hest. Jeg missede med øjnene i det svage lys fra faklen og kunne se en stor høbunke i enden af skuet.
Jeg sank sammen i høet og sukkede lettet. Det var i det mindste dejligt varmt. Imens havde staldknægten taget hovedtøjerne af de to heste der straks begyndte at gumle hø i sig.
Så stod han akavet og så på mig.

"Deres højhed, jeg kan godt sove udenfor hvis det er". Jeg kiggede forvirret og chokeret på ham først, men brød så sammen af grin, hvilket gjorde ham endnu mere akavet, men jeg kunne bare ikke stoppe. Det var så fjollet efter alt det her.

"Nej jeg tror det går og bare kald mig Blair" sagde jeg og han smilede lettet og gik over og lagde sig i høbunken også, men stadig respektfuld afstand.

"Okay Blair, bare kald mig Sander" svarede han. Der gik det op for mig jeg ikke engang vidste hvad vores staldknægt derhjemme hed, meget havde forandret sig siden da, jeg havde forandret mig siden da.

"Okay Sander. Svar mig lige på et spørgsmål, hvorfor er du den eneste på slottet der ikke var blevet forhekset?" spurgte jeg. Han så forvirret på mig.

"Hvad mener du?" spurgte han. Jeg satte mig lidt op i høet og kiggede på ham, men ikke i øjnene.

"Jeg har sådan nogen evner, det derfor man ikke kan kigge mig i øjnene" sagde jeg.

"Og prinsen viste mig hvordan jeg mestrede dæmoner, så man kunne få folk til at gøre som man ville, støtte kongen selvom de ikke gjorde. Og når folk er forbandede har de en hvid maske på ansigtet, altså ikke i virkeligheden, i den anden verden. Jeg kunne se den anden verden ved hjælp af en krystal jeg havde" sagde jeg. Han så tænksom og lidt chokeret ud.

"Så det altså sandt" konstaterede han.

"Min mor fortalte mig altid historier omkring sådan noget som barn, jeg kan ikke huske meget af det, men jeg kan huske hvad hun sagde da de tog hele vores familie, at det er fordi vi er Trajanere og de derfor ikke kan manipulere os. De tog os alle og den eneste de lod leve var mig.." han kiggede ned på sine hænder og jeg kunne se tårende vælde op i hans øjne.
Det var forfærdeligt, kongen havde dræbt hele hans familie bare fordi de var Trajanere! Det var det de havde snakket om dengang på gangen, med at få bugt med Trajanerne. Jeg kunne mærke vreden og såren på Sanders vegne vælde op i mig.

"Det jeg virkelig ked af Sander" hviskede jeg, min stemme var hæs. Han rystede på hovedet, som for at skubbe minderne væk og smilede et smil der ikke nåede hans øjne.

"Det okay, lad os sove det er sent" sagde han og jeg nikkede. Vi lagde os begge ned og jeg lukkede øjnene. Det var beroligende at kunne hører Sanders stille åndedræt og hestenes gumlen og jeg faldt i søvn kort efter.

 

Jeg vågnede ved at min mave rumlede. Jeg kiggede forvirret op og kunne mærke jeg lå på noget. Sander, jeg lå med hovedet på Sanders brystkasse. Jeg fór op og kiggede forvirret rundt.
Sander vågnede ved min bevægelse og så hvor tæt vi var. Det fik ham til at rykke lidt væk og kigge undskyldende på mig.

"Det var ikke dig, jeg har brugt dig som hovedpude" sagde jeg beroligende og han kiggede lettet på mig. Han var nok bange for jeg ville blive vred, måske havde han hørt om hvordan jeg var.

På samme tid rumlede vores maver igen og jeg blev bekymret. Hvad skulle vi spise? Jeg rejste mig og børstede noget af det hø jeg havde over det hele væk, men det var rimelig umuligt. Så kiggede jeg over på hestene, der stadigvæk sov, den ene liggende, den anden stående.

"Vi bliver nødt til at få noget at spise" sagde jeg bekymret og begyndte at lede i min hjerne efter hvad man lige kunne få at spise midt ude i ingenting.
Der var stille noget tid, jeg kunne se Sander så splittet ud, til sidst sukkede han som havde han taget en beslutning. 

"Jeg kender en" sagde han.

