amar en los colores

Det skete i de dage, at Gud lod en regnbue markere hans pagt med mennesket og symbolisere hans kærlighed til hans skabninger. Vi har derfor altid elsket i farver; vi har været på en lyserød sky, vi har set verden i et rosa-skær, vi har druknet i vores elskedes øjne. Farver og kærlighed er uadskillelige, og intet væver de to ting sammen mere end hjerternes fest| tolv kærlighedshistorier i regnbuens farver fordelt på fireogtyve dage. | deltager i julekonkurrencen, mulighed 4 (kærlighed)

6Likes
11Kommentarer
1232Visninger
AA

4. 3. december || Emma I

 

Amar turquesa

 

Det var ikke meningen. At de skulle finde sammen. Det havde aldrig stået i kortene. Det var nok det værste ved dem, det mest forunderlige ved dem, og det bedste ved dem. De var ikke skrevet i stjernerne, de var en gammel historie, de var nye og friske og gik imod enhver forventning til dem. Der var ikke noget, der sagde nej – den ene var ikke en prinsesse og den anden en tigger, den ene var ikke skolens helt og den anden skolens udskyd. På den anden side, var der heller ikke noget der sagde ja.

Måske var det derfor de fungerede.

Måske var det derfor, at de til sidst altid ville være på vej mod en ulykkelig slutning.

Sådan så omverden dem; som det uperfekte perfekte par, som enten var på vej mod storhed eller katastrofe. De ville enten kunne overleve alt sammen, eller så ville de slå hinanden ihjel. De var hverken eller, og det i stor stil. Hvor almindelige par enten gled fra hinanden, vidste alle med sikkerhed, at hvis de nogensinde skiltes ad, ville de forårsage en eksplosion, der ville blive talt om flere år ned ad vejen.

”Ella?”

De var ikke skabt for hinanden, men på den anden side, var de heller ikke skabt for en anden.

”Emma?”

Hun smilede, lagde en hånd mod den andens kind, optegnede hendes kindben, hendes kæbe.

”Det er jul.”

Ella lagde hovedet på skrå, et forvirret smil på sine læber, mens hendes øjne strejfede rundt i deres stue, som nærmest glimtede og glitrede af julepynt. ”Tænk, det havde jeg slet ikke opdaget.”

Emma rullede med øjnene og stak tungen ud af hende, hvilket blot fik hende til at le. ”Nej, Ella, det er fordi...”

Hun sagde ikke mere, og Ella sagde ikke mere, for de vidste begge to, hvor det var på vej hen. Det var på vej mod et emne, ingen af dem havde turdet at betræde endnu. Ukendt grund, ukendt fare, og, måske, ukendt lykke.

En dyb indånding. En, to, tre, en dyb indånding, mod, Emma. Mod, mod, mod, mod. ”Julen er hjerternes fest, ikke?” Ella studerede hende med sine lyse, lyse, lyseblå øjne, før hun nikkede bekræftende. Mod, Emma, mod. ”Og hjerternes fest fejrer man med sin familie, og-”

”Du vil have mig med hjem til din familie?”

Hun følte sit hjerte falde ned i hendes mave, tung som en sten. Den tyngede, den smertede. ”Altså, kun hvis du vil, selvfølgelig. Men det er fordi, Ella, min mor vil så gerne møde dig. Og min bror, Alexander, de vil begge så gerne møde dig.”

Det føltes som om hun havde løbet et maraton, hendes vejtrækning var så ujævn og forhastet, og Ella sagde ikke noget, og hun foretrak ikke en mine, og når hun var på den måde, kunne Emma aldrig overhovedet drømme om at prøve at læse hende. Hun var en mur, en maske, som ingen kunne bryde eller se bag.

Langsomt, og det var alt for langsomt til at være naturligt, og hun følte det som om hendes hjerte var i hendes hoved, bredte der sig et lille smil på Ellas læber, og hun tog en dyb indånding.

”Jo, selvfølgelig, ja,” hun nikkede, kort, nærmest for sig selv. ”Det er en rigtig god idé. Det er jul, det har du ret i, jul, jul, glade jul. Selvfølgelig.”

Hun lagde hovedet på skrå. ”Ella, jeg elsker dig, du behøver ikke hvis du ikke vil.”

