En lille gerning med stor betydning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 26 nov. 2017
  • Status: Igang
En erindring om en uvidende lille, tysk pige fanget i krigens rædsler. Erindringen giver synspunktet fra en lille pige, der vil verden det bedste og det at hjælpe andre mennesker i nød.

1Likes
3Kommentarer
94Visninger
AA

1. En lille gerning med stor betydning

En lille gerning med stor betydning

 

Jeg husker det tydeligt, mens jeg stirrer ind i pejsens knitrende ild. Det er ikke til at tro, at der er gået over 60 år, siden det skete.

Mens jeg sidder her, strømmer det tilbage som et fuldstændig klart billede for øjnene af mig.

 

Jeg husker ikke, hvor gammel jeg var. Vel nok en seks-syv år. Vores hus lå i udkanten af en stor skov lidt uden for München. “Bøgeskoven” kaldte vi den. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, måske fordi der var bøgeblade i den. Jeg kendte ikke meget til krigen dengang, far plejede altid at sige: “Sådan nogle sager behøver du ikke at bekymre dig om, det ordner sig alt sammen”. Og så naiv som jeg var, troede jeg selvfølgelig på det. Vi var jo ikke en del af krigen, for vi boede ikke i nærheden af nogen krigs-slagmark, og jeg kan heller ikke huske, at vi blev bombet eller sådan noget. Eller det troede jeg i hvert fald.

 

En dag blev hele mit syn på krigen ændret fuldstændigt. Jeg kan huske, at jeg lige før jul havde fået lov til at gå ud at lege i sneen. “Men husk at være tilbage før middag”, sagde far. “Og husk madpakken,” indskød mor. “Ja, selvfølgelig,” sagde jeg, greb madpakken og løb straks ud i sneen.  Far plejede ellers aldrig at give mig lov til at gå alene ud, men jeg var ved at blive en stor pige, så jeg skulle lære at klare mig selv, sagde han. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg løb ud i sneen mellem de kæmpestore træer. Jeg hoppede rundt og var fuldstændig  bjergtaget af den smukke natur og skov.

 

Jeg må have løbet rundt i flere timer og kommet langt væk, - hvilket i øvrigt ikke var noget problem, da jeg kendte skoven som min egen bukselomme - for pludselig tonede noget sig op, der lignede en kæmpe stor lejr.    



Måske var det en lejr for tyskere - jeg havde hørt, at der skulle være nogle lejre for tyskere, der havde mistet deres hjem. Jeg vidste ikke, hvorfor de havde mistet dem. Måske havde de mistet deres job og kunne derfor ikke betale for dem. Men jeg gik i hvert fald nærmere. Som jeg kom nærmere, kunne jeg se, at deres tøj var laset og beskidt. De så helt udmagrede ud. Gad vide, hvad der var sket med dem?

Der stod en lille gruppe unge mænd og kvinder ovre i hjørnet, som kiggede underligt over på mig. Jeg tænkte over, hvorfor de kiggede sådan på mig. Hvis der var nogle, der skulle kigge underligt, så burde det være mig. Pludselig kiggede alle i den lille gruppe rundt med flakkende øjne, mens de hurtigt lagde den økse fra sig, som de havde i hænderne. De var vist ved at hugge noget brænde og kul. Det lignede det i hvert fald. Jeg var helt henne ved det store, beskidte hegn, da jeg hørte et stort råb, som lød meget vredt. Jeg hørte ikke præcis, hvad han sagde, men det lød ikke venligt. Råbene kom tættere og tættere på, og til sidst stod der en mand, der lignede et kæmpe monster, ti-tyve meter fra mig.

 

Jeg stivnede. Kulden bed og flåede i mig. Jeg ville bare hjem, men kunne ikke rokke mig ud af stedet. Manden stod og tog fat i en meget afmagret og tydeligvis udmattet mand og…...skød ham. Han var som en tændstik i forhold til den anden mand, der lignede en soldat med hans store uniform og tre pistoler siddende i bæltet. Jeg kunne ikke forestille mig, at det her var en lejr for hjemløse tyskere. Det kunne det ikke. Det kunne ikke. Det kunne ikke.

