amar en los colores

Det skete i de dage, at Gud lod en regnbue markere hans pagt med mennesket og symbolisere hans kærlighed til hans skabninger. Vi har derfor altid elsket i farver; vi har været på en lyserød sky, vi har set verden i et rosa-skær, vi har druknet i vores elskedes øjne. Farver og kærlighed er uadskillelige, og intet væver de to ting sammen mere end hjerternes fest| tolv kærlighedshistorier i regnbuens farver fordelt på fireogtyve dage. | deltager i julekonkurrencen, mulighed 4 (kærlighed)

6Likes
11Kommentarer
1224Visninger
AA

2. 1. december || Frederikke I

Amar azul

 

Hendes mor havde advaret hende, da hun og Andreas faldt sammen, at en mand med sådan et job kunne ville lede til, at hun sad alene tilbage. Hun havde troet – hun havde været så dum, så dum at tro, at hendes mor mente, at Andreas ville forlade hende til fordel for en anden; og det vidste hun, at han aldrig ville. Han elskede hende, hun elskede ham, og han elskede deres ufødte søn, og hun elskede deres ufødte søn. De var en familie, de var ved at få et barn. Han ville ikke forlade hende. Hun vidste det så sikkert og vist, som hun vidste, at solen stod op i øst og gik ned i vest. Nogle ting, vidste hun, kunne ikke diskuteres, kunne ikke laves om; de var som hugget i sten. Deres kærlighed til hinanden var en af dem.

Hvad hun havde været så dum og ikke tænke på, at det ikke kun var deres kærlighed der bestemte her til lands. Når Andreas’ arbejde sagde ”rejs til USA og efterlad din gravide kæreste,”, pakkede Andreas sin kuffert, kyssede hende farvel og rejste til USA på ubestemt tid – og efterlod hende, den gravide kæreste. Den gravide kæreste der skulle finde ud af at betale regninger, passe sine studier og passe arbejdet i føtex kundeservice. Hun vidste, at Andreas elskede hende, men det kunne ikke ændre ved, at hun sad alene tilbage med alt, mens han sad i USA; en halv verden væk, et helt liv væk føltes det som alting bare blev en højere og højere stak af pligter og stress.

 

Det er sikkert og vist, at julen er en smuk tid. Og intet smukkere sted findes, end det århusianske Strøg ved juletid. De tusinder af julelys der hænger foroven, som en sølle kopi af, men også en smuk påmindelse om, de ægte stjerner der skinner i himlen. De er der, men de ses aldrig i storbyens midte; ved jul, når man går ned ad Strøget, husker man dem. Hun spekulerede ofte, som hun lå i deres lille loftslejlighed, når hun kiggede ud på nattehimlen, på de stjerner hun vidste var der men ikke kunne se, om Andreas nogensinde så på de samme stjerner som hun gjorde.

”Ved du, hvornår han kommer hjem?”

Hun fjernede blikket fra de mange lys, over mod Stefan, og rystede på hovedet. ”Han er i Los Angeles nu, til en sidste konference. De ved ikke, hvornår de kan komme hjem. Ikke med askeskyen.”

En kold vind fik hende til at lukke jakken tættere om sig, og, nærmest ubevidst, lod hun den ene hånd falde på den bulende mave.

Stefan klikkede med tungen, et hånligt smil bredte sig på læberne mens han rystede på hovedet, ”så, lad mig lige forstå det her, Ella-”

”Hold nu-”

”Han gør dig, en 22-årig studerende, gravid, og så smutter han til USA for at nyde livet, og han ved ikke engang om han kan nå hjem til termin. Er det, hvad du siger?”

Hun tog en dyb indånding og rettede blikket atter mod de mange, gullige lys. De varmede, på en måde. ”Ja. Ja, det er er, hvad jeg siger. Men det var jo ikke fordi-”

”Hvad? At han faktisk ville tage ansvar for, hvad hans sæd har gjort”

”Stefan, du er min bror, og jeg elsker dig, men hvis du ikke snart holder mund, så tager jeg hjem.” Hun kiggede ikke engang på ham igen, før hun satte i et så raskt trav som hun kunne – rygsmerterne begyndte for en uge siden, og Andreas havde tilbudt at betale for en massør, det havde han, men det var ikke det samme, og det gjorde nærmest ondt så meget hun ønskede han bare ville komme hjem. Komme hjem til deres lejlighed, der trods julepynt og spædbarnslegetøj syntes så kold og uvelkommen, som noget kunne være.

