amar en los colores

Det skete i de dage, at Gud lod en regnbue markere hans pagt med mennesket og symbolisere hans kærlighed til hans skabninger. Vi har derfor altid elsket i farver; vi har været på en lyserød sky, vi har set verden i et rosa-skær, vi har druknet i vores elskedes øjne. Farver og kærlighed er uadskillelige, og intet væver de to ting sammen mere end hjerternes fest| tolv kærlighedshistorier i regnbuens farver fordelt på fireogtyve dage. | deltager i julekonkurrencen, mulighed 4 (kærlighed)

6Likes
11Kommentarer
1226Visninger
AA

5. 4. december || Erik I

 

Amar verde

 

Misundelse er en grim, grim, grim ting. Det vidste Erik fra den dag, han blev skældt ud af hans mor, fordi han havde skreget og hylet i ti minutter en dag, da han var fire, fordi hans ven fik en is og han ikke gjorde. Han havde stuearrest i en uge efter det stunt, selvom han var for ung til rigtigt at forstå, hvad der skete.

Misundelse er en grim ting, og som han blev ældre, kunne han se, hvordan og hvorfor. Hans forældre var ikke rige, de var ikke fattige, men de var ikke rige på nogen måde. Nogle gange kneb det med regningerne til at betale for husleje, for el, for vand, for det hele, og på disse tidspunkter, var det ih og åh så let at kigge på hans venner, på deres velfungerende familieliv med en Kaj Bojesen abe på skænken og en Kähler-vase i vinduet. Når de tog på sommerferie i Egypten og på Tenerife, og han skulle ned til sin bedstemor i Tyskland.

Misundelse var og er en grim ting, og han lærte hurtigt, at hvis han lod det styre sit liv, ville han helt glemme at leve det. Og det var måske en alt for lommefilosofisk ting at sige, at han kunne trække denne åbenbaring tilbage til den dag i supermarkedet, da han var fire. Det var måske for dumt og for utroligt, at han overhovedet kunne huske det. Men huske det, kunne han altså, og det var en livsfilosofi, han havde prøvet at leve efter lige siden.

Hvilket vil sige, at da hans hustru kom til ham en dag, lige efter han var kommet hjem fra endnu en forretningsrejse, med armene foldet over brystet og uden at tøve havde fortalt ham, at hun ønskede en separation, tvang han sig selv til ikke at beskylde hende for utroskab – misundelse, misundelse, misundelse, kære Erik – og i stedet prøve at acceptere hendes beslutning ved nærmest at falde på knæ foran hende i et forsøg på at få hende til at forklare, hvorfor hun ville have en separation – hvis ikke hun endda ville skilles i sidste ende.

Hans kære, kære, søde, venlige, barmhjertige Dagma, som han havde elsket siden den dag han så hende hvis ikke før, havde smilet kort. ”Du er aldrig hjemme, Erik, du er ikke den mand, du lovede du ville være, og det vil jeg ikke stå model til længere.”

Efter hun havde aet hans kind en gang, smilet gennem tårer og havde trykket sig ind til ham i, hvad han på det tidspunkt kun kunne tænke var deres sidste knus nogensinde. ”Jeg ønsker dig alt godt, Erik, det gør jeg virkelig. Du var min første kærlighed, men vi er unge, vi kan begge finde kærligheden igen.”

Han sagde ingenting – han var ikke en mand, der sagde meget, og især ikke når hele hans verden syntes at kollapse omkring ham – men han tænkte så klart, som hendes varme var, at han aldrig ville finde kærligheden igen.

Erik Fuglsang var en mand af kærlighed, men også en mand af den mening, at meget få her i verden fortjente den. Faktisk, ville han gå så langt som til at fastslå, at meget, meget få her i verden nyttede til noget overhovedet. Ikke fordi han var arrogant, bare fordi ingen simpelthen havde kunnet bevise, at det hang sammen på anden vis.

 

Han var 27 – og der var gået et år siden Dagma havde forladt ham, sladderen svirrede stadig, og han savnede stadig at holde hende om aftnen – da han blev tvunget til at revidere sit verdensbillede. Måske var han ikke den eneste her i verden, der rent faktisk duede til noget. Og måske var Dagma ikke den eneste, han nogensinde ville elske. I det sekund, han lagde øjnene på den unge – han krydsede fingre for at han så yngre ud, end han syntes at være – mand bag disken ved kaffebaren rundt om hjørnet af hans kontor, var han stensikker på, at kærlighed ved første blik fandtes. Den unge mand havde bølget, brunt hår, et blændende smil, de nærmest ulovligt røde læber, og en spændstig kropsbygning. Alt sammen var jo nydeligt nok, men øjnene. De tindrende, blå, blå, blå øjne – som havet, syntes han – smilede nærmest til ham af sig selv, og han måtte fysisk tvinge sig selv til at kigge væk.

