sneen tør

novellen er skrevet til konkurrencen 'skriv en jule historie'.

novellen er realistisk med noget krimi og spænding ind over.
det er også hovedsaligt en jule-novelle.

0Likes
0Kommentarer
223Visninger

1. sneen tør

Det er vinter. Det er december. Sneen har lagt sig i næsten en meters højde. Det er pudder sne. Det er sådan noget sne, man kan gå igennem, og lave dybe furer i. Det er sjovt, men det er ikke perfekt. Perfekt ville være, hvis man kunne lave snemænd og bygge igloer. Men sneen kan ikke hænge sammen endnu.

Det er snart jul. Det er snart tid til fejringen af Kristi fødsel. Eller fejringen af gaver, som det vel egentlig er blevet til. Alle pynter op med julepynt, med flettede hjerter og små nisser. Med lyskæder, rensdyr, snemænd, drille nisser og for at være ærlig, vildt uhyggelige julemænd. Vi er de eneste, der ikke er begyndt at pynte op endnu. Og sikkert heller ikke kommer til det. Hvert år sker der det samme crap om og om igen. Vi prøver at undgå det hvert år, men det sker alligevel. Og der er intet vi kan gøre ved det.

I min familie, er vi forbandede. Jeg er ikke overtroisk. Men når den samme forfærdelige ting, den præcist samme, sker hvert år, flere år i træk, er det svært at tro andet! Selv når man ikke er troende.

Der er mange år siden, vi prøvede sidst. Vi har prøvet på at undgå det. Det sker, hver gang vi holder en stor familiefest til jul. Min familie har ikke været samlet til jul i mange år nu. Det er første gang i år siden jeg flyttede hjemmefra. Vi skal prøve at holde festen hjemme hos min mor og far. Det er et eksperiment. Et eksperiment, der er dømt til at gå galt. Sagt af mange års erfaring.

Der er tre dage til jul. Jeg er allerede hjemme hos min mor og far for at hjælpe med forberedelserne. Jeg skal til at pynte op. jeg går op på loftet og finder de to store tyve-liters kasser, fyldt med julepynt frem. De er ekstremt tunge. Jeg starter med det udvendige af huset. Jeg tager den ene kasse med udenfor og vurderer huset et øjeblik. Det er først nu, jeg lægger mærke til, at mine forældres gamle hus her om vinteren mest af alt ligner et stort skur, med vinduer og skorsten. Det får mig til at le lidt. Jeg sætter alt den mindre pynt til ydersiden af huset på først. Den helt store udfordring bliver at hente alt den store pynt i løsvægt ned fra loftet.

Det går overraskende hurtigt med den store pynt. Den der nok tog længst tid, var porcelænsjulemanden i fuld størrelse. Er du gal, hvor var den tung! Det er sådan noget som den, man får slidgigt og brækkede lemmer af. Heldigvis inden der skete noget, med både den og mig, kom min far hjem fra juletræsindkøb og hjalp mig. Han har købt det største og flotteste træ, vi kan have inden i huset. Og det er ret stort. Huset er ikke toplans, i hvert fald ikke sådan rigtigt. På en måde er der en første sal, men det er egentlig bare et loft med et vindue. Og så er loftet ikke over det hele, så nogle steder er der helt op til fire meter op til taget. Så det er et stort juletræ, og der er næsten aldrig nogen, der har lyst til at sætte stjernen på toppen.

Jeg morer mig med at prøve at lave noget ud af sneen foran huset. Jeg er stadig lidt barnlig. Men det går ikke så godt. Jeg går i gang med det indenfor. Igen en hel kasse kun til at hænge på væggene. Der er ikke noget pynt til træet, så det køber jeg i morgen. Det tog meget længere tid, at pynte huset indenfor end det gjorde at pynte det udenfor. Hvordan giver det nogen mening?!

Jeg hjalp far med at sætte træet på plads. Det står altid det samme sted. Sådan er det bare. Mig og mor bager julekager senere. Det er lige præcist i dag de skal bages. Det er en tradition. Og jeg har lovet at hjælpe. Vi fjoller og leger lidt, og vi ender begge to med at have mel udover det hele og dej nogle mærkelige steder. Far tror, vi er tossede, sådan som vi opfører os, men han forstår det også, lidt. Det er nemlig så lang tid siden, vi gjorde det her, så vi har alle sammen savnet det. Hvorfor holdt vi dog op?!

