Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2017
  • Opdateret: 25 jan. 2018
  • Status: Igang
Blair er en forkælet og selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm, da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

15Likes
8Kommentarer
1941Visninger
AA

11. Kapitel 10

De næste par dage var nogenlunde ens; jeg blev vækket af tjenestepigerne og bragt til spisesalen, efter maden tog prinsen mig ud på den ene romantiske tur efter den anden. En dag var det en gåtur gennem parken der hørte til slottet, der havde han taget min hånd og fortalt mig hvor smuk jeg var, jeg havde smilet genert og kigget ned. Det var så mærkeligt, det var som om jeg ikke var mig. Siden hvornår var jeg typen der blev genert over en kompliment? Da jeg havde tænkt det sidst, var jeg kommet til den konklusion, at jeg måtte være forelsket.
Efter den romantiske tur havde Frederik altid arbejde han skulle ordne, de tider havde jeg brugt på at gå rundt på slottet og få de beundrende og begærende blikke, som altid havde fodret mig med energi og glæde.
Hvis jeg var træt af at gå rundt havde jeg tilbragt tiden i stalden, hvor jeg havde nusset den hvide hest og givet den en gulerod. Den havde stadig sår efter prinsens ”leg” med den og den hang med mulen.
Jeg burde nok stadig bebrejde prinsen for hvad han havde gjort mod den, men i stedet havde jeg tilgivet ham og det var som om det slet ikke var sket i virkeligheden.
Da det blev sent var jeg igen blevet eskorteret til spisesalen af de to tjenestepiger, til middag med prinsen, kongen og alle de andre.
Kongen snakkede altid om forbrydere, problemer og straffe, imens dronningen smilede og snakkede til mig om kvindeting, som kjoler og balle. Hun havde fortalt, at der snart ville blive holdt et stort bal og jeg derved kunne møde andre prinsesser og fine kvinder. Hun havde sagt vi også snart skulle tage ud og besøge hendes bekendte til te.
Jeg glædede mig til bal, jeg havde altid elsket fest og nu hvor jeg endelig var prinsesse og kunne komme med til de finere fester blev det bare endnu bedre.
Dagen sluttede altid af med at prinsen besøgte mig på værelset, men når han var gået og dagen var slut blev jeg altid nervøs, nervøs for mareridtene.
For lige siden det første mareridt jeg havde haft var det bare blevet ved med at komme og de blev bare værre og værre.
De var altid forskellige, men alligevel endte de altid ens, med at jeg druknede i blod.

Der gik dage, eller var det uger før tingene ændrede sig lidt. Jeg kunne mærke det allerede da jeg vågnede med et sæt pga. mareridtet.
Der skulle ske noget i dag.
Tjenestepigerne kom lidt tid efter jeg var vågnet og klædte mig på som altid, de børstede mit hår og sminkede mig til jeg lignede en gudinde.
De førte mig ned i spisesalen, hvor alle allerede sad til bords. Jeg kunne se på Frederik der var noget anderledes i dag, men ingen snakkede om det under hele middagen, selvom jeg havde kigget spørgende på ham.
Efter maden kom han hen til mig.

”Kom med kære, jeg har en overraskelse til dig” sagde han og jeg kunne mærke nysgerrigheden brænde i mig, så jeg gik i hurtigt tempo efter ham. Vi endte på hans kontor, hvor de to slanger og kongen allerede stod udenfor døren. Prinsen nikkede til slangen som låste døren op til kontoret og åbnede.
Vi gik alle ind og jeg gispede.
I enden af rummet stod der to kæmpestore vagter, imellem dem holdte de en mager mand, der havde bind for øjnene og håndjern på, man kunne se han kæmpede lidt imod, men han havde ikke mange kræfter at kæmpe med.
Jeg fik flashback til dengang i kælderen, hvor jeg skulle dræbe forbryderen med en kniv for at vise min loyalitet. Jeg havde været skrækslagen for prinsen der, jeg havde følt, at han havde truet mig, men nu vidste jeg, at han aldrig kunne finde på sådan noget.

”Min kære datter. Ham her er en forbryder og en landsforræder. Han har gjort forfærdelige ting, men han kan stadig reddes fra sin egen ondskab.” sagde kongen henvendt til mig. Jeg brød mig ikke om kongen, der var noget ved ham der skræmte mig lidt inderst inde, men jeg vidste at det bare var mig der var fjollet, han var en fantastisk konge der gjorde alt godt for sit folk. Men jeg kunne ikke lade være med at undgå ham lidt med vilje. Jeg havde kun kigget i hans øjne én gang ved en fejl og da jeg tænkte at han ville kigge væk straks pga. mine brændende øjne, var det mig der blev brændt.
Så meget at jeg næsten faldt til gulvet. Jeg kiggede straks væk og siden da havde jeg aldrig kigget i hans øjne.

”Hvordan kan han reddes?” spurgte jeg og sank en klump.

”Du kan redde ham” svarede Frederik og mit blik gled over på ham. Han smilede opmuntrende og gik tættere på mig.

”Det var det vi talte om kære. Dine evner” sagde han. Jeg blev bare endnu mere forvirret, hvordan kunne mine specielle øjne have noget med en forbryder der skulle reddes at gøre?
Prinsen så min forvirring og jeg kunne se han blev irriteret.

”Jeg viser dig, hvordan du bruger dine evner” sagde han. Nu talte han om det igen, det med mine evner?
Han stak hånden ned i lommen og fiskede en halskæde frem. Den var smuk og den så gammel ud. Det var en guldkæde med en stor, gennemborende rød krystal som vedhæng.