”Hvad kan jeg hjælpe dig med?”, og hans stemme var blød, med en hæs kant. Erik var nødt til at hoste for at samle sig.

”En cappuccino, tak.” Følelsen til at løbe væk og aldrig komme tilbage syntes at komme over ham, da han ikke formåede at få nogen mildhed ind i sin tone, og den unge mands smil blev en anelse afdæmpet. Til hans forsvar, var det en travl dag på kontoret, fordi en eller anden lorte praktikant havde lavet rod i deres filsystem. Hvis han fandt ud af, hvem det var…

”Til at blive, forresten,” tilføjede han hurtigt og sendte et lille smil til manden bag disken, og smilet på de røde, røde, røde læber voksede hurtigt igen, og den unge mand nikkede. En underlig varm følelse spredte sig inden i ham, som han hurtigt bad passe sig selv. Det var jul, og han var chef for et indkøbscenter. Det ville være et mareridt de næste mange måneder – nytårsaften medregnet. Han havde ikke tid til kærlighed, for at være ærlig.

Manden bag disken – og han nåede lige at tjekke hans navneskilt, Alex – gik over til maskinerne, og han stilte sig hen til udleveringsskranken, mens han fulgte Alex med øjnene. Den unge mand var et under at studere, som han nærmest fløj rundt i det lille kaffekøkken, og Erik kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget lettere alt ville være for ham, hvis bare hans medarbejdere besad halvdelen af denne Alex’ elegance og venlighed. I stedet måtte han nøjes med en ordentlig omgang sløve padder, og han kunne ærlig talt ikke vente med at komme videre med sit liv.

Hvor lang tid han stod i sine egne tanker, vidste han ikke helt, men det var i hvert fald nok til, at Alex blev færdig med at brygge hans kaffe, og en lille rømmen vækkede ham af sin døs. Han kiggede hurtigt op, og Alex stod med et lidt usikkert smil med en kaffekop i hånden.

Erik smilede hurtigt stort til ham, uden at tænke over det – og bed nærmest hovedet af sig selv, for Emma havde sagt det til ham, folk kan ikke lide hans smil, det er skræmmende – og på trods af den hyppige negative reaktion, han fik for sit smil, så det kun ud til at lette Alex, hvis smil hurtigt fik en afslappet karakter.

”Det bliver 44 kr.,” og hans stemme var stadig blød og mild, og Erik kunne ikke forstå, hvorfor hans medarbejdere havde mere travlt med at fortælle ham, hvor led han var og at det var et år siden Dagma – han skulle ud på markedet igen, end med at være ligeså venlige og tålmodige som denne Alex. Ved nærmere eftertanke var det måske, fordi Erik bedst kunne lide sine medarbejdere, hvis de var bange for ham; så holdt de nemlig deres mund

Erik nikkede, stadig smilende og Alexs blå øjne syntes at skinne. ”Bare på kort.”

Han tog koppen ned mod et af bordene, hvor han fiskede sin computer og papirer ud, mens han ventede på hans uduelige underchef for marketing, Emil. En utrolig utålelig medarbejder, der ikke havde fået memoet, om hvis man ikke var ansat på samme niveau som Erik, så var man bange for ham. Ideelt set.

 

Det var ikke fordi han med vilje gjorde det til en vane at holde sine mindre formelle forretningsmøder på caféen, men kaffen var god, stemningen var god, og der var ikke særlig mange kunder på de skæve tidspunkter, hvor Erik kunne presse sine møder ind. Så uden at tænke over det, var kaffebaren adressen, han sendte til dem, han hold møde med.

Mange gange var det med Emil – som ligeså stille fik øjnene op for, hvordan Eriks øjne, selvfølgelig ubevidst, gled over mod Alex bag disken med jævne mellemrum – men heldigvis var det ikke kun hans marketingschef, der skulle mødes med ham over detaljer her op til jul. Hvis det var, havde Emil nok fundet ud af hans helt uforklarlige crush på den smilende barista med de strålende blå øjne, det brune og bløde hår, de fristende røde læber, og så havde han ikke hørt en ende på galskaben.