Der er to dage til d. 24. december. To dage til juleaften. I dag skal der købes masser af pynt til træet, og mine fætre, kusiner, niecer og nevøer, er taget med for at hjælpe. Vi skal bare gå og hygge os helt vildt. Vi er taget ind i et center. Vi har købt så meget forskelligt pynt, at det ville overraske mig, hvis træet ikke blev regnbue farvet! Det er for det meste de små, der har fået lov at vælge farver. Selv om de synes at alle farverne er pæne, har de faktisk valgt de traditionelle farver. Det er kun os der er lidt ældre, der synes det kunne være sjovt med noget der er lidt uortodoks. Efter vi har købt pynt, får vi en kop varm kakao, med flødeskum og skumfiduser i.

Der hjemme har mor sat nogle af de kager, vi bagte i går, frem. Hun mener, vi skal have noget at gumle på, mens vi pynter juletræ. Det går godt og er rigtig hyggeligt. Overraskende nok er træet ikke blevet til en regnbue. Til sidst, men ikke mindst, skal stjernen på. Som forventet er der ikke nogen, der tør gøre det, så det ender på en eller anden mystisk måde med, at være mig der gør det. Og sjovt nok er det lige så skræmmende, som det ser ud!

Resten af aftenen hygger vi os, leger og prøver igen på at bygge snemænd og igloer. Denne gang går det bedre. Mor kalder til aftensmad, og nu er mine mostre og onkler også kommet. De fleste af mine mostre og onkler er søde og venlige, og store legebørn. Men der er også én af mine onkler, der er en rigtig ’buisnes man’. Jeg tror kun, jeg har set ham smile én gang. Han er sød og rar og venlig, men han er bare ikke lige så fjollet, som de andre. Han er lidt ’det sorte får i flokken’, hvis man kan sige det sådan.

Vi går ind for at spise, da mor råber til mig. ”Skat, vil du ikke være sød at tænde lysene på træet?” ”Jo, selvfølgelig mor!” jeg finder tændstikkerne frem og tænder alle lysende på træet. Det er endnu en af vores traditioner, at have ægte lys på træet. Vi sætter os til at spise. Der var ingen der siger noget. Spændingerne i luften er så tykke, at du næsten kan skære dem midt over. Alle sidder bare og venter på, at det skal ske. Selv de børn, der ikke engang er gamle nok til at have oplevet det, sidder og venter. Der går ét øjeblik, og der er stadigt ingen, der siger noget. Der går to øjeblikke og stadig ingenting. Der går flere øjeblikke, og til sidst kan jeg ikke klare det mere. Jeg ser en af de små gå over og åbne endnu et vindue. Den kølige luft er forfriskende, men atmosfæren her inde er så tyk, at jeg næsten ikke kan mærke den.

Jeg er nødt til at komme væk. ”Jeg går lige udenfor et øjeblik.” siger jeg, med en både spørgende og fast stemme, og rejser mig op ikke engang ét sekund efter, at min mor har givet et samtykkende tegn. Jeg går ud i gangen, tager sko og overtøj på, åbner døren og lukker den efter mig. Jeg står op ad huset, og får et hvidt lag på mine skuldre og mit hoved. Kulden gør mig ikke noget. I forhold til tavsheden indenfor, er den forfriskende. Jeg kigger ud i det hvide ingenting. Jeg skuler til et af de åbne vinduer og hører stadig ingenting.

Pludselig kommer der et kraftigt vindstød. Det er nær ved at blæse mig omkuld. Wow, det overrasker mig, at der ikke er sket noget endnu, med det her vejr taget i betragtning. Jeg kommer til at tænke på, hvad der er sket alle de andre år. juletræet er hvert år, spontant brudt ud i åben ild.

Lysene! Jeg styrter indenfor, ligeglad med både sko og frakke. Jeg ser flammen på lysene bevæge sig, stille og roligt ind mod træet. Jeg skynder mig over og lukker alle vinduerne, mens min familie kigger underligt på mig. ”hvad sker der skat? Hvor brænder det?” spørger min mor mig med et bekymret udtryk i øjnene.

”Ingen steder, heldigvis!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...