 

Kort efter var vi på vej igen. Vi havde taget hovedtøjer på hestene som havde spist og sovet godt i løbet af natten og morgnen. 
Da vi var ude hjalp Sander mig op på den hvide hest og han kom op på sin hest ved hjælp af en sten. 
Før vi red afsted lod vi hestene drikke af den sø der var ved siden af det faldefærdige skur. 
I lyset kunne jeg bedre så hvordan det så ud. 

Det var en lille eng med skuret på en lille bakke. Det åbne gjorde mig utilpas og jeg kiggede nervøst rundt. Det hjalp lidt at komme ind i mellem de tætte træer men jeg var stadig nervøs. 
Ledte prinsens mænd mon efter os? Eller havde prinsen fundet sig en ny prinsesse? 
Jeg sank en klump. Hvis det var tilfældet følte jeg med den nye prinsesse. 

Vi red hele dagen. Mens vi red snakkede vi, i starten var Sander nervøs for at sige noget forkert, men han opdagede hurtigt, at jeg ikke var som den person han havde hørt jeg var, den person jeg var for blot kort tid siden, den snobbede person jeg havde været overfor alle andre end.... Matthias. 
Da han fandt ud af det åbnede han mere op.

"Hvad er din historie så?" spurgte han lidt forsigtigt. Jeg kiggede ned i hestens manke og aede den sagte på halsen. 

"Du har vidst hørt lidt?" spurgte jeg. 

"Kun at du var guddommelig smuk og utroligt snerpet" grinede han, men slog så hånden for munden og kiggede undskyldene på mig. Jeg grinede og smilede forsikrende til ham. 

"Sander du kan bare være dig selv med mig, jeg er ikke så snerpet længere" grinede jeg og han kiggede lettet på mig og grinede også. 

"Men stadig guddommelig smuk" sagde han flirtene og jeg smilede. 

"Ja i hvert fald for smuk til dig Sander" smilede jeg og han grinede. 

"Bare rolig jeg prøver ikke på noget, det ville jeg aldrig kunne alligevel" han kiggede ned og jeg kunne se smerten løbe over hans ansigt. 

"Hvad er der galt?" spurgte jeg bekymret. Hestene red tæt ved hinandens side så jeg kunne ligge en hånd på hans skulder. 

"Da..... de brændte min familie og gjorde mig til stalddreng tog de også Melise, jeg har altid været forelsket i hende og vil altid være det" hviskede han. Jeg kunne mærke en voldsom bølge af sorg og vrede vælde op i mig. Hvor var det bare uretfærdigt! Hvordan kunne de?! Jeg knyttede næven og klemte hårdt for ikke at flippe helt ud. Hvad havde denne søde, stille dreng gjort for at fortjene dette? Det var kun hans afstamning der havde fået prinsen og kongen til at udslette hans familie og stjæle hans elskede. 
Jeg fik voldsomt kvalme og kunne ikke snakke i flere timer efter det. Men hvad kunne jeg også sige for at denne mand på kun samme alder som jeg, kunne få et godt liv trods alle hans smerter? Der var intet jeg kunne sige. Hvordan kunne han nogensinde få et godt liv? På flugt fra kongehuset resten af sine dage, med sin familie myrdet, sin elskede taget, hvem ved om hun endnu levede, chancen var ikke stor siden hun nok også var trajaner. 
Hvad kunne jeg gøre for at han ikke skulle flygte fra kongen og prinsen hele sit liv, indtil han en dag blev fanget og henrettet?

Svaret var indlysende og det kom som en lille tanke før det tog form i mit hoved.

Jeg kunne dræbe dem.

 

 

***

 

Efter jeg havde tænkt igennem alle de måder jeg kunne komme til at dræbe kongen og prinsen på sukkede jeg opgivende. 
Hvem prøvede jeg at narre? Det kunne jeg jo ikke. Hvordan skulle jeg kunne gøre det? Selv hvis min plan om at snige mig tilbage til slottet og når jeg så var i nærheden af dem så stikke en kniv i deres hjerter lykkedes, ville jeg blive fanget bagefter, vagterne ville dræbe mig på stedet. 
Jeg rystede på hovedet og lod tankerne flyve over på noget andet. Hjem. Jeg ville så gerne hjem. Hvor jeg var beskyttet, hvor min familie var. Jeg savnede dem så meget og alt jeg ville ligenu var at mærke mine forældres trøstende arme om mig, have min elskede lillebror på skødet. 
Kunne jeg ride hjem? De kunne vel ikke tvinge mig til at komme tilbage som prinsesse vel? Især ikke med min fars beskyttelse. Han var en respekteret mand, han var jo præst. Men jeg tvivlede, nu da jeg vidste hvad de kunne finde på, hvad de havde gjort ved Sanders familie, hvad de havde fået mig til, dræbe en mand, jeg vidste ikke engang om han var kriminel, det havde Frederik sagt, men hvad hvis manden blot havde været Trajaner? Det løb mig koldt ned af ryggen og jeg så igen scenen for mit indre blik. 
De tre skrigene kvinder.
Mandens ord til mig, 