Dagene gik, og han vendte hver dag tilbage til kaffebaren til en altid smilende Alex.

 

Nogle gange var deres samtaler korte, men de gav ham altid ekstra information om Alex.

”Goddag, hvad kan jeg hjælpe dig med?” Et spørgsmål Erik altid svarede med et smil på.

”En cappuccino.” Et svar der altid skaffede ham et smil fra Alex.

”Til at tage med eller-” Som per tradition, rystede Erik altid svagt på hovedet.

”Nej, bare til at blive.” Han rystede altid med sine filer for at understrege, at i dag var ligesom alle andre. Han ville blive her et godt stykke tid endnu.

Dette bragte altid et større smil frem på Alexs læber, og Erik kunne kun så længe prøve at bortforklare de åbenlyse sommerfugle der muntert fløj rundt ved synet af det smil. ”Den er klar om kort tid, vil du have noget med ned?”

”Hvad er dit yndlings? Det tager jeg.”

Alexs smil fik altid en særlig karakter ved det svar. ”En blåbærmuffin som altid, Erik?”

”En blåbærmuffin som altid, Alex,” gentog han.

 

Andre gange var der stille, og han var bare taget ned til kaffebaren for at arbejde i stilhed, for at arbejde i et andet miljø end hans kedelige kontor. I disse tilfælde, hvis der ikke var andre kunder, ville der altid gå et par minutter, før Alex satte sig over for ham med en kop te.

”Hvad arbejder du så på i dag?”

Erik ville altid være i gang med en sætning, som lige skulle færdiggøres, før han kunne svare. Det var typisk. ”Arbejde, utrolig kedeligt arbejde. Men det hjælper med cappuccino.”

Alex smilede. ”Ja, selvfølgelig. Min cappuccino er der intet der kan slå.”

En latter slap ud, før han overhovedet nåede at opfatte, hvad der blev sagt. ”Og så beskeden du er.”

Et henkastet skuldertræk og et smørret grin. ”Det er bare sådan, jeg er.”

”Hvor længe er du her i dag?”, og måske kunne han tage sig sammen nu, måske kunne de endelig komme videre fra deres små samtaler, videre til noget større, bedre.

Alex kneb øjnene sammen i koncentration, som om hans arbejdstider var umindeligt svære at holde styr på. ”Klokken 18.00, tror jeg.”

Erik kastede et blik på klokken. 11.07

”Hvor lang tid skal du lige arbejde i dag?”, og det var ikke bekymring han følte. Alle skulle betale deres regninger, og han selv havde også brugt de første år af hans tyvere på at slide sig selv ihjel. At arbejde sig op fra ghettoen til København Centrum var en hektisk tur.

”10 timer,” Alex lød ikke til at syntes det var nogen hård vagt, hvilket det nok heller ikke var.

Lejen i København var ikke New York priser, men den var høj, og for studerende som Alex kunne den nærmest virke uoverkommelig. Det havde han i hvert fald selv syntes.

”Hvordan går det ellers?”

Alexs smil blev lidt mere stift, og Erik lagde hovedet på skrå. ”Jeg ved ikke lige, hvordan jeg har tænkt mig at overleve min bacheloropgave.”

Erik bed sig i læben i et øjeblik, før han smækkede sin computer i og skubbede sine papirer til side.

”Fortæl mig om den,” foreslog han, ”det plejer at hjælpe; at forklare sine tanker til en anden.”

Alex studerede ham lidt, før han nikkede. ”Ja. Ja, god idé.” Han skubbede sine kaffekop til siden. ”Altså, jeg har jo litteraturhistorie som mit studie, det ved du.”

Erik nikkede bekræftende. Han havde ikke selv set nogen fremtid for sig selv indenfor sådan humanistisk bachelor, men Alexs entusiasme og fremtidsplaner havde gjort, at han ikke kunne se andet end muligheder for Alex. Han fortjente at alt lykkedes for ham.

