Imperfect ❅ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Igang
"Jeg skal nok få dig til at tænke anderledes omkring juletiden og kærligheden dertil."

En historie baseret på to vidt forskelige mennesker og deres fortælling på julen og fortolkning. En julehistorie fyldt med drama med et twist af humor, julemirakler, samt lidt ulykker med på vejen og ikke mindst massere af kærlighed.

Deltager i "Skriv en julehistorie" med valgmulighederne 1 og 4.

12Likes
12Kommentarer
1933Visninger
AA

2. Ⓗ - "Der må være fejl i din opdragelse."

3. december

Første advent

Et smil bredte sig om mine læber, da jeg vendte blikket hen mod kalenderen, vi var allerede nået hen til første advent, og det bragte et smil på mine halv tørre læber. Jeg gned mig kort i øjnene og sukkede dybt. Jeg lignede det ydre monster fra Monsters Inc.

I en hurtig bevægelse smed jeg dynen af min halvnøgne krop, og traskede hen mod vinduet. Nysgerrigt kiggede jeg udenfor for at se, om sneen reelt havde lagt sig i år eller om den faktisk havde valgt at blive væk, som den gjorde sidste år og forrige år.

Vi alle ønskede bare en lækker, hvid jul i år.

”Åh, du er oppe nu, Harry,” min mor stod henne ved dørkarmen og havde et moderligt smil på læben. Jeg nikkede kort med hovedet. ”Ja, godmorgen mor,” klukkede jeg, og kløede mig kort i nakken. ”Smut ned i køkkenet, der er morgenmad til dig,” beordrede hun, inden hun forsvandt fra min synsvinkel igen.

Selvom jeg var over de tyve år, så blev jeg hjemme hos min mor. Jeg nænnede at flytte hjemmefra, og hvorfor skulle jeg flytte hjemmefra, når jeg elskede stemningen herhjemme og familielivet?  

Hurtigt greb jeg fandt i et par sorte jeans og en lækker strikket sweater, som jeg fik trukket over hovedet og fik trukket op til bæltestedet, inden jeg kørte en hånd gennem håret og smuttede ned til de andre. Som forventet, så sad alle sammen henne ved bordet og var i gang med at proppe med lækkert morgenmad.

”Det tog satme også sin tid,” lo min mor, med et drilagtigt smil på læben. Jeg grinte kort over hende. ”Nogen skal jo være langsomme i huset, siden alle kvinderne her er blevet hurtige,” lød min argumentation på. Jeg sendte min mor et skævt smil, idet jeg satte mig ved bordenden.

”Skal du så sidde foran computeren igen, som du har gjort de forrige dage?” denne her gang var det min far, som stillede mig spørgsmålet. Jeg sank kort en klump ned, og trak derefter på mine skuldre. ”Det ved jeg ikke, måske finder jeg på nogle spontane ting i stedet for,” besvarede jeg med et lavt suk. Ingen af dem havde været vildt begejstrede omkring at jeg sad foran computeren.

”Vi mener det, Harry. Du skal ud og se den virkelige verden, i stedet for at være fanget bag dine fire vægge og en computerskærm,” påpegede min far strengt. Jeg hadede disse samtaler om morgenen, fordi jeg var altid klar på at debattere omkring det – og slet ikke om morgenen. ”Kan jeg få min morgenmad i fred og ro, uden at vi skal diskutere omkring min såkaldte livsstil?” spurgte jeg ham om, inden jeg tog noget morgenmad.

”Selvfølgelig, men samtalen er næppe slut endnu.”

 

❅ ❅ ❅

 

Imod min egen vilje, var jeg udenfor at lede efter et par julegaver. Min familie påstod, at det var tiden at få noget frisk luft, og eftersom jeg aldrig havde lyst til at diskutere med dem, lukkede jeg munden i. Det resulterede også, at jeg var næsten i nærheden af gågaden, som havde en tand for mange butikker efter min smag. De solgte næsten det samme, men til forskellige priser. De var hinandens konkurrenter.

Julen var heller ikke sig selv i år, eftersom sneen var besynderlig usynlig og temmelig kold i år. Jeg rendte rundt i en lang jakke lavet af det fineste bomuld.

Mit blik flakkede rundt mellem de forskellige butikker og de forskellige mennesker, som sværmerede rundt omkring mig. Jeg sank kort en klump og havde hænderne i lommerne. Jeg søgte efter noget bestemt til min familie, men de fortalte mig aldrig, hvad de ønskede sig, og deres argumentation var altid: ’Jamen Harry, vi har sagt flere gange i år, hvad vi overhovedet ønsker sig.’

Sig mig, hvornår lærte jeg, at tage notater omkring deres ønsker? Nok aldrig, og det bed mig i røven i sidste ende.

Jeg stoppede min søgen, da jeg fik øje på to unge mennesker, som stod og diskuterede højlydtende. Jeg sank kort i klump ned, og rynkede svagt i panden. Jeg var nysgerrig og følte mig betragtet at dem. Eller det ville sige, at jeg stod og iagttog dem, yderst diskret.