”Frede,” kaldte hendes bror efter hende, og med knejset nakke, ignorerede hun ham. ”Frede, Frede, for fanden, lad nu være. Jeg skal nok holde mund, jeg lover det.” Han løb op på siden af hende, og hun stirrede på ham. Langsomt blev han mere og mere sløret, og det var ikke før hun begyndte at blinke, og en tåre trillede ned ad hendes kind, at hun kunne mærke hulkene presse på.

”For fanden, Stefan, det er jo ikke fordi jeg ikke savner ham,” og hvad end hun havde ønsket at sige efter, druknede i hendes brors jakke, som han holdt hende tæt.

”Lad os få dig hjem, ikke? Vi drikker en kop te, brænder den første dag på kalenderlyset, og du ringer til Andreas. Vi skal nok få ham hjem.” Hun nikkede, stum af gråd.

 

Lejligheden så forfærdelig ud; hun vidste det, han vidste det, og hun vidste, at han vidste, at hun vidste det. Men hun sagde ingenting, og han sagde ingenting, selvom det var tydeligt, at det var et yderst korrekt billede af, hvordan hun havde det.

”Bare lad som om du er hjemme,” og det var den mest forfærdelige ting at sige, for Stefan havde styr på sit liv. Han havde Signe, og de var begge snart færdige med deres kandidat, og de havde ikke noget barn på vej, og en af dem var ikke på den anden side af Jorden – havde ikke været det de sidste 4 måneder af graviditeten. Hendes bror havde syr på sit liv, og hun var ved at ødelægge sit så forfærdeligt.

Og hun havde ikke engang en at dele det med. Han levede livet i USA.

”Skal jeg bare lave te?”, råbte hun ud til ham fra køkkenet, ”eller er du og Signe i gang med jeres månedlige kaffe-eksperiment?”

En høj latter ude fra gangen fik hende til at smile, mens hun satte vandet over. Vasken var ved at flyde over af opvask – beskidte tallerkner, beskidte skåle, beskidt bestik, beskidte glas, beskidte krus – og hun vidste, at stuen så endnu værre ud. Mest af alt, havde hun bare lyst til at bede ham om at tage hjem, så hun kunne prøve og tage sig sammen til at ringe til deres forældre og forklare dem, at hun sikkert ikke ville have nogen ved sin side, når Andreas og hendes dreng meldte sin ankomst.

”Frede, du ved, du kan bare bede om hjælp, ikke? Hvis du har brug for selskab nogle aftner, vil hjem til os, du skal bare sige til. Det ved du, ikke?”

Hun tog elkedlen og hældte det over i to kopper, før hun ledte i skabene efter to Earl Grey-breve. Efter de var blevet sat i, vendte hun sig om mod Stefan og sendte ham et stort smil.

”Ja, det ved jeg, det ved jeg,” og så var det som om det hele brast for hende, for hun var nødt til at sætte kopperne på bordet igen og løbe over til ham. Hun trykkede sig så meget ind til ham, som hun turde. ”Tak, tak, tak.”

Han lo lavmælt, før han aede hende på ryggen. ”Selvfølgelig, lille søs. Det skal du da aldrig tvivle på. Vi er her for dig. Også efter julen.”

Hun følte, til sin store overraskelse, en latter presse på, og hun lod den slippe ud, før hun vendte tilbage til sin kop te. ”Og her som jeg troede du kun elskede mig, fordi Jesus snart har fødselsdag.

Han rakte ud efter sin kop te, og hun gav den til ham. ”Faktisk har han fødselsdag i sommeren, mener man. Men ellers, perfekt observation.”

Hun lo igen, ”du er simpelthen sådan en nar.”

”Du sårer mig, søs,” hviskede han teatralsk, som han lagde en hånd på sit bryst.

”Åh, tag dig sammen,” svarede hun, mens hun fandt mælken frem til dem.

De bevægede sig ikke fra køkkenet, de talte ikke om Andreas, de talte ikke om barnet; de talte om ham, de talte om hendes studie, de talte om jul, de talte om deres forældre. Deres familie havde altid været gode til at feje problemer under gulvtæppet og undgå at tale om de mest presserende emner. Det var en bivirkning af at have mistet deres far, da han var 12, og hun var 8, til kræft. Efter det, er det blot en naturlighed at ignorere de åbenlyse samtaleemner.

