A kiss is my biggest wish

Ada og Cora har længe drømt sig væk fra gymnasiets pressende afleveringer og lange dage. Disse dage er endelig ovre, og pigerne er hastet til Londons decemberpyntede gader, hvor de regner med at starte et år fyldt med fester, arbejde og kvalitetstid med hinanden - og en masse livserfaring.
De stille dage bliver dog hurtigt skiftet ud med en hektisk hverdag, som hurtigt involverer brune og grønne dybe øjne og en bølge af uventet kærlighed.

Dette er et bud på Movellas Julekonkurrence, mulighed 4.
Der vil hver dag i december udgives små nye afsnit.

2Likes
1Kommentarer
540Visninger
AA

2. 1. december

 

Cora P.O.V

 

Kaffen var varm endnu og optøede mine frosne hænder, som jeg løb forbi de travle mennesker i Londons gader. Klokken var 9am og folk var på vej på arbejde eller ude for at ordne dagens presserende eriner. Jeg var her endelig. Midt i Londons pulserende liv, med travle mennesker, røde busser og larm fra morgentrafikken. Jeg sprang over en frossen vandpyt og løb zig zag mellem menneskene, som alle bar store vinterfrakker, huer og halstørklæder. Skiltet “Bloomsbury Publishing” blev større foran mig, og sommerfuglene i min mave vågnede og fløj rundt, som på en varm sommerdag. Min drøm var pludselig blevet til virkelighed. Og det var alt sammen takket være Ada. Hendes far havde skaffet mig en samtale ved en afdelingsleder, som snart ville gå på barsel. Hun var hjertevarm og gav mig med det samme stillingen, uden at sætte spørgsmålstegn til mig og mine erfaringer -  men dog var der en ulempe. Hun var højgravid og ville give stafetten videre til en vikar samme dag, som jeg ville starte - hvilket var i dag. 1. december, og derfor skulle jeg starte nyt arbejde ved folk, som jeg ingen relation havde til. Jeg åbnede de tunge glasdøre til den store bygning, og gik langsomt ind i den store foyer. Jeg havde fået udførlige instrukser på at tage kaffe med hver morgen, og derfor stod jeg nu med to brændende kopper kaffe i hånden. Én til Lauren, lederen, som kort ville byde mig velkommen og én til den nye vikar, da personen også gerne skulle ville have mig ansat. Ikke bare Lauren, som om lidt forsvandt for at føde en sød lille baby. Receptionisten sendte mig et smil og kiggede hen mod elevatoren, som skulle til at lukke. Jeg løb hen mod de alarmerende lukkende døre og kastede mig ind i elevatoren, før siderne samlede sig bag mig. Elevatoren var proppet med mennesker, og jeg kunne endelig ånde lettet op. At være blandt mange mennesker, med den dampende kaffe som spredte den skønneste kaffeduft i elevatoren, gav mig en stille ro. Jeg skulle nok klare den.

 

***

 

“Og herinde ser du personalerummet, hvor du altid kan tage dig en kop kaffe”. Lauren smilede stort til mig og førte mig videre gennem afdelingen. Det summede af alt, jeg nogensinde havde drømt om. Stakker af bøger, duft af nylavet kaffe og søde mennesker, der alle bød mig velkommen - og med det samme følte jeg mig hjemme. Og så endda på en arbejdsplads.

“Nu har du set hele kontoret, hvor du primært skal være,” sagde Lauren og førte mig ind på hendes kontor. Hun havde masser af billeder, vaser og pyntenips, som alt stod pakket i kasser. “Den nye vikar burde være her om lidt,” sagde hun, og vendte sig om mod mig. Det eneste jeg kunne tænke på var, om kvinden der skulle vikariere ville være ligeså sød som Lauren. Mine tanker blev afbrudt af døren som åbnede, og ind kom en høj mand. Hans brune hår sad pjusket og hans brune øjne fandt med det samme mine. Hans blå skjorte sad stramt, så man kunne se hans muskler og han sendte mig et blændende smil. Jeg trak vejret hurtigt, og begyndte at grine fjollet. Lauren smilede af mig, og kunne hurtigt fornemme min tøsede reaktion. Hun gjorde tegn mod manden i døren. “Hvor skønt du endelig kunne være her! Cora, hils på min vikar, William”. Jeg sank klumpen i min hals, da han rakte hånden ud for at ryste min. Det var ikke en kvinde. Slet ikke. Og kun på alder med mig. Han blinkede til mig, da han med sin dybe britiske stemme sagde - “Bare kald mig Will”.

 

Ada P.O.V

Selvom jeg hele dagen havde glædet mig til, at skulle nyde en kop varm kakao med Cora nede på den lokale café, var der stadig én enkelt ting som fangede min opmærksomhed og mine tanker. Det var ham. Den smukkeste skikkelse, som tidligere på dagen passerede foyeren på The Goring, med et enkelt ord. Jeg huskede hans stemme, hans intense smilende grønne øjne, og det store smil med tænder som perler på en snor. En helt speciel følelse prægede min krop den dag. Aldrig havde jeg troet, at et enkelt øjekast og et enkelt ord ville kunne sitre, en sitren som aldrig før.

 

***

 

“Heeej Cora, glædelig jul”, sagde jeg, mens vi gav hinanden et kærligt kram. “Glædelig jul, Ada”, svarede Cora sprudlende som aldrig før. Gensynsglæden var stor, selvom vi blot havde været væk fra hinanden i omkring 7 timer. I Coras selskab var man altid i godt selskab, i dag var ingen undtagelse. “Nå Cora, hvordan har din dag været”, spurgte jeg nysgerrigt, men inderst inde i håbet om, at hun ville stille mig det samme spørgsmål. “Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte, det hele har været så overvældende. Først møder jeg den skønneste kvinde, Lauren, lederen på forlaget. Dernæst mødte jeg mine nye kollegaer, super søde virker de til...”, svarede Cora, hvorpå jeg afbrød i al min ivrighed; “Det lyder så skønt”. Vi blev ved med at afbryde hinanden, indtil vi på én og samme tid brød ud i et stort smil med ordene “Jeg har mødt en fyr!”. Glæden i vores øjne var ikke at tage fejl af. Et sandt julemirakel var på vej.

   
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...