Den sidste ven

En kortprosa om at være offline.

0Likes
0Kommentarer
76Visninger

1. Den sidste ven

Den sidste ven

 

Det er over et år siden, at jeg fik en ny ven. En ven jeg kunne have i lommen. Jeg stod på afgrunden, mine tæer havde en hed affære med sandet. Min ven i lommen udbrød små uskyldige biplyde, mens den rev i min lomme. Min ven i lommen var den jeg var tættest med. Den kendte til alle mine hemmeligheder, og jeg fortalte den alt. Og den lyste altid op, når jeg ville have det. Den lyste min tågede og abrikosfarvede hverdag op. Jeg hader abrikos. Jeg lukkede min tunge øjne i og lukkede alt abrikosfarvet ud. Biplydene kom tilbage. Jeg prøvede at lukke dem ude, men det var ikke ligeså let som med abrikosfarven. Denne gang var biplydene ikke uskyldige, de var aggressive og orange. Abrikosorange. Det var som om, at vinden pludselig sugede mig ud, ud mod haven. Jeg var ude af mit balancepunkt. Men vinden kyssede med små marineblå kys på mine kinder, så jeg var tilpas. Tilpas nok, til at sætte den ene fod foran den anden. Mine tæer havde ikke længere en affære med sandet, de havde gået fra sandet, sagt farvel, og gået mod havet. Og nu var det ikke kun tæerne der havde en affære med havet, det var begge mine ben, mine hofter, min mave, mine skuldre og min ven i lommen. Havet trak mig i knæ og jeg holdte luften inde i mig. Jeg var offline. Jeg var blevet væk fra min ven. Jeg åbnede mine øjne med besvær, i frygt om at se abrikosfarven. Men alt var marineblåt. Min tilpashed blev erstattet med panikken, og min mangel på luft gav mig et ordentligt, smertefuldt tryk mod mine ører. Jeg kom i tanke om min ven, jeg havde stukket den i ryggen. Hvordan kunne jeg finde på det? Jeg havde stukket den i ryggen, som alle mine gamle venner havde gjort ved mig, da jeg havde tabt dem på kolde afvisende asfalt, som ikke havde noget til overs for nogen. Ikke engang min ven, som jeg havde holdt så meget af. Jeg kunne ikke skyde skylden på den afvisende asfalt eller den krakelerede skærm. Alt skylden lå på mig og mine tæer. Det var mine tæers skyld. Hvis mine tæer ikke havde været så dumsindet, havde jeg måske stadig hørt de uskyldige biplyde. Havet blev abrikosfarvet, jeg blev abrikosfarvet. Jeg har helt våd af abrikosfarvet vand. Jeg måtte op. Med rystende lemmer kom jeg på benene og fik suget den kolde brise ned i mine abrikoslunger. Brisen kyssede mig på halsen og slikkede mig på næsen, den fik mig til at ryste. Men jeg havde lyst til at ryste, ryste alt abrikosfarvet af mig. Og jeg rakte hånden mod min våde lomme, og min ven var dødstille- død, stille. Jeg græd en tåre, den var marineblå. Jeg var stadig marineblå indeni. Jeg greb tåren i min hånd, tværede den rundt på mine hænder. Det hjalp en smule. Jeg lagde min ven i sandet, som undskyldning. En undskyldning til min ven og en undskyldning til sandet, for at have valgt havet. Jeg måtte tælle til tre for at samle mod, mod til at lægge det sidste lagde sand over min ven.

1. Den allerførste gang jeg spiste en abrikos.

2. Den allerførste gang jeg følte marineblå.

3. Den allersidste affære, og den sidste ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...