"Jeg har ikke gjort noget, ikke lyt til ham, vi prøver at redde det her land! FRA HANS ONDSKAB" havde han skreget. Jeg sank besværet en klump da jeg tænkte på mit svar 

"Det var mig eller dig" havde jeg hvisket. Jeg vidste stadig de ord var sande. Selvom jeg havde ændret mig, ville de altid være sande. Jeg ville altid passe på mig selv, hvis vagterne fandt os og det stod imellem mig eller Sander ville jeg sikkert ofre ham, selvom det var svært at indrømme vidste jeg det var sandt.
Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding af den friske luft. Jeg kunne mærke tårende presse på, men jeg kæmpede vredt imod. Det var ikke mig der skulle græde, det var ikke min ret, jeg havde dræbt en, en som sikkert var uskyldig. Jeg bed mig selv i kinden og kunne smage blod. 
Jeg kæmpede lidt mere mod mine tårer og da jeg havde vundet åbnede jeg øjnene. Solen stod allerede lavt på himlen og jeg kiggede over på Sander. 

"Er vi snart hos dem du kender? Solen går snart ned" spurgte jeg. Min stemme var hæs og knækkede over. Han kiggede over på mig med et bekymret udtryk men stillede ikke spørgsmål. 

"Ja vi er der lige om lidt faktisk". Hans stemme var nervøs. 

"Men vi kan ikke blive længe. Jeg vil ikke udsætte dem for farer. Vi er jo nok eftersøgte forbrydere" hviskede han. Han havde ret, hvad havde jeg egentlig tænkt? At bringe ham med herud. Hvad skulle vi så nu gøre? Hvorfor kunne jeg ikke tænke lidt længere end bare nutid. Jeg sukkede. 

"Okay" svarede jeg. I det øjeblik red vi gennem nogen træer og ud i en lille åbning. Der gik en sti på den ene side og på den anden stod et lille hus. Vi sad begge af og bandt hestene til nogen træer i ly af skoven så man ikke ville kunne se dem fra stien. Mit hjerte bankede hårdt og jeg vidste at også Sander var nervøs. Så gik vi mod huset. På døren var et stort sort mærke. Det var malet på. Det forestillede et mærkeligt symbol jeg aldrig havde set før. 

"Hvad er det?" spurgte jeg. Han så trist ud.
"Det er Trajanernes symbol, hun burde ikke have det, det forbudt. Det derfor vi blev taget" han så bange ud.
"Hvem er det egentlig der bor herinde?" spurgte jeg. 
"Min bedstemor" sagde han. Jeg nikkede, vi kunne ikke udsætte hende for farer, det var sikkert hans eneste familie tilbage. Vi måtte bare spise og så videre. Jeg kiggede igen på døren med det store symbol og gøs. Så bankede Sander på. En stille og nervøs banken. 
Skridt lød inde fra huset før døren blev åbnet, den knirkede. En gammel dame stod i døren. Hun lænede sig op af en stok og havde en sort kappe på. Hendes blik var først vredt, gik så til forvirret, derefter til chokeret og så til lykke. Hun stirrede på Sander. 

"Er det Sander?" spurgte hun ham. Hendes stemme var hvæsende og skrattende. Sander smilede og en tårer trillede ned af hans kind. 

"Bedstemor" hviskede han og hoppede over og krammede hende. Hun krammede ham med sin frie hånd og jeg kunne se hendes ansigt var lettet og lykkeligt. 
Så løftede hun hovedet og kiggede rundt. 

"Komme ind" skrattede hun og gjorde plads så vi begge kunne komme ind, så kiggede hun ud af døren til begge sider og lukkede den så. Hun vraltede over til et vaklende bor og satte sig ved det, vi fulgte med. 

"Sander ikke død" smilede hun og Sander smilede bedrøvet tilbage. 

"Nej jeg er ikke død og Diana hjalp mig med at slippe væk fra slottet" han pegede på mig og kvindens blik røg over på mig. Hun kneb øjnene sammen og nikkede. 