 

Jeg havde ingen anelse om, hvad det kunne være. Jeg var jo kun en bette pige, der var helt uvidende og troede, at alt var fryd og gammen i livet. Men det var det jo ikke. Jeg tror ikke,  at jeg nogensinde kan slippe den tanke. Men nu hvor jeg er blevet en gammel rotte, ved jeg jo godt, at det her blot var et enkelt eksempel på krigens rædsler. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg gemte mig bag et stort grantræ i den bidende kulde. Det måtte være gået flere timer, før jeg kunne rejse mig og løbe, selvom kulden hev og sled i mig. Det har nok været lige så koldt som at blive frosset ned i dybfryseren for derefter at blive taget op 3 dage senere. Til sidst fik jeg rejst mig og meget langsomt bevæget mig hjemad.

 

Far stod og hørte noget i radioen, mens mor var ude i køkkenet og bagte lækre julesmåkager, da jeg kom hjem. Jeg var lige ved at blive helt varm om hjertet, men pludselig kom jeg til at tænke på manden og var fuldstændig ligeglad med mors dumme småkager. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på ham, der blev skudt af det kæmpe store monster. Billedet forfulgte mig hele aftenen. Monsteret, der tog fat i manden og bare….skød ham. De forfærdede og skrækslagne øjne, han havde. Han var jo bare en lille mand. Hvorfor skulle han skydes. Jeg kunne ikke tro, den lille mand havde gjort noget forkert. Han så så uskyldig ud.

 

Den nat - en kold, stormende nat i december - besluttede jeg mig for noget, jeg aldrig ville have turdet tidligere. Jeg tror ikke engang, jeg vidste, hvad jeg var ved at gøre, da jeg satte mine forfrosne ben ud i den dybe, hvide sne. Jeg måtte bide i det sure æble - der var ikke andet at gøre. Det var ved at være daggry, da jeg igen sad henne ved det store, høje pigtrådshegn med en hel madpakke fyldt med brød og nogle af mors småkager, som jeg listigt havde sneget mig ind og taget i nattens løb. Jeg sørgede for at gemme mig godt, så folkene med pistoler ikke kunne se mig, mens jeg forsigtigt fik øjenkontakt med nogle meget tynde og beskidte mennesker, som så rigtig ulykkelige ud. Jeg husker, hvordan jeg forsigtigt viftede dem over til mig. I starten virkede gruppen inde bag hegnet ikke så glade for ideén, men jeg må have fået dem overbevist, for jeg kan huske, hvordan de efter lidt tid forsigtigt kom over mod mig. Jeg skyndte mig at tage madpakken frem, mens jeg spejdede mig om efter monstre med pistoler.

 

Jeg tror aldrig, jeg har været så bange, men jeg kunne åbenbart stadig sidde ude bag hegnet, mens folk med pistoler gik rundt mellem udmagrede og forfærdede arbejdere. Det næste husker jeg så tydeligt som et lyn fra en klar himmel. En mand med pistol råbte et eller andet, der fik mit hjerte til at gå i stå. Jeg husker ikke præcis, hvad det var, men det måtte ikke være godt, for den lille gruppe af udmagrede kvinder og mænd, som jeg havde vinket over til mig, begyndte nu at spurte. De må havde nået det, for da de var løbet om bag arbejder skuret, gennem krattet og pludselig stod lige på den anden side af hegnet, var monsteret ikke til at spotte mere. Jeg skyndte mig at finde madpakken frem, pakke småkagerne ud, som nu var blevet kolde, og gav dem lynhurtigt brødet. Bagefter var der kun én vej - og det var hjem.

 

Jeg tror ikke engang, jeg nåede at sige farvel, så travlt havde jeg. Jeg skulle ikke nyde noget som helst. Selvom jeg var rædselsslagen, mærkede jeg alligevel et stik af stolthed over den gerning, jeg lige havde lavet. Når jeg sidder og tænker på det, kan jeg ikke undgå at føle mig stolt og meget modig over, hvad jeg gjorde. Jeg var jo bare en lille pige, og selvom det ikke ændrede hele verden, at jeg hjalp dem en smule, så tror jeg også, at gruppen bag hegnet fik et lille håb, da jeg satte mit liv på spil for at hjælpe dem. Jeg vidste jo ikke, at mit liv var i fare, da jeg sad dér bag hegnet. Jeg ville jo bare hjælpe og troede, at alt i verden var fryd og gammen.           

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...