Hvorfor valgte de overhovedet at skabe opmærksomhed her, når de kunne gøre det derhjemme? Det spørgsmål kunne jeg vel aldrig få et konkret svar på.

”Hvorfor står du og glor på os?” skældte den ene hunkøn ud på mig. Jeg stod forstenet og rynkede mere på panden. ”Fordi I opfører som små børn, og er yderst underholdende,” svarede jeg tilbage. En anelse provokerende kommentar, men jeg lo indeni over denne interessante samtale.

”Og så har I valgt det forkerte sted at søge opmærksomhed hos,” tilføjede jeg kort tid efter. ”Det virkede da, siden du nu står og overglor os,” vrissede den anden hunkøn. Jeg rullede kort med mine øjne. ”Det er jul, ingen grund til at kradse ud af hinanden eller øjne. Find et andet sted at være barnlige ved,” sukkede jeg, hvorefter jeg langsomt begyndte at gå igen.

Men jeg stoppede hurtigt igen, da jeg hørte skrig. Hvad filen foregik der her? Jeg rettede blikket tilbage og fik øje på de to samme kvinder, som denne her gang valgte at slås. Sig mig, hvorfor skabte de overhovedet den forkerte slags opmærksomhed? Det gav mig en bræk fornemmelser.

Jeg gik tilbage til dem, og fik dem derefter skilt ad. ”Hvis I ikke stopper, så tilkalder jeg politiet, og så må I sidde der, indtil nogen gider at hente jer,” advarede jeg dem truende, og sørgede for at de havde en god afstand mellem hinanden. Deres øjne blev kort store og de begge så paniske ud – havde de mon besøgt fængslet eller politiet førhen i deres dramatiske liv?

”I er slet ikke gode for hinanden, jeg siger det bare,” måske skulle jeg ikke havde blandet mig. Men jeg var en ærlig person md hjertet på det rette sted. ”Vi dater ikke,” svarede den blonde tøs hurtig. ”Vi har aldrig datet, hun tager bare alting fra mig,” beskyldte hun.

”Jeg er lidt ligeglad, smut så med jer,” sukkede jeg, idet jeg slap dem begge og forlod dem bagefter. Mit mål var, at finde nogle forbandede gaver, og jeg blev forhindret i det, fordi nogle mennesker skulle lige lege teenagere igen og derved distrahere mig.

”Tusind tak,” lød det bag mig. Jeg stoppede med at gå og kiggede mig kort tilbage. ”Øh så lidt, tror jeg,” mumlede jeg lavt. ”Jeg mener det, tak. Hun har været en stor pestilens for mig i flere år,” åbnede hun sig, og sendte mig et forsigtigt smil. Jeg undlod at svare hende, men valgte blot at trække på mine skuldre.

”Du er min redningsmand, hvad er dit navn?” hun gik direkte til sagen, og det sendte mig et par forkerte signaler i kroppen. ”Harry,” svarede jeg. ”Hvad med dig?” stillede jeg spørgsmålet retur.

”Kaya,” besvarede hun med et nik.

”Juleshopping?” spurgte hun mig. Tøvende nikkede jeg kort, hvorefter jeg svarede. ”Ja,” forlod det ud af min mund. Ganske tørt.

”Det er utroligt at folk overhovedet gider at fejre sådan noget pjat,” kommenterede hun tænkende. Pigebarnet overraskede mig gang på gang, og jeg stod lammet og stirrede på hende. ”Du fejrer ikke jul? Det må være en fejl i din opdragelse,” påpegede jeg.

Hun kiggede på mig med et blik, jeg ikke kunne tyde om var godt eller skidt. ”Nah, jeg har mine grunde til at hade julen mere end hvad du overhovedet elsker,” argumenterede hun, med korslagte arme. Jeg følte mig overvundet.

”Er du helt sikker? Julen er ellers noget af det bedste, som findes i løbet af året af årstiderne,” sagde jeg, idet jeg lagde hovedet lidt på skrå. ”Jeg er hundred procent sikker, Harry,” den måde hun sagde mit navn på, gav mig en fornemmelse i maven, jeg ikke kunne mærke om var skidt eller godt.

”Lad mig overbevise dig i løbet af måneden, at julen er absolut fantastisk, og så kan du enten forsætte med at tænke så skidt om julen eller andre din synsvinkel på den,” insisterede jeg og nikkede ganske svagt med hovedet. ”Jeg ved nu snart ikke, du er ikke særlig manipulerende af en krøllefyr af være,” mumlede hun.

Burde jeg føle mig fornærmet over hendes ordvalg til mig?

”Det handler kun om nogle få dage,” bad jeg hende om. ”Jeg beder, Kaya. Lad mig fordreje dit hoved med skønne sager,” lo jeg muntert.

”Fint, men så kun indtil julen. Bagefter glemmer vi så alle dine ord, oplevelser eller hvad du nu finder på,” sukkede hun og kiggede på mig. ”Deal, vi ses en anden dag,” takkede jeg af, hvorefter jeg forsvandt i menneskemængden og var på julejagt igen.

Nu måtte jeg bare tænke over, hvordan og hvor jeg kunne finde juleglæden frem i Kaya inden julen var omme. 

Skrevet: 1464 ord

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...