Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3793Visninger
AA

6. 6. December

Som morgendagen lod sit ansigt komme til syne, smilte jeg til tv’et på væggen. Hvorfor jeg gjorde det, kunne der være mange grunde til, men i virkeligheden var det den mest simple grund, der fik mig til det. Det var en ny dag. Jeg var i live. Selvom de hvide vægge fik mig til at føle mig så ubeskriveligt lille, var der alligevel en grund til at smile og være glad. For jeg var glad. Det var utroligt og helt uventet. Jeg havde aldrig set lysere på verden, også selvom jeg nu ikke kunne gå. Men tale, var jeg ret sikker på jeg stadig kunne.

”Godmorgen!”, sagde jeg for at teste. Jo, tale kunne jeg. Jeg kunne høre Sten stønne utilfreds, og det fik mig til at smile endnu mere.

”Hvad så prinsesse? Hvordan har du det i dag?”, klukkede jeg, og lagde mig godt til rette. Snart ville lægerne fodre os med morgenmad, og derefter ville jeg få det bedste af det hele - Stens historie. Jeg glædede mig som et lille barn.

”Jeg har det som man har det”, svarede han, og der fandtes ikke et mere passende svar. I hvert fald ikke når det kom fra ham. Har det som man har det, det kunne tolkes på mange måder, og af den grund ikke nødvendigvis negativt. Måske var han på randen til at se alt som noget smukt, og ikke noget som skulle overstås. Måske?

”Er du klar til at fortælle din ordentlig syge historie, med zombier og rumvæsner, der overtager jorden?”, spurgte jeg drilsk. Han sagde ikke noget, og jeg gik ud fra, at han havde sit sædvanlige forvirrede udtryk plantet i ansigtet.

”Zombier?”, mumlede han spørgende.

”Jah, du ved… jeg forventer lidt action, når nu jeg har ventet to dage på den”, svarede jeg, og Sten sukkede.

”Vil du virkelig høre den nu?”, spurgte han opgivende.

”Ja! Eller… efter morgenmaden. Du kan ikke slippe udenom nu, jeg har det optaget”

”Okay…”, sagde han, og jeg lo af lykke. I samme øjeblik, traskede lægerne ind med den kedeligste, dog mest mættende morgenmad jeg længe havde fået. ”Hellere kedelig end at sulte”, tænkte jeg.

Som vi spiste opdagede jeg, at Sten smaskede helt forfærdeligt, og jeg blev en smule fornøjet af tanken om, at jeg også kunne blive irriteret af ham, når nu hvert ord jeg sagde til ham, fungerede som én stor irritabel bombe.

”Jeg kan godt fortælle den nu…”, sagde han tøvende, og jeg slugte lynhurtigt min halvtørre havregryn for at svare.

”Ja? Ud med det!”

”Du skal vide, at altså ikke er en ”grineren” historie, men nærmere en tragedie”, sagde han med et snert af alvorlighed i stemmen. Jeg trak forhænget fra, og svarede, at det forstod jeg godt.

”Okay… det skete for et par uger siden. Min bedste ven Vilhelm havde lige fået sit kørekort. På andet forsøg, men hvad fanden. Han havde fødselsdag d. 22., som var den mest røvkedelige onsdag i hele måneden, så vi besluttede os for at pjække lidt fra gymnasiet. Fire blokke? Glem det!”, sagde han. Jeg nikkede.

”Hvad gjorde I så? Kørte til fødselsdag hos hans mormor?”, spurgte jeg i sjov. Sten vendte øjne.

”Ja, Olivia, det var lige netop dét to unge mænd, med lidt for meget alkohol i blodet tænkte”, svarede han sarkastisk. Alkohol? Han havde ikke nævnt alkohol før, men jeg valgte at lade den glippe.  

”Ved du hvad? Jeg tror vi stopper for i dag”, sagde han koldt.

”Hvad?!”, spurgte jeg panikken. Det kunne han ikke mene.

”Se på det som en slags julekalender. Du får en lide bid af historien for hver dag”, smilte han på den mest lurede måde, og jeg slog mig selv let i panden.

”Mener du det? Helt alvorligt?”, spurgte jeg i håb om, at det var en af hans lettere onde jokes.

”Selvfølgelig gør jeg det. Julen handler om at glæde sig, gør den ikke. ”Juleglæde”, har jeg ladet mig høre. Hvad siger du?”, spurgte han neutralt, og jeg rynkede let på næsen. Han havde i bund og grund ret, også selvom jeg inderligt ville ønske, at han ikke havde.

”Okay… men det har bare at være bedre end ”fødselsdag hos mormor”, ellers skylder du mig hele historien uden pauser.”, svarede jeg skuffet.

”Fødselsdag hos mormor? Det var dig der bragte det op! Desuden bliver den ikke bedre, men værre. Meget værre. Hav tålmodighed, pigebarn. Måske er det faktisk din tur til at fortælle din historie”, svarede han, og vendte øjnene over mod mig.

”Det er jeg ret sikker på, at jeg allerede har fortalt. Men hvis du vil kende den, må du fortælle mig din først. Undskyld, men sådan er reglerne”, sagde jeg, og lukkede øjnene i. Han var helt forfærdelig. Der måtte ligge noget bag den ondskab, og for at finde ud af det, skulle jeg være tålmodig. Det var værd at vente på.

”Fint”, sagde han.

”Fint?”

”Ja, fint. Jeg fortæller videre på historien. I morgen”, svarede han, og jeg vendte øjne.

”Lov mig, at du fortæller mere end to sekunder af den”

”Jaja, det her var bare en forsmag.”, svarede han og smilte skævt. Jeg smilte underligt nok tilbage, og i et øjeblik var det som om vi var fanget i en kerne af akavethed og spænding. Det var vidunderligt forunderligt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...