”Mit fokus, og min problemformulering, har jeg tænkt at lægge på kogebøger. Hvordan de har flyttet sig fra at være formelle, professionelle, til at blive en måde at overlevere livsråd, kostråd, træningsråd, fremtidsplaner, små belærende historie fra fortiden.” Erik kunne ikke fjerne sine øjne fra Alexs. De lyste op på en helt ny måde, og et svagt smil bredte sig på Eriks læber. ”Jeg tænker her på for eksempel youtuberes kogebøger. Her ser vi en helt ny bølge af kogebøger, der nærmest får dem til at virke som litteratur frem for en informationskilde til, hvordan man laver brød. I stedet for at købe opskrifter til at lave kager, køber man her også historier, der knytter sig til hver opskrift, og man køber en bid af forfatteren med sig.”

Erik lod sin hage hvile på sin ene hånd. ”Det lyder utroligt spændende, Alex. Hvad er problemet lige nu så?”

Han kastede armene ud i en opgivende bevægelse. ”Jeg er ikke helt sikker. Det er som jeg bare sidder fast, og den 22. december skal jeg have den færdig, og jeg… Erik, jeg er bange for, jeg er ved at gå i stå. Fuldstændig i stå. Helt kold.”

Uden at tillade sig at tænke mere over det – hvis han gjorde, ville han få kolde fødder, ingen tvivl om det – greb han et papir fra sit hæfte og en kuglepen. ”Hvis du vil, kan du sende mig til den… Det kan jo være, og det er kun et måske, at jeg har et forslag til, hvordan du kan komme videre?”

”Du har ikke for travlt?”, og nu så han nervøs ud, og Erik rystede hurtigt på hovedet.

”Nej, nej, ikke på den måde,” forsikrede han ham hurtigt, selvom det måske var en lille løgn. ”Jeg kan sagtens udskyde det til at læse, hvad, 25 sider? - Ikke engang?”

Alexs smil var langt mere roligt nu. ”17 sider, indtil videre.”

Han nikkede. ”Det kan jeg sagtens, hvis du vil have det.”

Han skrev hurtigt sin mail ned. ”Du kan bare sende den, når du lige, ja, når du lige føler.”

Og det irriterede ham, for han var ikke en nervøs fyr, og han blev ikke nervøs omkring andre fyre. Ikke når han flirtede med dem for sjov, ikke når han faktisk troede på det. Hvorfor blev han det nu? Han havde lyst til at slå hovedet mod bordpladen, eller døren, eller… noget.

 

Alex sendte ham opgaven to dage efter, og han prøvede at ignorere det smil, Emil sendte ham, da Erik afbrød deres møde for øjeblikkeligt at læse den igennem.

Han havde ikke taget fejl den dag; opgaven var spændende, den var pirrende, og selvom den var så langt fra hans eget ekspertområde, følte han sig som ekspert på området efter at have fået indblik ind i Alexs hverdag og tankegang.

Det var et privilegie, og han kunne ikke vente med at diskutere opgaven med Alex, så snart han tog ned til kaffebaren igen.

 

Eriks rutine blev vendt op og ned den næste tid, og han løb frem og tilbage mellem de forskellige afdelinger, mødelokalet, og kaffebaren, Alex, og hans fantastiske opgave blev uden han ville det skubbet bagerst i køen af ting, han skulle ordne.

Og da han endelig den følgende mandag kunne presse et besøg ned til kaffebaren ind nærmest løb han derned med sin computer, hvorpå hans noter til Alexs opgave lå på. Alt andet arbejde havde han efterladt tilbage på sit kontor; denne pause skulle være om Alex, hans opgave, og forhåbentlig ville muligheden for, at han kunne invitere Alex på kaffe udenfor hans arbejdsplads, dukke op.

Da han endelig nåede derned, fik åbnet døren og med hvad han kun kunne betegne som julelys i øjnene – årstiden taget i betragtning – var der ikke andet for, syntes han, end at stoppe i chok.

Bagved disken blev han ikke mødt af røde læber, brunt hår, og blå øjne, men i stedet en ukendt barista, som han aldrig havde set før.

Han tog en dyb indånding, mens han indvendig slog sig selv for overhovedet at tro, at Alex altid ville være der. Han skrev bacheloropgave, præcis som Erik sloges med et indkøbscenter som skulle blive klar til Københavns indbyggere og deres evige tradition med aldrig at være i god til med julegaver. Han kunne ikke forvente, at Alex altid var der, bare fordi han ønskede det; det var selvisk, det var dumt, og det var utroligt ulig ham.

Efter at have taget en dyb indånding, tvang han sig selv til at gå frem mod disken, som om han var en helt almindelig kunde uden nogen specielle forventninger til, hvem der ville modtage ham bag disken.

