Mørkets Frembrud

8100
Havneflækken Whiteoar på den amerikanske østkyst, er ikke kendt af mange og rørt af færre. Lige stedet for en ambitiøs ung politimand at gøre sit virke, og bruge forbudstidens stramme love som springbræt op ad rangstigen. En simpel og ligetil strategi.

Virkeligheden viser sig at være lidt mere kompliceret, især når man også selv bærer rundt skeletter i skabet. Folk forsvinder uden spor, og ikke kun i havet. Døde mennesker dukker op årtier senere udenfor deres gravsteder. Og hvis han ikke er blevet helt gal, så står solen hurtigere ned end at den burde.

Det hele er måske et spørgsmål for kirken eller videnskaben, eller begge hurtigst muligt. Men her og nu, så er der kun ham; en halv-korrupt galionsfigur med en pistol, og hvis han ikke finder ud af hvad det er der foregår snart, så lærer han det nok for sent til at overleve det.

1. Byen

Det startede som så mange andre ting nu gør, med et ord.

Vel rettere, med et skrig. Et skrig der næsten blev slugt i vinden, da bilen susede hen ad vejen. Hjul skred mod den tørre jordvej, hvinende sammen med larmen fra motoren. I modsætning var skriget næsten dyrisk, men just genkendeligt nok fra inde imellem de mørke stammer, der blev til ét ved hastigheden.

"HJÆLP!"

Han troede ikke sine egne ører først, men i sin branche, så lærer man hurtigt at kende forskel. Og overføre denne genkendelighed til øjeblikkelig handling. Den unge patruljebetjent Svensson, smadrede bremsen på Forden í af refleks, og rystede sig igennem den bratte opbremsning. Med dens fart og på underlaget, fik bilen roteret sig selv  så at de to kegler af lys, der stod ud fra lygterne, skinnede skarpt ind imellem stammerne, da den endeligt gled helt i stå. Motoren slukkedes.

Stilhed. Lyset fra lygterne på Forden, gjorde det svært at spejde ind i mørket, men følelsen af hårene der rejste sig i nakken, gav Svensson det indtryk, at det var en stærkt dum idé at slukke for dem. Han fandt sit mod (og sikrede sig sin pistol var i skulderhylsteret) og steg ud af sin bil med et dybt åndedrag. Det var nok bare en eller anden der var faret vild, det var hvad der skete ude i de dybe skove helt herude.

Men ingen var til at se, der hvor lyset ellers gjorde rede for hver eneste træstamme og gren flere meter ind i mørket. Det der lå udenfor lyset var for mørkt til at se noget som helst. Intet at høre ellers, stadigvæk, udover den let våde jord under hans støvler, da han langsomt bevægede sig lidt frem. Dog forholdte han sig stadigvæk bag lyskeglerne; godt at kunne se ud, endnu bedre hvis at ingen kunne se tilbage.

Han kunne ikke have hørt syner, det var klart, og hans veltrænede færdighed i at hive ord ud fra selv den mest travle banegård, havde ikke fejlet ham endnu. Så hvem end det var, vel, de var enten slået ned, død, eller i skjul. Pistolen blev forsigtigt taget ud af hylsteret. Ikke lige just hans boldbane, den her mørke stilhed, men med forsigtighed kunne han bevare en overhånd. Og et skud ville han have hørt, selv med Fordens skridende opbremsning.

”Hallo?” forsøgte han sig, med trænet autoritet og selvsikkerhed. Dog til intet svar. Forsigtigheden begyndte at presse sig på, og blive til en anmassende utålmodighed. Svensson trak på skulderne for at få rastløsheden ud, og stirrede igen ind mod den belyste del af skoven.

”Det er politiet, kom ind i lyset.” Denne gang med mere kraft bag, nok til, burde han mene, at selv en person der ikke vil findes, ville komme til at bevæge sig nok til at blive hørt. Han havde ret i det.

Endeligt; lyd. Undergrunden knasede inde i mørket, og grene knækkede under fødderne af noget, der var meget tungere end en hjort. Men så også kun lige lyd, en meget forsigtig fremgang hen direkte imod ham. Følelsen af at blive overvåget, stod stadigvæk ned ad nakken på ham, men Svensson vidste bedre, end at se sig over skulderen.

”Kom ud i lyset!” Råbet så ud til at give et sæt i hvem end det var i mørket, da lyden af forsigtige skridt blev pludseligt afløst af en snublende kaotisk lyd, af flere grene der blev knækket. Lyden bevægede sig hurtigere og mere larmende hen imod lyset. Grebet på pistolen blev løsnet, og Svensson flugte ihærdigt lyden med øjnene.