"De to skal ha mad" sagde hun og rejste sig ved hjælp af stokken. Min mave rumlede ved tanken og både jeg og Sander fulgte med hende ud for at hjælpe. 
Først drak vi så meget vi kunne af vanden som hun havde hentet fra brønden, det var så dejligt at hælde den klarer væske ned mellem mine sprukne læber og igennem min knastører hals. Derefter lavede kvinden en kæmpe suppe over en lille ild. Snart efter sad vi alle igen ved bordet. Sander og jeg hældte suppen i os og jeg sukkede lettet over mætheden der bredte sig i min krop. Jeg lænede mig tilbage i stolen og så igen på de andre. 

"De to mætte?" Den gamle dame havde en mærkelig måde at snakke på. Vi nikkede begge to. 

"Ja tak bedstemor" sagde Sander og hun rakte ind over bordet, tog hans hånd og klemte den. 

"Bedstemor, hvorfor har du Trajaner tegnet på din dør?" spurgte Sander bekymret. 

"Trajaner er jeg" svarede hun kort. 

"Ja men det er ulovligt, du ved hvad der kan ske" hviskede han. Hun grinede. Var hun skør? Jeg kiggede forvirret på hende. 

"Trajaner er jeg" svarede hun igen og Sander sukkede. 

"Bedstemor tak, men vi må gå, vi stak af, vi er nok eftersøgt og vi vil ikke bringe dig i farer" han skulle til at rejse sig, men den gamle dame holdt bare fast i hans hånd. 

"De ikke gå, de sove" sagde hun og rejste sig. 

"Kom med" sagde hun. 

"Men bedstemor.." begyndte Sander, hun rystede bare på hovedet og gjorde tegn til vi skulle følge med. Vi gik igennem det lille rum og over i den anden ende ved et lille skab. Hun skubbede skabet til side med besvær og Sander hjalp hurtigt til. Bag skabet var der en dør, hun åbnede den og gik ind stadig med stokken i den ene hånd. 

"De sove her" sagde hun til os og pegede på en masse tæpper ovre i hjørnet. Jeg mærkede trætheden i min krop og blev lettet over vi ikke skulle sove i skovens mørke uhygge, men kunne være herinde i ly for i det mindste lidt kulde og dyr. Selvom det var sommer kunne det godt blive lidt koldt om natten. Sander sukkede også lettet og smilede taknemmeligt til sin bedstemor. 

"Tak" hviskede han. Hun nikkede bare og gik ud af rummet. Jeg kunne hører hun skubbede skabet foran døren igen.

Vi lagde tæpperne ud så vi havde en slags seng hver og et tæppe hver at have over os. Jeg smed kappen jeg havde over min røde, store kjole i hjørnet og kiggede ned af mig selv. Kjolen var revet op flere steder og var dækket i mudder og skidt. Korsettet strammede irriterende omkring livet på mig, jeg havde ikke haft den af siden vi var stukket af, så det føltes ubehageligt at trække vejret, især nu hvor sulten og tørsten var væk. Sander så mit opgivende blik. 

"Den er ikke så smart at rejse i" smilede han og jeg rystede på hovedet. 

"Nej, men der er ikke noget jeg kan gøre, det bedre end at gå nøgen rundt". 

"Der er jeg så uenig" drillede han og jeg sendte ham et ondt blik, men grinede alligevel lidt. 

"Måske har min bedstemor noget" sagde han og rejste sig op og åbnede et skab der stod i værelset. Det var stortset tomt, men der lå nogen bøger. Han rodede lidt i det og smilede så stort og kiggede over på mig. 

"Se her!" sagde han begejstret og kastede nogen brune bukser og en brun bluse, nærmere sæk over til mig. Jeg rynkede lidt på næsen. 

"Det godt nok flot" sagde jeg ironisk.

"Men behageligt" svarede han. Han havde ret og det var meget mere praktisk. 

Jeg tog det op og kiggede ventene på ham. Han fattede det og vendte sig om så han ikke kiggede på mig. Jeg løsnede mit korset og sukkede lettet da luften blev nemmere at trække ned i lungerne. Jeg tog kjolen af og det andet tøj på. Det passede i det mindste stortset og var behageligt, bortset fra det kradsede lidt. 

"Sådan" sagde jeg og han vendte sig om. Vi lagde os begge på tæpperne og jeg krøb sammen i en lille kugle. Min træt var øm og træt og mit hoved dunkede. 

"Sov godt" hviskede jeg. 

"Sov godt" svarede han og jeg lukkede øjnene og faldt kort efter i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...