Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3804Visninger
AA

7. 7. December

Jeg var usikker på hvad der skete med mig i går. Efter at have snakket med Olivia, var det som om alting i mig lettede, og mit brændende ønske for at forgå forsvandt. Jeg tænkte på det hele natten. Hvorfor dog? Hun var intet andet end en lille prik set fra det store perspektiv. Intet andet menneske havde irriteret mig ligeså meget. Nu var en ny dag kommet til, og jeg kunne ikke tænke på andet end at jeg skulle drille hende med kun at fortælle en ultrakort bid af min hospitalshistorie, og hvor skuffet hun ville blive, når hun fandt ud af, at der ikke var mere over den end to døde mennesker – den ene udenpå, den anden indeni. Jeg trak forhænget fra, for at se hende sove. Det korte gyldne hår svømmede rundt i hendes skrøbelige ansigt, og for en stund betragtede jeg hendes lukkede øjne. De var ganske kønne.  Da gik det op for mig. I én bevægelse trak jeg forskrækket forhænget for igen og torturerede mine tanker.

”Hvad fuck har du gang i?”, spurgte jeg mig selv. For hvad fuck i helvede havde jeg gang i? Om få dage ville jeg springe, og så var jeg begyndt at kunne lide en pige? Det kunne jeg ikke tilbyde ham. Han ville sikkert give mig en lammer, hvis stadig han var her. Jeg måtte af sted, før det gik galt. Brækkede ben og knuste organer ville ikke stoppe mig fra at ødelægge mit hjertes forvirrede intentioner. Jeg måtte tage af sted. Nu.

Jeg rejste mig i voldsom, men værdig smerte, og kravlede ud af vinduet. Der var ikke langt ned, for sæt patienterne ville få gode idéer, og springe ud? De sku’ bare vide. Da mine fødder ramte jorden, begyndte jeg at løbe. Jeg løb så mine ben var ved at falde af. Det kunne jo være lige meget, hvor meget jeg skadede mine ben, når de alligevel ville ligge i en kiste om tre-fire dage. Jeg løb forbi storbylarmen, og opdagede længere fremme en togbane. Jeg løb pinefuldt, men fri på de åbne skinner. Da kunne mine ben ikke mere, og jeg væltede hårdt omkuld. Alt stod stille.  ”Jeg er heldig”, tænkte jeg, ”Nu kan jeg slappe af indtil et tog rammer mig, og jeg omkommer som han”. Den sidste tanke slog mig. Det var ikke sådan her det skulle ende. Det havde aldrig været planen, heller ikke før jeg mødte Olivia. Jeg ville ikke dø endnu. Mine forhastede beslutninger tog altid fejl, hvorfor lyttede jeg aldrig til mit hjerte? Men det kunne i bund og grund også være ligegyldigt, for på skinnerne lå jeg, hvor ingen mand kunne se så meget som en hårtot af mig. Sådan var det vel. Det var to dage til forskel. Hvorfor betød de to dage så meget for mig, når intet andet gjorde? Jeg skød skylden på Olivia, og begyndte at skrige af mine lungers fulde kraft. Jeg bandede og svovlede, kastede skældsord efter hende og mig, men gav til sidst op. Ingen kunne høre mig.  Det var måske egentlig også bedst sådan. Alle i denne verden kunne ikke være mere ligeglad med mig eller nogen andre, for livet handlede ikke om andre end én selv. Mine problemer var mine, andres var deres. Vores handlinger var baseret på egne egoistiske tanker, og jeg var helt og aldeles forelsket i Olivia. Gud, hvor var hun bare smuk. Jeg kom i tanke om hendes dansende blå øjne, der altid var klar på vals. Jeg havde kendt hende i seks dage, måske mine sidste, og alligevel havde hun fyldt mere i mig end nogen nogensinde havde formået. Jeg huskede tilbage på den første gang jeg så hende. Før hendes diagnose. Tumlede rundt nede på gulvet foran mig. Jeg havde fandeme aldrig hadet nogen mere end lige netop dér.  Nej, jeg kunne ikke være forelsket i hende. Hun var forfærdelig. Men alligevel var hun det sidste jeg tænkte på inden togets horn kunne høres i det fjerne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...