En kvinde næsten faldt ud i lyset. Hun snublede fremad og stirrede op imod Svensson med frygt i øjnene. Tørret blod ned ad hendes venstre skjorteærme, fangede øjeblikkeligt hans opmærksomhed, men armen virkede funktionsdygtig. Hun så derudover ud til at være lettere medtaget, med hår der var sat op før, halvt faldet ned, med alskens fyrrenåle uglet ind i det, og tøj, der var smudset og skævt. Hvor lang tid havde hun været herude?

”Du..” Kvindens stemme var hæs, let forstoppet, med en rysten i åndedrættet. Hun stirrede i hans retning med store opspilede øjne. Hun virkede ikke som noget farligt, tværtimod.

”Betjent Svensson, Boston politi, er du ok?”

Hun virkede overrasket over spørgsmålet, og stod i få øjeblikke i stilhed, som om at hun skulle først helt forstå det. Hendes øjenbryn knyttede sig sammen i koncentration og hun så ned på sine sko.

”Jo, det-” Hendes stemme rystede, sammen med resten af kroppen; lidt koldt udtræk at rende rundt i på denne tid af natten i en skov. Hendes blik blev kastet over den højre skulder, ud i mørket, og derefter tilbage på Svensson, der i sit skyggeskjul havde placeret pistolen tilbage i hylsteret. Et nervøst smil rørte hendes mund, og med en mere normal gang, bevægede hun sig langsomt ud af lyset og hen til Svensson.   

”Nu er jeg,” sagde hun med lidt mere sikkerhed i stemmen, stående et par meter foran ham i genskæret fra lygterne. Hun så lidt mindre medtaget ud, tæt på, med intelligente øjne bag det kaotiske mørke hår, der kneb lidt sammen imens at hun smilte til ham. Så koldt var det dog ikke herude.

”Kan jeg, øh,” Hun havde lagt sin højre hånd på hans arm, og følte på den, lidt som en læge der leder efter ujævnheder. Han rejste på øjenbrynene, men blev stående stille imens at han talte. ”Kan jeg tillade mig at spørge, om det var dig, der råbte efter hjælp?”

”Ah, undskyld.” Et sæt gik igennem hende, og hun trak sin hånd tilbage, som var den blevet brændt. ”Jeg- Jeg blev bare så forvirret,” – det havde hun ikke behøvet at sige to gange -- ”et øjeblik så troede jeg- Nuvel, det må du altså undskylde, Officer Svensson.”

Kvinden stak sin højre hånd ud imod ham, og han tog imod den. Hendes håndtryk var overraskende fast, men hendes hænder var kolde.

”Catherine Bower. Sekretær for Whiteoars borgmester.”

Han smilte høfligt til gengæld og rystede hånden.

”Hør, Miss Bower, skal jeg ikke køre dig hjem? Som politibetjent er det vist min pligt ikke at lade dig flakke rundt i vildnisset længere end helt nødvendigt.”

I et øjeblik tøvede hun, men med et par blink så havde hun besluttet sig. Miss Bower nikkede ivrigt, og blev med et lettet smil hjulpet ind i Forden. Mørket blev efterladt til at passe sig selv.

 

--

 

Svensson havde, af hensyn til den unge dame, sat farten lidt ned, og igennem resten af skoven passerede få ord imellem dem, der ikke var navigation. Det passede ham egentligt ret godt, idet det gav ham lidt mere tid til at drage sine egne konklusioner omkring hvad der egentligt var sket her, og hvilken hjælp Miss Bower havde brug for.  

Skoven forsvandt til fordel for hvad der lignede heder eller enge, svært at bestemme i en bil midt om natten, og pludseligt kunne havet ses bag den lille by i den nære afstand. Intet lys så ud til at komme derfra, men længere henne af kysten, op af klipperne, lå et større hus hvor det så ud til at olien endnu brændte. Eller hvad end det var, der fik elpærer til at brænde, altså. Miss Bower sukkede lettet, og Svensson kastede hende et spørgende blik.

”Du ved, når man ser havet, så ved man at man er hjemme.” Efter et stykke tid i bilen med hans overfrakke på, så livet ud til at komme tilbage til Miss Bower. Hun havde brugt en stor del af deres tid indtil videre, på at prøve at fiske diverse naturalier ud af håret, og med frakken til at dække det meste op, så hun mere ’let forvirret’ end ’ret uanstændig’ ud. Derudover, havde hun et pænt formet ansigt med markerede øjenbryn og mørke øjne, der spejdede med glæde ud af ruden.

”Du er sikker på at jeg ikke skal finde en læge til din arm?” sagde Svensson, efterhånden som byen nu snart var tæt nok på, at han skulle til at tage stilling til hvilke gader der skulle køres ned af.

”Nej, det er fint, det ser værre ud end det er. Jeg faldt over et træ, det er hvad der kan ske i skoven.” Hun omtalte såret som om at det ikke var meget mere end en lille skramme, men selvom det nu var dækket af en jakke, kunne Svensson ikke glemme synet af de mørke rødbrune plamager hele vejen ned ad armen. Han rynkede på næsen.