Ella viftede hendes bemærkning væk med et slag med hånden, et mere ægte smil på hendes læber, og hendes øjne funklede, og hun følte en rolighed begynde at sprede sig i sin krop. ”Ems, hvis du vil have mig med, vil jeg gerne med.”

Det var ikke fordi hun ikke stolede på Ella, for Ella var den person, hun elskede allermest udover hendes mor og bror, men hun vidste også, at de fandt sammen bag deres kæresters rygge. De var ikke ærlige mennesker, de var løgnere og snydere, men de havde fundet lykke i hinanden, og det var indtil videre nok. Men hun vidste, at hun ikke havde sagt noget til Tobias om at deres forhold var på vej mod afgrunden, før hun fandt sig selv blive ført hjem af Ella, i stedet for hendes daværende kæreste.

Hvis hun ikke havde sagt noget der, ville hun sige noget til Ella, hvis hun følte, at deres forhold var på vej mod en tidlig død? Ville Ella sige noget til hende, hvis hun følte, at hun pressede for meget på, før hun gik ud i byen og fandt en ny pige eller dreng at tilbringe natten med, måske endda starte et nyt forhold til?

Tobias, som den kærlige og fantastiske dreng han altid havde været, havde advaret hende; en gang utro, altid utro. Selvom de ikke var utro, ville de aldrig kunne slippe, at det var sådan de var begyndt. De var bygget på utroskab, og det gjorde hele deres forhold til en vakkelvorn bro. De kunne enten vælge at trodse alle komplikationer og konsekvenser, de ville møde på deres vej, og krydse broen fuldt ud. Eller de kunne vende om, hoppe over bord, få hele broen til at styrte mod klipperne nedenunder.

Hun havde ikke lyttet. Det var vel også kærlighed; ikke at lytte til kritikere.

Af denne grund, pressede hun på. ”Er du sikker?"

Ella skar ansigt. ”Ja, har jeg jo sagt. Du tror ikke på mig? Jeg vil elske at møde mor Inge og Alexander.”

Hun nikkede stumt, før hun tog fat i sin computer igen.

”Forresten, Alexander tager vist også én med,” sagde hun kort tid efter, da hun kørte forbi et billede af sin bror på Facebook.

Ella kiggede op fra sin bog med et interesseret udtryk. ”Dejligt for ham. Hvor har han mødt dem?”

Emma bed sig i læben, mens hun prøvede at huske, hvor, ja, hvor hendes bror havde mødt hans nye flirt. ”Hæren, tror jeg. Eller, ikke hæren – han vil dræbe mig, hvis jeg kalder det hæren – men flyvevåbnet.”

Hun lo, og Emma følte en varm følelse sprede sig igennem hendes krop.

Måske var hun på uretfærdigt paranoid.

”Jeg kan godt huske det fra Elias,” og Emma stivnede, bare lidt – ikke meget, og hun tvang hurtigt sig selv til bare at slappe af. ”Man må bare ikke kalde det ene for det andet, så bliver de tøsefornærmede, vores stærke soldater.”

Emma sendte hende et tavst smil og nikkede, mens hun prøvede at få sit paniske indre til at slappe af. Det var en benævnelse af hendes kærestes ekskæreste; hun havde også været venner med Elias, indtil det hele slap ud. Det var ikke noget vigtigt. Ella og Elias havde været sammen i 5 år, og de havde været et par siden efterskolen. De havde betydet så uendeligt meget for hinanden, og sådan var det. Det var ikke noget, hun skulle gøre til et problem, eller blive jaloux over. Emma havde været der for Ella i en tid, hvor Elias var væk, hvor han var i Afghanistan og sætte sit liv på spild for sit land. Hun havde været der for Ella gennem savnet, gennem de sidste eksaminer før hun fik sin bachelor.

Elias havde været der for Ella, havde gået igennem meget med hende. De var vokset op sammen, mens Emma ville se Ella rigtigt finde sig selv. Der var ingen grund til, at hun skulle blive panikslagen over at høre hans navn; han var en vigtig person for Ella, men mere betød det ikke. Mere ville det aldrig komme til at betyde. Det ville hun personligt sørge for. Hun ville være nok for Ella.