”Den her har været i min familie altid, nu er det din, den vil hjælpe dig med at fremkalde dem” sagde han, tog den om min hals og låste den lille lås bagved. Så stak han hånden ned i sin lomme igen og fandt en ny rød og skinnende krystal frem. Den lignede den på halskæden på en prik.

”Det her er min” sagde han. Et øjeblik blev jeg distraheret af fangen der pludselig prøvede at kæmpe igen. Jeg kunne hører han råbte, men næsten ingen lyd kom ud pga. bindet for hans mund. Vagterne holdt hårdt i hans arme og den ene vagt gav ham et knæ i ryggen så han faldt.

”Lad os ikke lade ham lide i sin egen ondskab mere. Er du klar på at lærer, hvordan vi kan redde ham?” spurgte prinsen. Jeg ville gerne redde den svage mand, men mest af alt ville jeg gøre prinsen og kongen stolte, jeg hungrede efter at gøre dem tilfredse og glade, mere end nogensinde.

”Ja, jeg er klar” svarede jeg.
Jeg kunne se både prinsen og kongen smile og jeg kunne mærke en underlig lykkefølelse bredde sig i kroppen ved deres tilfredshed.

”Du skal tilkalde dem der kan hjælpe ham først. Men får at kunne gøre det skal du kunne se dem først, du skal se den anden verden.” instruerede han. Jeg prøvede at forstå, hvad han mente, men uden held, jeg blev bare mere og mere forvirret. Han tog sin krystal op igen i hånden og knugede den hårdt. Så lukkede han øjnene og åbnede dem igen.
Da han kiggede på mig igen smilede han stort, men det var som om han ikke smilede til mig, men af noget andet han så.

”Jeg er i den anden verden nu. Du skal gøre ligesom jeg gjorde, koncentrer dig og tro.” sagde han. Hans stemme var anderledes end den plejede, fortryllende.
Jeg tog hårdt fast om krystallen som hang rundt om min hals og lukkede øjnene. Jeg var så nysgerrig, jeg ville se hvad det var prinsen så og mest af alt, jeg ville gøre ham glad. Jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig.
Jeg tog en dyb indånding og tænkte på den anden verden, tænkte på hvordan jeg ville se den, så jeg kunne redde den svage mand. Jeg kunne mærke krystallen blive varm under min hånd.
Jeg åbnede øjnene igen og var lige ved at skrige. I stedet bed jeg mig selv hårdt i læben så det smertede og gispede.
Et foruroligende syn havde gået mig i møde da jeg åbnede øjnene. Små hvide skikkelser fløj rundt i værelset. Der var mange og jeg kunne næsten ikke se andet. De små skikkelser var uhyggelige at se på. De havde små forvrængede ansigter og lange haler. De hvæsede og bed ud i luften, mod hinanden og mod os.

”Du kan se dem!” udbrød prinsen overrasket og selv kongen så chokeret ud. Ja jeg kunne se dem og jeg havde aldrig forestillet mig noget lignende.

”Det var hurtigt” sagde prinsen forvirret og jeg kunne lige nå at se det formanende blik kongen sendte ham der fik ham til at tage en dyb indånding. Hvorfor var han overrasket? Var det ikke meningen jeg skulle se skikkelserne nu?
Jeg havde store øjne og bankende hjerte da jeg kiggede rundt i rummet.
De to vagter så mærkelige ud, de havde et mærkeligt hvidt slør omkring sig og deres ansigter var dækket af skræmmende hvide masker. Hvide masker som i mit mareridt. Jeg gispede og lod mit blik glide videre, over på prinsen.
Da jeg så ham fik jeg et endnu større chok og trådte vaklende et skridt tilbage. Hans ansigt var ikke hans eget, i stedet var det et forvrænget ansigt som på de små skikkelser der dækkede luften i hele rummet. Om hele hans krop var der et rødt, skarpt lys og hans hænder var fulde af sår som han i virkeligheden ikke havde.
Jeg lod hurtigt mit blik glide videre i skræk, men det gjorde det ikke bedre da jeg kiggede på kongen og de to slanger. Kongen havde det samme ansigt som prinsen, men i stedet for rød, lyste han sort og sår og skræmmer dækkede hele hans ansigt og arme og hvor der ellers var bar hud.
De to slanger havde hvide masker og slør omkring sig ligesom de to vagter. Jeg lod igen mit blik glide rundt i det skrækindgydende rum og lod det lande på den svage mand der var faldet på knæ imellem vagterne.
Han havde ingen hvid maske, han så normal ud.

”Du skal påkalde dem nu” sagde prinsen og af en eller anden grund forstod jeg hvad han mente. Jeg tog fat i min krystal og lukkede øjnene igen. Jeg kunne mærke styrken inde i mig vokse, så meget at jeg blev helt høj. Jeg følte mig magtfuld, som om ingen nogensinde kunne rører mig. Det var en fantastisk følelse.
Jeg lod kræften vokse og vokse inde i mig og lod de små skikkelser i rummet komme til mig. Da jeg åbnede øjnene igen var jeg omringet af de svømmende haler med forvrængede ansigter. De kiggede alle på mig og magten gjorde mig vild. Jeg kunne hører prinsen sige noget, men jeg lyttede ikke, jeg vidste hvad jeg skulle gøre.
Jeg sendte alle de små dæmoner mod den svage mand og så snart jeg tænkte tanken, var de som lynets hast krøbet ind i mandens hoved.
Jeg kunne hører hans råb og se hvordan han kæmpede som de små væsener bekæmpede ham. Det sidste jeg nåede at se var en hvid maske der stille dannede sig over mandens ansigt, så faldt jeg om..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...