”I skoven klokken et om natten?”

”Du var da også i skoven klokken et om natten, min gode herre.” Hendes tone var let, men med nok skarphed til at minde ham om, at de begge to så lidt mindre end anstændige ud i øjeblikket. Han gav et let suk fra sig.

”Jeg kom bare forbi.” Hvilket var sandt nok.

”Folk kommer ikke rigtigt ’bare forbi’ herude.” Hvilket var underligt nok.

”Hvad mener du?”

”Du ved vel hvad jeg mener,” sagde hun med et træk på skuldrene, nonchalant. Svensson kastede hende et kort forvirret blik.

”Overhovedet ikke. Jeg er på vej tilbage til Boston, men jeg må indrømme at jeg aldrig har hørt om Whiteoar før.”

”Nå? Vi har ellers et ret fint universitet.”

Svensson trak på skuldrene.

”Ingen i min familie har nogensinde gået på et universitet, så det er ikke så overraskende.”

”Og bilen?”

”Forden? Ja, den er fin ikke sandt? Kan komme op på 50 mil i timen på en god dag. Jeg ville dog aldrig gøre det herude; de her veje spiser hjul til alle måltider.”

”Imponerende.” Hun virkede ikke sønderligt imponeret. Snarere lidt underholdt. ”Jeg spurgte mere i den uforskammede retning af, om at være en gemen betjent i Boston betaler nok til dyret her.”

”Af og til.” Svensson gav hende et skævt smil. ”Men hør, hvor i byen er det jeg skal sætte dig af?”

”Borgmesterens hus. Det er den store villa deroppe på klippen, og før at du spørger; ja, alle hans ansatte bor deroppe.” Hun trak på skuldrene. ”Han er ret gammeldags, lidt excentrisk egentligt.”

Svensson lænede sig lidt foran i sædet, og spejdede huset oppe på klippen igen. Det var svært at sige helt hvad det lignede, nu når det var i silhuet mod stjernehimlen. Stort, i hvert fald, og med hvad der lignede mindst ét tårn, sådan et halvmuteret europæisk slot imiteret af en rig amerikaner. Han drejede af mod vejen til klippen og lagde resten af byen ryggen.

”Så, han er skør?”

”Et pænere ord for det, ja. Se lysene deroppe? Han arbejder nok stadigvæk, ingen familie, du ved, så byen er hans eneste virke.”

Svensson nikkede og holdt øjnene på vejen. Bakken var ikke stejl, men den var blottet for træer og større bygninger, hvilken fik Forden til at ryste lidt da den stærke havvind ramte den fra siden. Det var en overraskende klar nat, med skinnende halvmåne til at hjælpe med belysningen herude og få skyer spredt ud over stjernetæppet. Lidt anderledes end det lysforurenede Boston, det var sandt nok.

Forden blev parkeret foran hoveddøren, på Miss Bowers anvisning og forsikring om, at det var ganske normalt at ringe på hoveddøren midt på natten. Svensson havde ellers været mere end klar, på at eskortere Miss Bower til hendes værelse, lige se på hendes skader og så videre, og så ellers komme af sted igen.

Nemt kunne det dog ikke være, men på den anden side, jo tættere de kom på dette monstrum af et hus, des mere interesseret var han blevet i at se hvad det var for en eksistens, en ”excentriker”, der besatte det.

Det viste sig næsten, at han ikke ville komme til at finde ud af dette, da hoveddøren blev åbnet af en mand på omkring hans alder, i den genkendelige uniform af tyende hos overklassen.

”Miss Bower..?” sagde manden, med hovedet sat lidt på skrå. Han stod helt stille og rank ellers. Miss Bower trådte hen imod ham, og blev belyst af lyset fra døren.

”Augustus, der er ikke ord til at beskrive hvor glad at jeg er for at se dig. Jeg var faret vild i skoven, politimanden her reddede mig.” Hun tog fat i Svenssons arm og hev ham frem. Augustus så på ham med et hævet øjenbryn. Så helt igennem ham føles det som om, idet et lille høfligt smil spillede på hans læber.

”Ah, fantastisk.” Det ville være imponerende, hvis dette ord var nogensinde blevet sagt mindre entusiastisk end det blev her. ”Kom indenfor, herren arbejder, men jeg er sikker på at han ville elske at møde Miss Bowers redningsmand.”

Der var næsten ikke tid til at få en ordentlig følelse af, hvordan huset var arrangeret. Augustus havde effektivt prakket Miss Bower på en af de andre tyende, kort efter at døren var gledet i bag dem, og derefter, uden et ord, ledt Svensson alene igennem lange stille mørke gange. De var tunge med ægte tæpper og vægge dekorerede med umærkværdige oliemalerier af glemte forfædre.