”En cappuccino?”, spurgte den nye mand, og Erik kunne ikke lade være med at skule lidt til ham over, at han ikke var Alex.

Han nikkede og viftede med sit kort for at signalere, hvordan betalingen skulle foregå. Den nye mand – han tog et lille kig på navneskiltet, Henrik – havde stadig ikke tørret sit smil af, mens han sendte ordren til dankortsmaskinen, og Erik så derfor ingen grund til at lade være med at skule af ham.

Henrik vendte sig om mod kaffemaskinen, for at lave hans ordre, og det var først, da Erik fik tid til rigtig at tænke sig om, at det gik op for ham, at den nye dreng – Henrik – havde vidst, hvad han bestilte før han overhovedet havde sagt goddag.

”Hør-”, startede han, men Henrik vendte sig om med sit smørrede smil, og han afbrød sig selv med det samme og gik tilbage til bare at skule olmt.

”Du vil vide, hvordan jeg vidste, du skal have cappuccino?”, og selvom han ikke havde særlig lyst til at snakke med denne nye barista, som ikke var Alex, ville han også gerne vide hvorfor. Han nikkede. ”Uden at sige for meget, kan jeg for eksempel nævne, at min kollega, Alex, har skrevet sit nummer ned på den her seddel. Til en Hr., hvordan beskrev han det nu? Nå ja, en høj fyr med rødblondt hår, grå øjne, og en vane med at skule ad alle andre, end Alex.”

For at understrege, at den lap papir tilhørte ham, skulede han lidt mere til den unge mand, der helt klart var meget yngre, end Alex, og irriterede ham utroligt meget.

Mens Henrik gav ham kaffen – i en to-go kop, hvilket han nikkede anerkendende til, omend modvilligt – og sedlen, bemærkede Henrik endnu en gang i samme henkastede tone, men med samme smørrede smil, ”og forresten, hvis du nu havde læst en hvis bacheloropgave, så ring lige til ham lidt hurtigere. Han tror, du hader den og ham.”

Erik havde aldrig forladt kaffebaren hurtigere. Nummeret stod på en lille post-it-note med en lille besked Til Erik, min trofaste cappuccino-kunde :-), og han havde heller aldrig været så motiveret til at ringe til nogen, siden første gang han ringede til Dagma.

Det var en gammel følelse genfødt, som han alligevel ikke kunne genkende, som han ikke kunne huske at han havde følt før. Den mindede om de første dage og måneder med Dagma, men den var stærkere, og han kunne ikke lade være med at føle, at måske var der endnu tid for ham. Alex virkede som en ny chance, et nyt kapitel, et nyt liv. Han følte sig i live igen. Selv ikke den forbandede Emil fra marketing virkede helt så forbandet mere.

Telefonen ringede to gange, før Alexs glade stemme, omend lidt metallisk, lød i den anden ende. ”Hej, det er Alex.”

Han hostede en enkelt gang, det føltes som om han havde en klump i halsen, som om han ikke rigtig kunne trække vejret. ”Hej Alex, det er Erik. Henrik… øh, altså, din kollega, Henrik, gav mig dit nummer, sagde jeg skulle ringe?”

Usikkerheden var ikke til at ryste af, hvor end han prøvede.

Der var en lille pause, og så, ”Erik! Gud, jeg troede, du helt havde droppet kaffen efter at have læst min opgave!” En nervøs latter, som Erik ville gøre, hvad som helst for at fjerne.

Han besluttede sig, at dette ville ske, hvis han blot fortalte sandheden.

”Nej, slet ikke,” skyndte han sig at sige, ”jeg var helt vild med din opgave, men julen er lige om hjørnet, så alle panikker, og som chef for dem alle, skal jeg også virke som om jeg panikker; solidaritet.”

Alex lo igen, mere afslappet denne gang, og Erik smilede. ”Du er en god mand, Erik.”

”Jeg gør, hvad jeg kan,” han rømmede sig en enkelt gang, tog en dyb indånding. Kom så, du kan godt. ”Jeg tænkte på om du ville mødes og snakke om din opgave? Hvis du altså har tid, det var den 22., du skulle aflevere ikke?”