Så derfor tog hun sig sammen, nu skulle der sættes punktum. Ingen grund til, at de skulle snige rundt mere. ”Hvordan har han det egentlig?”

Ellas hoved fløj op, og hun drejede lige så uskyldigt hovedet over mod hende, med et åbent ansigtsudtryk.

”Hvorfor spørger du om det?”, og som hun skulle til at svare, var det som om at Ella konstaterede noget for sig selv, for hun rystede bare på hovedet og nikkede så. ”Lige meget, han har det godt. Han er vist sammen med en ny, en pige fra Oslo – Sofia.”

Et ægte, varmt smil spredte sig ubevidst på hendes læber, og hun nikkede. ”Det er jeg glad for at høre.”

Og det var hun. Hvad Ella og hende havde gjort var ikke i orden, var ikke fair, og hun var uendeligt glad for at høre, at han ikke havde følt tillidsbruddet som et tegn på, at ingen ville have ham. Ikke som Tobias havde gjort.

Ella spidsede læberne, før hun sendte et kort smil hen mod hende. ”Hvad med Tobias?”

En kold følelse spredte sig i hendes krop, og hun smilede kort tilbage. ”Aner det ikke. Vi har ikke kontakt.”

Ella nikkede, før hun vendte opmærksomheden mod sin bog igen.

 

Kærlighed var en forunderlig ting, når man tænkte over det. Enten holdt den for evigt, eller også brast den pludseligt. Enten var den lykkelig eller ulykkelig. Enten var den pludselig eller løbende. Enten var den sund eller manipulerende. Enten var den en af de førnævnte yderpunkter eller også lå den imellem. Kærlighed var forunderlig, bevægende, udviklende, og den var anderledes for alle.

”Ella!”, råbte hun ud igennem badeforhænget, prøvede at overdøve musikken, ”Ella!”

Der var stilhed udover musikken og det løbende vand et par sekunder, før matte fodtrin bevægede sig mod badeværelset ude på gangen, og den knirkende dør blev åbnet.

”Hvad så?”

Hun kiggede ud gennem forhænget med et glitrende smil og rakte en våd hånd ud mod hendes kæreste. ”Jeg havde bare lige brug for et kys.”

Ella stirrede på hende i et øjeblik, før hun brast ud i latter og rakte ud mod hende med glæde dansende i øjnene. ”Du er skør.” Og pressede hendes læber mod Emmas i et blødt kys, før hun trak væk med et grin. ”Puh, du er våd, skat. Skulle jeg hente noget til dig?”

Det tog et stykke tid, før Emma fik blinket sig tilbage til virkeligheden, og lidt længere tid, før hun helt huskede, hvad hun egentlig kaldte på Ella for. ”Åh ja, det er rigtigt. Vil du hente min barberskum inden på min kommode?”

Ella sendte hende et løftet øjenbryn, før hun dansede ud mod gangen, for at vende tilbage efter et minut med barberskummen og et håndklæde viklet om sin nu… ja, nøgne krop. Emma kunne ikke holde sin latter inde, før hun rakte ud mod den anden igen.

”Kom her, min skat,” og Ella svarede igen med at vikle armene om Emmas hals og pressede sine læber mod hendes.

”Med fornøjelse.”

 

”Hej mor,” smilede hun, mens hun satte sig til rette på sofaen. Ella sendte hende et hurtigt smil, før hun hurtigt forlod rummet, Emma sendte en løftet tommelfinger efter hende. God stil.

Hej søde skat,” lød hendes mors lidt metalliske stemme, men det var hendes mors stemme, og det bragte altid et smil på hendes læber og savnet til at blomstre i hendes bryst. ”Hvordan har du det? Nyder I julen?

Hun tog en dyb indånding, før hun rystede på hovedet af sin dumhed. Ella havde sagt ja, og det var hendes mor, for Guds skyld. ”Ja, vi har det begge perfekt, tusind tak. Og det er faktisk lige det, jeg ville tale med dig om. Ella vil rigtig gerne møde jer, altså dig og Alexander, til julefrokosten d. 15.”