 

Hallo?”, lød det, da telefonen i den anden ende endelig blev taget.

Andreas!”, udbrød hun, med grødet stemme og det hele. At høre hans stemme igennem de sidste måneder havde altid bragt hende til tårer og gråd, og især her så tæt på termin, og på jul.

”Frede, hej,” og hans stemme var blød, glad, og ligeså følsom som hendes, og hun holdt puden tættere ind til sig. Hun kunne ikke undgå at lade tårerne løbe. ”Hvordan har du det?”

Hun tog en dyb indånding, fugtede sine læber. ”Jeg savner dig, jeg savner dig så forfærdeligt, men jeg har det godt. Vi har det godt, begge to.”

Hun kunne høre en latter og et rystende åndedræt i den anden ende. ”Jeg savner også dig, det har været alt for længe. Alt, alt, alt for længe. Og de gør, hvad de kan for at få mig hjem. De forstår selvfølgelig godt, hvor meget jeg vil være ved dig. De tænker på et fly ned til Paris, og så tog til Århus. Så er jeg der om fem dage, kan du klare dig til fem dage? Fem dage er alt, jeg beder om, Frede, så skal jeg nok være hjemme.”

Hun kunne ikke holde gråden inde længere, og hun prøvede desperat at få ordene ud gennem hendes hiksten. ”Mener du det?”

”Hvis bare dig og Elliott kan vente til om fem dage, så er jeg hjemme.”

De tror, du har efterladt mig,” og det var kun fordi hun havde hørt på det i fire måneder og ikke kunne holde Andreas ind til sig, at hun sagde det, og det var kun fordi hun var gravid, at hun græd så voldsomt. Hun kunne ikke kende sig selv, og hver gang, hun talte med Andreas, var hun så uendeligt bange for, at han heller ikke kunne genkende hende. At han ville stoppe med at elske den pige hjemme i Danmark, han ikke længere kan genkende som sin egen, som den pige han lod blive tilbage for så lang tid siden.

Der er en pause, og hun kan høre ham trække vejret dybt, og hun ved, at det er uretfærdigt at sætte ham sådan på pinden, uden advarsel.

Nu skal du høre, og du skal høre godt efter, Frederikke, for jeg ved ikke, hvor godt jeg kan gentage det,” endnu en dyb indånding, hvor hun kan mærke, hvor kraftigt han er ved at tage tilløb. ”Jeg elsker dig, jeg elsker vores liv, jeg elsker vores Elliott, jeg elsker vores fremtid, jeg elsker dig. Jeg er fanget herovre i USA, har været det i alt for lang tid til hvad jeg kan byde dig, men jeg kommer snart hjem, og jeg lover, jeg vil gøre hvad jeg kan for aldrig at forlade dig igen. Ikke uden at tage dig med i hvert fald. Jeg elsker dig, Frederikke, og jeg lover dig, at jeg vil prøve at bevise det, når jeg kommer hjem. Om fem dage. Fem dage, så er jeg ved jer.”

”Jeg elsker dig, jeg elsker dig så højt,” hviskede hun grådkvalt med hjertet oppe i halsen, ”jeg savner dig, vi savner dig, så kom hjem. Kom hjem til mig, din søn, til jul.”

”Jeg er lige rundt om hjørnet nu, Frede, det lover jeg. Jeg elsker dig.”

Hun kunne mærke Elliott – et navn, der først nu, hvor Andreas’ hjemkomst var indenfor rækkevidde syntes at passe deres søn – bevæge sig i hendes mave, og hun holdt hånden på den, for at få ham til at slappe af. ”Ikke nu, Elli, jeg skal til at sove.

Bevæger han sig?”, og glæden i Andreas’ stemme var ved at få hende til at græde. Snart, snart, snart, snart, ville de være en rigtig familie.

”Ja, din søn glæder sig til at møde sin far.”

”Bed ham om at vente fem dage! Fem dage, og så kan han møde mig alt, hvad han vil.”

Hun grinede, ”han går ingen vegne, Andreas. Din stemme gør ham bare så glad.”

”Vi ses om fem dage, fem dage.”

”Fem dage,” gentog hun, og hun følte sig så let som hun aldrig nogensinde før havde gjort.

Fem dage, og hun behøvede ikke at elske og savne på samme tid.

 

At elske blåt

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...