A kiss is my biggest wish

Ada og Cora har længe drømt sig væk fra gymnasiets pressende afleveringer og lange dage. Disse dage er endelig ovre, og pigerne er hastet til Londons decemberpyntede gader, hvor de regner med at starte et år fyldt med fester, arbejde og kvalitetstid med hinanden - og en masse livserfaring.
De stille dage bliver dog hurtigt skiftet ud med en hektisk hverdag, som hurtigt involverer brune og grønne dybe øjne og en bølge af uventet kærlighed.

Dette er et bud på Movellas Julekonkurrence, mulighed 4.
Der vil hver dag i december udgives små nye afsnit.

2Likes
1Kommentarer
548Visninger
AA

3. 2. december

Ada P.O.V

“Bliv hos mig, bare lidt endnu”. “Du må ikke gå”. “Ikke endnu”. Med ét vågnede jeg ved lyden af min egen stemme, plaprende om mine dagdrømme fra det sidste døgns tid. Jeg havde tydeligvis drømt en drøm. En drøm om en helt særlig person. Det var ham, ham den unge fyr i foyeren i går, de dybe grønne øjne og smilet, for slet ikke at glemme det brune krøllede hår. Han var ikke til at få ud af hovedet. Hvis jeg dog bare kunne have fået endnu et glimt. Trangen til at se ham igen var stor, større end den burde, vi kendte trods alt ikke hinanden. Lysten til at blive hjemme fra arbejde i dag var ligeledes stor, det eneste der motiverede mig var lønnen, og de uforudsigelige gæster der hvert et øjeblik kunne komme trillendes ind i indkørslen til The Goring.

***

“Ada, kommer du lige ud og hjælper”, hørte jeg assistenten Nina råbe ude fra lobbyen. “Jeg kommer nu”, svarede jeg. Da jeg kom ud i foyeren kunne jeg ikke tro mine egne øjne, det var ham, den grønøjede høje, hotte fyr fra gårsdagens arbejde. “Hvad kan jeg hjælpe dem med, sir”, spurgte jeg høfligt med en rysten på mit stemmebånd. “Godeftermiddag, jeg har booket en suite for to”, svarede han roligt og blidt tilbage, med et smil på læben. “Naturligvis, hvad er navnet?”, svarede jeg, endnu en gang med nervøsitet og spænding i min stemme. “Harry, Harry Styles”, kom der ud af den perfekt formede mund med den dybeste stemme. Selv navnet Harry gjorde ham endnu mere uimodståelig end han allerede var. -Men et dobbeltværelse? hmm, ikke lige hvad jeg havde håbet på. “Værelse 366 til dem sir, nyd deres ophold”, min høflighed irriterede mig i øjeblikket, da jeg mest af alt havde lyst til at lære ham at kende. Værelse 366, det skulle jeg nok kunne huske. Jeg tog mig selv i at latterliggøre mine egne tanker, hvad tænkte jeg dog på?

***

På trods af en arbejdsdag som alle andre, var mine tanker et helt andet sted. Dog havde jeg nogle ærinder, som skulle foretages inden mørkets frembrud, heriblandt gjaldt en tur ned af Oxford Street, for at finde et lækkert sæt tøj i anledningen af julen. Første stop på turen var i eksklusive Gucci, da jeg inden afrejse havde fået nogle penge af mine forældre, til at forkæle mig selv med, nu hvor det blev en jul uden dem. Rent faktisk var det første gang, jeg skulle besøge en butik i den eksklusivitets kaliber.

***

Inde i Gucci blev jeg pludselig prikket på skulderen, mens en dyb herrestemme meldte sig med et “hej”. Jeg vendte mig med lynets hastighed. Jeg kunne ikke tro det. Det var ham, Harry. “Længe siden”, sagde han med et ironisk blink i øjet. Hvor jeg skulle gøre af mig selv, vidste jeg ikke. “Hvad bringer dig så hertil i dag?”, spurgte han blidt, “lidt selvforkælelse, det er jo december”, svarede jeg let igen, “haha, det har du helt ret i. Jeg må nok videre, chaufføren venter udenfor, vi ses!”, sagde han hurtigt inden han forsvandt ud af døren. Inden jeg nåede at fordøje oplevelse kom Harry løbende ind ad døren igen, “og dit navn er?”, igen med et smil på læben, “Ada, Ada Middleton”, svarede jeg tilbage, “Ada, det var rart at møde dig”, sagde Harry, inden han atter forsvandt ud af den store guldbelagte dør, som førte ud til det hvide snelandskab, hvor han kørte væk i Chrysleren. Værst af alt var dog, den allerede længsel efter de dybe grønne øjne.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...