”Jo, men jeg er ikke rigtig kommet så meget videre,” indrømmede Alex, og han lød pinligt berørt. Hvorfor kunne Erik ikke begribe. At gå i stå med en så vigtig opgave var helt naturligt. Han gjorde det selv, da han tog sin bachelor, og han gjorde det igen, da han tog sin kandidat. ”Så jeg ville elske, ja, elske at få et nyt perspektiv. Har du tid i denne uge?”

Han smilede, lod et åndedræt slippe ud, som han ikke vidste han stadig holdt tilbage. ”Ja, selvfølgelig, hvornår har du tid?”

 

Det blev tirsdag, det blev onsdag, og torsdag fortalte han sin sekretær, at han nok ikke ville komme tilbage før fredag. Emil blinkede til ham, da de passerede hinanden på gangen, og han skulede til ham. En god, fast rutine.

”Held og lykke, du,” kaldte han efter ham, og Erik sendte en finger tilbage mod ham til et latterudbrud.

Han mødtes med Alex på en café tæt på Strøget, en hyggelig café om han vidste med sikkerhed ikke ville være overrendt her så tidligt på dagen. En lille hyggelig café, hvor de kunne snakke om hans opgave, og hvor de kunne lære hinanden at kende udenfor arbejde regi. Turen derned var nervepirrende på en måde, han ikke havde prøvet før, ikke rigtig, og han blev endnu en gang overrasket, hvor anderledes det hele var fra Dagma. Hvor, ikke bedre, men udviklet det var. Han var ikke længere end 16-årig, der jagtede en ligeså umoden pige, der vidste ligeså lidt om livet som han selv; han var en 28-årig mand, der fandt interesse i en 26-årig, der var ligeså frisk på livet som ham selv.

Det var en utrolig forskel lidt mere et årti gjorde. 16-årige Erik ville aldrig have genkendt ham; den Erik havde troet, at kærlighed var for evigt, og aldrig ville kunne slukkes af noget så trivielt som arbejde. At den aldrig ville kunne slukkes af, at Dagma ikke kunne blive gravid; den Erik havde troet, at de ville holde sammen igennem alle de storme, livet kastede imod dem. At når de sagde til døden os skiller, mente de deres faktiske død, og ikke bare deres ægteskabs død.

”Alex,” kaldte han, da han spottede ham, og Alex vendte sig mod ham med et kæmpe smil.


Der var noget over Alex. Der havde altid været noget over Alex. Og som ugerne gik, og det ene cafébesøg blev til det andet, og som deres hænder begyndte at glide mod hinanden og gribe hinanden, når de gik, blev han mere og mere sikker på, at julen måske endda var så mirakuløs som man sagde.

Da hans læber mødte Alexs for første gang, følte han sig lykkelig for første gang i årevis. Da han fortalte dette til Alex, blev han belønnet med endnu et kys, og den bedste nat i sit liv.

Det var den 12. december, og han var forelsket, så stormende og lynende forelsket, at han knap kunne kende sig selv.

”Jeg tror, jeg elsker dig, Alex,” og Alexs smil fik solen til at virke dæmpet i forhold til.

December, december, december, det var jul, og han virkede uovervindelig.

”Jeg elsker dig,” mumlede han d. 13. december om aftnen, mens han studerede Alexs sovende ansigt. I søvnen var han så rolig, så lille, så… elskelig.

”Jeg elsker dig,” gentog han og knugede Alex ind til sig.

Alex var dén for ham, det vidste han. Et eller andet sted, havde han vidst det siden begyndelsen. Nu var det nu. Det var Alex, han ville have. Det var Alex, han elskede så højt.

 

Og så gik det galt.

 

En klokke lød, en dør blev åbnet, og han kunne ikke lade være med at stirre, som hans ekskone trådte ind i kaffebaren. Kaffebaren, hvor han stod med armen om Alex, om sin kæreste. Kaffebaren, som han havde set som sit sikre paradis, hvor han aldrig skulle møde hende igen.

”Dagma,” og han lød åndeløs. Alex rynkede sine øjenbryn, og en lille, bekymret rynke dukkede op. Normalt ville han gøre, hvad han kunne for at rette den ud, men med sin ekskone for sine øjne, kunne han ikke tænke. Ikke ordentligt.

”Erik,” og hun lød ikke chokeret, hun lød ikke overrasket. Hun lød… sur, og han forstod ikke en tøddel. ”Dejligt at se dig.”

Hun løftede sin højre hånd, hvor deres vielsesring glimtede på hendes ringefinger.

 

At elske grønt

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...