Hun kunne høre glæden i hendes mors stemme, da hun svarede, og en følelse af ømhed og kærlighed varmede hende der, hvor savnet havde gjort så forfærdeligt ondt. ”Åh hvor dejligt at høre! Det gør mig så glad, Emma, på dine vegne. Jeg ved jo, hvor nervøs du var, om hun nu gad. Det bliver en fantastisk dag, for Alexander har også meldt tilbage og har sagt, at han også meget gerne vil have et lille vedhæng med.

Hun lagde hovedet på skrå, ”hvordan har han det?”

Alexander? Åh, du ved, hvordan han er. Lidt af hvert, men han virker lykkeligere, og du ved jo, hvor meget det letter om hjertet, når dem tættest på en har det bedre. Især ens søn.” Hendes mor lød om muligt endnu lykkeligere, og det lettede, det gjorde det, at høre, at hendes brors mareridt ikke var så voldsomme mere, og at han smilede mere.

”Kan du sige noget om hans mystiske ven?”, spurgte hun med skamløst skadefryd.

Emma, Emma, Emma, du kender min politik fra dig selv af,” tskede hendes mor af hende, og hun sukkede. ”Jeg siger ikke et ord om nogen, før I selv har introduceret dem til familien.

Hun nikkede, det havde hjulpet hende så meget at vide, at hendes mor ikke ville sige noget til hendes bror. Både om bruddet med Tobias, og om Ella, og den tilhørende historie. Ikke at hendes mor ville kunne sige meget, for hun kendte ikke selv den rigtige historie. Det var en skamfuld plet på hendes livshistorie, og den ville aldrig deles med hendes familie; så meget som hun elskede dem og de elskede hende, kunne hun ikke dele sådan noget med dem. Det ville ændre deres syn på hende alt for voldsomt.

Det var hendes lille hemmelighed, kunne man sige.

”Du er en darling, mor,” svarede hun, ”hvornår kommer Alex hjem? Jeg kunne godt tænke mig lige at snakke med ham.”

Hendes mor kluklo, noget hun ærlig talt aldrig havde hørt hendes mor gøre før. ”Han flyttede ud for en måned siden, min skat. Da Ella og dig var på Fiji.

Hun måbede. ”Gud, hvem bor han med?”

En kort pause. ”Han bor alene, men jeg tror, de har planer om at flytte sammen, hvis jeg hørte rigtigt sidste gang.

”Gud, hvor skal jeg da lige ringe til Alex, medmindre han stadig nægter at have en telefon?”

Hendes mor fnøs, og det var alt, hvad hun havde brug for at vide. ”Ja, selvfølgelig, nægter han at slutte sig til os andre her i det 21. århundrede. Du kender din bror.

Hun lo. ”Men i det mindste er du godt med, mor. Så kan du introducere ham.”

Vi må lige se den 15.,” samtykkede hendes mor, ”men ja, Emma, jeg er så glad for, at Ella kommer med den 15. Jeg glæder mig meget til at se jer, men jeg er simpelthen nødt til at løbe, min egen. Elsker dig.

”Jeg elsker også dig,” svarede hun med et smil, ”kys, kys.”

Kys, kys.”

Hun tog telefonen fra øret, da klartonen begyndte, som tegn på, at hendes mor havde lagt på. Hendes øjne flakkede mod byen, den lyse silhuet mod den mørke nattehimmel, hendes hånd som eneste støtte for hagen.

”Fik du snakket med hende?”

Uden at tage øjnene fra himlen, nikkede hun. ”Ja, hun glæder sig så meget til at møde dig. Du skulle høre hende.” Hun kiggede endelig væk fra vinduet og over mod Ella. ”Det gjorde hende så glad at vide, at du kom.”

Ellas smil blev anstrengt, og hun kunne mærke, hvordan hendes hjerte fald til hendes tæer. Ellas stemme var ængstelig, som om hun var bange for, hvordan Emma ville reagere. ”Joh, altså, jeg har tænkt. Emma, er det ikke for tidligt?”

Man siger, at en masse dråber kan falde i det glas, der et forhold, før noget går galt, før nogen skal stå til ansvar, men som alle ved er et glas kun et glas, og det varer ikke evigt. På et tidspunkt, og det tidspunkt kommer oftere før end senere, flyder det over, og så går helvede amok.

