Instagram

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 26 nov. 2017
  • Status: Færdig
Deltager i konkurrencen om sociale medier.

8Likes
11Kommentarer
339Visninger

1. ***

 

Klokken er 15:00. Det er en lorte dag, en lorte uge, en lorte måned, et lorte år. Hvorfor? sådan er det bare. Jeg er ked af det. Alt påvirker mig. De driller mig, ikke på en ond måde, men på den der søde drillede måde, som de altid gør. De mener det ikke... tror jeg.

Jeg har lige fået standpunkt. Fire i skriftlig dansk. Jeg kan mærke det, jeg er blevet stemplet. Det mærkeligt. Mærkeligt at vokse op, altid have fået at vide, at man faktisk var god til noget, god til dansk. God til at læse, stave. Så kommer 2.g, og så hedder man ikke ti mere, nej fire. Det gør mere ondt end jeg har lyst til. Gør mig mere ked af det, end jeg har lyst til.

Tankerne vrimler rundt i hovedet på mig, prikker til mig. ”Du er ikke god nok,” siger stemmen inde i hovedet. Den onde dumme stemme. Jeg prøver at slå det væk, går hurtigere, hurtigere, hurtigere, op til bussen, og så bare hjem. Jeg sætter mig ind i bussen, finder min ”godt humør” playliste frem, og skruer så højt op jeg kan, prøver at dulme stemmen. Jeg svarer på snaps og beskeder på messenger. Der bliver udvekslet en masse smil, en masse haha. Pludselige ser jeg det, en bums. Nej, ikke kun en, men en million som har indtaget hele mit ansigt. Tårerne presser sig på, det er det, hele klassen har set på i dag, og snakket om bag min ryg. Så meget for den hudbehandling, og for at være en attenårig med kæmpe acne problemer.

Min kæreste. Jeg kommer i tanke om ham. Min søde, dejlige kæreste, ham som jeg snart har været kærester med i tre måneder. Han har sagt, han elsker mig. Skrevet det til mig, og sagt det. Dog kun i fuldskab. Men jeg ved, han mener det. Han er bange for, jeg ikke elsker ham. Jeg kan mærke hans angst, og jeg kan godt forstå det. Ikke fordi, jeg ikke er glad for ham. Jeg er sindssygt glad for ham! Men han elsker mig ikke. Han kender mig ikke. Ikke den rigtige mig. Han ved ikke, hvor dum jeg er. Hvor forfærdelig jeg kan være.

Bussen stopper, og jeg stiger ud. Cykler hjem, smider mig i sengen. Ruller igennem min kamerarulle. Det er onsdag, en god dag til at smide et billede op på Instagram. Men tiden er ikke til det. Ikke endnu, klokken er kun 16:50. Hvis flest mulige folk skal like det, skal man helst ligge det op omkring 18-20:00. Nogle tjekker Insta efter aftensmad, men de mennesker som gør før de går i seng, kan stadig nå at se det, og dermed like det. Jeg kigger kritisk på mine billeder, bedømmer dem. Vælger et med omhu, og venter på klokken bliver 19:00.

Fuck. Der er gået 20 minutter, og jeg har kun fået 10 likes. Mit hjerte banker, tårerne presser sig på igen. ”Du er ikke god nok” stemmen hvisker igen. ”Hvis du virkelig er god nok, havde du fået flere likes på dette tidspunkt. Hvis du var en bedre kæreste, en bedre veninde og en bedre elev, havde du fået flere likes.” hvisker den videre. Det gør ondt.

Jeg går ind på Youtube ”How to get more followers on Instagram.” søger jeg i søgefeltet. Ser nogle videoer, der er en masse at vælge imellem. Jeg bruger metoden, som skaffer flest mulige likes på den hurtigste måde. Går ind på Instagram, søger på ”Likes4likes” og ´”likesforfollow” Liker en masse billeder, opdaterer Instagram. Jeg ånder lettet op. ”20 flere synes godt om dit opslag” står der. Pludselig bliver den lettede følelse erstattet af skammen. ”Hvad nu hvis de andre kan se, at du har liket alle de her billede, og gætter på, at du har snydt dig til likes? At der er så lidt mennesker der kan lide dig, at du bliver nødt til at snyde?” stemmen indeni hovedet griner hånligt af mig.

Jeg ligger telefonen fra mig. Prøver at være social med familien. At få mine tanker væk fra mit nye Instagram billede, men mine fingre kribler. Kribler efter at se, hvor mange der har liket det, om der er nogle der har liket det. Jeg rejser mig frustreret op, går ud på badeværelset. Kigger mig selv i spejlet, og tårerne er så tæt på nu. Jeg fjerner min make-up. Kigger mig opgivende i spejlet, ”haha, fuck hvor er du grim! Hvordan kan du overhovedet have en kæreste med det fjæs og den krop der?” stemmen griner hysterisk nu, og jeg prøver at skubbe den. Åbner snappen fra min kæreste, min kæreste, som dagligt siger, at han synes jeg er flot, flot og dejlig. Jeg prøver, prøver virkelig meget, prøver på at tro på ham. Prøver på at tro på, at folk godt kan lide mig. At jeg er god nok, selvom min dansklærer kun synes jeg er et fire-tal værd.

Jeg kigger ned på mine negle, finder mine neglerødder, og river. River indtil det gør ondt, og indtil jeg ikke kan rive mere. Det bløder og svier. Jeg finder et plaster, og putter det på sårene.  Jeg tjekker Instagram igen. ”75 mennesker synes godt om dit opslag.” Jeg smiler. 75 er rimelig godt. Jeg kigger mig selv i spejlet igen, smiler skævt. ”Måske er du helt fin alligevel, du” hvisker jeg stille til mig selv.

Jeg ligger mig ind i sengen, svarer på snaps og beskeder, skriver godnat. Lyset er slukket, og der er kun mig.

Måske er alting fint. Måske skal alting nok gå. Måske kan jeg stadig blive til noget, selvom jeg ikke får topkarakterer. Måske elsker min kæreste mig. Og måske kan folk faktisk godt lide mig.

Jeg lukker øjnene.

”Du er ikke god nok.” hvisker stemmen stille fra det dybeste, der hvor jeg prøvede at begrave den.

”Du er ikke god nok.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...