Borgmesterens kontor var mørkt bortset fra den elektriske bordlampe, der stod på det store og solide skrivebord, som manden sad bagved. Papirer, foldere og bøger lå i separate bunker til én side, og overfladen var ellers ryddet. Borgmesteren selv stod bag ved det, klar til at modtage besøget. Han var en ældre mand, hvis hår var blevet helt hvidt og ansigtet lå i folder ovenpå folder. Heldigvis så de fleste af folderne ud til at være tilfredse med at se Svensson.

”Så, det er dig der reddede Miss Bower, betjent?” sagde han og satte sig ned bag ved skrivebordet igen. Svensson lagde mærke til, hvordan velouren på hans ryge-jakke changerede i lyset; dybe røde og mørke nuancer. Silkevelour sandsynligvis. Dyrt stads.

”Det er blot min pligt, borgmester.”

”Måske, men jeg er ikke desto mindre dybt taknemmelig. Det var Boston, du kom fra?”

”Ja, Patruljebetjent Hans Christian Svensson, 12. Division. Jeg har været på orlov på det seneste.”

”Og du kom tilfældigt forbi her?” sagde han på en underligt pointeret måde, som om at det var en dyb usandsynlighed. Svensson var allerede ret træt af de her landsbyboere og deres mangel på forståelse af, at have været kørt forkert i en meget mørk og meget forvirrende skov.

”Det ser sådan ud. Jeg må have kørt forkert i skoven, men det var et heldigt tilfælde vil jeg påstå.”

Borgmesterens ansigt kom tilbage i sine tilfredse folder, og hans smil virkede mere ægte.

”Bestemt, og jeg vil påstå at min sekretær er os enig.” Han sad i en tænksom stilhed med hænderne foldet, før at han pludseligt hejste sig på benene igen og gav Svensson hånden. ”Nå, nu vil jeg ikke holde på dig længere, betjent. Du har stadigvæk lidt af en rejse foran dig, hvis du skal nå Boston inden daggry.”

Svensson tog hånden og gav et halv buk i anerkendelse. Han kunne føle borgmesterens øjne i nakken, langt efter at Augustus havde ledt ham ud af kontoret.

Få øjeblikke senere, stod han igen foran det store monstrum af et hus i nattens kulde. Vinden og havet var nu de eneste lyde. Alene igen. Han tog sin overfrakke på og lænede sig op ad Forden, imens at han gav huset et sidste blik. Nok ikke mere end fyrre år gammelt, ville en med arkitektonisk sans nok sige. Det samme ville en med sans for gader og byer nok sige; huse som dette sprang ikke op naturligt og tilhørte en meget bestemt type af overklasse. Den slags, der åbenbart fandt halv-græske statuer af toga-indhyllede damer ideelle til søjler og detaljer udover hele facaden. Svensson rystede på hovedet med et smil og steg tilbage ind i Forden.

Excentrisk.

 

--

TO MÅNEDER SENERE

 

Dear Mr. Svensson,

It delights us to inform you, that you have been offered the position as Commissioner of Police in the town of Whiteoar and its districts by appointment of the Mayor of Whiteoar on the basis of your excellent performance in your duties.

Please alert us by telegram if you wish to turn down this position as soon as possible. If you wish to accept this offer, please alert us by telegram and we will await your presence at the town hall as soon as possible. Lodgings will be arranged.

 

Best regards,

 

Catherine Bower                                   Herbert G. Weald                                 Henry Brand

Head clerk                                              Mayor of Whiteoar         Police Superintendent

 

Svensson re-justerede isen henover smertepunktet i tindingen og blinkede et par gange. Han læste brevet igen. Han lagde brevet fra sig og gik en runde i sin lejlighed, hvorefter at han læste brevet igen. Den var god nok, der var underskrift og vandmærke og fandens kopi sendt til hans kaptajn på politistationen og det hele.

Ét brev, der lige havde vendt hans dag rundt fra ubehagelig til utrolig. Bogstavelig talt utrolig, men det var Kaptajn Fitzgerald, der havde gjort ham opmærksom på den kopi de havde fået ovre på stationen. Så han så ikke syner. Det var i det mindste noget.

For helvede, hun havde haft ret, men på den anden side, så var Svensson jo ikke det værste valg til sådan en stilling, kompetent kunne man i hvert fald kalde ham. Selv hvis at han kun besad den i et par måneder, så var det jo også et meget fint lille punkt på CV’et. En stilling i en by, hvor at man måske lidt nemmere kunne bevæge sig, uden at få en albue i hver side. Et blankt lærred.

Brevet blev lagt i bunden af kufferten, imens at Svensson forlod lejligheden i et par øjeblikke for at bruge telefonen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...