De var balancen mellem positiv og negativ, og hvis der kommer overtal i den ene side, går det hele galt. Det hele løber af sporet.

”Hvad fanden mener du med, at det er for tidligt? Det er en middag, Ella! En fucking middag med min fucking familie, som glæder sig til at se dig, møde dig!” Der var sjældent nogle grænser, når hun rigtig blev sur. Og hun var rasende. ”For tidligt ville være før Fiji, men Fiji er lang tid siden. Vi er et par, et rigtigt fucking forelsket par, og par møder hinandens forældre. Jeg vil have du skal møde min mor, ellers kan du skride ud af min lejlighed!”

En vis mand sagde engang, at man aldrig skulle opstille ultimatumer, når man var sur. Måske skulle hun have husket det.

Noteret til næste gang, kunne hun i morgen bittert tænke. Men det var i morgen. I dag gik alt galt.

Ellas øjne flammede af den samme raseri, hun følte brusede igennem sit blod. ”Du vil ødelægge alt, fordi jeg ikke vil med til en fucking julefrokost? Det er det mest latterlige, du har sagt indtil nu, og der har været en helt masse fucking eksempler!”

Hvor er det fucking typisk dig at komme med sådan noget pis, når det virkelig gælder!”, skreg hun tilbage, ”jeg er så ligeglad med om jeg er latterlig, at det er helt dumt, Ella. Du tager med d. 15, eller så er vi fucking færdige!”

”Så du skal også til at bestemme, hvad jeg skal gøre?”, råbte Ella tilbage med en stemme, der var skinger af raseri, og… hvad der kunne minde om gråd, ”ved du, hvorfor jeg begyndte at kneppe dig? Fordi Elias også ville bestemme alt i mit liv! Jeg møder ikke jeres forældre, jeg har lyst til at være en del af jeres fucking familier, så fat det dog!"

Uden et andet ord, uden at kigge tilbage, uden at lytte til Emmas chokerede ’hvad?’, vendte Ella om på sin hæl og marcherede ud af lejligheden. Emma stod stadig tilbage i et stadie af chok, da hun hørte døren smække.

En tom følelse spredte sig i hendes krop, og hun sank ned mod gulvet, ned på knæ, hendes hænder foldet op under hende, hendes ansigt forvredet i et desperat forsøg på at holde tårerne inde. Hendes ånde kom ud i hikstende bevægelser, og hun lænede sig så meget ned mod gulvet som hun kunne, hun rørte næsten trægulvet med panden.

”Fuck, fuck, fuck,” panikken ulmede under alt gråden, og hun vidste, at hvis hun gav efter for gråden, ville det gå helt galt.

Fuck, fuck, fuck, hvad fuck var det, hun havde sagt? Hun havde begået præcis den samme fejl, som Elias havde begået? Var hun nu på vej ud for at finde en eller anden person, som hun kunne forføre, få til at forelske sig i hende, for bare at forlade, når det blev alvorligt?

Hun kunne ikke holde op med at ryste, hele hendes krop rystede så voldsomt, og hendes indre rystede, og gråden pressede på, og det gjorde så ondt. Det var som at blive slået i maven, få en dolk i ryggen, få en lussing, og hun kunne ikke få vejret. Det gjorde nærmest ondt at trække vejret. Hun følte sig forrådt, og så dum, og så billig som hun aldrig før havde gjort før.

”Fuck dig, Elisa!”, skreg hun, før hun endelig gave efter for den voksende trang til at græde. Hun faldt helt sammen, lod gråden og panikken tage over, før hun rullede om på siden og krøb sammen i fosterstilling på det kolde gulv.

Fuck, fuck, fuck. Hvad fanden skulle hun gøre? Hun kunne ikke ringe til sin mor, hun havde jo lige ringet. Og hendes mor havde hørt så meget om hendes bror, han havde haft så meget brug for støtte og omsorg, og hun vidste, at hendes mor var træt. Hun kunne ikke byde hende mere.

Lige nu, lige nu, var det fint bare at blive liggende. Der var ikke noget imod bare at… ligge, slappe af, tænke det hele over.

”Fuck, Alex,” hviskede hun med hæs stemme, ”jeg har virkelig brug for dig.”

 

At elske turkis

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...